HØFLIGHED

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 Med et høfligt smil stak han sin broder dolken i hjertet.

Nej vel? Brodermord rimer ikke på høflighed.

Sætningen faldt mig ind for nogle dage siden, da jeg læste en klumme af Dagbladet Informations verbale vandfald, Claus Lynggaard. For en gangs skyld handlede det om andet end rock, selv om ingen ringere end Leonard Cohen var i centrum.

For mange år siden havde han interviewet stjernen. Det havde han glemt alt om, undtagen ét spørgsmål:  HVORDAN VI HVER I SÆR KUNNE GØRE VERDEN TIL ET BEDRE STED?

”Vi kunne jo begynde med at være lidt mere høflige over for hinanden. Dét tror jeg faktisk ville være et stort skridt,” havde Cohen svaret. 

Svaret pleasede ikke unge Lynggaard, og det kom ikke med i den endelige tekst.

Godhed i metermål

Denne blogs andet svar på Claus Lynggaards spørgsmål er heller ikke særlig sexet, men også det har samme rækkevidde som håndtryk: De forbinder mennesker med hinanden i en uendelig kæde, så ingen kommer mere end cirka fem håndtryk fra noget andet menneske i verden.

Men altså – svaret. Her er det. Jeg har det fra Knud Lyne Rahbek, Danmarks mest læste forfatter omkring 1800:

”Ingen er god Borger, naar han ikke er god Søn, god Fader, god Broder, god Ven, god Ægtemand.”

Al den godhed, kan man sukke.

En ren godhedsindustri!

Jeg holder det ikke ud!

Men ok, lad os vende den og erstatte godhed med ondskab, ligegyldighed eller surhed. I hvert fald jeg ved godt hvilken verden, jeg helst vil leve i. Og det er ikke den, der domineres af ondskab og forfrossen ligegyldighed.

Godhed og humor passer mig langt bedre.

Det er ikke for meget sagt, at Rahbek, der for resten var en stor humorist, var vild med den sætning. Han kaldte den sin ”uforanderlige Troesbekiendelse”. I øvrigt havde han ikke selv fundet på den. Den er hentet fra den Franske Fri Forfatning fra 1795, som igen har lånt tankerne fra en revolutionerende bog om børneopdragelse af den franske filosof Rousseau. Og så videre tilbage i historien.

Spark opad

En af de gange, Rahbek brugte formuleringen, var i en dedikation til sin ven Peter Andreas Heiberg. Så langt tilbage som i 1798, var det. Rahbek skriver den på fransk, og så lyder den sådan:

“Nul n’est bon citoyen, s’il n’est bon fils, bon père, bon frère, bon ami, bon epoux.”

(De franske ord giver lissom dét internationalt touch til hele sagen, som den fortjener).

Som vi ved, var Heiberg mere rapkæftet end høflig, og han er siden blevet et ideal for mennesker, der forsvarer retten til at lade munden eller tegnepennen løbe frit.

”Ordener hænger man på Idioter,”

skrev han blandt andet. Et kolossalt spark opad i samfundssystemet.

Den slags bemærkninger var med til at sende ham i landsforvisning. Dommen faldt den 24. december 1799. Hvilken julegave fra Danmark, hvor magten den gang lå i én hånd, og det  var kongens. Man kan virkelig sige, at den forfatter kom til at stå til ansvar for sin rappe pen.

Heibergs projekt var langt fra at flette mennesker sammen i globale relationer gennem høflige håndtryk og god opførsel. Han ville sparke hul i systemet og sætte ild i debatten.

Og det var godt, selv om det gik ham skidt. Men det er en helt anden historie.

Had til Danmark

Den såkaldte Muhammedkrise er også en fortælling om, hvor galt det kan gå, hvis man negligerer god opførsel og høflige håndtryk. Men nu er det ikke bare én person, men en hel nation, der er i skudlinjen.

Danmark, nemlig.

Som blandt andet er blevet en af de meste hadede nationer i verden, og som alle fornuftige mennesker frygter vil blive udsat for hævn og terror.

Som dansker kan jeg ikke længere have mit danske flag på rygsækken, når jeg rejser ud. I mange år var det min stolthed, som gav anledning til mange samtaler om Danmark som et sjovt og tolerant og humant samfund, hvor menneskers ret til at vælge, tro og ytre sig frit blev sat højt.

Nu må jeg lade Dannebrog blive hjemme.

Når nogen i den store verden derfor spørger mig, hvor jeg kommer fra, glider jeg helst af på spørgsmålet. Men svaret kan også blive et halvhøjt:

”I come from Finland.”

Hvad der er så sandt, som det er sagt, for der har jeg boet i mange år, og min returbillet har altid den destination.

Og jeg har jo ikke råd til sikkerhedsvagter.

På den måde får jeg ikke anledning til så mange høflige samtaler og varme håndtryk som tidligere. Og det gør, hvis vi følger Cohen, ikke verden til et bedre sted.

PS Vil man læse mere om kampen for ytringsfrihed og den vanskelige kunst at tænke, før man taler, kan jeg varmt anbefale at begynde med Den brændende Fakkel. Om dobbeltgrebet i Knud Lyne Rahbeks liv og revolutionsroman. Den udkom for halvanden måned siden, og der er endnu nogle hundrede usolgte eksemplarer. Her får man også et indblik i, at ytringsfrihed ikke har noget at gøre med den stærkes ret til at sige hvad som helt til den svage. Med andre ord at sparke nedad. Den ret har han nemlig altid haft.

Næste blog handler om danskere.


ANNONCE: 

 

DE STÆRKESTE ORD I VERDEN

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Lasse-Frågvis og Kyselijä-Jyrki – det er såmænd vores egen gode gamle evigt unge Spørge Jørgen oversat til svensk og finsk. Bøgerne blev udgivet i 1949, fem år efter den danske original, den gang trykt i 75.000 eksemplarer, i dag i flere end 300.000.

Et helt sindssygt antal for en dansk børnebog.

Oversættelserne, som jeg finder i det utrolig smukke Universitetsbibliotek i Helsingfors, er i fineste stand. Ud over mig ved jeg, at en af mine studerende har haft fingre i dem. Det er i det mindste tyve fingre på toogtres år. Der ser ikke ud til at have været mange flere. Og mere end ét oplag blev det ikke til.

Førsteudgaven af Spørge Jørgen på det Kongelige Bibliotek i København skal man derimod lede længe efter. Det gjorde bibliotekarerne for snart et par år siden, da jeg var vildt optaget af billedbogen og absolut måtte have førstetrykket for at sammenligne det med min egen udgave fra 2007.

Men forgæves.

Førsteudgaven fra 1944 var med beklagelse ikke at finde – som det vist hedder i den slags situationer.

Det gav lidt stof til eftertanke – – – for heldigvis var det jo bare en billedbog, og sådan en masseproduceret sag for de mindste kan jo let erstattes, tænkte jeg, at tyven havde tænkt. Men mon ikke hans niveau for dårlig samvittighed ville havde været helt anderledes og måske ligefrem tårnhøjt, hvis det havde været førsteudgaven af Dantes Guddommelige Kommedie, han havde praktiseret ind under blusen for siden at kaste den for småbørnene derhjemme?

Jeg spørger bare. Og jeg tror, at det forholder sig sådan, og jeg vil begrunde det med, at forskning i børnelitteratur er uden en lang og kanoniseret tradition som rigtig litteraturforskning.

Heldigvis fandtes bogen på Storm P.’s eget museum på Frederiksberg Runddel – for det er jo ham, der har stået for tegningerne.

Billedbogen med tekst af Kamma Laurents udkom i 1944 på L. Levison Junr. Akts., og farver og andet i førsteudgaven er rigtignok på afgørende punkter anderledes end i Gyldendals senere udgaver. På originaludgavens omslagstegning, godkendt af Robert Storm Petersen, præsenteres Jørgen således for læseren (den voksne) og den, der læser billederne (barnet), som et sundt udebarn. Han har kraftigt røde kinder, ørerne er lige så røde, og næsen har minsandten samme farve.

Og har man bare én gang bladet videre i bogen og set billederne af hans blege forældre, forstår ethvert barn, at Jørgen hellere er ude og lege med kammeraterne end inde i stuen hos far og mor.

Men Storm P. har ikke blot vist Jørgen som  en frisk fyr. Omslagstegningens åbne og knaldrøde mund med den spændte amorbue fortæller om et indtagende barn. Hans højre hånd, der holdes ind til kroppen i højde med hjertet, peger mod hans venstre med den løftede pegefinger, hvis spids er på højde med munden. Der kan næppe herske tvivl om, at vi for os har en dreng, der har lært sig god opførsel og rækker fingeren i vejret, før han ytrer sig – fx i form at et spørgsmål, der ligger ham på hjerte.

Det, billedlæseren måske først lægger mærke til, er Jørgens øjne – overordentlig store, smukke og opadrettede. I originaludgaven (men ikke i senere) kikker de på mod et gult spørgsmålstegn, højt som drengens hoved og af samme farve som håret, der står op i en hanekam. Tegnet illustrerer selvfølgelig drengens spørgelyst. Men det måske mest interessante ved det er, at illustrator på bogens omslag lader forfatteren Kamma Laurents og titlen Spørge Jørgen, som står øverst på siden, fremtræde med dette kæmpe spørgsmålstegn som baggrund. Ikke specielt solidarisk med hverken forfatter eller titel.

På omslagsbilledet ser vi begyndelsen til Robert Storm Petersens imødegåelse af det, som teksten til Spørge Jørgen repræsenterer: et forsvar for forældres uindskrænkede ret til at slå børn, der stiller spørgsmål, de er for dumme til at svare på.

”Hvorfor sir ko’moden ikke noet?”

Jamen det gør kommoder da! Spørg H.C. Andersen, der gav liv til legetøj og besjælede andet inventar i borgerskabets stuer. Sådan noget har professorer talt længe og bredt om i universiteters forelæsningssale.

Eller kik på tavlesvampen, der hænger i sin snor ved siden af tavlen, hvor teksten er skrevet med kridt. Ethvert barn i 1944 vidste præcis, hvad sådan en svamp skulle bruges til.

Men jeg skal ikke trætte med detaljer, kun til sidst fremføre, at Spørge Jørgen ikke blot fremtræder som et forsvar for den reformpædagogik, der i 30’erne og 40’erne stak næsen frem som en konkurrent til mainstreampædagogikken, der havde truslen og afstraffelsen som sit finale argument.

De to forskellige holdninger til børn er udtryk for en kulturkamp, som kan genfindes på mange områder i samfundets, i videnskabens og i politikkens verdener. Sagt tilspidset har vi på den ene side reformpædagogikken med barnets spørgsmål som den højeste autoritet – på den anden side en næsten altdominerende pædagogik med respekt for tradition og stupid autoritet.

At teksten er fra 1938 og illustrationerne fra 1944 giver yderligere et interessant historisk perspektiv. For hvordan så der ikke ud i vores kulturkreds i de år?

På denne måde set kan den spørgelystne Jørgen nyde rygdækning fra en af  vor vestlige  histories vigtigste periode – Oplysningstiden. Jo-da! Intet mindre. Det var nemlig i den periode, det enkle spørgsmål hvorfor? fik troner til at vakle og vælte og noget så fundamentalt i vor moderne verden som ytringsfrihed fik fodfæste. Og hvad er ytringsfrihed i grunden andet end retten til at stille spørgsmål? Og få svar.

HVORFOR? og FORDI...

Findes der stærkere ord?

For resten er modet til at være åben og stille spørgsmål en herlig egenskab ved danskerne!

Kommer der så et meningsfuldt svar, der starter med et fordi, bagefter, er dialogen allerede i gang. Og dialog gør som bekendt revolutioner unødvendige.

Det er et dobbeltgreb, der vil noget.

Mere om Spørge Jørgen kommer der ikke i denne ombæring. Desværre kan jeg (endnu) ikke henvise til et bog med titlen Hvorfor? Spørge Jørgen og kampen om retten til at stille spørgsmål. Men manuskriptet på 106 sider med billedbogens 22 sider i centrum er færdigt og ligger hos et forlag og venter på godkendelse.

På imprimatur, som man sagde den gang, da myndighederne havde ret til at standse farlige bøger. Altså bøger, der vendte op og ned på vante forestillinger.

I mellemtiden, hvis man er interesseret i Oplysningstid og ytringsfrihed, må man nøje sig med fx Den brændende Fakkel. Om dobbeltgrebet i Knud Lyne Rahbeks liv og revolutionsroman. Den er lige udkommet på Syddansk Universitetsforlag.

Næste blog om en uge handler om høflighed.


ANNONCE: 

 

MAGT OG MORAL

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

På årets sidste dag holdt Hendes Majestæt Dronning Margrethe II sin traditionelle nytårstale.

”Med vidt forskellig baggrund kommer flygtninge hertil, kvæstede somme tider både på sind og krop. Vi tager imod dem og er nok også lidt stolte over, at de har valgt netop vort lille paradis, men når vi ser dem stå famlende over for vort livsmønster og vort sprog, så kniber det alt for hurtigt med gæstfriheden, og skuffelsen melder sig på begge sider. […]

Så kommer vi med vores ”danske humor” og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder - det kan vi ikke være bekendt.”

Men det var ikke i 2010, hun sagde det, det var i nytårstalen den 31. december 1984.

Med stolthed brugte jeg denne tale til noget så simpelt som en prøve i lytteforståelse for finske danskstuderende ved Helsingfors Universitet. Og jeg husker tydeligt, hvor imponerede de var, studenterne, ikke blot over deres egen evne til at forstå langsomt og tydeligt dansk, men over talens indhold. Hun havde noget at komme med, mente de. En tale om respekt og menneskeværd, der aftvang beundring. Det var ikke som den finske præsident, der i sine nytårstaler bare leverede politisk ”snömos”.

I marts følgende år talte Pia Kjærsgaard, som den gang var 38 år og folketingsmedlem for Fremskridtspartiet, ikke om den

”muslimske invasion af kriminelle, løgnagtige bekvemmelighedsflygtninge”.

Det gjorde formanden for hendes parti, Mogens Glistrup, derimod. Det skete ved en pressekonference den 11. marts 1985, da den fhv. straffefange nr. 8817 netop var blevet prøveløsladt fra sit fængselsophold i Horserød. Mens han kaldte til kamp for Danmark som en ”muhammedanerfri nation” svingede han små Dannebrogsflag med begge hænder.

Hermed iscenesatte han mærkesagen for det parti, Dansk Folkeparti, som Pia Kjærsgaard ti år senere var med til at stifte på ruinerne af Fremskridtspartiet.

Året efter, i 1986, blev miljøspørgsmålet hovedtemaet i Hendes Majestæt Dronning Margrethe II’s nytårstalen. Hun gjorde her op med ”smide-væk-mentaliteten”:

”Alligevel kommer mange af os nok til at mindes 1986 som året, der for alvor viste os, hvor voldsomt, ja katastrofalt mennesket kan gribe ind i naturen. Forureningen er rykket os nær ind på livet […]

Men lad os lige standse op her. Er det virkelig rigtigt, at vi intet kan stille op? Passer det, at det kun er ”de andres” skyld? Begynder det hele ikke netop med os selv? […]

Vi er ved at forstå, at de ydre omgivelser er en del af den arv, vi skal forvalte, at også de naturgivne værdier skal gives videre til næste generation. Men det er ikke nok, at vi er opmærksomme på rammerne. Kernen i vor kulturarv er respekten for det enkelte menneske og viljen til at række en hjælpende hånd til den, der har hjælp behov. Det har vi lært fra barnsben, og vi har prøvet at indrette vort samfund efter det […].

Majestætens moralske integritet har næppe stået stærkere end i disse taler, og deres indhold er forfærdende aktuelt. De værdier, hun bygger på, er konservativ anstændighed, kristelig barmhjertighed og indsigt i menneskets forhold til naturen. Hendes taler var en statsmands. Desværre talte hun for døve ører, og desværre er problemerne i det sidste tiår blevet mærkbart større og hendes taler samtidig mærkbart tyndere.

I nytårstalen ved afslutningen af det europæiske fattigdomsår den 31. december 2010 sagde Hendes Majestæt Dronning Margrethe II således ikke:

”I det forgangne år har jeg i flere sammenhænge advaret imod, at det danske velfærdssamfund er i forfald. Det danske og de nordiske samfunds styrke og grundstenen i deres internationale succes har været ligestilling. En ny undersøgelse fortæller os, at retfærdighed, omsorg for de ældre, bekæmpelse af fattigdom og et fungerende demokrati stadig er vigtige værdier for danskerne.

Men dagligdagen ser anderledes ud. De kraftigt øgede forskelle i indkomst og brister i sociale ordninger er spørgsmål, som ofte er fremme i nyhederne. Manglende ligestilling ses tydeligt i de ældres hverdag. Fattigdommen i familier med børn er vokset. Ungdomsarbejdsløsheden og korte ansættelser få de unges tro på fremtiden til at vakle. Samtidig bliver mange ældre arbejdstagere udbrændt på grund af det øgede pres i arbejdslivet.”

Ordene er Finlands præsident Tarja Halonens fra hendes nytårstale den 1. januar 2011. I min oversættelse har jeg erstattet  ”Finland” og ”finsk” med ”Danmark” og ”dansk”.

Så kan enhver tænke sit.

Som statsoverhoved i Finland har Tarja Halonen stor politisk magt. Herved adskiller hun sig fra det danske statsoverhoved. Men begge har en stærk moralsk integritet, og deres udgangspunkt er det grundfæstede fællesskab i nationen,  som den danske monark aftenen før fremhævede som det dansk samfunds store rigdom:

”Vi har et grundfæstet fællesskab, som vi er stolte af. Det går langt, langt tilbage i vor historie, tilbage til den frie forfatning; ja, længere endnu, for Grundloven af 1849 kan netop ses som en bekræftelse af et fællesskab, som allerede eksisterede.”

Sådan! På et splitsekund tager monarken os godt et par hundrede år tilbage i historien, nemlig til Oplysningstiden, hvor grundlaget for alt godt i vort moderne samfund blev tilkæmpet. For eksempel ytringsfrihed, lighed for loven, som blandt andet indebærer den ligestilling, Finlands præsident talte om, og medmenneskelighed.

Eller med dronningens egne ord fra 1986:

”Kernen i vor kulturarv er respekten for det enkelte menneske og viljen til at række en hjælpende hånd.”

På de ord kan der bygges en republik. Eller opretholdes et kongedømme. Held det land, hvis ledere klarer at fastholde magt og moral i et sådant dobbeltgreb.

PS Min seneste bog med undertitlen Om dobbeltgrebet i Knud Lyne Rahbeks liv og revolutionsroman, køb den på fx

http://www.universitypress.dk/shop/den-braendende-fakkel-2919p.html)

handler netop om kunsten at håndtere tilsyneladende uforenelige størrelser. Knud Lynes Rahbeks gode ven, Peter Andreas Heiberg, dummede sig og blev landsforvist, mens Knud Lyne himself klarede frisag og bidrog til udviklingen af Danmark mod et demokratisk og tolerant samfund.

Næste blog om en uge handler om spørgsmålet hvorfor? i børnehøjde.


ANNONCE:

 

SISU OG VIDSYN

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Det finske ord ”sisu” forbindes med sejhed, energi, viljekraft. I praksis betyder det at nå det mål, man har sat sig. Egenskaben er beundringsværdig. Der er noget jysk i den. Men den har også et element i sig af dumstædig trasken fremad i samme spor.

Uden sisu havde Finland ikke klaret sig i krigene mod Sovjetunionen i 1940’erne.

I Finland er sisu hjørnestenen i skolegang og uddannelse. Uden sisu havde Finland ikke ligget i toppen af de undersøgelser af skoleelevers kundskaber og færdigheder, der går under navnet Pisa. – Til sagen hører naturligvis også, at lærerne i Finland er veluddannede. Og at forældrene ikke blander sig i skolens daglige arbejde med andet end lektiehjælp. Det giver en arbejdsro, som mange danske lærere kun kan drømme om.

I det flade Finlands granskove er der ikke plads til vidsyn, og begynder man at fumle rundt derinde mellem de tætte træer, går det let galt. Her kommer man frem ved at gå målrettet og med sisu som kompas. Men netop i sammenhæng med uddannelse kan dumstædig målrettethed let lede til, at kreativiteten kommer på vågeblus.

Pisatesterne er et godt eksempel. Skolebørn i Finland trænes tidligt i tester og er helt på hjemmebane, når skemaerne bliver uddelt.

I Danmark - Frejas sal, der bugter sig i bakke, dal - er det ikke altid en fordel at styre lige efter næsen, når man vil sikkert frem. Det samme lærer man på havet omkring Danmark. Her er vidsyn vigtigt, og afsøgning af, hvordan landet ligger, bliver en grundlæggende færdighed. Det kreative spørgsmål og den selvstændige løsning ligger lige for.

Forleden læste jeg et interview i dagbladet Information (29.12.10). Økonomiprofessor Jakob Brøchner Madsen fortæller her, at hans danske ph.d.-studerende altid har egne ideer. Desuden stiller de kritiske spørgsmål.  Derfor skriver de bedre afhandlinger end hans asiatiske studerende, der kommer til ham  og spørger, hvad de nu skal lave.

Artiklen var som så mange andre i begyndelsen af året rettet mod fremtiden og grublede over spørgsmålet: Hvordan skal lille Danmark dog klare sig mod alverdens muskelnationer?

Jeg finder svaret i Oplysningstiden for godt et par hundrede år siden. Det var den, der skabte begrebet menneskerettigheder. I den periode blev ytringsfriheden begrundet, og retten til den blev tilkæmpet som en daglig praksis for menigmand. Kampen stod mod en streng central styring af alle borgernes aktiviteter.

Et diktatur, med andre ord.

I oplysningstidens kamp herimod blev vor moderne verden skabt. Og den måde, vi forstår os selv og vore frihedsrettigheder på, stammer fra denne tid. Grundlaget var kreative spørgsmål, vidsyn og selvstændige løsninger. Det er noget ganske andet end udenadslære og færdige svar på forventede spørgsmål.

Således at slå sig fri af det gamle og skabe en bedre verden krævede også en god portion sisu.

Før som nu.

PS Den første omtale af min seneste bog, Den brændende Fakkel, se Rasmus Agertoft, ”Til forsvar for en nuanceret kulturdebat”, Kristeligt Dagblad d. 21.12.2010. http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/400663:Kultur--Til-forsvar-for-en-nuanceret-kulturdebat?all=1

Næste blog, om en uge, starter med to nytårstaler.

ANNONCE: