PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Denne tirsdags blog skal starte med at nævne en ung journalist ved navn. Han hed Stefan Wallin. I 2001 købte han en bolig, som han otte år senere, da han var blevet sit lands forsvarsminister, solgte tilbage til dens tidligere ejer. Det skal for god ordens skyld også nævnes, at Stefan Wallin som så mange andre før og siden tjente på handelen.
I dette er der intet egentlig interessant.
Det egentlig interessante i hændelsen er, at samme Stefan Wallins modersmål er svensk, og at han som politiker har ført den politik, hans vælgere ved det seneste valg gav ham mandat til. Derfor har store dele af pressen i Finland hængt ham ud som en mand, man ikke kan have tillid til. Også hvad angår lovlige handler på markedets vilkår.
Det lyder absurd, og det er absurd.
SPREDNING AF MISTILLID
Hvilke negative konsekvenser hændelsen får for stemningen i den wallinske familie, ved jeg ikke, og det er for mig ikke det afgørende her. Det er derimod den stemning af mistillid, et utal af journalister, debattører og politikere har brugt kolossal energi på at fremkalde og sprede i samfundet.
For mistillid er ressourcekrævende som få andre fænomener. Den kan aflæses i alt fra forsvarsbudgetter til landsdækkende, elektroniske tests af skolebørns læseniveau og videoovervågning af affaldsposens rette placering i skraldespanden. Mistanken om, at andre bedrager og begærer det, der retmæssigt tilhører mig, og i det hele taget ikke viser ansvar og ordentlig opførsel og i almindelighed er inkompetente, kalder på kontrol. Derfor er lille Danmark i dag overbroderet med 350.000 overvågningskameraer, og på den måde er Danmark blevet et af verdens mest overvågede samfund.
Påstanden om, at fremmumlingen af ordet ”bandekriminalitet” kan starte en indsamling til mere overvågning, er næppe en overdrivelse.
Sagen er bare den, at bandekriminalitet ikke udspringer af mangel på overvågning, og at overvågning giver sorteper videre. Den flytter problemet et andet sted hen, hvor der ingen overvågning er, hvilket selvsagt kræver endnu flere kameraer.
I dette er der det interessante, at kontrol tærer på kræfter, der kunne have været brugt konstruktivt.
AT FLYTTE EN ALT FOR STOR STEN
Lad mig tage et eksempel fra dagens fysiske arbejde, der gik ud på at flytte en i grunden alt for stor sten. Den slags kræver teknik, omtanke og tålmodighed. Og tillid, hvis man er flere om at gøre arbejdet, og det var vi. Styrke får man gennem diverse løftestænger, og småsten og kiler, som stikkes ind på de rigtige steder, fungerer som støtter for at få bakset stenen op i en neutral position, vippepunktet. Herfra kan man så med et ubetydeligt tryk rulle den resten af den halve omgang, hvis første del krævede så meget arbejde. I dette tilfælde blev stenen væltet over på en rød plastikpulk for fortsat transport op ad den sneklædte bakke.
Arbejdet blev gjort, og samarbejdet mellem mig og mine to hjælpere gik glat, fordi vi trods forskellige forudsætninger havde tillid til hinanden.
En kontrollerende kontrollant havde kun forsinket og besværliggjort flytningen.
VELFÆRDSSTATENS VIPPEPUNKT
I min ordbog nævnes tillid som et ord med modsat betydning af mistillid. Og omvendt. De er såkaldte antonymer.
Fravær af mistillid er derimod ikke altid identisk med tillid, ligesom fravær af tillid ikke nødvendigvis bliver erstattet af mistillid. Vi er her på et vippepunkt, hvor en positiv holdning kan vende både fravær af tillid og fravær af mistillid til ægte tillid. Eller en negativ holdning kan blive årsag til det modsatte.
Den måske vigtigste ingrediens i opbygningen af det danske og det nordiske universelle velfærdssystem er fravær af mistillid, som i mine ofte bagudrettede øjne kan forveksles med regulær tillid.
– Man gør sit arbejde.
– Man betaler sin skat.
– Man har hermed uanset indkomstniveau sikret sig sin lige andel i velfærdsgoderne.
Dette system har i de seneste år været under langsom nedbrydning, tydeligst i sundhedssektoren, hvor man stadig mere må sande den gamle vises ord
og har du penge, så kan du få,
men har du ingen, så må du gå
– underforstået med en lang næse.
Tilliden til, at man får den hurtigste og bedste hjælp, fx som ældre, fordi man gennem et langt liv har betalt skat og sparet kollektivt op, er under opløsning. I dag får man den bedste hjælp privat, og man skal betale selv. Det gælder lige fra sundhedsforsikringer af de mindste til pleje af de ældste i nærheden af det sidste suk.
Men dem på den nedre ende af lønstigen skal ikke bare spises af. Som kompensation for den tabte ret til optimal sundhedspleje skal de, hvis det ellers går efter planeren i den efterhånden ikke helt nye og helt enige danske regering, for fremtiden kunne lune sig ved tanken om, at de velbeslåede ikke længere automatisk får børnepenge og på et senere tidspunkt i livet må vinke farvel til hjælp til rengøring og mimrekort til tog og busser. Med mere med mere. Den slags velfærdsydelser skal behovsprøves, så fordelingen af dem bliver retfærdig, og i øvrigt målrettes til de lave indkomster. Fulgt af kompenserende skattelettelser til de rige, naturligvis.
Det er blandt andet den aktuelle krise og ønsket om at skabe økonomisk balance og genoprette konkurrenceevnen, der har fået regeringen til at overveje et frontalangreb mod de universelle velfærdsydelserne. Men det kan gøre mere skade end gavn, fordi der ligefrem er penge i den sociale tillid, som universel velfærd skaber. For ingen skal tro, at det er gratis at sikre sig mod snyd og misbrug. Kontrol er dyrt og øget kontrol er endnu dyrere. Mistillid skaber et dårligt arbejdsklima, og det kommer der mindre produktion ud af. Var der nogen, der talte om en ond cirkel mellem borger og stat og borgerne indbyrdes?
Det er her, vi finder velfærdsstatens vippepunkt.
NORDISKE DYDSMØNSTRE
Imod idelig behovsprøvelse, dyre advokatsalærer og forsikringer mod svindel står den universelle velfærdsstat med sine elementære krav til borgeren om aktiv deltagelse og sin enkle regelindretning, hvor der er klare og letfattelige grænser for, hvad der er ret, og hvad der er pligt.
At der ud fra et nationaløkonomisk synspunkt er penge i den universelle nordiske velfærdsmodel er uomtvisteligt.
Af de fem lande i Europa, der på én gang har solide offentlige finanser og store overskud på betalingsbalancen, udgør Danmark, Norge, Sverige og Finland de fire. Det fremgår af OECD’s opgørelse af de offentlige finanser og betalingsbalancen. Det femte land er Schweiz,
skriver velfærdsforskeren, professor Jørgen Goul Andersen i en artikel i Dagbladet Information. Artiklens overskrift er ”Den nordiske velfærdsmodels triumf”. I samme artikel bringer Goul Andersen flere eksempler på den universelle velfærdsstats økonomiske fordele, bl.a. at de nordiske dydsmønstre har skabt verdens mest bugnende statskasser, kun overgået af Qatars. Vi har i de sidste tredive år lagt stor afstand til fx England, hvor Thatcheræraen fra 1979 påbegyndte den lang march mod indførelse af sænkede skatter og behovsprøvelse af alle velfærdsydelser.
Følgen blev som bekendt ulighed, fattigdom og social uro.
ET TUNGT PARADOKS
Og så er vi tilbage ved Stefan Wallin og den mangel på tillid, som han nyder i brede kredse. Sådant kan være med til at tage livet af en seriøs politiker på samme måde som fravær af tillid mellem stat og borger og mellem borgerne indbyrdes kan være med til at tage livet af velfærdsstaten. Noget bliver der tilbage, men det er ikke kønt.
Fravær af tilliden til andre mennesker og troen på, at de vil en noget godt, koster dyrt. Både på det personlige og på det offentlige plan.
Ved samarbejde og tillid kan man flytte sten, som er større og tungere, end man egentlig kan flytte.
ANNONCE:
