REVOLUTION

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

For tiden svømmer aviser og andre nyhedsmedier i rapporter fra dagens revolutioner i Nordafrika og i Mellemøsten.  I kommentarerne bliver det ofte nærhistorien, der står som hovedleverandør af baggrund og perspektiv på begivenhederne. For eksempel er revolutionen i Iran blevet vendt og drejet, og sammenligninger med Sovjetunionens sammenbrud og latinamerikanske omvæltninger er genkommende.

Eller det bliver repeteret, hvordan det hele begyndte i Tunesien for så og så mange dage eller uger siden og hvilke voldsomme begivenheder, der udspiller sig i dette eller hint land netop nu.

Det er alt sammen fremragende og vidner om journalisternes nærvær og engagement.

Men vidner det ikke også om et vestligt burkasyn med en kollektiv fortrængning af,  at vores eget herlige, demokratiske samfundssystem blev født i blod?

ALLE BORGERLIGE REVOLUTIONERS MODER

I hvert fald udelukker det tanker om alle voldelige revolutioner i sytten- og attenhundredetallet, da vi i Vesten var mindst lige så underkuede som de folkeslag, der lige nu kæmper for et værdigt liv – et liv, som de selv har ansvaret for gennem frie valg og virkeliggørelse af menneskerettighederne.

En anden ting, som jeg savner i dagens rapporter, er en klasseanalyse. Jeg ved godt, at bare ordet ”klasseanalyse” for slet ikke at tale om ”klassekamp” kan give solide borgere kraftige kuldegysninger.

Men i grunden er en klasseanalyse ikke andet end en bestemmelse af, hvad der binder mennesker sammen i fælles interesser. I vore dages vestlige demokratier, for eksempel i det danske, er det lidt mere speget, end det var den gang, bønderne fra 1870 sluttede sig sammen i Venstre, og et socialt demokrati fra 1871 blev arbejderbevægelsens mål. Bønder og arbejdere gjorde det for at bekæmpe hinanden, men især borgerne samlet i Højre.

Og tager vi endnu et skridt tilbage i historien, så var det netop disse borgere, der i 17- og 18-hundredtallets demokratirørelser kæmpede mod konge- og adelsdiktaturer for at få en politisk indflydelse, der svarede til deres økonomiske magt.

Så vidt jeg kan forstå, har vi netop her de væsentlige præmisser for dagens revolutioner. Med visse korrektioner fra land til land er det præcis den samme middelklasse, eller med et gammelt udtryk tredjestand, der kræver radikale omvæltninger i Mellemøsten og i Nordafrika.

Netop denne tredjestand var drivkraften bag alle borgerlige revolutioners moder. Jeg tænker naturligvis på Den franske Revolution, der startede den 14. juli 1789 med stormen på det forhadte statsfængsel Bastillen.

NU OG DENGANG

I midten af januar 2011 giver idéhistorikeren Soumaya Ghannoushi i en klumme følgende signalement af revolutionen i hendes hjemland Tunesien:

”Dette sammenstød mellem et såret gammelt regime, der kæmper for sin overlevelse, og en ny orden, der smerteligt og møjsommeligt bliver til under vedvarende folkeligt pres, er historien om Tunesien i dag.”

Helt overordnet kunne beskrivelsen dække Frankrigs historie fra 1789 og nogle år frem. Jeg hæfter mig især ved ”møjsommeligt”, ”folkeligt” og ”vedvarende”, der bygger på den erfaring, at revolutioner kommer nedefra, tager tid og kræver hårdt arbejde og ofre.

Den gang fandtes der som bekendt ingen ætermedier og onlinerapporter, og skulle nyhederne fra Frankrig til Danmark, måtte de bogstavelig talt bæres frem. Dette til trods kunne man med blot få dages forsinkelse i København læse udførlige redegørelser for begivenhederne i revolutionens Paris.

Det bedste sted var månedsskriftet Minerva, og man fandt beretningerne under rubrikken ”Historien”. Her skrev oplysningsmanden Knud Lyne Rahbek flere end tusind sider om revolutionens udvikling og citerede lange dokumenter, så læseren kunne være opdateret – eller på fransk à jour.

Når rapporterne er bedst, fremtræder de som rene øjenvidneskildringer, der fra dag til dag, somme tider fra time til time, fortæller om skabelsen af en ny verden. Men også den gamle verdens angst og modstand mod alt det nye får sin plads.

Vi bliver for eksempel vidne til, hvordan betalte lømler indgår i magthavernes strategi for at bevare magten, og bliver underrettet om, hvordan ekstremismen florerer på venstrefløjen.

REVOLUTION OG KÆRLIGHED

Det kan tage form af et kolossalt roderi, som det er mere end svært at finde hoved og hale på, for eksempel i følgende citat:

”Ligesom Palaisroials Uordener og Vildskaber havde tient Hofpartiet til at vække Forbittrelse mod det orleanske Parti, saaledes tiente ogsaa, især i et Øieblik, da Kongens Vægring ved at sanctionere det Decret, der gav Lehnsaristokratiet sit Banesaar, samt Adelens og Klerkeskabets Kamp – ligesom til Giengield – for Kongens uindskrænkede Veto, desuden opbragte Gemytterne, dette ulykkelige Gardergilde, der maatte være dobbelt anstødeligt paa en Tid, da Paris leed under en maaskee frem­kunstlet Brødmangel, Demagogerne til at opflamme den parisiske Almue mod Hoffet.”

Både den horrible sætningsbygning, og hvad der i øvrigt henvises til, er stort set ubegribeligt for dagens læser. Men da passagen fremkom i 1799 i en spændende kærlighedsroman, havde læserne  gode forudsætninger for umiddelbart at fatte indholdet.

Ikke blot havde de via latin baggrund for at afkode indviklede sætninger, også Minerva havde givet nyttige forkundskaber, og hvorfor ikke også lige nævne Rahbeks Statshistorie samt hans hundrede sider lange artikel ”Om Factionerne i Frankrig fra Revolutionens Begyndelse, og deres fornemste Kampe og Kampdage”?

Kærlighedsromanen, jeg citerer fra, hedder Camill og Constance. Et Revolutions Skilderie, og den har indtil i dag været nærmest overset. Det er ikke blot ufortjent, men også skammeligt, for romanen er intet mindre end den moderne europæiske litteraturs første historiske roman.

På denne måde forsøgte Rahbek som journalist, historiker og romanforfatter at udbrede fortællingen om Den franske Revolution, så også danskerne kunne blive inspireret af de nye ideer.  Gennem den bedrift blev han foregangsmand i Danmark for den nye tids tanker og måde at organisere samfundet på.

EN ANDEN TID MED SAMME MÅL

I vore dage hedder rapportørerne fra revolutionernes arnesteder BBC, CNN, Al Jazeera og så videre, og der er facebook og twitter samt oldgamle sms’er og e-mails, når der skal fortælles om revolutionerne i Mellemøsten og i Nordafrika.

Det er engang imellem forfærdende at være vidne til.

En gang imellem glædeligt over alle grænser.

Men mon ikke også kærligheden får plads til at blomstre blandt dem, der kæmper for en ny og bedre verden? Det kommer der sikkert siden fortællinger om.

Og målet er de samme som i 1789: Opfyldelse af kravet om, at mennesket i fællesskab med andre skal bære ansvaret for sit eget liv.

PS Afhandlingen Den brændende Fakkel. Om Knud Lyne Rahbeks liv og revolutionsroman er en oplagt mulighed for et udvidet perspektiv på kampen for menneskerettighederne i Danmark og i Frankrig. Samtidig er den, måske, en vej til at forstå dagens revolutioner lidt bedre.

Bloggen næste tirsdag handler om en god roman.

ANNONCE:

 

MAD OG KAGE

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Til allersidst kommer der en opskrift. Så er dét, hvad læseren forventer af tirsdagens blog, så spring venligst det mellemliggende over.

KAMMA OG KNUD LYNE

Mad og kærlighed er to af de vigtigste ingredienser i et lykkeligt ægteskab.  

Og skal rygtet om lykken spredes, så er midlet venligt husrum, lækker mad, åndfuldhed og hygge til en vennekreds uden snævre grænser samt en opmærksomhed, der til forveksling ligner kærlighed.

Står ægteparrets bolig to hundrede år efter som museum, er det næsten ikke til at få armene ned.

Ægteskabet, jeg her tænker på, blev indgået den 31. august 1798 mellem Karen Margarete Heger og Knud Lyne Rahbek. Huset, de boede i, hed Bakkehuset.

I dag går det under navnet Bakkehusmuseet.

I samtiden berømmes den uforanderlige hengivenhed mellem Kamma og Knud Lyne, to meget forskellige naturer. Skal det siges på mere nutidigt dansk, så elskede og respekterede de hinanden trods store forskelle. Dag ud og dag ind. I enogtredive år.

Og samtiden vidste, hvad den talte om, for alle de toneangivende, specielt inden for litteraturen, kom på den tid i Bakkehuset. Litteraten Georg Brandes gør senere gældende, at det var det eneste private litterære samlingssted i vores litteraturhistorie, ”som har nogen Betydning og noget Navn”.

SPIRITUEL HYGGE

Stik imod al fornuft var det ikke litteraturprofessoren og tidsskriftsredaktøren og udgiveren og visedigteren og romanforfatteren Knud Lyne, der var den mest fremtrædende i Bakkehuset. Det var hustruen Kamma, som vistnok er det første menneske i Danmark, der er blevet berømt for sit privatliv.

Af natur var hun livlig, energisk, fingernem og praktisk. Hendes passion var blomsterdyrkning, hun havde et stort sprogtalent og en lynhurtig opfattelsesevne. Som ægtemanden havde hun masser af humor, var fuld af modsigelseslyst og en mester i godmodigt drilleri. Alt sammen indgik i en samtalekultur, som hun dyrkede, og som Bakkehuset var berømt for.

Husets indretning og hendes te- og aftenbord, som man samledes om, gav hun et udsøgt præg. Hermed skabte hun en hjemmelivskultur, som periodens borgerskab tog til sig som et forbillede.

I dag, to hundrede år efter Guldalderen, som perioden ofte kaldes, står Kammas måde at ordne selskabeligt og hyggeligt samvær på stadig som et ideal.

Skal vi kalde idealet om hygge og muntert samvær på højt niveau omkring dækkede borde for spirituel hygge? Og samtidig sende en venlig tanke til dagens TV-madprogrammer, samtalekøkkener, hjemme hos-reportager, utallige, illustrerede kogebøger osv.

Forførende mad og borddækning er åbenbart ikke et problem. Men spiritualiteten – den kræver et særligt talent, som Kamma var foregangskvinde for, og som det ikke er helt så let give en opskrift på.

EN TYPISK DANSKER

Knud Lyne havde også fortjenester, som rakte ud over litteratur og teater og journalistik i de forskelligste former. Han blev i samtiden et forbillede for en national dansk identitet. I bogen Rahbek og Bakkehuset (1847) skriver P.L. Møller, at han ”forenede de danske Cardinaldyder, Fredelighed saavidt muligt, Maadehold, Upartiskhed og Alsidighed”. Han besad en jovial munterhed, som fratog hans satire meget af dens skarphed, og i det hele taget lå det ham i blodet at være et ”forsonligt” menneske.

Det er dyder, jeg i fire årtier som universitetslektor i Finland har været stolt over at kunne fortælle var danske. Og i de seneste år har jeg med fornøjelse i denne sammenhæng kunnet inddraget Dronning Margrethes karakteristik fra Nytårstalen 2005:

”Det er nok typisk for os i Danmark, at vi ikke bryder os om konflikter; en diskussion skal helst ende med, at vi alle bliver enige. Skarptskårne syns­punkter og kategoriske krav, dramatiske udtalelser har vi ikke let ved at tage alvorligt, og vi reagerer ofte ved enten at fnise eller blive fornærmede.”

Er det for meget sagt, at Rahbek efter sin død i 1830 levede videre som en typisk dansker?

OPSKRIFTEN

Nu, da jeg har sagt Bakkehuset og nævnt mit arbejde i Finland, er det let for mig at lade tankerne glide til Diktarhemmet i den lille by Borgå, godt halvtreds km vest for Helsingfors. Det kan i visse sammenhænge stå som et finsk ”Bakkehus”. Her boede Fredrika Runeberg omkring midten af 1800-tallet med sin mand Johan Ludvig, Finlands nationaldigter.

Jeg nævner Fredrika først af den grund, at det var hende, der stod for alt det huslige, mens manden enten digtede, gik på jagt, underholdt sig med unge kvinder eller havde besøg af betydningsfulde mandlige gæster på første etage, hvor Fredrika kunne komme og servere.

En af kagerne på Fredrikas repertoire har national status i Finland. Den hedder Runebergstårta, på finsk Runebergin torttu, og sælges i alle butikker op til nationalskjaldens fødselsdag den 5. februar.

Litteraturen om den er omfattende og interessant, man kan fx starte med at læse Fredrika Runebergs Receptbok, genudgivet i 2003.

Jeg skal her give en lidt forenklet opskrift:

– 50 g smør, 2 dl sukker, 2 æg, 2 dl fløde, 1 dl fintmalede søde mandler, 1–2 dråber bittermandelolje, 2 dl hvedemel, 2 dl rasp iblandet knuste brunekager, 1 tsk. bagepulver.

– Dekoration: 1 dl flormelis, 2 spsk. vand, hindbærsyltetøj.

– Rør smør og sukker sammen. Tilsæt æggene et efter et under omrøring. Tilsæt fløde, mandler, bittermandelolje, hvedemel, rasp samt bagepulver og ælt det godt.

– Fyld små, gerne cylinderformede papirforme 2/3 med dejen. Tryk en fordybning i hver kage og fyld med hindbærsyltetøj. Bages i ca. 15 min. ved 200 grader.

– Tilsæt evt. en tsk. rom blandet med lidt vand til hver kage.

– Læg en lille tsk. hindbærsyltetøj på hver kage. Rør vand og flormelis sammen og læg massen i en ring omkring syltetøjet.

Velbekomme!

MUSEERNE

Bakkehusmuseet, Frederiksbergs ældste bygning, Rahbeks Alle 23, 1801 Frederiksberg, åbent ti.-sø. kl. 11-16.

Nationalskalden J.L. Runebergs hem, Alexandersgatan 3, 06100 Borgå, åbent maj-august ti.-sø. kl. 10-16, september-april on.-sø. kl. 10-16.

PS Vil man have uddybet protrættet af Knud Lyne Rahbek, ”den brændende Fakkel”, som han  blev kaldt i samtiden, er der masser af læsestof i en bog med samme navn. Se fx http://www.universitypress.dk/shop/den-braendende-fakkel-2919p.html

Bloggen næste tirsdag handler om revolution.

ANNONCE:

 

RACISME

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Det Danmark, jeg voksede op i, var uden udtalt racisme.

Der, lige efter Anden Verdenskrig med dens racistiske massemord i frisk erindring, levede vi i en slags selvbegejstring for Danmark som foregangsland for oplysning og frisind.

Hele processen mod tolerance, menneskerettigheder og friheder, som i dag er alment accepterede, startede som bekendt i slutningen af 1700-tallet, og selvglæden kan fint udtrykkes med et citat af den danske oplysningsforfatter Knud Lyne Rahbek:

”Da knustes Stavnsbaandet, da knækkedes Negerlænkerne, da fordreves Munkevæsenets Levninger af vor Underviisning, da vandt Næringsfrihed, Borgerfrihed, Tænkefrihed, og hver Slags ønskelig og lovlig Frihed med hver ny Dag fastere Fod.”

Jeg skal da heller ikke lægge skjul på, at jeg var stolt af at høre til et land, der som den første koloniejende magt i verden forbød handel med negerslaver. Det skete ved kongelig forordning af 16. marts 1792. Det bagvedliggende menneskesyn havde naturligvis rod i Oplysningstidens opfattelsen af, at menneskeværd er noget, alle mennesker fødes med.

EN GRIM KARL

Siden fandt jeg ud af, at racismen slet ikke var død i Danmark, men kunne dukke op de mest uventede steder. Således hos en af vore store forfattere, nobelpristageren Johannes V. Jensen, der i en journalistisk reportage fra 1907, den kom i bogen Den ny Verden, skrev om oplevelser i Amerika. – Det aktuelle kapitel er på syv  sider, jeg citerer fra den første side. Som overskrift står

”NEGREN”.

”En Aften da jeg gik i Fulton Street i Brooklyn, det var en Valgaften, og der  var en masse Folk paa Benene, hørte jeg et Tilraab bag ved mig og en egen vrinskende Latter, og da jeg vendte mig, saá jeg en kæmpemæssig Neger, der lo huldsaligt over hele det kulørte Fjæs. Jeg burde kendt Hestegrinet og ikke vendt mig, for det var allerede en større Tilnærmelse, end han kunde taale; han nikkede, intimt, henrykt og raabte noget igen, nu skulde vi to da være fine  Venner. Og det kunde være svært nok ikke at indlade sig med ham, himmelglad som han var. Han ligefrem udlogrede Venskab og Forlibthed, der stod et Sus af Livslyst om ham, han var et Straal af Fryd. På det sorte Gorillahoved bar han med stærk Hældning fremefter Ruinen af en Cylinder, han var i straagul Overfrakke, sort- og hvidtærnede Bukser og et Par uhyre store, lasede Støvler, men med Gamascher.”

Ingen nok så spidsfindig tolkning kan vist redde ovenstående fra stemplet groft racistisk, og jeg kan love, at det bliver værre, efterhånden som læsningen skrider frem.

PÅ LUR I BARNEVERDENEN

At racismen lå og lurede, også i barneverdenen, skal jeg give et par helt anderledes tvetydige eksempler på. Det første er fra min barndoms sangbog, De små synger, nu med kanonisk status som børnesangbog. Førsteudgaven er fra 1948.

Sangen hedder ”I niggerland bananen gror”, og det lyder i sig selv afskrækkende. I vore dage. Den handler om  sorte børnearbejdere, hvis liv er surt slid i ulidelig hede. Som lever i frygt for glubske krokodiller, er analfabeter, snotnæsede, uden kendskab til søndagens hvile endsige råd til en ordentlig seng.

Visens belæring, at den forkælede danske dreng skal lære sin sorte broder at kende og elske ham, er klart udtalt. Men er den i virkeligheden ikke lidt nedladende i forhold til den undertrykte, der ikke klarer at få et bedre liv?

Den anden populær børnesang, også af Harald H. Lund, er ”Elefantens vuggevise”, som jeg talløse gange har hørt den søde Inge Aasted synge i radioens ”Godnat til de små”. Her forekommer linjerne:

”I morgen får du en niggerdreng,

og ham skal du bruge som rangle.”

Som jeg opfatter det, er der tale om de menneskeliggjorte dyrs pay back til de dyriske mennesker, og dem er der virkelig mange af i Harald H. Lunds børneunivers. At det ikke var en hvid, dansk dreng, elefanten fik lovning på, siger sig selv. For hvordan skulle den omsorgsfulde elefantmor få fat på sådan en størrelse dernede i den mørke jungle?

Netop i dyrets anvendelse af mennesket som rangle får visen et interessant perspektiv, fordi den hermed vender det tilvante på hovedet. Her ser vi dyr ryste rundt med os mennesker omtrent på samme måde, som vi i årtusinder har skaltet og valtet med dem!

Andre populære værker for børn som for eksempel Helen Bannermans Lille sorte Sambo og ”På Vesterbro en neger gik” fra Heinrich Hoffmanns Den store Bastian ligger i samme grænseområde med fare for at blive opfattet som udtryk for racisme. Det er jeg ikke i alle tilfælde så sikker på, at de er. I givet fald hører de så til det, professor i børnelitteratur Torben Weinreich kalder ”ureflekteret racisme”. Som sådanne skal de naturligvis tages alvorligt og diskuteres.

Det er jo dertil, vi har ytringsfriheden.

ORMEN I KUNDSKABENS ÆBLE

Langt mere håndgribelig er den ”målrettede racisme”, som vi så i Johannes V. Jensen-citatet.

Jeg genfinder holdningen i slutningen af en kronik i Dagbladet Politiken. Den er skrevet af medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, sognepræsten Søren Krarup. Jeg har læst den på nettet, og den er dateret den 19. maj 2007.

”Se blot, hvordan der i nutiden er oprettet et overvågningscenter i Wien, der med alle EU-medlemmers tilslutning har til opgave at opspore, udpege og udrydde forkerte meninger blandt europæerne. Det fulde navn er EU’s Center for Overvågning af Racisme og Fremmedhad, og således står EU for en politisk ensretning af sine borgere, som i realiteten er totalitær og kun bringer alt for mange mindelser fra Stalins tankegang med sig.”

At forfatteren fordrejer ved at gøre overvågning til udryddelse og ændrer EU’s ønske om en sober tone til et udtryk for en stalinistisk tankegang er enkle eksempler på, at han mangler orden i sprog og i tankeverden. Men det er småting.

I et større perspektiv indgår udsagnet i hans fortløbende kamp mod menneskerettighederne, som de blev formuleret i sidste del af 1700-tallet. Den kamp har han i mange år ført som medlem af Folketinget. Det bliver man i en retsstat gennem almindelige demokratiske valg. Sådanne valg er en direkte konsekvens af tanken om, at mennesker er født frie og lige, er udstyret med fornuft og samvittighed og har ret til lykke og velfærd.

At han foragter netop disse rettigheder, menneskerettighederne, der er grunden til hans politiske position, er derfor patetisk og absurd i den helt store skala. Ja, mere end det. Det er at vise foragt for det demokrati, han forvalter.

Derimod er der god sammenhæng mellem hans foragt for menneskerettighederne og ønske om frit løb for racisme og fremmedhad.

Med et billede hentet fra fortællingen om Adams og Evas bekendte syndefald i Paradisets Have kan man sige, at Søren Krarup har påtaget sig en selvskabt rolle som en glubsk orm i kundskabens æble. Spiste Adam og Eva af det, fortælles der i Det gamle Testamente, fik de fornuft til at skelne mellem ondt og godt – altså præcis det, der udgør menneskets evne til at skabe sig et godt liv gennem sine valg.

Og ormens, Søren Krarups selvskabte rolle? Jo, den æder æblet indefra, så der ikke bliver noget tilbage til mennesket, der vil væk fra et evigt liv i uvidenhed og uansvarlighed.  På den måde skal historien rulles tilbage til perioden før Oplysningstiden.

En tid, hvor børn og kvinder og stort set alle mænd var uden rettigheder – for slet ikke at tale om slaverne.

En tid, hvor ytringsfriheden var den stærkes ret.

En tid uden grænser for racisme og lovlig vold.

PS For god ordens skyld vil jeg lige gentage det. Knud Lyne Rahbek har skrevet en masse, som peger direkte mod dagens herlige frihedsrettigheder.

Bloggen på næste tirsdag handler om mad.


ANNONCE: