HEJ! DAV! MOJN! MOIN! ELLER MØJN!


PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 

Her i Finland er jeg begyndt at hilse mine venner med et glad mojn! Både når jeg skriver, og når jeg snakker. Hvorefter jeg, som jeg plejer, fortsætter på dansk.
Mojn er finlandssvensk og bruges flittigt af svensktalende borgere i Republikken Finland, såkaldte finlandssvenskere. Dem findes der 300.000 af.
Men tro ikke, at jeg her bruger et fremmedord i mit danske sprog.
For mojn, som er stærkt udbredt i Sønderjylland, er også dansk. Ikke rigsdansk. Endnu. Men begynder tilstrækkelig mange danskere i Danmark overalt i kongeriget at sige mojn til goddag og farvel på alle tider af døgnet, så har ordet ændret status og er blevet – ja, rigtigt: rigsdansk.
Det er heldigvis os dansktalende, der bestemmer over sproget.

DANSKERNES UTYDELIGE UDTALE
Karen Margrethe Pedersen, lektor ved Institut for Grænseregionsforskning, skrev for nogle år siden en spændende artikel om mojn eller moin, som det også kan skrives.
Ordet kommer fra det tyske Morgen, der egentlig er lige så dansk som tysk. I munden på et menneske, der taler berlinsk eller brandenburgsk dialekt, bliver g til j eller i, når det står efter r. Senere falder r bort.

Morgen > morjen > mojen.

At danskere ikke gerne udtaler e’er i slutningen af ord er velkendt. Og frygtet af dem, der forsøger at lære dansk. Resultatet af hele processen er mojn eller moin, hvor formen moin bruges syd for den dansk-tyske grænse.

ALLE DANSKERE KENDER MOJN
Filmen Frygtelig lykkelig gjorde mojn landskendt i Danmark. I 2008 blev den kaldt ”årets danske film” og blev overøst med priser osv. såvel i Danmark som i udlandet. Men ikke mindst: Filmen fyldte de danske biografer.
Frygtelig lykkelig, der bygger på en roman af Erling Jepsen, handler om, at politimanden Robert lærer at sige mojn på den rigtige måde. Eller sagt med lidt andre ord handler filmen om, at han bliver integreret i det samfund, han er havnet i.
En af mine gamle studerende, Hasse Hägerfelth, mindede mig for nogen tid siden om hvor vigtigt, ordet moin er i filmen. Han er oversætter ved den finske statsradiofoni, YLE, og ville have mit synspunkt på, om det var i orden i en oversættelse at anvende formen møjn, som Erling Jepsen benytter i sin roman, i stedet for mojn.
Pointen var, at møjn ikke ville se ud som en dårlig oversættelse til finlandssvensk, men virke autentisk og lokal.

DANSK-FINSK-SVENSK FÆLLESHILSEN
Men denne tirsdags blog slutter ikke med, at jeg gav Hasse ret i hans synspunkt. Perspektivet er større.
I Sønderjylland er der uenighed mellem mojn- og møjnsigere om den rigtige form. Da Karen Margrethe Pedersen i 1997 skrev sin artikel, havde mojnsigerne overtaget. Så set på den måde er Hasse på mindretallets hold.
Det er han også som svensktalende i Finland. For her finder en næsten tilsvarende kamp sted. Nemlig mellem dem, der siger og skriver moj/mojn og moi/moin.
Finnerne (=finsktalende borgere i Republikken Finland) og en del finlandssvenskere omkring Helsingfors bruger moi/moin. Af moi har finnerne så dannet moikka (udtales med oi som i tøj og med en lille pause efter for at fortælle, at det efterfølgende k er dobbelt, og med a som i arm).
Jeg synes selv, at det finske moikka lyder friskfyragtigt og bruger det gerne som en glad variant af mojn.
Andre finlandssvenskere siger morjens, og så er vi igen nær rødderne. Det kommer nemlig af det fællesgermanske *murgana, som jeg begyndte denne blog med en tysk variant af, og som herefter via det svenske morgon har udviklet sig til moj eller mojn.
Det er altså ikke blot det velkendte hilseord hej, der går over sproggrænserne. Mojn fungerer perfekt, når finner, finlandssvenskere og danskere hilser på hinanden.

Godt, at vi har så mange måder at sige dav på.


Karen Margrethe Pedersens artikel ”Mojn – moin” kan læses på http://målogmæle.dk/MoM-arkiv/MoM_20/MoM20_2.pdf
Så vidt jeg ved, findes der endnu ingen lige så omfattende redegørelse for det finlandssvenske og finske moj/mojn, moi/ moin.


I NÆSTE BLOG VENDER JEG TILBAGE TIL ET GAMMELT TEMA. EGENTLIG VILLE JEG HELST UNDGÅ DET, MEN OMSTÆNDIGHEDERNE TVINGER MIG. JEG SKAL FORSØGE AT GØRE DET KORT.

ANNONCE:

 




HISTORIENS VINGESUS


Foto: Esben Albjerg

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



For to hundrede og tolv år og fire dage siden skrev den danske forfatter Knud Lyne Rahbek en revolutionerende bemærkning i sit forord til en historisk roman, han netop havde afsluttet. Romanen hedder Camill og Constance. Et Revolutions Skilderie og handler om Den franske Revolution med start i 1789. Rahbek var professor i litteratur, og vi kan derfor tro, at han kendte rækkevidden af sine ord.
Bemærkningen, som vi finder i en bisætning, udtrykker hans bestræbelse for at lade revolutionstidens

”virkelige Begivenheder have Indflydelse paa de digtede Personer”.

Da jeg for nogle år siden læste denne bemærkning, Rahbek kalder den sin ”Opfindelse”, mærkede jeg den der stille rislen ned langs rygraden, som vel er det nærmeste, en litterat kommer følelsen af historiens vingesus.
Jeg måtte læse linjen igen og igen. For måske var der noget, jeg havde misforstået.
Så læste jeg romanen og blev stadig mere sikker på, at jeg her sad over for en virkelig sensation. Ikke bare i den danske litteraturhistorie, men i den europæiske.

TO HØJDRAMATISKE FORTÆLLINGER
Udtrykket ”historiens vingesus” er omkring hundrede år gammelt og bruges til at udtrykke en stærk følelse af, at noget nærværende har vidtrækkende betydning. I dag, tirsdag den 22. marts 2011, er der så stærke vingesus, at man næsten må dukke hovedet:
En alliance på toogtyve nationer bomber i Libyen for at få enevoldsherskeren Gadaffi til at forstå, at han i lighed med andre enevoldsherskere i Nordafrika og Mellemøsten skal lytte til sit folk og ikke dræbe det.
Og i kølvandet af Japans reaktorkatastrofe er diskussionen om afløsere til a-kraftværker så levende som nogensinde.
Disse hændelser har revet os ud af den daglige trummerum, hvor det meste ser ud, som det så ud i går. De har synliggjort historien i dens foranderlighed gennem deres højdramatiske fortællinger om, hvordan tryk avler modtryk, og om den selvbesindelse, selvforvoldte katastrofer leder til.
Vi ser og forstår her historien som en række håndgribelige hændelser, der hænger sammen i mønstre, som vi kan begribe med vores forstand og derigennem påvirke i en bestemt retning.
Og gik vores forsøg på at skabe historien efter vores eget hoved skævt, vil vi straks begynde at forklare hvorfor og om muligt prøve at justere.

MASSER AF KONFLIKTER
Denne måde at betragte historien på stammer som så meget andet godt fra Oplysningstiden og er på alder med Rahbeks revolutionsroman om kæresteparret Camill og Constance. Det var Den franske Revolution, som på en uhørt radikal måde skabte og synliggjorde en lang række historiske forandringer og derigennem fik menneskene til at forstå deres rolle i historien:
De kunne ændre den og herigennem få et værdigt liv.
Det er om kampen for dette, revolutionen og Rahbeks revolutionsroman handler. Samtidig handler den om, hvorfor det mislykkes.
I min blog for en uge siden (tirsdag den 15. marts 2011) gengav jeg  romanens første sider. Set med romanpersonernes øjne er der tale om en idyl, men under overfladen er fortælleren ved at lægge ordentlig i kakkelovnen til flere forskellige slags opgør.
Måske mest tydeligt tegnes konflikten mellem dem, som har taget slæbet for konge og fædreland – repræsenteret ved en mand af gammel adel, og ”de dunhagede hofpoge” – altså medlemmerne af hofpartiet, som ingen ting har udrettet.
Tydelig er også en skillelinje mellem de gejstlige, som arbejder i evangeliets tjeneste, og dem, der rager til sig.
Ligeledes nævnes der nogle, som bare sveder og arbejder. Mon ikke der her tænkes på de franske bønder, hvis forhold gennemgående var værre end usle?
Ikke helt så tydeligt er et opgør mellem de fire sammenbragte børn antydet. Men læg mærke til, hvad den ”sødtalende” Ludvig den XIV citeres for: At Pyrenæerne er væk. Men det hverken var eller er de jo. Og på samme måde er forskellene mellem borgerbørn fra en oplyst middelklasse, Camill og Maximin, og adelsbørnene, Constance og Victor, på ingen måde elimineret.
Hermed er det forberedt, at de tre drenge i romanens videre forløb tilslutter sig forskellige grupper og bekæmper hinanden på liv og død.
At den smukke Constance fra adelsstanden og borgerbarnet Camill forelsker sig i hinanden har vi nok allerede gættet. En sådan forbindelse mellem personer af høj og lav stand kaldes med et  fransk ord en mesalliance, og sådan en var i slutningen af 1700-tallet virkelig eksplosiv.
Det spændende er så at følge, hvordan det hele forløber, men også, hvordan romanfigurernes særlige egenskaber og udvikling bliver historisk autentiske ved, at de udspringer af deres tidsalders historiske egenart. I deres måde at tænke og handle på udtrykke de en bestemt historisk epoke med dens længsler og muligheder for forandring.  

DANMARK I FØRETRØJEN
Og sådan det være. Nok så virkelighedstro historiske kulisser som bygninger og beklædning, mad, møbler og anden lokalkolorit kan have en vigtig funktion i en historisk roman. Men de skaber den ikke. Det kan kun de digtede personer.
Efter sin enkle recept: at lade de virkelige begivenheder have indflydelse på de digtede personer, skaber Knud Lyne Rahbek altså en ny genre, den moderne historiske roman, ved at give historisk troværdighed i persontegningen og i udviklingen af personerne.
Dette sker femten år før, Walter Scott skriver sin Waverley, en roman, der hidtil har haft æren af at være den moderne europæiske litteraturs første ægtefødte historiske roman.
Men æren er altså Knud Lyne Rahbeks og romanen hedder Camill og Constance. Et Revolutions Skilderie. Således er romanen ikke blot en bog om en revolution, det er også i sig selv en revolutionerende bog.
Og den er dansk.

ET PAR TIPS
En mere udførlig begrundelse for præcis dette er kernen i disputatsen Den brændende Fakkel. Om dobbeltgrebet i Knud Lyne Rahbeks liv og revolutionsroman, som læsere af denne blog måske mere end én gang har tænkt på at anskaffe. Det gøres enkelt ved at gå ind på fx http://www.universitypress.dk/shop/boeger-med-online-rabat-91c2.html
Leveringstiden er 1-4 hverdage.
Mens man venter, kan man fordybe sig i et fortræffeligt interview på
Blader man tilbage i bloggen, finder man flere henvisninger.

Eller hvis man er så heldig at bo i Danmark, kan man jo gå direkte til den lokale boghandler!


ANNONCE:


 

ANERKEND DET NYE LIBYEN


 
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Lørdag 18.44 finsk tid.



FART PÅ! 

Danmark anerkender som det andet land i verden efter Frankrig det nye Libyen - og får noget af den arabiske goodwill tilbage, som vi  mistede med Muhammedtegningerne. 

 ANNONCE: