PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Søndag den 28.8. sneg ordet ”humanisme” sig ind i den danske valgkamp. Det skete i forbindelse med et såkaldt håndslag mellem de to partiledere Lars Barfoed fra Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstres Margrethe Vestager.
De to partiledere lovede hinanden, at de ville samarbejde, uanset om ”blå blok” (med Lars Barfoed) eller ”rød blok” (med Margrethe Vestager) vandt valget. I virkeligheden er der tale om noget meget større. Det drejer sig om ophævelsen af den blokpolitik, der siden folketingsvalget i 2001 har gjort danske politik til et eldorado for Dansk Folkepartis fremmedhad.
Kun de to partiledere fra yderfløjene var mere eller mindre højlydt utilfredse, nemlig Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti og Johanna Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten. Med den nye profil for Folketingets samarbejde hen over midten ser det nemlig stærkt ud til, at de bliver sat uden for indflydelse.
EN NY KULTUR- OG VÆRDIKAMP
Hermed tegner der sig et billede af en ny kultur- og værdikamp, som snart vil overskygge debatten om dagens elendige danske økonomi, som med god grund er gjort til valgkampens tema helt uanset politisk ståsted. ”Vækst og velfærd” kan det nedskrives til, og det er der forsvindende få, der vil stemme imod.
Den videre debat på den front bliver i høj grad et spørgsmål om teknikaliteter, der overstiger de flestes fatteevne.
Det vil den nye kulturkamp derimod ikke gøre. Det første skridt på vejen er, i dag tirsdag den 30.8., at en ophævelse af Integrationsministeriet er sat i spil. Ministeriet har flere gange været på kanten eller over kanten af loven i forsøg på at hindre indvandrere i at få et godt liv i Danmark. Men ministeren er hver gang blevet beskyttet af Dansk Folkeparti.
Indvandrere bør nu, som det er tilfældet i Sverige, ses som en ressource, ikke som en belastning. Som det ser ud, bliver indvandringspolitikken således et spørgsmål for blandt andre Beskæftigelsesministeriet.
På den måde er et mere nuanceret syn på udlændinge på vej. Og et nuanceret menneskesyn har alt for ofte lyst med sit fravær i de sidste ti år. Især på integrationsområdet. Springet fra på forhånd at blive anset for en belastning til at blive betragtet som en ressource er enormt.
HUMANISME
Det er her, humanismen stikker sit ansigt frem.
Fælt! vil Dansk Folkepartis chefideolog, præsten Søren Krarup, udbryde. For i hans verdensbillede er ikke mennesket, men Gud verdens omdrejningspunkt.
Smukt! vil det lyde fra mennesker,
- som sætter mennesket i centrum og lægger vægt på det enkelte menneskes værdi og dets mulighed for at udvikle sig i frihed og moralsk ansvarlighed, uafhængigt af ydre autoriteter,
- som viser respekt og omsorg for andre, især svagere mennesker,
- som kort sagt er tilhængere af at skabe en kultur på et menneskeligt grundlag.
Det var præcis det, jeg tænkte på, da jeg for et par dage siden på dagbladet Politikens netavis læste, at håndslaget mellem Margrethe Vestager og Lars Barfoed skulle sikre en politik, der var
”Fremadrettet i forhold til integration, arbejdsmarkedet og for at sikre humanisme og medmenneskelighed.”
En og anden vil sikkert kalde min tillid til politikernes løfte naiv, for ”humanisme” kan jo bare være brugt som et udvandet signalord. Men jeg vedstår mig min tillidsfuldhed som et godt udgangspunkt for positive resultater. Vend det om: Mød verden med mistillid. Det kommer der efter min erfaring sjældent noget godt ud af.
Jeg har siden googlet en del på danske dagblades anvendelse af ordet ”humanisme”. Det er ikke det ord, der bruges mest, skal jeg hilse og sige.
Min fornemmelse er, at nordmænds anvendelse af det i den sidste måned er steget enormt. Det har sin særlige historie, som ingen ønsker gentaget.
Imens dette skrives, maler Dansk Folkeparti sig længere og længere ind i sit hjørne. Der kan de så sidde og råbe på flere toldere, så Danmark kan holdes rent.
PS Kampen for humanisme og menneskerettigheder har lange rødder i Danmark. En af de første, som i Danmark virkelig tog hul på vor moderne verdens syn på disse umistelige værdier, var forfatteren, journalisten og professoren Knud Lyne Rahbek. Det har jeg blandt andet fortalt om i min bog Den brændende Fakkel (2011), se http://www.universitypress.dk/shop/den-braendende-fakkel-2919p.htm
ANNONCE:
