BROK

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Dagens blog består af fire citater fra Håndbog for halvgamle mænd. Kapitlet, de er taget fra, hedder ”99 gode emner til brok”.

Det passer til årstiden og specielt til i dag, hvor vinteren igen alt for tidligt er begyndt at snige sig ind i hjernens limbiske system, og man for ethundredeogsyttende gang må spørge sig, hvad meningen er med dette evige gitter af regn og den elendige fugt, der æder sig gennem knoglerne og ind i marven og får solbrændtheden til at mugne, for når nu klimaet alligevel er ved at forandre sig, så ku’ det da for pokker ta’ og forandre sig til det bedre i stedet for at køre ind i samme elendige skure som i alle tidligere år, når vi kommer til slutningen af september.

Meteorologerne kalder tiden på året efterår, som om det skulle hjælpe med den slags forskønnende omskrivninger, det er begyndelsen til vinteren, er det, og det bliver bare værre.

”HELSEKOST er ren placebo. De fleste af produkterne lover kunderne et bedre og sundere liv, og der findes næppe nogen branche, der bruger flere floskler og lovord end helsekostbranchen. Det skulle da lige være ejendomsmæglerbranchen. På hylderne findes udtræk fra snart enhver plante, og der er ingen grænser for, hvor meget de styrker kroppens immunforsvar og styrker balancen af det ene og det andet. Men det eneste, de med sikkerhed styrker, er helsekostbranchens overskud.”

”TJENERE, DER OVERDRIVER DERES OMSORG. Jo finere restaurant, jo mere anstrengende kan tjenerne være. De vil hele tiden fortælle, hvad man spiser, hvordan maden er lavet, og hvilken mark bøffen har græsset på. Og hvad angår vinen, skal vi også vide, hvilken skråning druerne er vokset på, hvordan lysforholdene og nedbøren har været netop for den årgang, og de eneste oplysninger, vi mangler at få, er, hvor mange børn vinbonden har, hvor gamle de er, og hvad de hedder. Så ti dog stille! Lad os få lidt madro!”

”FITTNESS-BØLGEN har efterhånden strakt sig over flere årtier. Og den er stadig lige så latterlig, som da den startede. I stedet for at lave en smule gymnastik derhjemme, cykle på arbejde, tage en svømmetur eller droppe den motoriserede græsslåmaskine vælger utallige danskere at pine sig selv i torturredskaber sammen med alle mulige andre mennesker, hvoraf en stor del er nogle naragtige bodybildertyper.” Det var i et fittnesscenter Stein Bagger fik de fleste af sine kontakter. Ja, selvfølgelig!

”MANGLEN PÅ DAMETOILETTER. Halvgamle mænd bruger oceaner af tid til ingen verdens nytte på at vente på deres koner, som må stå i kø for at komme til at tisse, når man er sammen i teatret eller til koncert eller den slags. Også af den grund er det en skandale, at der ikke er toiletter nok til kvinderne. Der er aldrig kø hos mændene. ”Jamen, der er præcis lige så mange dametoiletter som herretoiletter”, siger arkitekterne. Det er meget muligt, men så må I bygge dobbelt så mange dametoiletter. Eller tre gange så mange. Kan man kalde sig stjernearkitekt, når man ikke kan sørge for noget så simpelt, som at der er tilstrækkeligt med toiletter? Vel kan man ej. Vi mangler kvindelige arkitekter.”

En dag som i dag er en god dag til fordybelse i Håndbog for halvgamle mænd.

ANNONCE:

 

EU ELLER KAOS

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 Den nu treårige finanskrise og europæiske krise har ikke i udpræget grad synliggjort sig i livet på caféerne og i tøjbutikkerne, i supermarkedernes udbud, i bilparkerne, i bådudstillinger, i trængslen i de offentlige transportmidler. Muligvis i suppekøerne og i køen af boligløse, men det har ingen stor publicitet.

Derimod spøger den overalt og ustandseligt som en retorisk figur næret af den europæiske politiske elite, hvis formål åbenbart er at hamre skræk ind i EU’s borgere for siden at gøre en styrkelse af EU’s institutioner til den eneste mulighed, når krydset i stemmeboksen skal sættes.

Uromageren hedder som bekendt Finansmarkedet. Og det ligner, trods navnets sidste del, hverken dagens torvehandel eller det marked, vi kender som Nordens første markeder i form af vikingetidens Hedeby lidt syd for den dansk-tyske grænse, Mälarens Birka eller Kaupang ved Oslo fra samme periode. Der er og var handelen synlig, letfattelig og konkret.

Finansmarkedet, derimod, er en abstrakt størrelse, hvis vigtigste tilhold er cyperspace. Her, i den fiktive økonomi, handles der med penge og kreditter lånte eller udlånte i indtil flere led i komplekse systemer, mens det, som styrer, er forventninger, som markedet selv skaber og indfrier i et sandt hokuspokus, som EU’s snart talløse krisemøder med alverdens eksperter som hjælpere ikke har styr på og muligvis slet ikke ønsker at få styr på. Det uigendrivelige bevis turde være mødernes overvældende antal med ensartede dagsordener og enslydende resultat:

- Krisen skal overvindes.

- Krisen er overvundet.

Og så vider indtil næste mødes ligeartede formuleringer.

Og borgeren i EU? Borgeren er med god grund forvirret, blandt andet også, fordi hun og han er uden praktisk mulighed for at sætte sig ind i og holde orden på det flor af forkortelser som fx

IMF,

EPS,

EBA,

ENS,

ECB,

EFSM

EBRD,

EIF,

der hvirvler som kasteskyts i eksperternes EU-retorik, og som er uden forankring i noget medlemslands grundlov.

Således umyndiggjort og desillusioneret griber borgeren, når krydset skal sættes i stemmeboksen, efter partiernes små belønninger som skattenedsættelser, lavere bilafgifter, flere dagpenge eller kortere køer til hofteoperationer. Det sker med et nu efterhånden legitimt udgangspunkt i personlig grådighed og uden overblik i forhold til nationens behov og ofte med et slet skjult had til de nationer og banker, der lige nu overdænges af hundrede milliarder euroer i såkaldte krisepakker.

100.000.000.000?!?

Demokratiet bliver hermed forvansket til kampen om egeninteresser, staternes såvel som partiernes og individernes, i stedet for at bygge videre på bestræbelsen på at virkeliggøre fællesinteresserne. Hvad der som bekendt var udgangspunktet, den gang borgeren i slutningen af 1700’tallet ikke længere ville finde sig i at blive talt ned til, og derfor begyndte at tage myndigheden og ansvaret fra adel og enevælde.

I min verden begynder man snart at betragte EU og inkompetence som synonymer og dets ledere som gale mænd med bagagen alt for fuld af fiaskoer, til at de kan have nogen som helst troværdighed. Men jo lavere troværdighed, jo højere sættes målene, senest af kommissionsformanden José Manuel Barroso, der med talen den 12. september 2012 nu en gang for alle vil lade borgeren få de store visioner med ind i stemmeboksen ved valget i 2014:

Forbundsstat og en ny traktat - eller kaos.

Jo, tak, som papirkonstruktion virker det forførende med færre og stærkere instanser til at træffe de rigtige beslutninger. Problemet for hr. Barroso er at få abstraktionen det europæiske folk til at komme ud af sin dumhed og indskrænkethed og påtage sig den tildelte rolle.

Og for folk i de forskellige EU-stater er problemet, at de ikke kan lide at blive kommanderet med - i særlig grad ikke af mennesker, som ikke har vist sig værdige til deres tillid.

For mig at se forberedes der nu et EU-valg med en undertekst, der svarer til mottoet for et folketingsvalg i Danmark engang i  trediverne, da en bister, gråskægget herre på en velkendt valgplakat forkyndte: Stauning eller Kaos.

Alternativet til Stauning var ikke afvikling af Danmark, det ønskede ingen. Derimod er der i dag virkelig mange, der ønsker afvikling af EU. Det gør jeg ikke. Medmindre det sker efter en nøje overlagt plan og på et tidspunkt, hvor EU er præget af indre balance mellem medlemsstaterne. Alt andet vil bringe den fred og den sikkerhed i fare, som ved højtidelige lejligheder trækkes frem som EU’s virkelige fundament.

Indtil da kunne EU passende skrue ned for retorikken og begynde at arbejde for borgernes fælles bedste ved at få beslutningerne og deres forudsætninger ned på jorden ved at gøre dem synlige, letfattelige og konkrete.

Fx forstår jeg udmærket, hvad Tobin- eller Robin Hood-skatter går ud på. 

ANNONCE: 

ISEN SMELTER

  PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Min geografilærer i folkeskolens mindste klasser omregnede altid abstrakte størrelser som eksport af bacon til England og import af bananer fra Israel til fyldte trillebøre eller jernbanevogne. Vi kaldte ham Visse, og ser jeg bort fra hans yndlingsmiddel til at skabe opmærksomhed, vissetaget, som var et fast greb om hagen, var hen egentlig en rar mand, som holdt af børnene og hjemme dyrkede sin store have.

I dag ville han sikkert have elsket at regne ud, hvor mange trillebøre fyldt med CO2, der bliver resultatet af tre helt almindelige bomuldsT-shirts til i alt 100 kr., inden de efter to-tre halve jordomrejser fra marken til spinderiet til indfarvningsfabrikken til systuen til butikken endelig havner hos forbrugeren.

Jeg kom til at tænke på ham for nogle dage siden, da jeg læste om issmeltningen i Arktis i august dette år. Da det gik hedest til, var den oppe på to hundrede tusind kvadratkilometer havis pr. døgn, altså næsten fem gange Danmarks areal, eller to kvadratkilometer hvert sekund i alle døgnets fireogtyve timer. Hvor mange vogne, der skulle til et tog fyldt med dét smeltevand, har Visse sikkert et klart svar på – hvor han nu end er havnet.

Smeltede sne- og ismasser fra både Arktis og Antarktis har det som bekendt med at fylde op i verdenshavene. I det lavtliggende Danmark er der nogle få, hysteriske mennesker med den fjerne fremtid for øje, der foretrækker at investere i boliger på lidt højereliggende områder. Men prisen på boligforsikringer, som følger fakta, har ikke  fulgt trop. Det sker først om mange, mange, mange år, når vandene begynder at stige. Hvis de gør det.

Indtil da er det som bekendt de rigtigt varme lande, der rammes hårdest af klimaforandringerne.

Det var således en overraskende nyhed for mig, at fanden alligevel ikke hytter sine. Og at det slet ikke er det fjerne Afrika, men i stedet for Europa og Nordamerika i den såkaldt tempererede zone, der vil komme til at lide først og hårdest under klimaforandringerne. Jeg har det fra en klumme af George Monbiot i dagbladet Information fra torsdag den 30. august 2012. Jeg læser ham gerne, han kan sit stof, og hans klummer nyder stor anseelse.

Problemet er, at vi har kikket den forkerte vej, nemlig nedad, når vi har taget bestik af klimaændringerne. Det er oppe i atmosfæren, de dramatiske forandringer skabes, men rigtignok med udgangspunkt i den intensiverede arktiske opvarmning og afsmeltning.

Deroppe udgør den nordlige polarjetstrøm på flere hundrede kilometers bredde en barriere mellem det koldere og mere våde vejr i nord og det varmere og mere tørre vejr mod syd. Idet opvarmningen påvirker nogle fluktuerende krusninger i jetstrømmen, de såkaldte Rossby-bølger, skabes der i vor tempererede zone et mindre foranderligt vejr. I stedet for vekselvis solskin og regn kommer der tørke eller oversvømmelse. Ligeledes trækkes der polare og andre ekstreme vejrtyper med snestorme og hård frost mod syd, mens man nordpå kan opleve tropiske nætter.

Hvad tredive procents afsmeltning af havisen medfører, ved vi en del om i dag. Men hvad der sker, når sensommerens afsmeltning om muligvis ti år er et hundrede procent, ved ingen. Men der er næppe grund til at tro, at vi vender tilbage til det forholdsvis forudsigelige vejr og stabile klima, som vores velstand hviler på. Og som, alt andet lige, også er en central forudsætning for den (relative) fred og stabilitet, der hersker i verden.

Hvad gør vore politikere? De snakker om vejret.

Hvad gør direktørerne for Gazprom og Shell og andre firmaer, der har et medansvar for at have fremkaldt det åbne hav i Arktis? De gør, hvad de får  betalt for, og det er at planlægge og tage de første skridt til udvinding af olie og gas på området, hvis natur er blandt de mest følsomme i verden.

Hvis dumhed, grådighed og uvidenhed kunne omskabes til fysisk mængde, ville gamle Visse evne til pædagogisk anskueliggørelse virkelig kunne gøre nytte her. Med et saligt glimt i sine blå øjne ville han have grebet kridtet og beregnet antallet af vogne lastet med uvidenhed, grådighed og dumhed samt togets længde. Nogle af hans tog nåede fra København til Roskilde. Andre helt til Rom. Jeg husker også, at der var et, der nåede hele vejen rundt om Jorden. Hvad det var fyldt med, husker jeg ikke.

Lad os bare forestille os, at tilhørerne i Visses klasse i stedet for os børn var korttænkende politikere og direktører i oliebranchen og investorer og børsspekulanter og aktieejere i samme segment, og at de måske slet ikke gad at sidde stille og høre efter. Med sit kendte tag skulle Visse vide at skaffe sig deres fulde opmærksomhed. Til deres eget bedste, naturligvis, så de kunne lære det!

ANNONCE:

ÆBLEKAGE

Før æblerne faldt

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Lykkelig den, som har nedfaldsæbler i disse uger.

Jeg har masser af dem, jeg har oven i købet den rette indstilling til dem, og det gør mig i egne øjne til en halv helgen. Og endnu mere bonus: Jeg får en super smagsoplevelse.

NORDISK & NÆRPRODUCERET

For jeg lader ikke æblerne ligge og rådne væk. I stedet for at tage bilen til supermarkedet og købe rødkindede franske, polske eller tyske æbler, bøjer jeg mig mod græsset under mit æbletræ og samler dem op i en lille kurv.

Hvor stort det økologiske fodaftryk er, som jeg på denne måde sparer verden for, aner jeg ikke. Men jeg ved, at det er der, og jeg ved, at jeg er et eksempel til efterfølgelse. Og lyt så i øvrigt til en af tidens store gastronomiske trends, kære læser, den hedder det nordiske køkken og handler blandt andet om nærproduceret mad! Så du forstår, at jeg oven i købet også gastronomisk set er helt opdateret.

Well, der er jo altid en årsag til, at æbler falder. En hedder begyndende råd, en anden orm. Det er selvfølgelig ikke så rart at tænke på, men oftest kan det meste af æblet reddes med en hånddreven kartoffelskræller og en lille urtekniv. Og vupti! så har jeg ud over gode sager til komposten et lille lager af delikate æblestykker, som jeg skynder mig at skære i tynde skiver, for de skal bruges til en æblekage, som mor lavede den.

Den er som enkel mad af fremragende råvarer altid velsmagende, og opskriften er så basic, at jeg ikke har fantasi til at forestille mig en kulinarisk kluddermikkel stor nok til at gå bet i den.

ALTSÅ, MAN TAGER

– cirka et halvt kilo æbler i tynde skiver,

– seks-otte tvebakker bagt af fint hvedemel og knust i en plasticpose med en kagerulle,

– tre spiseskefulde sukker,

– en god klat smør,

– en deciliter piskefløde (eller lidt mindre),

– ribsgelé/brombærgelé/solbærgelé – whatever.

Mens æblerne sagte koger til en ikke alt for lind grød, brunes de knuste tvebakker i en pande. Er æblerne småsure, kan man tilsætte en spiseskefuld sukker, tvebakkerne skal derimod have cirka to spiseskefulde sukker drysset over sig. Der røres hele tiden i panden, og vær forsigtig, for pludselig begynder sukkeret at brænde på, og det må endelig ikke ske. Brændt sukker smager ilde.

Når rasp og æbler har svalet af, lægges de i flere lag i en glasskål, men så sent som muligt, da raspen skal være sprød ved serveringen. Et tykt lag flødeskum bredes over, og der dekoreres med gelé.

Der hører helt almindelig kaffe til.

PS Der er mennesker, der sværger til, at æblerne koges med portvin. Men den kan jo også drikkes til. Forsigtigt! For det skal være af den fine slags, så den svarer til æblekagens forførende smag.

ANNONCE: