DETTE HVIDE BLIK: III

Hvid eller sort? To klassiske skulpturer på Nordic House i Dar es Salaam.

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.








På de strande med barer, soltag og swimmingpool, som jeg besøgte under mit ophold i Tanzania og på Zanzibar, så jeg stort set kun hvide mennesker. Derimod var arbejdskraften, så vidt jeg husker, altid lokal. Det vil sige sort.

DET RENE DRIVERLIV
Til stranden kommer jeg, fordi jeg har god tid og vil slappe af. Se ud over vandet. Plaske og pladre med mine venner. Gå lidt rundt. Men ofte mærkede jeg en gnavende irritation over de mennesker, som var på arbejde, men undte sig den selv samme luksus. Sad vi ikke her i den overmægtige varme og havde virkelig brug for en kold øl, for eksempel?
     For en kop kaffe var ventetiden typisk som følger: Vente på tjeneren 10 minutter + vente på kaffen 10 minutter + vente på regningen/byttepenge 10 minutter = 30 minutter.
     Og det tog mere end en halv time, hvis kaffemaskinen endnu ikke var sat i gang.
     – Hvad laver de dog, var det ofte usagte spørgsmål, som også ramte dem, hvis opgave det for eksempel var at holde stranden ren for papir og flasker fra nattens fest. Samt andet skidt, som skyllede i land. Men som ofte sad i skyggen, kikkede ud i luften, småsnakkede uden at gøre noget.
     Mens jeg måtte kæmpe energisk med mig selv for at kunne hengive mig til driveri og dovenskab, oplevede jeg gang på gang fuld udfoldelse af netop denne kunst som en naturlig færdighed hos landets egne indbyggere. Med andre ord blev den luksus, som jeg havde arbejdet hårdt og sparet sammen til for at kunne nyde i fulde drag, administreret af de lokale som en selvfølgelig del af hverdagslivet.

DEM OG OS
Én tanke er, at tanzanianerne ikke er kommet så langt i deres udvikling som os, der betragter dem med vort hvide blik.
     Tanken er ikke ligefrem fremmed for mennesker, der er født og opvokset i samme land som Jantelovens skaber Aksel Sandemose. Den langer som bekendt ud efter dem, der tror, at de er lige så meget, klogere og bedre end netop os.
     En anden, meget ubehagelig tanke er, at det liv, vi lever, måske slet ikke er så attraktivt. Mange lider af stress. Er det virkelig en kunst, også afrikanerne må se at lære?

RETTEN TIL DOVENSKAB
Paul Lafargue (1842-1911), fransk-kreolsk socialist med rødder på Cuba og svigersøn til Karl Marx, der for tiden synes at få en renæssance, skrev i 1880 en serie artikler i avisen L’Égalité. De blev året efter udgivet samlet under den provokerende titel Le droit á la paresse (Retten til dovenskab, dansk oversættelse i 1970). Pamfletten regnes vistnok for Lafargues eneste originale værk. Den opnåede som marxistisk utopi hurtigt en uhyre popularitet blandt datidens socialister, og den skal blandt andet læses som et opgør med et destruktivt begær efter arbejde, som en asketisk og lystfjendtlig socialisme mere eller mindre havde adopteret fra kapitalismen.
     Et lag dybere i historien ligger opgøret med den protestantiske etik, hvor Guds nåde måles på det vel gennemførte arbejde. Følgen af denne forestilling er en udbredt tradition for ustandselig arbejdsomhed, en galskab, som ifølge Lafargue skaber menneskelig ulykke.
     Men der er hjælp forude. For hvad er den industrielle revolutions maskiner skabt til andet end til at befri mennesket ved at udføre det slid, som har trælbundet det i hele dets historie?
     Paul Lafargues tanker slog aldrig igennem, og arbejdsfrihed er endnu ikke et officielt mål I nogen stat, jeg kender til.
     Tværtimod!

ARBEJDSFRIHEDENS SPØGELSE
Efter mine relativt få, men absolut sammenfaldende oplevelser er jeg dog ikke fri for at føle arbejdsfrihedens spøgelse som et tanzaniansk kulturfænomen. Netop Arbejdsfrihedens spøgelse er titlen på en bog, som Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer (SABAE), der modarbejdede arbejde for arbejdets egen skyld og i stedet ville gøre det til et middel for øget frihed, udgav i 1979 på Husets Forlag i Århus.
     Og at det er et spøgelse med al den uhygge, der er hæftet til et spøgelse, står klart for mig. Det absolut værste er, at det truer min arbejdsmoral, der er mit hele eksistensgrundlag. Som følge deraf skælder jeg ud over dovent tjenestefolk og koncentrerer mig om de rejser, hoteller og restaurationsbesøg, som jeg ærligt har fortjent, fordi jeg har tjent op til dem ved at løbe stærkere og længere på kortere tid.

KORRUPTION
Ser vi et øjeblik væk fra de brede lag i den tanzanianske befolkning og betragter ministre og embedsmænd, står det i et større geografisk perspektiv klart, at netop disse udvalgte tjenere af folket har forstået betydningen af et liv i relativ luksus. Blandt andet fordi de uden den er uden status og følelse af ligeværd med deres politiske ligemænd og forhandlingspartnere fra vestlige stater. 
     Midlet til at opnå status og rigdom er i mange fattige lande korruption. Fænomenet er alt for udbredt, også i Tanzania.
     Paradokset er, at netop den korruptionsbekæmpende bistand således kan generere den korruption, den vil bekæmpe. På den måde opstår der på et højt niveau rollemodeller for korruptionen, hvad der over en bred front gør det endnu vanskeligere at komme den til livs.

VED OISTER BAY
Og så er jeg igen tilbage ved de indhegnede og bevogtede villaer nær Oister Bay i Tanzanias hovedstad Dar es Salaam. Flere gange så jeg en uniformeret vagt foran den mur, der angiveligt omgav den amerikanske ambassadørs bolig. Han, eller hans afløsere, havde taget opstilling et par skridt fra muren med front imod den. Støvlerne var blankpolerede, pressefolderne som knive, og hænderne holdt han stramt på ryggen, mens han med et interval på et par sekunder så skiftevis til højre og til venstre.
     Hvad var det, han var så bange for skulle kravle over muren og true ambassadøren?
     Arbejdsfrihedens spøgelse?
     Den lange strand nogle få hundrede meter fra den mur, han bevogtede, var et populært samlingssted for lokalbefolkningen. Det var en fin strand om end lidt flad og fyldt af koralrev, hvad der stedvis gjorde den noget vanskelig at færdes på. Der var altid nogle hundrede, der stod i strandkanten og kikkede ud over havet, sad i sandet, spillede boldt eller måske stod og snakker. En eftermiddag gik jeg hen langs den og fulgte den et par kilometer.
     På den tur var jeg den eneste med hvid hudfarve.


ANNONCE:

 

DETTE HVIDE BLIK: II

På Uluguru. Hytten havde parabolantenne

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.




Det er en alvorlig forbrydelse at køre bort fra en trafikulykke, man har været involveret i. På blandt andet dansk har vi som kendt et entydigt fordømmende ord for fænomenet, flugtbilist. Andre sprog har lignende udtryk.
Afstandtagen fra eller fordømmelse af mennesker, der ikke hjælper andre mennesker i nød, er et tiltalende træk i alle de kulturer, hvor denne dyd praktiseres. Uegennyttig hjælp til nødlidende er tillige en kristelig dyd med reference til lignelsen om den barmhjertige samaritan, der reddede manden, som var faldet blandt røvere.

LYNCHNING
Lidt syd for Dar es Salaam fik jeg en af de første dage af min ferie en lektion i en helt anden måde at forholde sig på. I den anden vejbane kørte en personbil ud fra en sidevej, og en motorcykel tørnede med kraft imod den. Motorcyklisten fortsatte over bilens tag. Jeg nåede ikke at opfatte, om han havde hjelm. Min chauffør, en rutineret herre i sine bedste år, fortsatte uforstyrret. Den efterfølgende diskussion i bilen kan sammenfattes i følgende:
En expat, altså en tilflytter med en anden kultur og i dette tilfælde også en anden hudfarve end lokalbefolkningens, standser aldrig for at hjælpe en forulykket. Denne regel gælder også, hvis man har været personligt involveret. I stedet melder man sig på den nærmeste politistation eller endnu bedre ringer til sin ambassade. Her kan man også afgive forklaring som førstehåndsvidne. I den konkrete trafikulykke var der mange personer lige i nærheden, og chaufføren mente derfor ikke, at vores vidneudsagn, hans og mit, ville være af nogen som helst interesse eller betydning. Han havde gennemtænkt det her talløse gange og handlede derefter.
Konsekvenserne af en normal vestlig fremgangsmåde kunne blive skæbnesvangre, fastholdt han. Samtidig fremhævede han tanzanianernes store venlighed og hjælpsomhed. Desuden, at våben ikke forekom. Men i visse tilspidsede situationer kunne de reagere med eksplosiv vrede og brutalitet, og selvtægt i form af regelret lynchning kunne forekomme. I øvrigt standsede han heller aldrig om natten, eller når nogen uautoriseret person forsøgte at få ham til at gøre holdt midt på landevejen.
At en trafikulykke kunne kickstarte et kollektivt voldsudbrud og få de høflige tanzanianere til at tage loven i egen hånd, fandt jeg efterhånden forklaringer på.

DEN STORE KONFERENCE I BERLIN
Som selvstændig nation er Tanzania ikke mere end et halvt århundrede gammelt, og det tager tid og uendelige ressourcer at opbygge en retsstat og troen på, at alle bliver dømt lige uanset status. Traditionen for selvtægt er med andre ord ikke sådan lige at få bugt med i det vidtstrakte land på næsten en million kvadratkilometer.
Som hvid har man et særligt problem, for i tanzanianernes  kollektive hukommelse ligger erindringen om en grum tid som tysk, siden som engelsk koloni.
Gadau, vores guide under en vandring på Uluguru Mountains nær Morogoro små to hundrede kilometer vest for Dar es Salaam, åbnede en flig for en indsigt, jeg selv efterspurgte, men på en måde godt kunne have undværet. Han var læreruddannet, kyndig i sit lands historie og næringsliv, specielt interesseret i videnskab og teknik.
Det startede med, at vi under opstigningen passerede et vandfald, hvor en lyshåret pige havde lagt et par bukser og nogle T–shirts til tørre på en klippe. Som den høflige mand, han var, hilste Gadau helt i overensstemmelse med det lokale ritual ved at spørge til hendes velbefindende og de nærmere omstændigheder ved den situation, hun befandt sig i. Jo, hun havde det godt, manglede intet og kom i øvrigt fra Tyskland.
– Have you ever heard about the conference in Berlin 1884-85? spurgte han uden overgang.
Det havde hun så ikke.
– Den gang blev mit land tysk.
– Ok, svarede hun.
– Det indgik i Tysk Østafrika under navnet Tanganyika.
Han vendte sig og gik videre.

VED DET LILLE HOTEL
Den sidste del af opstigningen var ganske stejl, men efter endnu en lille time nåede vi vort mål, et hotel af sten bygget af tyskerne. På gavlen årstallet 1911.
Udsigten over junglen og markerne med Morogoro helt nede i bunden var svimlende. Og svimlende smuk. Tanzania er et frugtbart land. De grønne farvenuancer er talløse, men fremherskende er den skære grønne, som også indgår i flaget.
Lidt højere oppe ad bjerget, skråt til venstre, stod en bjergbonde og så ud over sine jordlodder.
Soil erosion undgås ved hjælp af klassiske dyrkningsmetoder, forklarede Gadau og fortalte, at afgrøderne for en stor del bestod af majs, mango, bananer, zucchini og kasawa, en slags kartoffel, dertil alle slags grøntsager. Ingen blev rige, men alle fik mad. I lavlandet var det lettere at dyrke jorden. Her fandtes farme, der blev drevet af hvide.
Han pegede på det lille hotel med facade og døre overmalet med graffiti. Forfaldet var til at tage og føle på, lugten indenfor de skamfilede døre var muggen.
– I gamle dage var der anlagt kørevej helt herop.
Vi havde åbenbart vandret på en del af den, nu var den så forfalden, at det var svært at forestille sig, at der havde ligget en vej, som hestevogne eller automobiler havde kunnet færdes på.
Den medbragte mad blev spist siddende i græsset på en stort anlagt terrasse foran hotellet. Gadau var forundret over at høre, at vi vesterlændinge overhovedet kunne komme på tanken at spise gående, og at der i vores kultur kunne være knyttet prestige til at gå på gaden og drikke kaffe.
Jeg forstod det på den måde, at man med en sådan opførsel udviste foragt for mad og drikke. Ikke, at man var en travl mand med en  vigtig opgave.

ANGRY WITH THE GERMANS
Da vi var kommet halvvejs ned, spurgte jeg Gadau, om han var ”angry with the Germans”.
– Not at all, svarede han.
– But…, sagde jeg.
– Tyskerne var brutale.
Det kom helt uden overgang. Han talte roligt. Smilede, som han plejede.  Men indignationen bag ordene var det ikke til at gå fejl af. Der lå et udbyttet kontinents vrede under.
– De ville have rigdommene. Tog kvinder, som det passede dem. Tvang os til at arbejde, så de kunne nyde. Dræbte, når de havde lyst. De var ustyrligt rige. Ustyrligt grusomme. Vi var de fattige.
Han trak paralleller til krigen i Irak, og jeg følte mig dømt for al slags medvirken i både gammel og moderne kolonialisme og imperialisme. Mon han kendte til Danmarks kolonier i Vestafrika og hele trekantshandelen, der fragtede sorte slaver til de Dansk Vestindiske Øer?
Jeg ville undskylde og forklare. Men forklaringer og undskyldninger var tomme ord. Jeg var dømt på forhånd. Og jeg indså, at der var en grund til, at de lod tyskernes kørevej og det lille hotel forfalde. For stod det ikke som en erindring om et utilgiveligt hærværk imod dem?
Da vi tog afsked med hinanden på en benzinstation nede i Morogoro, fik jeg en afrikansk mandeknuser af ham. Min højre og hans venstre skulder mod hinanden. Derefter omvendt.
Gadau fik det honorar, han havde bedt om.


ANNONCE:

 

DETTE HVIDE BLIK : I

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Da jeg i Nairobi trådte ind i KLM-flyet, som skulle bringe mig til Amsterdam, blev atmosfæren med ét en anden. Det var ikke bare mig, der mærkede det. Den canadiske pige med rødder i Indien og i Afrika, der satte sig ved siden af mig i det 400-passagerers store fly, var enig.

MENTALT HJEMME
Men vi var ikke enige om vurderingen. For mens hun straks længtes tilbage til varmen og det langsomme liv sammen med forældrene i Kenya, var jeg begejstret for den airconditionerede kølighed. Og ikke mindst den humørfyldte effektivitet, de hollandske stewardesser udstrålede, når de med hurtige smil og raske håndbevægelser viste os passagerer ned ad de lange gange. Afstanden blev mærkeligt kortere. Man fik næsten lyst til at løbe.
Da jeg havde fundet min plads på seat 61J, mærkede jeg til min forundring, hvordan en anspændthed, som jeg ikke tidligere havde registreret, dampede af mig. Nu var jeg i min egen verden. Efter en nats og en halv dags flyvning ville jeg være hjemme igen. Endelig! Til hvad? En Verdensbank på knæ? Et EU i opløsning? En SRSF-regering, som Enhedslisten netop havde væltet?
– Couldn’t care less! tænkte jeg.
Og alligevel kastede jeg mig over Süddeutsche Zeitung, Financial Times og Le Monde, som jeg havde snuppet på vej ind i flyet. Og se, EU holdt stadig sammen. Mitt Romney var på vej til at blive Republikanernes præsidentkandidat, og Nikolas Sarkozy ville trods EU indføre skat på finanstransaktioner, hvilket blev udlagt som et træk i hans valgkamp.
Min medpassager, den indiske pige, havde ikke taget aviser. Da jeg skiftede fra en til en anden, spurgte hun, om jeg tit havde været i Kenya.
– My very first trip to Africa, sagde jeg og forklarede, at Nairobi blot var første mellemlanding på vej fra Tanzania til Finland.
Hun var ivrig efter at høre om min største oplevelse, og på den måde levede hun forbilledligt op til mine fordomme om canadiere som nysgerrige, venlige og kommunikative mennesker.

VAREHUS PÅ LANGS
Et øjeblik tænker jeg på at fortælle om det varehus på langs, jeg flere gange havde oplevet i Dar es Salaam, når myldretidens uendelige trafik bevæger sig i små ryk, mens motorcykler af kinesisk oprindelse med dødsforagt kiler mellem de lange bilrækker.
Bortset fra Toyotaer inklusive pickuppen Hilux af alle årgange er det  gadesælgerne, der tegner billedet. På hovedet, på skulderen eller fremstrakt i hænderne tilbyder de iskolde, læskende drikke, cashewnødder fra Zanzibar, chips med eller uden chili, bananer i klaser, tørrede mangostrimler, isvafler fra en trehjulet ladcykel. Men ikke bare varer, der kan lindre de bilbårnes tørst eller lyst til at tygge, svælge og sutte. En mand kommer bærende på to stumtjenere så lange, at de næppe kan rummes i en almindelig firhjulstrækker, en anden faldbyder et multitool med blandt andet en velvoksen økse, en tredje har fire blåmalede havehakker over skulderen og en femte i hånden, cigaretter kan købes enkeltvis eller i pakke, der sælges undertøj i alle størrelser, bukser spændt ud på rammer, så man kan vurdere, om der er plads til rumpen, sjaler, duge, puder, solhatte, solcreme, de evindelige solbriller, karameller af ukendt mærke med smag af appelsin eller banan, telefonkort, kinesiske DVD’er, kolossale landkort med Tanzania og hele Afrika, tingatingamalerier med kontinentets dyreverdenen og livet i byer og landsbyer, bilværktøj, stoptrekanter, cykeldæk, plastiklejetøj, der virker som genbrug, tallerkener, spisebestik og meget andet flimrer forbi.
Handlerne foregår hurtigt. Bud. Modbud. Prisfastsættelse. Ok? Yes! Pengene ud ad det halvt åbne vindue, mens varen glider ind. Det er mænd, der står derude i heden og tjener til livets ophold. Unge, slanke, stærke, med vågne øjne. Man ser, at de arbejder hårdt i de fyrre grader celsius.

GANGARTER
Eller man lader måske blikket glide ind over rabatten, hvor tanzanianerne, dem med rod i Afrika, går til og fra arbejde. Nogle skal gå langt, mændene gør en lille knæbøjning midt i hvert skridt. Det var sådan, danske bønder gik, før blandt andet højskolerne disciplinerede gangarten til den, vi kender i dag. Det ser langsomt ud, men er i virkeligheden en jordvindende måde at komme frem på. Jeg har bjergvandret med en, der gik sådan, han var ved at tage pusten fra mig.
Nogle kvinder med højhælede sko og vestlig frisure tripper af sted. Mange med strejf af hennarødt i det glatte hår og moderne briller.
Men engang imellem toner et under af skønhed frem. Jeg ser dem som regel to og to. De går ikke. De flanerer med den langsomme rytme i kroppen, som jeg altid har set hos Poul Møllers unge piger i ”Grøn er vårens hæk”. Udtrykket er uskyld og sval sensualitet af en helt anden verden end min daglige. De er så utroligt smukke, disse unge kvinder, at det hele løber sammen for mig. Jeg bliver åndeløs, men så rykker det i køen, vi passerer dem, eller de vugger ind i skyggen ad en sidevej og forsvinder.

AFSTANDE
– Min største oplevelse, siger jeg og flytter blikket fra sædet foran mig, hvor monitoren viser et gult fly hængende over Afrika, til min canadiske medpassagers brune øjne.
 Hun nikker.
– Vi var på South Beach syd for Dar es Salaam i går, begynder jeg. – Her så jeg en dhow komme ind gennem brændingen nogle hundrede meter nede ad stranden. Jeg ville se den rigtigt, på nært hold. Ikke bare som et fjernt billede af en drøm om at vugge i et smækkert fartøj over verdenshavet. Det trekantede sejl var hurtigt nede, den blev tømt og slæbt op på stranden. Smal, dyb og usandsynlig lang lå den i sandet, endnu sval og allerede tør i heden. Med den rigtige mand ved roret kunne en dhow bære mig over oceanet. Til Indien, hvis jeg ville.
– Jeg har set dem på billeder, siger hun.
– Fint, svarer jeg. – Men det var ikke den – dens skønhed på havet og sødygtighed, der var den store oplevelse. Det var selve afstanden tilbage til det skyggefulde halvtag af palmeblade, hvor mine venner sad og tog sig en slurk øl eller planlagde den næste tur gennem solen og ud i bølgerne mindre end halvtreds meter borte.
Mens jeg havde vendt ryggen til dem, havde heden ændret afstanden. Den var mangedoblet.
Hun smiler indforstået. Så dykker hun ned i en farvestrålende mulepose, der hænger om halsen på hende, og trækker et lille hæfte frem.
– Listen. Det er et citat af Julius Nyerere, Tanzanias første præsident:
”Et folk,” siger han, ”der ikke vil lære fra andre kulturer, er intet andet end et folk af idioter og tosser. At lære fra andre kulturer betyder ikke, at man skal afvise sin egen.”
Jeg ryster på hovedet, tager min franske avis, der ligger over knæene, og begynder at læse om Sarkozys seneste rævekager for at blive genvalgt.


ANNONCE:

 

STADIG OG UFORANDERLIG DEN SAMME

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.




Den holdt til endnu en rejse, min gamle vaskeskindspung, købt hos Neye i Svendborg før min første blaffetur lige efter aftjent værnepligt. Men den havde også fået en ny bærestrop. Den gamle var, for vist tredje gang, blevet mør af sved, sol og kropskontakt.
    Efter at have vasket den ser jeg, at der er kommet huller i skindet fire steder på forsiden. Det har der været før, og jeg syr og stopper i en time. Der er mindst en times arbejde tilbage.
    Det tager jeg i morgen.
    Jeg bruger tandtråd. Det holder længere end kinesertråd. Den skal nok blive fin og tæt igen, pungen.
    For nogle år siden fik den en ny lynlås. Den gamle var af messing, ganske irret, men fungerede vel, til den mistede et par tænder.
    Sådan kan det gå.
    Det var ikke helt let at finde et sted, der solgte lynlåse. Og den nye er ikke af messing, men af plastik. Men jeg klager ikke, den har fungeret helt ok under mange rejser, den virker stærk og er let at lyne op og i. Tænderne er store og ligger fint op ad hinanden.
    Et par år tidligere var de to skindstykker, pungen er syet af, ved at falde fra hinanden. Passet, som jeg altid har i den, billetten, hvis jeg har nogen, og pengesedlerne i fremmed valuta lå i fare for at trille ud. Efter en omhyggelig vask af skindstykkerne lagde jeg dem til tørre på en avis og skubbede dem lidt sammen, så de blev nogenlunde lige store.
    Desværre var bagstykket i så dårlig stand, at jeg måtte udskifte det.
    Men forstykket med den nye lynlås skal nok holde nogle rejser endnu, hvis jeg stopper det omhyggeligt.

 ANNONCE:

MYGGENET

En seng for en rigtig herremand

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

I de sidste tre uger, jeg har boet og rejst i Tanzania og på Zanzibar, har jeg hverken hørt eller set så meget som en enkelt myg. Derimod har jeg i de mange forskellige senge, jeg efterhånden har sovet i, altid haft et myggenet omkring mig.

Så myggene findes, og at myggenettene gavner og forebygger malaria, er et faktum.

MALARIA

Verden over er malaria fattigdommens svøbe. Hvert minut dør et barn af sygdommen. Ikke desto mindre falder dødstallet. I 2010 var det godt fem pct. mindre end året før, fortæller Verdenssundhedsorganisationen WHO. Sygdommen findes i halvdelen af alle verdens lande.

Ni af ti dødsofre er fra Afrika, og næsten alle er under fem år gamle.

     Kampen, der føres mod denne frygtelige sygdom, som myggen overfører fra menneske til menneske, er lang og sej. På centralsygehuset i det maleriske Stone Town på Zanzibar taler statistikken sit tydelige sprog om, at malaria kan bekæmpes med enkle midler. Myggenet! En næsten lige så enkel løsning som de mikrolån, som er en vigtigt faktor i bekæmpelsen af fattigdommen.

     Lokalregeringen på krydderiøen har vist stor handlekraft i kampen mod malariaen og fremstår som en model for andre malariaramte lande.

     Hjælp får den fra bl.a. store, internationale fonde, som har bidraget til, at hver andet hushold syd for Sahara har et myggenet. Men det drejer sig ikke bare om at få myggenet, det handler også om at lære folk at bruge dem på den rigtige måde. På Zanzibar har myndighederne efterhånden overbevist de fleste beboere om at bruge myggenet, som er behandlet med kemikalier. Fra 2000 til 2010 har det medført en reduktion af dødstallet med halvfems pct. I 2010 døde knap halvtreds personer af en befolkning på 1,3 millioner, og der er langt imellem børnedødsfald.

     På verdensbasis koster kampen mod malaria hvert år 2 mia. dollars, men en tredobling af beløbet er i dag nødvendig for radikale fremskridt mod denne børnedræber, mener WHO.

SEKS MILLIARDER

Jeg sidder bag mit myggenet og skriver seks milliarder. På verdensbasis. En klatsum i forhold til reduktionen af dødstallet og de talløse syge, der bremser især landene i Afrika i deres udvikling. Alle institutioner, embedsværk, firmaer, skoler, institutioner, universiteter og så videre rammes af febersygdommen hos medarbejdere, der kan dø hurtigt, hvis de ikke straks får medicin.

     Jeg rammes ikke, jeg sover hver nat under myggenet og har råd til forebyggende medicin, så ferien ikke bliver afbrudt af sygdom og hospitalsophold. Medicinen koster to månedslønninger for de lokale, som jeg har lært at kalde dem, der er født og opvokset her i landet med en anden hudfarve end min.

RIGE OG FATTIGE

Generelt set har de hvide råd til at undgå sygdomme, og i de fine kvarterer er de enorme klasseforskelle ikke til at få øjnene fra. Rundt omkring de enorme villaer med swimmingpool og mindst to firhjulstrækkere er der høje mure kranset af barberbladsskarp pigtråd, jernstivere og højspænding. Danger. Hatari, står der på store skilte på portene, inden for hvilke der befinder sig mindst én vagt om dagen. Om natten det dobbelte eller endnu flere.

     Mange af dem, der således lever indpakket i myggenet og i pigtråd,  er med til at hjælpe landet ud af sygdomme, fattigdom og korruption. I det mindste tror de det. Ja, og så sådan nogle som mig, der har råd til at rejse rundt, lægge lidt penge her og der til de lokale, se mig omkring, nyde og være nysgerrig. Og forarget.

     Det sidste kommer man ingen vegne med. Derimod har den bistand, jeg har kunnet registrere, været effektiv. De afrikanere, jeg har mødt, er trods meget på vej mod et bedre liv med større tryghed og velstand.

     Vejen frem hedder blandt andet institutionaliseret idealisme.


ANNONCE: