PIA KJÆRSGAARD I BAGLOKALET




PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, var engang Europas mest succesfulde højrepopulist. I ti år styrede hun værdipolitikken i Danmark  i retning af mistænksomhed, angst og intolerance i en sådan grad, at det somme tider var svært at være dansker i udlandet. Hvor blev det åbne, glade frisind af? spurgte man. Hvorhen forsvandt gåpåmodet og nysgerrigheden? ville man vide. Hvorfor er Danmark blevet et kontrolsamfund med visitationszoner og pointsystemer? krævede man svar på.
Men nu er hun ude af legen, Pia Kjærsgaard. Nu har hun fået det røde kort. Det er et faktum, som også har givet de europæiske medier anledning til at lægge mærke til Danmark, denne gang for det gode.
Hvad det danske valg med dets hyppige anvendelse af ord som ”blodbad”, ”massakre”, ”tæsk”, ”blåt øje”, ”duel”, ”vælgerlussing”, ”smadre” m. m. vil bringe af godt, må vi vente på.
Jeg vil følge Pia Kjærsgaard på vej med et citat, som hun selv har leveret.

PIA KJÆRSGAARDS EFTERMÆLE
I et indlæg ved Publicistklubbens frokostmøde dagen efter valget opsummerer hun sin funktion som leder af regeringens støtteparti ved at kalde sig ”elskerinden i baglokalet”, der har siddet klar til at lade sig trække frem ved behov.
Jeg spekulerer bare på, om ”elskerinde” er det helt rigtige ord for en person, der har omgang med flere mænd og tager sig godt betalt for sine tjenester.

PS De omkringsiddende politikeres applaus fortæller, at selvkarakteristikken gik rent ind.


I PUBLICISTKLUBBEN DEN 16. 9. 2011, se http://www.b.dk/tv/19908
Pia Kjærsgaard sidder flankeret af en storsmilende Anders Samuelsen fra Liberal Alliance og en endnu mere ditto Lars Løkke Rasmussen fra Venstre. Den konservative Lars Barfoed sidder til højre for Samuelsen. Hans smil og applaus er kun markerede.
Pia Kjærsgaard siger:
”Vi har måske ikke fået lige den anerkendelse fra vores gode alliancepartnere, som vi godt kunne have ønsket os. Der har været lidt flirteri til anden side, og jeg har siddet som elskerinden i baglokalet og skulle trækkes lidt frem engang imellem, og det er ikke nogen ønskeposition, det må jeg sige, slet ikke i min alder.”


ANNONCE:

VILJE TIL MAGT










PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

16. september 2011, dagen efter valget til Folketinget, vågnede danskerne op til tre paradokser:
- Taberne vandt statsministerposten, og vinderen tabte den.
- Vinderne vandt statsministerposten på tabernes politik.
- De selvudnævnte regeringsbærende partier Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti vandt ikke selv magten. Det var Enhedslistsen og Det Radikale Venstre, der vandt magten for dem.
Det er allerede fem dage siden, valget fandt sted, så lad mig lige repetere.

TALLENE
Socialdemokraterne + Socialistisk Folkeparti med socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt som statsministerkandidat gik sammenlagt tilbage med 8 mandater. Partiet Venstre, Danmarks Liberale Parti med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen gik frem med 1 mandat og er stadig Danmarks største parti.  Enhedslisten og Det Radikale Venstre, som peger på Helle Thorning-Schmidt som statsminister, gik frem med henholdsvis 8 og 7 mandater.

POLITIKKEN
Angst, mistænkeliggørelse, kontrol og magtsyge var fremtrædende træk ved den politik, der voksede frem i Danmark efter 11. septemberangrebet på Twin Towers i New York. Resultatet blev kontraktpolitik, tilsidesættelse af mennesker uden dansk stamtavle, deltagelse i to meningsløse og tabte krige samt en velfærdspolitik, der i ordvalg lignede Socialdemokraternes.
Knæfaldet for en inhuman udlændingepolitik med Dansk Folkeparti som indpisker var det, der sikrede regeringen dens parlamentariske grundlag og holdt den ved magten i ti år.

DET RIGTIGT ONDE
En del af det rigtigt onde ved den førte udlændingepolitik blev, at etniske danskere i dag med selvfølgelighed kan betragte og omtale mennesker af anden etnisk herkomst som mindreværdige og farlige snyltere. En grundpille i danskernes verdenssyn er blevet et os og et dem. På den blev 24-årsreglen oprettet, asylsøgende interneret i årevis og statsløses berettigede krav om dansk indfødsret  negligeret.
Hvad vil de to tabende partier, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, der står med udspillet i regeringsdannelsen? Ud over vækst og velfærd, som jo alle partierne i Folketinget er totalt enige om, vil de på integrations- og asylområdet bibeholde 24-årsreglen med dens kontrol over ægteskaber mellem danskere og udlændinge. Essensen i denne regel er som bekendt, at ægtefællers samlede tilknytning til Danmark skal være på mere end 24 år, for at de får ret til at bosætte sig i kongeriget.

HISTORISK
Magtskiftet fra ”blå” til ”rød” blok blev straks kaldt ”historisk”. Det er det langt fra. Med Helle Thorning-Schmidt i spidsen tegner det til at blive en tilbagevenden til en traditionel socialdemokratisk økonomisk politik og en fastholdelse af en alt for velkendt udlændingepolitik.
Men ude på fløjene i den såkaldte ”røde blok” ligger valgets virkelige vindere: Det Radikale Venstre mod højre og Enhedslisten mod venstre. Med stærk moralsk patos har begge partier talt imod 24-årsreglen og for et mere åbent Danmark, en human udlændingepolitik og en bedre integration.
Det bliver først, når Helle Thorning-Schmidt har holdt de fire nævnte partier sammen i de fire år, en statsminister kan sidde, at hun har skrevet historie.

VILJE TIL MAGT
Desværre har jeg ikke kunnet få øje på den politisk vision, der driver hende. Som oppositionspolitiker var hun rådvild. Hun plagierer og overtager. Men hun har åbenbart en utrættelig vilje til magt. Et tilsvarende magtbegær drev i otte år statsminister Anders Fogh Rasmussen til at gøre knæfald for Dansk Folkeparti.
Mon vilje til magt kan drive Helle Thorning-Schmidt til at lytte til Det Radikale Venstres og Enhedslistens krav om borgerlig anstændighed og en grøn klimapolitik og tvinge dem ind i et samarbejde? For uden dem klarer hun ikke at skabe en ny start for Danmark, så gårsdagens bærende værdier: forurettelse, selvhævdelse og kontrol, bliver erstattes af medmenneskelighed og tillid.
Det bliver en sej kamp mod ti års dårlige opdragelse.


ANNONCE:



EFTER FOLKETINGSVALGET DEN 15. SEPTEMBER 2011











PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


16. september 2000
Kristeligt Dagblad rapporterer om drab på godt 200 grindehvaler på Færøerne.

16. september 2001
Benny Brinch spørger, om det er umoralsk at kommentere begivenhederne i USA ud fra en økonomisk synsvinkel. Men han har altså besluttet at gøre det. 

16. september 2002
Kommissionen for de europæiske fællesskaber udsender en forordning om levering af korn som fødevarehjælp.

16. september 2003
Socialudvalget i Gudme Kommune afholder møde kl. 14.00 i mødelokale 2. Øverst på dagsordenen står ”Belægning på plejehjem”.

16. september 2004
Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsen har pålagt Hofmarskallen at meddele, at Deres Kongelige Højheder Prins Joachim og Prinsesse Alexandra har besluttet at lade sig separere med henblik på efterfølgende at søge skilsmisse.

16. september 2005
I The Independent skriver den videnskabelige redaktør Steve Connor om Global warming 'past the point of no return'.

16. september 2006
Praktiserende fysioterapeut Pernille Hjort erhverver praksiscertifikat nr. 1000. I den anledning var der champagne og blomster fra Danske Fysioterapeuters formand Jonny Kuhr.

16. september 2007
Danmark opfylder stort set alle betingelserne for at være ramt af en boligboble, mener lektor ved Handelshøjskolen i København Jens Lunde.

16. september 2008
Natos generalsekretær, Jaap de Hoop Scheffer, siger i dag i den georgiske hovedstad, Tbilisi: Vores dør er åben for Georgien.

16. september 2009
Kina vedtager nye regler for onlinesalg af musik.

16. september 2010
Danmark sender igen asylansøgere til Grækenland

16. september 2011
Danmark vågner op til en ny regering.


ANNONCE:



STATSMAND M/K



  





PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Ordet statskvinde findes ikke i netudgaven af Den danske ordbog (http://sproget.dk/). Hjælpsomt foreslår den talskvinde eller statsærinde.
Men statsmand findes selvfølgelig.
I ordbogens definition af statsmand fremhæves indsigt og handlekraft samt befolkningens respekt eller beundring. Eksemplet handler om Stalin,

officielt fremstillet som den altvidende landsfader. Hans billede hang overalt. Han blev betragtet som historiens største statsmand.

Det er tydeligt, at formuleringerne sår tvivl, om den sovjetiske diktator faktisk levede op til det officielle billede af ham. Men ser vi bort fra det negative, viser statsmanden sig som en person med overblik og evne til at føre sine beslutninger ud i livet.

VALGPROGRAMMER OG HUNDESLAGSMÅL
Statsmandens m/k evne til ud fra en vision at tale i et højere fællesskabs tjeneste har jeg længe spejdet efter i dansk politik. I særlig grad efter udskrivelsen af valget til Folketinget, der finder sted om nu ni dage.
Et udpluk af emner for de daglige hundeslagsmål kunne være:

- Svigter DF efterlønsaftalen?
- Vil SF af med 24-årsreglen?
- Hvis midlertidige boligpakke er bedst?
- Flere end fire fede toldere?
- For og imod betalingsring rundt om København…

Disse elementer, hvis præcise betydning de fleste har glemt om fire år, bundtes så sammen med andre emner og bliver til de opstillede partiers valgprogrammer om vækst og velfærd. For nogle er fx betalingsringen en tidsel, for andre en rose.
Med valgprogrammet godt og vel i hus, råber nogle, at de har ”hjertet til venstre”, og at andre har det i baglommen, hvor pengepungen ligger.
Skræmmekampagner. Mudderkastning. Talkrig.
Gnidder-fnidder-fnadder.
Sådan er valgkampen, og det er vældig kedeligt.

BORGEN SOM LÆRESTYKKE
I Finlands Svenske Television vistes sidste onsdag det første afsnit af serien Borgen. Som andre danske tv-serier er også Borgen velfotograferet, velspillet og med et hav af velturnerede intriger og relationer på kryds og tværs.
Scoopet i første afsnit, som meget apropos handlede om en valgkamp, er De Moderate leders, Birgitte Nyborgs, tale på to minutter i valgets afsluttende partilederrunde. Ikke alene er hun klædt i det forkerte tøj, hun holder også den forkerte tale. Men netop dét er at gøre det rigtige, for præcis ved at forkaste spinddoktoren og hans manuskript vover hun at være sig selv, vover at være personlig og bliver derfor troet af vælgerne og fordobler sit partis mandattal.
Hendes sejr bliver sat i relief af en af de andre partiformænd, som ved samme lejlighed taber vælgernes tillid, fordi han bevæger sig ind i et intrigespil, hvor den skam, han kaster over sin modkandidat, rammer ham selv.
Eller sagt på en anden måde: Den, der kaster med lort, undgår ikke selv at få det på fingrene.

DE DYRE ORD
Det overblik over detaljerne og den vilje til magt, som fiktionens Birgitte Nyborg besidder, deler hun med sine kolleger, både dramaseriens fiktive og den faktiske valgkamps virkelige. Og jeg vil da ikke skjule, at jeg beundrer den håndværksmæssige kunnen, dagens politikere er i besiddelse af. Den ligger i alle facts osv., de til enhver tid kan diske op med.
Når de er rigtig gode, optræder de som deres egne embedsmænd eller velforberedte studerende til eksamen.
Det er bare ikke godt nok. Det, de mangler, er den kunstneriske udførelse, som stiller sig over kævl og brok, og som på en troværdig måde viser visionen og vejen til den.
Det kræver, at de kan finde og tør bruge de dyre ord, der løfter hverdagen.
Den, der formår det, vinder valget.

Jeg er sikkert ikke den eneste, der spejder efter en statskvinde m/k i Danmark.


ANNONCE: