 |
| Spørge Jørgen 1944 |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Jeg havde tænkt mig, at ugens blog skulle dreje sig om den velkendte opfattelse af kernen i demokratiet som borgerens aldrig afsluttede mulighed for at tænke sig om og handle derefter. Anledningen var åbenbar: Tyrannens fald i Libyen og frie valg i nabolandet Tunesien, hvor tyrannen faldt under Jasminrevolutionen i januar dette år.
TRIVSEL OG SYNLIGHED
Mens jeg stod i morgenens behagelige brusebad og lyttede til nyhederne fra den svenske radiokanal i Finland, fik jeg et perspektiv, jeg ikke lige havde tænkt på. Indslaget handlede om trivsel på arbejdspladsen, og en af pointerne var, at trivsel i højeste grad hænger sammen med, at ens ideer og arbejde og person bliver taget alvorligt.
Eller sagt negativt: Jo mindre, man bliver set, jo lavere trivsel.
Dette er også en gammel sandhed, men ikke desto mindre værd at repetere. Og uden tvivl er det en tanke, tyranner burde lære at tage alvorligt for at gøre verden til et bedre sted.
EN LANG TRADITION I DANMARK
Tanken kan, i mere eller mindre modificeret form, også fremtræde i begreber som dannelse og uddannelse. I Danmark har modstillingen en lang, hæderkronet og ubrudt tradition fra den første folkehøjskole i Rødding i 1844 til i dag, hvor højskolens oprindelige idé om at danne mennesket til at forvalte demokratiets frihed ikke altid har gået hånd i hånd med uddannelse forstået som forberedelse til et specifikt job.
I en uddannelse får man svar på andres spørgsmål. Dannelse drejer sig om at få svar på ens egne spørgsmål. Sat på spidsen er dannelse et eksistentielt projekt, mens uddannelse er preusseri med kæft, trit og retning som varemærke.
Hvis modstillingen skal gives et tilspidset, aktuelt eksempel, så er det følgerigtigt, at den dansker, der stærkest har bekæmpet den såkaldte ”rundkredspædagogik” (se sidste uges blog), som sin karrieres foreløbige topplacering blev generalsekretær for Nato.
FYSISK STYRKE SOM ARGUMENT
Men i stedet for herfra, fra Nato og Anders Fogh Rasmussen, at gå direkte til Libyen, hvortil manges tanker i disse dage går, vil jeg igen vende tilbage til sidste uges blog, hvor bl.a. far–sønforholdet blev tematiseret.
Det skete med udgangspunkt i billedbogen Spørge Jørgen (1944), der som bekendt ender med, at et frisk barn med en uudslukkelig livsappetit bliver sat på plads af en far, der er syg i hovedet. Her skal der ikke svares på spørgsmål, her skal den sandhed bogstaveligt slås fast i barnets endeflæsk, at fysisk styrke regulerer verden.
FRISK, INDTAGENDE OG HØFLIG
Billedet til dagens blog er hentet fra billedbogen Spørge Jørgen, og jeg bruger originaludgaven fra 1944.
Vi ser et aktivt barn og en frisk fyr, benene i de røde bukser bøjer udad på en ikke helt naturlig måde. Man kunne tænke sig, at han om et øjeblik vil ryge op i sin fulde højde og måske mere end det. Øjne, hår og hænder peger opad og støtter antagelsen. Håret står i noget, der ligner kammen på en hanekylling, en skabning, som er kendt for at værne om sin integritet.
Det friske ved Jørgen understreges af hans røde kinder. ”Ud og leg, så du får røde kinder,” sagde den omsorgsfulde voksne i gamle dage, da mange boliger var trange og usunde. At ørerne og til og med næsen er røde er nok at gå til grænsen, men Jørgen har måske en særlig grund til, at han hellere vil være ude end inde i selskab med sin far.
Men ikke alene er Jørgen en frisk fyr. Den røde, åbne mund med den spændte amorbue fortæller om et indtagende barn. Vi ser også et barn, der har lært sig god opførsel. For læg mærke til, hvordan han holder højre hånd ind mod kroppens venstre side, hvor hjertet som bekendt sidder, mens han rækker venstre pegefinger i vejret, før han ytrer sig.
DEMOKRATI SOM PROCES
Drengen Jørgen, som billedbogen Spørge Jørgen viser os, er en helt anden dreng end den Jørgen, vi møder i sangen. Her er moralen, at selvstændig tankevirksomhed er af det onde og skal imødegås med undertrykkelse. Det er en opfattelse, man som bekendt er ved at gøre op med i Nordafrika og på Den arabiske Halvø. Men det er ikke en opfattelse, som man én gang for alle kan udrydde.
Det er derfor, man ikke kan karakterisere et demokrati som en tilstand. Det er en stedsevarende proces i samfundet, på arbejdspladsen, i skolen og i familien.
ANNONCE:
