PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Her i Finland er jeg begyndt at hilse mine venner med et glad mojn! Både når jeg skriver, og når jeg snakker. Hvorefter jeg, som jeg plejer, fortsætter på dansk.
Mojn er finlandssvensk og bruges flittigt af svensktalende borgere i Republikken Finland, såkaldte finlandssvenskere. Dem findes der 300.000 af.
Men tro ikke, at jeg her bruger et fremmedord i mit danske sprog.
For mojn, som er stærkt udbredt i Sønderjylland, er også dansk. Ikke rigsdansk. Endnu. Men begynder tilstrækkelig mange danskere i Danmark overalt i kongeriget at sige mojn til goddag og farvel på alle tider af døgnet, så har ordet ændret status og er blevet – ja, rigtigt: rigsdansk.
Det er heldigvis os dansktalende, der bestemmer over sproget.
DANSKERNES UTYDELIGE UDTALE
Karen Margrethe Pedersen, lektor ved Institut for Grænseregionsforskning, skrev for nogle år siden en spændende artikel om mojn eller moin, som det også kan skrives.
Ordet kommer fra det tyske Morgen, der egentlig er lige så dansk som tysk. I munden på et menneske, der taler berlinsk eller brandenburgsk dialekt, bliver g til j eller i, når det står efter r. Senere falder r bort.
Morgen > morjen > mojen.
At danskere ikke gerne udtaler e’er i slutningen af ord er velkendt. Og frygtet af dem, der forsøger at lære dansk. Resultatet af hele processen er mojn eller moin, hvor formen moin bruges syd for den dansk-tyske grænse.
ALLE DANSKERE KENDER MOJN
Filmen Frygtelig lykkelig gjorde mojn landskendt i Danmark. I 2008 blev den kaldt ”årets danske film” og blev overøst med priser osv. såvel i Danmark som i udlandet. Men ikke mindst: Filmen fyldte de danske biografer.
Frygtelig lykkelig, der bygger på en roman af Erling Jepsen, handler om, at politimanden Robert lærer at sige mojn på den rigtige måde. Eller sagt med lidt andre ord handler filmen om, at han bliver integreret i det samfund, han er havnet i.
En af mine gamle studerende, Hasse Hägerfelth, mindede mig for nogen tid siden om hvor vigtigt, ordet moin er i filmen. Han er oversætter ved den finske statsradiofoni, YLE, og ville have mit synspunkt på, om det var i orden i en oversættelse at anvende formen møjn, som Erling Jepsen benytter i sin roman, i stedet for mojn.
Pointen var, at møjn ikke ville se ud som en dårlig oversættelse til finlandssvensk, men virke autentisk og lokal.
DANSK-FINSK-SVENSK FÆLLESHILSEN
Men denne tirsdags blog slutter ikke med, at jeg gav Hasse ret i hans synspunkt. Perspektivet er større.
I Sønderjylland er der uenighed mellem mojn- og møjnsigere om den rigtige form. Da Karen Margrethe Pedersen i 1997 skrev sin artikel, havde mojnsigerne overtaget. Så set på den måde er Hasse på mindretallets hold.
Det er han også som svensktalende i Finland. For her finder en næsten tilsvarende kamp sted. Nemlig mellem dem, der siger og skriver moj/mojn og moi/moin.
Finnerne (=finsktalende borgere i Republikken Finland) og en del finlandssvenskere omkring Helsingfors bruger moi/moin. Af moi har finnerne så dannet moikka (udtales med oi som i tøj og med en lille pause efter for at fortælle, at det efterfølgende k er dobbelt, og med a som i arm).
Jeg synes selv, at det finske moikka lyder friskfyragtigt og bruger det gerne som en glad variant af mojn.
Andre finlandssvenskere siger morjens, og så er vi igen nær rødderne. Det kommer nemlig af det fællesgermanske *murgana, som jeg begyndte denne blog med en tysk variant af, og som herefter via det svenske morgon har udviklet sig til moj eller mojn.
Det er altså ikke blot det velkendte hilseord hej, der går over sproggrænserne. Mojn fungerer perfekt, når finner, finlandssvenskere og danskere hilser på hinanden.
Godt, at vi har så mange måder at sige dav på.
Karen Margrethe Pedersens artikel ”Mojn – moin” kan læses på http://målogmæle.dk/MoM-arkiv/MoM_20/MoM20_2.pdf
Så vidt jeg ved, findes der endnu ingen lige så omfattende redegørelse for det finlandssvenske og finske moj/mojn, moi/ moin.
I NÆSTE BLOG VENDER JEG TILBAGE TIL ET GAMMELT TEMA. EGENTLIG VILLE JEG HELST UNDGÅ DET, MEN OMSTÆNDIGHEDERNE TVINGER MIG. JEG SKAL FORSØGE AT GØRE DET KORT.