TÆSK

 

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

I 2005 blev der i Danmark indført en lov, der skulle banke problemfamilier på plads. Det skulle ske gennem de såkaldte ”forældrepålæg”. De indebærer trusler og økonomisk straf til familier, hvor forældrene, ofte enlige mødre uden for arbejdsmarkedet, ikke har hindret deres børn i at pjække fra skolen, øve hærværk med mere.

Der kan for eksempel blive trukket i boligstøtten, eller børnene kan blive lagt i fodlænke.

Dette er blot en blandt mange grænseoverskridende love, som har ramt Danmark siden Venstre og Det Konservative Folkeparti dannede regering i 2001. Som altid, når det drejer sig om såkaldt værdipolitik, ser man det evige støtteparti Dansk Folkepartis skygge.

PRYGL AFSKAFFES I DANMARK

I 1997 stemte partiet for en lov om afskaffelse af forældres ret til at slå deres egne børn. Det var kronen på en lovgivning, der i korte træk kan anskueliggøres sådan her:

- I 1967 blev det forbudt at revse skolebørn legemligt.

- I 1937 afskaffedes mestres ret til at prygle lærlinge.

- I 1921 ophævedes husbonds revselsesret over for piger under 16 år.

Sådan set er lovgivningen i Danmark op igennem det 20. århundrede på dette område blevet stadig bedre.

Men stærke kræfter, bl.a. pastor Søren Krarup, medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, ønsker pryglene genindført.

VÆRDIPOLITISK SALAMITAKTIK

En af vejene tilbage til fortidens trusler og tvang hedder forældrepålæg. Der er tale om intet mindre end et paradigmeskift i dansk socialpolitik, men det er helt i tråd med den genindførelse af gammeldags orden, som Dansk Folkeparti har gjort til sit kendemærke.

Forskning viser, at forældrepålæg, tvang og prygl sjældent virker og ofte er kontraproduktivt. Og af egen erfaring kan jeg hilse og sige, at de prygl, jeg har fået i skolen, ikke har gavnet mig.

Heldigvis findes der mådeholdende og fornuftige folk ude i kommunerne. Det er her, forældrepålæggene håndhæves, men det sker til socialministerens fortrydelse kun i begrænset omfang.

SPØRGE JØRGEN – IGEN, IGEN

Diskussioner for og imod ovenstående og lignende typer af straf, som skal ramme familier eller enkelte familiemedlemmer, får mig altid til at tænke på billedbogen Spørge Jørgen. Den er solgt i flere end 300.000 eksemplarer, hvilket gør den til en af Danmarks mest udbredte bøger. Teksten af Kamma Laurents er fra 1938, billederne af Robert Storm Petersen blev tegnet i 1944. Den er kort sagt fra en tid, da revselse af børn var lovligt, accepteret og hørte til dagens orden.

Men lur mig. Tekst og billeder er slet ikke enige om det gavnlige i de tæsk, Jørgen tildeles. Hvor Kamma Laurents påstår det fortræffelige i det korporlige opdragelsesmiddel, er Robert Storm Petersen helt på barnets side, idet hans billeder viser, at Jørgen ikke lærer noget som helst af faderens afstraffelser.

På denne måde set er der tale om et kultursammenstød. Det har jeg skrevet et langt essay om, Hvorfor? Billedbogen Spørge Jørgen og kampen om retten til at stille spørgsmål, som forhåbentlig snart finder sit forlag.

Imens jeg glæder mig til det, vil jeg også glæde mig til en ny regering, der vil fortsætte ad den bane, som afskaffelsen af forældres ret til at slå deres børn anviste i 1997. 


ANNONCE:  

 

VIKINGEÅND OG GRÆNSEKONTROL

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Den danske politiker Pia Kjærsgaards magtfulde position er en direkte følge af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens ustyrlige magtglæde. Hendes støtte gav ham regeringsmagten, som han brugte strategisk til ny magttilegnelse, nemlig posten som Natos generalsekretær.

Fogh Rasmussens kan næppe nå højere end bag Natos fly og kanoner. Men Pia Kjærsgaard har endnu tilbage at bringe Dansk Folkeparti til ministerposter.

Den afgørende prøve for partiet blev den såkaldte tilbagetrækningsreform, hvor efterlønnen i praksis faldt bort. Hermed mistede Dansk Folkeparti sin sociale profil og dermed vælgere.

FRYGT

I stedet skulle der så tjenes vælgere på frygt for bl.a. hjemmerøverier begået af ”østeuropæiske bander”, som krydser de danske grænser uden behørig kontrol.

Midlet til genoprettelse af tryghed var aftalen mellem Dansk Folkeparti og regeringen om øget dansk grænsekontrol.

Retorikken hos modstandere og tilhængere af denne kontrol har til tider været barsk, og på kort sigt har den sikret Dansk Folkeparti en bemærkelsesværdig fremgang i opinionstallene.

TO ORD OG TO SPØRGSMÅL

To ord i debatten har jeg særlig hæftet mig med. Det ene er, at Tyskland ifølge partileder Pia Kjærsgaard spiller rollen som EU’s ”tæskehold”, det andet er, at Tyskland kan ”rende og hoppe”.

Sandkassesprog i en diplomatisk spændt situation, hvor Danmarks troværdighed er på spil internationalt, er indlysende skadeligt, hvad udenrigsminister Lene Espersens rejseaktiviteter vidner om.

I denne sammenhæng har jeg to spørgsmål:

– Hvorfor bruger Pia Kjærsgaard med den store politiske tæft netop ordene ”tæskehold” og ”rende og hoppe”, som er egnet til at fremkalde splid og slagsmål, ikke den fred og fordragelighed nationerne imellem, som er et af EU’s erklærede mål?

– Hvorfor går netop denne sprogbrug rent ind hos nogle danskere?

Svaret på det første spørgsmål er, at Dansk Folkeparti med tabet af sin politiske troværdighed i forhold til de svage i samfundet i stadig højere grad må fremstå som et etsagsparti med frygt og især fremmedfrygt på programmet. Det er en desperat situation, for som bekendt har etsagspartier en meget begrænset levetid.

VIKINGEÅND

Svaret på det andet spørgsmål er, at der åbenbart er faret vikingeånd i en del danskere. Jeg ser hovedårsagen i, at førnævnte natogeneralsekretær har ført Danmark ind i krige, som ikke har kunnet undgå at skabe vrangforestillinger i nogle danskeres bevidsthed:

– Vi er ikke den lilleputnation, vi forstod os som den 9. april 1940.

– Vi er ikke den småstat, som opstod efter tabet af Sønderjylland i 1864, og som var kulminationen af århundreders håbløse politik:

– 1814: opløsningen af dobbeltmonarkiet Danmark–Norge,

– 1807: tabet af flåden (Danmark havde efter England den gang verdens største handelsflåde),

– 1658: tabet af Skåne, Halland og Blekinge m.v. til Sverige,

– 1520: Det stockholmske Blodbad, hvor Kalmarunionen fra 1397 med Danmark som den ledende nation de facto blev opløst.

Næ, vi er mere end tusind år tilbage i tiden, vi er i Vikingetiden, hvor vi var store og stærke og slog på skjoldene og havde ret og magt til at gøre præcis det, vi havde lyst til.

Vi var os selv nok, og aldrig har vi været bedre.

Se på supportere, når der er fodboldkamp. Se på udlandets karikaturtegninger af danskere: Vi har vikingehjelm på.

SIG SELV NOK

Da den norske dramatiker Henrik Ibsen i 1867 udgav skuespillet Peer Gynt revsede han national selvgodhed og romantisk dyrkelse af fortiden. I centrum står en egoist og en fantast, som i femte akt havner på bunden i form af et galehus i Kairo.

Til allersidst reddes han fra sin moralsk korrumperede virkelighedsforfalskning af en kvinde, der elsker ham. Derfor slipper han for at ende i Knappestøberens ske for som andet nytteløst gods at blive støbt om.

Stykkets lærdom er, at man ikke bliver sig selv ved at ville være sig selv nok. Der kræves samfundsansvar og næstekærlighed.

Vikingeånd og grænsekontrol hører til i fortiden. Forhandling og fordragelighed løser fremtidens problemer.


ANNONCE:  

 

MENS VI VENTER PÅ TULIPANERNE

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Det satte sig fast med det samme, da jeg læste det i en klumme af Georg Metz:

En af folkestyrets få vismænd den radikale veteran Niels Helveg Petersen blev forleden citeret for en ny naturlov: Vand løber nedad, men magt stiger til hovedet.

Læseren kender måske nogen, det passer på.

Jeg fandt mange, mens jeg hengav mig til en af sommerens udendørs sysler: at bygge en stenmur foran cykelskuret. Den grimme gruskant forsvandt, i stedet fik vi et bed til forårets tulipaner.

Mens vi venter på dem, kan vi kikke på lavendler, langs brædderne høj hvid okseøje, lige for står der rosenrod og i midten en sankt-hansurt.

De er alle flerårige.

Især sankthansurten, som på svensk hedder kärleksört, skulle have en tendens til at brede sig på andres bekostning. 


ANNONCE:  

 

LYST UDEN GRÆNSER

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Salmerne i Den danske Salmebog er et udtryk for den evangelisk-lutherske kirkes grundsyn. Ellers ville de ikke findes der.

Den enkelte salme behøver naturligvis ikke at rumme hele bekendelsesgrundlaget, i nogle salmer er fx jomfrufødsel i forgrunden, i andre treenigheden og i atter andre brødets og vinens forvandling, som via det katolske hoc est corpus meus er blevet til tryllekunstnerens forvandlingsformel hokuspokus.

VI PLØJED OG VI SÅ’DE

En af salmerne i afsnittet ”Menneskelivet – Årstiderne” er skrevet af Jakob Knudsen (1858–1917). Den indledes med ordene ”Vi pløjed og vi så’de” og er en af de selvfølgelige salmer til høstgudstjenester, men også som indledning til mere verdslige festligheder, der afslutter høstarbejdet.

Når jeg tager den op her, skal det ses som en fortsættelse af sidste uges blog. Her nævnede jeg den grundtanke i kristendommen (samt i jødedommen og i islam), at naturen er Guds gave til mennesket, som hermed er givet ejendoms- og brugsretten til den.

Salmen lyder i sin helhed:

Vi pløjed og vi så'de
vor sæd i sorten jord,
så bad vi ham os hjælpe,
som højt i Himlen bor,
og han lod snefald hegne
mod frosten barsk og hård,
han lod det tø og regne
og varme mildt i vår.
Alle gode gaver
de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed!

Han er jo den, hvis vilje
opholder alle ting,
han klæder markens lilje
og runder himlens ring,
ham lyder vind og vove,
ham rører ravnes nød,
hvi skulle ej hans småbørn
da og få dagligt brød?
Alle gode gaver
de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed!

Ja, tak, du kære Fader,
så mild, så rig, så rund,
for korn i hæs og lader,
for godt i allen stund!
Vi kan jo intet give,
som nogen ting er værd,
men tag vort stakkels hjerte,
så ringe som det er!
Alle gode gaver
de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed!

GUD BOR IKKE I ET TRÆ

Her findes ingen førkristen naturmystik med en besjælet natur, hvor Guds opholdssted kan være et træ, som man må vise den største respekt. Salmens enkle budskab drejer sig om Guds nåde og et påbud til mennesket om at være taknemmeligt for hans gode gaver som regn og varme og bjerget høst. At få naturen til at yde sit bedste i taknemmelighed mod Gud er simpelthen hjertesagen for mennesket.

Enkelt og smukt og i en cyklisk tilværelsesforståelse økologisk acceptabelt.

I et førmoderne bondesamfunds selvforståelse er der intet i salmens naturopfattelse, som truer livets fortsættelse på denne jord. Livet går her sin vante gang med en evig gentagelse af årstiderne og det dertil hørende arbejde for livets opretholdelse og fortsættelse.

DESTRUKTIV KRISTEN FUNDAMENTALISME

Men med det industrialiserede samfunds og landbrugs overtagelse af naturen finder der et kvantespring sted. Årstiderne bliver sat ud af kraft, fx er vinterens kulde og mørke ingen hindring for afgrøder, der naturligt hører sommeren til. Og at gøre radikale indgreb i miljø og natur for kortsigtede projekters skyld er mere regel end undtagelse.

Set i dét perspektiv udtrykker salmen en destruktiv kristen fundamentalisme, hvor menneskets ejendomsret til naturen bliver virkeliggjort i en ustandselig ekspansion.

Naturen er menneskets ejendom, kun lysten sætter grænser.

Det er måske en tanke værd, at politiske partier uden stærk økologisk profil fx i Danmark og i USA ofte har et kristent-fundamentalistisk præg og er politisk reaktionære.


ANNONCE: