PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Novembermørket, som ligger kompakt over den sydlige del af Finland uden et snefnug til at lyse op, har mod forventning ikke påvirket mit humør.
Jeg er tvært imod lidt euforisk. Og en del selvglad. Det kan jeg lige så godt indrømme med det samme.
ET ARBEJDSLIV GÅR TIL PAPIRMØLLEN
Jeg går nemlig og rydder op. Ikke en hvilken som helst oprydning, men en gennemgang af alt det, jeg som underviser har været igennem i mit arbejdslivs ca. 40 år. Det drejer sig om næsten hundrede samlemapper. Plus det løse. Det var begyndt at fylde for meget i reoler og garderober og store stabler langs vægge og op i hjørnerne.
Udgangspunktet var selvfølgelig, at jeg aldrig mere ville få brug for det, og det var den tanke, der i næsten præcis et år både havde tilskyndet mig og holdt mig tilbage. For tænk, hvad der var nedlagt af arbejde i tilrettelæggelse af undervisningsforløb indenfor det område, som bredt formuleret hedder dansk sprog, litteratur, kultur og samfund. Og nu skulle det smides væk.
Det er naturligvis ikke blot mine egne planer, som fylder op, meget af det er materialesamlinger, kompendier med øvelser og litteratur, eksamensopgaver og oplæg fra studerende, eller det angår ekskursioner, seminarer, konferencer, kollegialt samarbejde og så videre.
Mere end 90 pct. ryger direkte i en stor kasse, som jævnlig må tømmes. Jeg kan naturligvis ikke genlæse alt, men orienterer mig koncentreret i det forgangne. Jeg kan se, at jeg engagerede mig. Engagement kan somme tider bøde på manglende kundskaber, men kun, hvis det smitter og får de studerende i gang med at tænke og arbejde selvstændigt. Og uden faglig substans i engagementet går det trods alt ikke.
SAVNET
I det forløbne år har jeg virkelig savnet én ting fra mit lange undervisningsliv. Det er den opstemthed, man kunne få efter en grundigt forberedt og vellykket udført lektion. Man har været nervøs, for jo mere forberedelse, jo mere opdager man somme tider, man ikke ved og kan. Og jo mere minutiøs planlægning, des større risiko er der for, at tingene ikke går, som de skal. Men når man så er midt i det og egensindigheden korrigeres af samværet med de studerende, som også møder forberedte, behøver det slet ikke altid at gå som tænkt for at gå godt.
Opstemtheden kan komme, når tavlen tørres ren, eller man går hjemad. Jæs, det lykkedes! siger man til sig selv. Det gav ikke blot løn og kundskaber, men også en retning for tanken. Det sidste er ikke det mindst vigtige.
I disse dage indfinder den savnede følelse sig somme tider igen, mens jeg smider væk for kun at gemme nogle få, ofte tilfældigt udvalgte pluk fra min virksomhed. Det er en lykkelig følelse, som jeg håber, at jeg kan bære med i de næste ti, tyve eller måske hele tredive år.
Og jeg er naiv nok til at tro, at det er en tanke, som jeg har fælles med alle lærere. Vi elsker den gode lektion. Det er den, vi samler på. Det er den, der giver – eller har givet os energi til at fortsætte.
”VI HAR SKRATTAT MYCKET TILLSAMMANS”
Blandt meget andet finder jeg kursuskritik, som jeg har været omhyggelig med at indsamle. Var den troværdig, korrigerede og ansporede den. Nu ryger det meste ud.
Nedenstående, indledningen til en kritik af et kursus i dansk lytteforståelse, faldt jeg lidt i staver over. Og gemte. Under overskriften ”Positivt”, markeret med et +, skriver den studerende:
+ Kursen har varit rolig, vi har skrattat mycket tillsammans.
+ Jag har lärt mig att förstå danska.
Jeg tror på den studerende. For hvordan virker en kursuskritik, der påstår, at kurset var kedeligt, og man lærte meget?
Sammen med kærlighed til de studerende og kærlighed til faget – eller i det mindste til faget, er latter det mest effektive undervisningsmiddel, der findes.
Erindringen om den studerendes kritik giver en god fornemmelse at blive gammel på.
ANNONCE:
ANNONCE:
