 |
| Tortur i Danmark blev afskaffet af Struense i 1771 |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
EU ønsker at installere overvågningskameraer på EU-landenes fiskekuttere for at kunne kontrollere udsmid af utilsigtede fangster, dvs. af fisk, der er for små eller uønskede. Afhængigt af hav og fiskefartøj udgør sådanne bifangster fra 20 til 60 pct. af fangstmængden. De reducerer fiskebestanden og øger forureningen. Konsekvensen er overfiskede og forurenede have samt import af over 60 pct. af den fisk, der konsumeres i EU.
Jeg hørte om problemet for nogle dage siden i den stærkt anbefalelsesværdige nyhedsudsendelsen Aktuellt 17 i den finlandssvenske kanal Radio Vega. Problemet var nyt for mig. Naturligvis måtte jeg bifalde ønsket om at løse det. Men måden at gøre det på virkede skræmmende, fordi den er endnu et eksempel på samfundsmagtens tro på kontrol, trussel og straf som et universalmiddel til fremskridt.
DEN PERMANENTE MISTANKE
For fremtiden skal fiskeri, en lovlig virksomhed, fra de største til de mindste både overvåges på grund af et HVIS NU...
Således påtager den stærke stat sig endnu engang retten til at beskytte sine borgere mod kriminalitet ved også at involvere hypotetisk kriminelle. Ingen skal føle sig sikker for mistanke.
Tillid er en by i Rusland.
Bag den permanente mistanke finder vi et menneskesyn, der efter min opfattelse egentlig ikke hører hjemme i et demokrati. Derimod passede det godt til enevældens diktatur for et par hundrede år siden. Her kunne staten krænke individet, uden at den mistænktes skyld var slået fast juridisk.
Det evige skrækeksempel er de franske lettres de cachet, en kongelig arrestordre, som politiet eller indflydelsesrige privatmænd kunne udfylde med navnet på den, de ville have stuvet af vejen i statsfængslet Bastillen. Sådanne lettres de cachets kunne bruges mod mistænkte, der ikke fandtes beviser imod, eller mod personlige fjender.
OVERVÅGNING SOM PRINCIP
I retsstaten, derimod, er den ikke lovligt dømte uskyldig. Kollektiv straf hører lige så lidt som kollektiv mistanke til i et samfund af frie og lige individer. Med den amerikanske uafhængighedserklæring og de franske konstitutioner fra 1700-tallets slutning indgik borgerne i et forpligtende fællesskab, hvor individet ikke måtte sætte sin vilje igennem over for fællesskabet, og fællesskabet på sin side skulle respektere de frie borgeres private anliggender.
Det, som er mit problem, er ikke den konkrete overvågning. Den kan være motiveret. Det er overvågning som et princip med efterhånden ubegrænsede muligheder. Som den svenske EU-parlamentariker Isabella Lövin fortalte i indslaget i Aktuellt 17 om overfiskning, findes der nu et overvågningskamera i enhver taxa i Stockholm. Så også i den mindste fiskebåd skulle det uden problemer kunne installeres.
For vel omkring tyve år siden var der heftige diskussioner om elektronisk overvågning af mennesker, som færdedes på gader og stræder, i banker osv. Hermed gjorde den permanente mistanke til borgeren som potentielt kriminel sit indtog i en ny skikkelse. Men vi skulle ikke bekymre os, for overvågningen var bare et middel til finsortering, og med teknikkens udvikling ville alting blive sikrere og bedre.
Siden er der dukket overvågningskameraer op overalt. Min nabo har et, jeg møder dem på motorvejen, på gader og stræder findes de i mængder, bankerne og guldsmede tager man særligt hensyn til osv.
FJENDER OG BEDRAGERE OVERALT
Det skjulte signal, alle disse kameraer sender til os, er, at vi lige så godt først som sidst kan vænne os til at se en mulig lovovertræder, trussel eller fjende i enhver, som krydser vores vej. Eller i os selv. Efterretningstjenesters overvågning af medborgere krævede og kræver en dommerkendelse, nu er det frit frem.
Elektronisk kontrol af arbejdstagere ved påstået sygdom er ikke længere et teknisk problem. Påstanden om feber og rød hals kan sagtens tjekkes elektronisk. Gennem en frivillig ordning med løfte om lønforhøjelse kan sådant let indføres. Og den, der tilslutter sig, har hele tiden det gode argument, at hun eller han jo intet har at skjule, så hvorfor ikke?
Hvad med at glemme princippet om, at vi har domstolene til at fastslå skyld, og i stedet vende den og indføre princippet om, at borgerens første pligt er at bevise sin uskyld?
ALT FOR DET FÆLLES BEDSTE
Den glidebane, optrapningen af elektronisk overvågning har været inde på i de sidste år, begrundes med påstanden om det fælles bedste. Det er også tanken om dette det fælles bedste, der ligger til grund for en netop påbegyndt diskussion i de danske medier med udgangspunkt i endnu en fodfejl begået af den tilsyneladende permanent uheldige helt, Danmarks udenrigsminister Villy Søvndal. I løbet af nogle få timer tvang omstændighederne, dvs. regeringssamarbejdet, ham til at ændre standpunkt fra at være absolut imod tortur til at acceptere fremmede efterretningstjenesters indberetninger, som var et resultat af tortur.
Straks efter kom De Konservatives retspolitiske ordfører Tom Behnke på banen med en i og for sig følgerigtig erklæring om, at også i Danmark kunne tortur være nødvendigt for at hindre terrorisme. At Tom Behnke straks blev banket på plads af sit parti var forventeligt. Men denne pæne repræsentant for det pæne parti De Konservative opnåede alligevel noget. Vel fik han ikke gjort diskussionen om tortur stueren, men nu har andre en meget bedre mulighed for at fortsætte, hvor han måtte slippe, for at fremme indførelsen af det, som PET’s tidligere operative chef Hans Jørgen Bonnichsen har kalde ”det ondeste af det ondeste”.
Bag brugen af tortur ligger forestillingen om, at en enkelt må lide for at redde hundredtusind. Eller måske titusind. Eller tusind. Eller én. Samtidig er det alment kendt, at tortur kun sjældent fører til brugbare oplysninger, samt at også uskyldige bliver torteret.
Men man kan også vende sagen på hovedet og stille spørgsmålet: Hvor mange uskyldige skal torteres i håbet om at redde ét liv? Et alvorligt svar er ophøret af tanken om tortur som praksis for at fremtvinge oplysninger til det fælles bedste. Eller med andre ord:
Ingen skal torteres.
Det var vel, hvad Villy Søvndal oprindeligt mente. Det var ikke stuerent. Men det er et godt udgangspunkt for en videre debat, og som sådant ingen fodfejl.
EN NY SIKKERHEDSKULTUR
Jeg skal være den første til at erkende, at overvågning og tortur ligger i hver sin ende af skalaen i den nye sikkerhedskultur, som er ved at vokse frem. Grundproblemet, der også kommer til syne i forebyggende krige og tilbageholdelser i lejre som Guantanamo, er i og for sig enkelt. Det kan nedskrives til, at en mistænkts skyld altid skal fastslås juridisk. Det var ikke tilfældet med Irakkrigen. I Guantanamo sidder mennesker uden lov og dom. Hvem sagde administrative udvisninger i Danmark?
Juridisk holdbare beviser for skyld er et fundament i vort demokrati, som hviler på den bekendte adskillelse af den udøvende, den dømmende og den lovgivende magt.
At for eksempel en Stalin kunne forkaste tillid, fordi kontrol i hans despotiske tankegang var bedre, har intet at gøre med den ånd, som vort demokrati er udsprunget af. Her er kernen, at mennesket, som er begavet med en fri vilje og en fornuft, i samspil med sine medmennesker kan skabe et stadig mere menneskevenligt samfund. Lige nu er der en del, der går den forkerte vej.
For til slut at vende tilbage til overvågning og udkast af uønskede bifangster. Der er faktisk metoder under udvikling til at undgå overfiskning. På svensk (jeg har desværre ikke kunnet finde et dansk udtryk for det) hedder det ”storskaligt reduktionsfiske”, og det kan den interesserede jo google videre på.
Det har fremtiden for sig.
PS Rens van Munster har 20.3.12 i Dagbladet Information en i denne sammenhæng læseværdig kronik, ”Tortur er et opgør med demokratiets arvegods”.
Har man lyst til at læse mere om en forudsætning for indførelsen af demokratiet, nemlig Oplysningstiden, og kampen i Danmark for at udbrede dens idéer, kan man fortsætte med fx Den brændende Fakkel. Om dobbeltgrebet i Knud Lyne Rahbeks liv og revolutionsroman, se fx http://www.universitypress.dk/shop/den-braendende-fakkel-2919p.html
ANNONCE:
