BLEKINGEGADEBANDEN

Foto fra Blekingegadebanden, bd. 2, s. 117

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Blekingegadebanden bestod af en lille gruppe revolutionære idealister med et næsten overmenneskeligt moralsk engagement, der blev næret af undertrykte folkeslag i især den arabiske verden og i Afrika. I deres forestillingsverden havde et undertrykt folk nærmest pr. definition ret imod deres undertrykkere.

    I centrum for deres ideologi og den kriminelle virksomhed, de praktiserede, stod PFLP, The Popular Front for the Liberation of Palestine eller på dansk Folkefronten for Palæstinas Befrielse.

    Undertrykkeren var staten Israel.

    Tiden og stedet var slutningen af 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne i Danmark, hovedsagelig København og omegn.

    En del af den nærmeste baggrund lå i den globale modstand mod Vietnamkrigen og i ungdomsoprøret, herunder studenteroprøret og universitetsmarxismen. Afgørende historiske hændelser er massakrerne i My Lai i Vietnam (1968) og i Sabra og Shatila ved Beirut (1982).

    Længere tilbage i historien finder vi Den russiske Revolution i 1917, som skabte Sovjetunionen, og maoismen i Kina. Hertil kommer de indbyrdes stridigheder mellem kommunistpartierne i disse stater.

SNYLTESTATSTEORIEN

Udgangspunktet for Blekingegadebandens revolutionære ideer var snyltestatsteorien, som i al sin enkelhed gik ud på, at verdensrevolutionen skulle tændes i de fattige lande. Her var undertrykkelsen så synlig, at den ikke var til at få øjnene fra.

    Herefter skulle revolutionen brede sig til de rige vestlige stater, snyltestaterne, der gennem en sofistikeret fortsættelse af imperialismen nød godt af undertrykkelsen af verdens fattige. Hjælp til palæstinensernes befrielseskamp var således et nødvendigt led i bevidstgørelsesprocessen af den undertrykte danske arbejderklasse. Dens objektive interesse var at gøre revolution mod sin egen undertrykkelse, som den kapitalistiske stat havde tilsløret for den.

    Alt dette behandles omhyggeligt på næsten tusind sider i Peter Øvig Knudsens værk i to bind, Blekingegadebanden (2. udgave 2007).

DEN MORALSKE FORBRYDELSE

Værket, som bygger på et enormt dokumentarisk materiale, er fremragende af i hvert fald to grunde.

    – Det er til mindste, konkrete detalje iagttagende og nærværende i forhold til de mennesker og situationer, det fortæller om. Ud fra denne synsvinkel fremtræder Blekingegadebanden som et værk i en lang, naturalistisk tradition.

    – Det tager ikke stilling til de handlinger og forestillinger, som dagens tilbagelænede læser oplagt vil benævne som galskab, men som samtidig viser dilemmaet i den moralsk betingede forbrydelse.

    At det ikke stræber efter at nå samme psykologiske dybder som fx Dostojevskij i romanen Raskolnikov (1866), hvis titelperson føler sig berettiget til at myrde en rovgrisk, gammel pantelånerske, er åbenbart. Meningen er snarere at ægge dagens læser til politisk og moralsk stillingtagen til en håndfuld politiske idealisters handlinger, der radikalt bryder med samfundet normer.

    En fortjeneste ved bogen er også, at den kan læses som en introduktion til 70’ernes og 80’ernes stærkt forvirrede danske venstrefløj.

    Blekingegadebandens hovedaktivitet blev efterhånden at stjæle våben eller røve penge til våben, som siden blev sendt til dens kontakter i PFLP. Ved siden af disse aktiviteter fører hovedparten af gruppens medlemmer et udadleligt borgerligt liv.

    Gruppen udfører en serie af Danmarkshistoriens mest indbringende røverier. Bandens største kup skulle have været kidnapningen af milliardærætlingen til Tetrapaks opfindere, Jörn Rausing. Løsesummen var fastesat til 25 millioner dollars. Aktionen blev afblæst efter fem måneders minutiøse forberedelser, som siden faldt i politiets hænder. Hvorfor Blekingegadebanden ikke fuldførte planerne, er aldrig blevet fuldt klarlagt.

SPEJLINGER

Femogtyve millioner dollars svarede på den tid til et beløb, som er under halvdelen af den sum, som mere end femten gange i perioden 1982-87 skifter hænder mellem det fundamentalistiske præstestyre i Iran og staten Israel, men med en dansk stråmandsvirksomhed som mellemmand.

    Ankermændene i forberedelserne og udførelsen af transaktionerne, som ud fra et dansk synspunkt hvilede på et lovstridigt grundlag, etableret i 1975, var højt estimerede og velansete borgere i Danmark og i Israel. En af dem endte, efter en nærmest symbolsk straf, som formand for Dansk Industri. En anden fik status som israelsk nationalhelt.

    Formålet med våbeneksporten var, at Israel herved kunne styrke sin ærkefjende Iraks fjende Iran, og tidsrummet var Iran-Irakkrigen 1980-88.

         Leverancen af våben til Iran via den danske fabrik fortsatte frem til 1987, og året efter indgik

         Iran og Irak en våbenhvile. På det tidspunkt havde over en halv million mennesker mistet

         livet under krigen.”

    Over tredive sider i værkets 2. bind giver Peter Øvig Knudsen en indgående beskrivelse af denne lovstridige danske våbenhandel, som befinder sig på et helt andet niveau, både økonomisk og samfundsmæssigt, end den kriminalitet, som Blekingegadebanden stod for. Alligevel er der, som kapiteloverskriften fortæller, tale om ”Spejlinger” mellem to beslægtede kriminelle aktiviteter. I kapitlet henvises der flittigt til Blekingegadebandens interesse for og kendskab til disse kolossale våbenhandler og andre ulovligheder, der fremstilles som en skyggeside ved den etablerede magt.

    Kapitlet, som i begyndelsen af i hvert fald min læsning forekom noget uklart i sammenhængen, efterlod mig med en gysende fornemmelse. For i et kort øjeblik fik det Blekingegadebandens kriminelle aktiviteter, som indbefatter flere brutalt udførte millionrøverier og ikke mindst drabet på en ung politimand, til at fremstå som noget, der i virkeligheden hører til i småtingsafdelingen.

    Se, her sætter Blekingegadebanden virkelig problemer under debat.

PS Desværre er netop den debat ikke prioriteret i dansk politik, se fx ”Moderne Tider”, tillæg til Dagbladet Information, 3.-4. december 2011. Artiklen på fire sider indledes med følgende overskrift:

Hvad man

ikke ved,

har man ikke

ondt af.

Danske skibe fragter i stor stil våben

til verdens konfliktzoner, hvor de

risikerer at blive brugt til at krænke

menneskerettighederne. Der er behov

for større politisk kontrol med danske

rederiers våbentransporter, også fordi

en del af transporterne går gennem

piratfarvande


ANNONCE:

 

BØRNEHJEMSBØRN OG ANDRE DÆMONER

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

At aflytte podcasts på en transportabel afspiller er en fortræffelig måde at få mening i en ellers triviel beskæftigelse som at skovle sne eller cykle til supermarkedet. Eller det afleder opmærksomheden fra den uundgåelige smerte, som stærkere fysiske aktiviteter medfører. P.t. lytter jeg helst til Dorthe Chakravartys fortræffelige udsendelsesrække ”Alle tiders historie”. Den kan nås på http://www.dr.dk/P1/Alletidershistorie/Arkiv/20050818102629.htm

DE VED IKKE BEDRE
I går aftes sad jeg imidlertid ved computeren og rodede længe efter et citat fra en podcast om børnehjemsbørn indspillet på Forsorgsmuseet i Svendborg. Det er en mand, som har tilbragt sin barndom og ungdom på børnehjemmet Kragelund, der har ordet:

        Som barn græd jeg.
        Som ung slog jeg.
        Som voksen tænkte jeg:
        De ved ikke bedre,
        når jeg blev kaldt børnehjemsunge.

    Når formuleringen går lige til hjertet, er det sikkert, fordi den har genklang i en kristen kulturtradition med udgangspunkt i Jesu andet korsord. Det handler om dem, der piner og korsfæster ham, og som ikke ved bedre. Netop denne uvidenhed er grunden til, at han beder Gud om at tilgive dem.

        Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør.

DET STORE SPØRGSMÅL
Børnehjem har eksisteret i Danmark siden midten af attenhundredtallets første halvdel. Dengang, som senere, var det forældrenes nød, sygdom eller død, der var årsagen til børnenes anbringelse. Man skal dog ikke tro, at de havnede der for deres egen skyld. Sådanne bevæggrunde kom først i front halvandet hundrede år senere.
    Næ, i de onde, gamle dage, var ønsket at beskytte samfundet mod, at børnene voksede op som kriminelle. I stedet skulle de opdrages til at blive duelige tjenestefolk, karle eller piger.
    Så kommer det store spørgsmål, som ligger i citatet fra Kragelundbarnet: Hvad så, når børnene er kommet ud og skal begynde deres tilværelse som voksen:
    – Vil vi, de normale, have dem som svigersønner og svigerdøtre?
    – Vil vi, de normale, ansætte dem i vores firma, i staten og i kommunen?
    – Vil vi, de normale, byde dem velkommen som vore naboer?
    – Vil vi, de normale, kaste den første mistanke på dem, hvis noget bliver stjålet, eller der sker
en værre forbrydelse?
    Når jeg lytter til min podcast, forstår jeg, at det vil vi, de normale, ikke. Barnehjemsbarnet var den tids outcast, som nådigt blev accepteret. Det var vores grønlænder, neger, araber, prygelknabe. For det havde et stempel, ikke synligt som en anden hudfarve, øjenstilling eller et forkert tørklæde.
    Men som en indre, genetisk orm skulle det anderledes og farlige krybe frem og antaste vores, de normales, rettigheder, nattesøvn og sikkerhed.
    Ser jeg fra mit pessimistiske hjørne, er der tilsyneladende stadig en næsten uendelig lang vej igen, før forestillingen om den forkerte anden vil ophøre at dæmonisere bevidstheden hos os, de normale.
    Bevidstheden om det kan gøre mere ondt end værkende muskler.


ANNONCE:

 

”LÆGER ER IDIOTER!"

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



                                                                       I
Jeg er netop ved at få varme i tæerne, da en dame stormer ind i den enkle skihytte. Hun har vejrbidte kinder under en tyk strikhue næsten ned til øjnene.
    – Lääkärit ovat idiootteja, hvæser hun uden overgang og børster sne af lufferne.
    Jeg forstår budskabet, men nogen fornuftig konversation klarer jeg ikke på finsk, medmindre den finder sted ved en pølsebod og drejer sig om valget mellem sennep og ketchup. Jeg afprøver derfor min finske yndlingssætning, som altid har hjulpet mig i nødens stund.
    – Minä olen tanskalainen (jeg er dansker), siger jeg og tilføjer et komplet idiotisk: – Pratar du danska?
    – Läkare är idioter, fortsætter hun på svensk og stamper varme i fødderne.
    – Är du – är du sjuk? spørger jeg forsigtigt.
    – Nej, men mamma, svarer hun lakonisk og stiller sig foran brændeovnen som et sindbillede på de stereotype forestillingers finne, lakonisk og indadvendt. Men er der først gået hul på indestængtheden, hører heftige følelseseruptioner også med til billedet.
    Jeg er alene med hende i et stort skovområde nordvest for Helsingfors, temperaturen nærmer sig minus tredive, og der er langt til nærmeste parkeringsplads, hvor måske også hendes bil venter. Eller hun bor i nærheden og er bare ude og løbe vreden af sig.
    – Hun var sygere, da hun kom hjem fra hospitalet.
    Hun stamper hårdt i stenfliserne omkring ovnen og fortæller, at første besøg for en ambulant strålebehandling resulterede i indlæggelse. På den ene side var det måske godt nok, for det sparede hendes skrøbelige mor for nogle længere taxarejser. På den anden side havde tolv dage i sengen tæret så meget på hendes kræfter, at hun nu måtte have rollator, når hun skulle flytte sig.
    – De lægger gamle mennesker på ryggen og tror, at de bliver raske af det! Jävla hospitalisering, fnyser hun. – Nu har mor opgivet troen på sig selv, og enhver ved, hvad det indebærer for kroppen.
    Jeg forstår, at det finske hospitalsvæsen på det her punkt er lige så elendigt som det danske. Man er gode til at skære, bestråle og bekæmpe bakterier. Enhver har sit speciale, men indsigten i, at mennesket udgør en helhed større end summen af brækkede ben, betændte lunger og kræftknuder, resulterer ikke i obligatorisk vedligeholdelse af fysiske færdigheder hos de sengeliggende. Med andre ord er daglig gymnastik i en eller anden form ikke en del af dagsprogrammet.
    Måske er det for banalt og kræver for få ressourcer til at blive taget rigtigt alvorligt af dagens højeste sundshedseksperter.
    Måske er der for få højteknologiske ressourcer, forskning og prestige knyttet til at bøje og strække arme og ben.
    – Sjukdom kräver bra hälsa, er den vrede dames sidste replik, inden hun støvler ud for at fortsætte sin skitur.

                                                                     II
Også jeg må vove mig ud i kulden. Især øjenomgivelserne gør ondt, og efter nogle kilometer er øjnene så kolde og tørre, at det føles næsten nødvendigt at holde dem lukkede i nogle sekunder ad gangen. Mørket, som omslutter mig, er behageligt, men lader jeg mig gribe af det, kan det forbløffende hurtigt lede til et uigenkaldeligt godnat. Jeg må tro på min plan, som er at nå bilen med sædevarme og aircondition.
    Og den når jeg. Selvfølgelig.
    Imens jeg stager mig igennem den lette sne, følges billedet af den fortvivlede dame af erindringen om en række artikler i Dagbladet Information. Stærk kulde og hårdt fysisk arbejde er ellers ikke det, der virker befordrende for tankevirksomheden. I hvert fald ikke min. Men engang imellem opstår der en idé, som kører i ring og ikke vil slippe.
    Udgangspunktet er placebo, altså et præparat, som ikke indeholder medicinsk virksomme stoffer. Men patienten tror, at der er tale om rigtig medicin. Pointen i artiklerne er, at denne narremedicin under visse omstændigheder faktisk viser effekt, og patienten oplever, at hun har fået det bedre. Måske er det for meget sagt, at troen hermed har flyttet bjerge. Men i alle fald er der opstået en forbindelse mellem krop og psyke, som går ud på, at kroppen reagerer positivt på psykens signaler. Med til billedet hører patientens ubetingede tillid til, at behandleren er en fagkyndig person.
    Heksedoktor, kører det i hovedet. Håndspålæggelse. Bønnemøder. Placebo. Fup og fiduser.
    Sådan fortsætter tankerne i ring nogle kilometer endnu, inden jeg noget forfrossen når mit mål, parkeringspladsen. Godt, at jeg ikke opgav på halvvejen.

                                                                   III
Hjemme igen slår jeg op i en etymologisk ordbog for at se, hvad skældsordet idiot oprindeligt betyder.
    Det kommer fra indoeuropæisk og betyder som er for sig selv, går over græsk og betyder egen, privat, og betyder nu for tiden  dumrian.
    Men idiot har i sammensætninger en sidebetydning, som i denne forbindelse er særdeles relevant. Den kan man læse om i Ordbog over det Danske Sprog: En idiot er en

person, som i overdrevent høj grad (egl. paa en taabelig maade) beskæftiger sig med, er optaget af en ell. anden speciel virksomhed ell. interesse (men viser mangel paa evne, forstaaelse ell. viden paa omraader af mere almen natur). 

    Med andre ord en fagidiot.


ANNONCE:

 

DUCHAS HISTORIE

Ventende krokodille. Mikumi Nationalpark

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Det var nær Ulugurubjergene i Tanzania to hundrede kilometer vest for Dar es Salaam, at jeg hørte historien om Ducha, som tilbragte fem dage af sin ungdom i selskab med en krokodille. Vi sad under en flagermuslygte og drak forsigtigt af en kande øl. En gammel mand fortalte, for at historien ikke skulle blive glemt.
    Engang var Ducha den smukkeste pige i landsbyen. Alle kunne lide hende, men mest Alfajiri. Hendes far var en streng mand, som lod hende arbejde på skråningerne ned mod floden, eller han sendte hende ned ad bjerget med mango og kål og mange bananer til den store by i dalen. Hun var stærk og klagede aldrig. Også det kunne Alfajiri lide.
    En tidlig morgen gik Ducha ned til floden for at vaske. Alfajiri ventede for at hjælpe hende med at løfte den tunge kurv med kål op på hovedet. Men hun kom ikke tilbage. Alfajiri ledte. Hendes far ledte. Alle ledte, men ingen fandt hende.
    Efter fem dage var selv Alfajiri overbevist om, at hun var død. Hen under aften samledes alle fra landsbyen og sørgede under høje klageråb.
    Men hver dag, de havde ledt efter hende og kaldt hende ved navn  og grædt over hende nede ved floden, havde hun hørt deres råb og klage. Og hun havde følt deres længsel og kærlighed trænge ned gennem jord og sten og rødder til kulen under flodbrinken, hvor hun ventede på at blive ædt af den gamle krokodille.
    Han havde luret som en træstamme. Sagte var han gledet næsten forbi, men så, med et sving med halen havde han slået hende ned i vandet. Som ved et under overlevede hun slaget, men kun for at gå en endnu værre skæbne i møde.
    For han greb om hende med sin lange kæft og slæbte hende til sin stinkende kule under flodbrinken og stoppede hende ind.
    Med mange ord og miner fortalte den gamle mand om hendes rædsel, da hun forstod, at her skulle hun ligge sammen med gammelt bytte og som et andet kødstykke gå i forrådnelse. Krokodillen tilså flittigt sit forråd, åd lidt her og der og snusede til hende. Hun følte hans tænder nappe som for at mærke, om hun var blevet tilstrækkelig mør. Han puffede hende rundt med snuden, men valgte altid det mest rådne.
    Det var, som sparede han hende til sit livs måltid.
    Mørket og stanken i kulen var intet mod Duchas angst, mens hun ventede på krokodillens tænder. Hun mærkede, at han altid lå lige i nærheden og vogtede sit bytte mod de andre krokodiller. Somme tider hørte hun dem slås. Somme tider kom de så nær, at vandet skvulpede op over trærødderne, der strakte sig ned imod hende. Imens gravede hun opad med det krumme horn fra en halvt ædt gedebuk, som var hendes nærmeste selskab.
    Men Ducha var ikke bare angst. Hun var besat af længsel. Længsel efter den varme sol. Længsel efter den friske luft. Længsel efter Alfajiris stærke hænder, når de om morgenen havde hjulpet hende byrden på hovedet, og han lod dem glide ned over hendes nakke og skuldre. Hun længtes efter sin mor, der fortvivlet kaldte på hende. Hun længtes efter sine små søstre, som råbte hendes navn.
    Dette var i de første dage. Derefter blev alt stille. Kun stanken var tilbage. Krokodillens besøg blev tættere. Han snusede og nappede i hende. Men tog i stedet geden, rev den i småstykker og gylpede den ned.
    Så besatte en ny længsel hende, som var stærkere end Alfajiris hænder. Mægtigere end rædslen for krokodillen. Stædigere end flodens løb mod dalen. Hun ville være stammor. Hun ville se en slægt vælde frem af sit skød og vokse op og blive talløs som frugterne i mangolunden.
    Imens gravede hun med sit bukkehorn. På den femte dag var hun oppe og kravlede og krøb op til landsbyen. Hundene kom springende imod hende. Logrede slikkede de hendes sår og puffede hende med snuderne mod hytten, hvor Alfajiri sov. Hun famlede sig frem til ham i mørket.
    – Alfajiri, hviskede hun.
    Alfajiri vågnede ved lyden af hendes stemme.
    Han blev kold af skræk, men kunne ikke se noget. Så mærkede han stanken, der stod ud fra hende. Et spøgelse kan man ikke lugte, tænkte han. Han tog hende i sine arme. Et spøgelse kan man ikke mærke, tænkte han videre. Han kyssede hendes læber. Et spøgelse kan man ikke elske, sagde han højt.
    Den næste dag, før solen stod op, havde alle i landsbyen hørt om underet. Ducha lå hele dagen på en måtte i skyggen af et blomstrende koraltræ og så ud over den solbeskinnede dal, mens den ene, så den anden holdt hendes hænder og kærtegnede hendes pande.
    Den gamle fortalte, at hun stod op hver morgen og kogte hirsegrød, før landsbyens haner begyndte at gale og solens stråler ramte bjergene. Hun bar grøden hen til hytten, hvor den smukke Nuru, hendes barnebarns barn, lå med næsen mod Darweshis kraveben og indsnusede den søde lugt fra hans hud.
    Ducha havde været lykkelig hver dag, efter at hun slap ud af helvede. Den evige Ducha. Hver dag lykkelig. Lykkelig i firs år, fortalte den gamle mand fra Ulugurubjergene.


ANNONCE: