PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Moi!
– Hvad er mest dansk – pizza eller frikadeller?
– Klart nok frikadeller. Bortset fra leverpostej findes der ikke noget mere dansk.
– Forkert. Ordet frikadelle har vi lånt fra tysk Frikadelle, som er sammenblandet af italiensk frittatella og fransk fricandeau.
– Jamen fænomenet, jeg mener selvfølgelig den lille – – – kødbolle, som vor mor lavede den.
– Kødbolle er svensk (köttbulle), og frikadeller efter vor mors opskrift smager forskelligt overalt i Europa. Dine svar var forkerte og dumme. Du er dumpet.
”PIS MIG I ØRET”
Som lærer har jeg aldrig haft det som en kær pligt, bare en pligt, at dumpe folk, der bringer noget sludder til torvs.
Men nu skal jeg afsløre min lystfyldte drøm: Det er en statsautoriseret dumpecentral, som skal endevende og sætte tommelfingeren ned for alt det sludder, der dag ud og dag ind og i årevis er sagt om såkaldte danske værdier lige fra rødgrød til Vesterhavet.
Bundkarakter tilfalder Søren Pind, der friskfyragtigt har kaldt sig ”frihedsminister”. Jeg forstår det som frihed til at pisse folk i øret med noget lort – for nu at bruge et ordvalg, som ikke er mit, men som en anden Venstreminister har gjort til sit.
BVADR!
Hvad var det så, hr. Pind konkluderede midt i marts i sin kronik i Berlingske Tidende?
Jo, at danskhed er
”Ytringsfrihed. Ligestilling. Demokrati. Personlig frihed. Accept af forskellighed. Religionsfrihed – og adskillelse af religion og politik.”
Bvadr!
At gøre ovennævnte til danske værdier er lige så dumt som at ville tage patent på luften som noget særlig dansk. Flere har været efter ministeren med riven og talt om, at vi her har at gøre med almene spilleregler i et civiliseret samfund.
Jeg vil bære mit strå til stakken og gøre opmærksom på, at de opregnede værdier siden Oplysningstiden har været med til at forme vores mentale struktur – hvad denne blogs trofaste læsere vil kunne nikke genkendende til.
Desuden vil jeg pointere, at de i samme nærhistoriske perspektiv kan henføres til Den franske Revolution og Den amerikanske Uafhængighedserklæring fra slutningen af 1700-tallet.
MED ET GLIMT I ØJET
Men hvad er det egentlig, jeg er i gang med?
”Men denne kredsen om ’danske værdier’ og ’hvad det egentlig vil sige at være dansk’ er det mest grundlæggende danske, jeg kan komme i tanker om. Jeg er tæt på at tro, at det alene er dén diskussion, der binder os sammen som folk. Hvad skulle vi gøre uden?”
Kort sagt: Det mest danske er diskussionen om danskhed.
SHUBIDUA
De afgørende linjer lyder:
”Der findes andre mensker end dem der er danske
de bor i huler og slås hele da’n
det har vi li’godt aldrig nogensinde gjort
de varme lande er noget lort.”
I 1978 og de følgende år, som i denne sammenhæng føles som meget, meget fjerne, indgik Shubiduas ”Danmarkssang” som et eksempel på danskernes brug af ironi i min undervisning af finske og finlandssvenske studerende ved Åbo Akademi og Helsingfors Universitet.
Da udlandet for omkring ti år siden til min utrøstelige græmmelse lærte Danmark at kende som et land med udtalte racistiske tendenser, skrottede jeg sangen fra min undervisning og har aldrig brugt den siden.
Men i dag opdager jeg til min glæde, at sangen stadig står i Folkehøjskolens Sangbog, i daglig tale Højskolesangbogen. Hvordan kan dette være muligt?
Jeg spurgte min datter, der efteråret 2010 gik på en dansk højskole:
Hendes svar var lidt nedladende (hvordan kunne jeg dog få mig selv til at stille så dumt et spørgsmål?), kortfattet, men fyldestgørende:
”Ingen tog den ju på allvar.”
See, det var en rigtig Historie!
SELVIRONIENS NÅDEGAVE
Men denne tirsdagsblog skal ikke munde ud i et skjult citat og ironiske finter – selv ikke, når det er ironiens sværvægter H.C. Andersen, der leverer varen som slutning på verdens måske mest kendte eventyr, nemlig det om prinsessen på ærten.
Jeg skal også bemærke, at Højskolesangbogens redaktion tilsyneladende stadig går ud fra, at danskerne har selvironiens nådegave. Og netop evnen til at se på sig selv med et glimt i øjet er en kærneægte danske værdi.
Når man vel at mærke ikke opholder sig på selvhøjtidelighedens politiske piedestaler.
Jeg vil ikke slutte med mit yndlingsgruk, ”Den, der kun tar spøg for spøg”, men med et anden, hvor Piet Hein på en direkte måde giver den selvcentrerede Danmarksopfattelsen en tur ved vingebenet:
”Det eneste rigtige
Når klokken er 11 i Danmark,
er den 5 i U.S.A.,
10 i London, og 18 i Kina,
og 13 omkring Moskva.
Hvor er vi danske et udvalgt folk,
at vi netop er født i selve
det lille velsignede land,
hvor klokken er 11, når den er 11.”
Og så siger jeg i øvrigt Bvadr! igen-igen til den del af diskussionen om danskhed og dansk kultur og danske værdier, hvis formål det er at slå politisk mønt, som kun kan indløses af folk med danske aner i atten led.
