ET HUNDREDE SIDESPRING

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Den afgørende tilskyndelse til denne ugentlige blog kom, da jeg efter mit afskedsseminar ved Helsingfors Universitet for snart to år siden fik en dejlig knuser af en pige, som jeg ikke før havde lagt rigtig mærke til. Helt almindelig, men i sin almindelighed meget smuk, så jeg nu. I det korte øjeblik, knuset tillader, sagde hun tak for alle de kloge ord, som jeg havde sagt, og som var blevet en del af hende.

Jeg syntes næsten, at jeg kunne mærke refleksen af dem mod min krop.

Og hvad så, manner? Jamen så var man jo forført til at fortsætte med at kloge sig, nu på internettet, i håbet om engang imellem at ramme et eller andet med indbygget genlyd i andre mennesker, fordi det har det i en selv.

Det er her min skråsikre påstand, at den gode pædagog overrasker. Han holder sig til dagens pensum, naturligvis, og dér kan der jo være overraskelser nok. Men han vover også at gå uden for det. Bogstaveligt taget træder han et skridt til side for at delagtiggøre sine tilhørere i en personlig refleksion. Den kan være spontan og virke spontan, men kræver oftest omhyggelig forberedelse.

Dette er øjeblikket for den mest intense opmærksomhed.

Siden vender både universitetslektor og studerende med fornyet kraft tilbage til deres sædvanlige roller og til dagens emne, som pludselig har fået en ny dimension i kraft af, at den ellers så saglige lærer er trådt i karakter som et menneske. På den måde viser læreren også, at han ser sine studerende som mennesker med andre dimensioner end dem, der angår det rent faglige.

Og nu, da jeg i denne min hundrede blog er i gang med at fremhæve mine egne fortræffeligheder, må jeg fortælle, at jeg blev kåret til Helsingfors Universitets Best International Teacher 2008. Det var en stor dag for mig, og jeg er overbevist om, at en del af æren må tilskrives min insisteren på dobbeltheden af faglig akribi og modet til en personlig refleksion i et lille sidespring.

Heri må man gerne se et udtryk for lærerens dobbelte kærlighed til sit emne og til sine studerende.

Problemet med bloggen er, at den er uden den nærkontakt, man har i et auditorium. Fordelen, at den uhæmmet giver mulighed for refleksioner i alle retninger.

Nedenstående titlerne på mine nioghalvfems første sidespring i blogform med fast leverance hver tirsdag:

SISU OG VIDSYN ∙ MAGT OG MORAL ∙ DE STÆRKESTE ORD I VERDEN ∙ HØFLIGHED ∙ DANSKERE ∙ RACISME ∙ MAD OG KAGE ∙ REVOLUTION ∙ EN GOD ROMAN ∙ CAMILL OG CONSTANCE og KYNISKE BETRAGTNINGER OM OLIE OG A-KRAFT ∙ ANERKEND DET NYE LIBYEN ∙ HISTORIENS VINGESUS ∙ HEJ! DAV! MOJN! MOIN! ELLER MØJN! ∙ ARVESØLV PÅ UDSALG ∙ HVERKEN FRIKADELLER ELLER TOLERANCE ∙ TRIVIALITETER ∙  MENS VI VENTER PÅ KATE ∙ RETSSAMFUND ELLER BLODHÆVN ∙ ALTSÅ FORÅRET! ∙ EUFORI ∙ SPRIT- OG FESTKULTUR ∙ RADISERNE ER KOMMET OP ∙ LYST UDEN GRÆNSER ∙ MENS VI VENTER PÅ TULIPANERNE ∙ VIKINGEÅND OG GRÆNSEKONTROL ∙ TÆSK ∙ DAMETASKER ∙ MAD ∙ DET KILDER ∙ NYE SKO ∙ VINTERENS HJERTE ∙ PLANKEN UD ∙ VALGPROGRAM 2011 ∙ SKABSLEGEN ∙ HUMANISME ELLER FREMMEDHAD ∙ STATSMAND M/K ∙ EFTER FOLKETINGSVALGET DEN 15. SEPTEMBER 2011 ∙ VILJE TIL MAGT ∙ PIA KJÆRSGAARD I BAGLOKALET ∙ KONTROL ER GODT, TILLID BEDRE ∙ KAT! IKKE SNEGL ∙ RUNDKREDSPÆDAGOGIK ∙ DANNELSE OG UDDANNELSE ∙ POLTAVA FØR OG NU ∙ OPMUNTRING I NOVEMBER ∙ MANKELL, ENGLUND OG MIN LILLE JORDVOLD ∙ EU ELLER KAOS? ∙ LYS I NOVEMBER ∙ DEMOKRATI OG MENTAL SUNDHED ∙ IND OG UD AD HISTORIENS STORE SVINGDØR ∙ SYD FOR ÆKVATOR ∙ STREGKODER ∙ MYGGENET ∙ STADIG OG UFORANDERLIG DEN SAMME ∙ DETTE HVIDE BLIK: I ∙ DETTE HVIDE BLIK: II ∙ DETTE HVIDE BLIK: III ∙ DUCHAS HISTORIE ∙ ”LÆGER ER IDIOTER!” ∙ BØRNEHJEMSBØRN OG ANDRE DÆMONER ∙ BLEKINGEGADEBANDEN ∙ STINA OM STINA ELLER INTERVIEWETS KUNST OG KAMP ∙ DA EN KONGE VAR EN KONGE ∙ NAVNET HELSINGFORS ∙ KONTROL – OVERVÅGNING – TORTUR ∙ ØNSKES: EN HØJT PROFILERET FINLANDSSVENSK SPROGPOLITIK ∙ TILLID OG UNIVERSEL VELFÆRD ∙ ARMBIND ELLER SATIRE? ∙ SEX, KORRUPTION OG HYBRIS ∙ DEN BORNHOLMSKE HANE ∙ DEN FINSKE GRAVKO ∙ LEVER SPØRGE JØRGEN EVIGT? ∙ NEDMONTERING AF FINLANDSSVENSK KULTURLIV ∙ STEN SOM ORD ∙ NEDMONTERING AF FINLANDSSVENSK KULTURLIV (II) ∙ EFTER GÖSTA KJELLIN VENTER VI PÅ HERMAN LINDQVIST. Om Finlands og Sveriges fælles historie ∙ MASSEMORD OG PATIENTGØRELSE ∙ MIDSOMMERFLAG ∙ LILLE PETER EDDERKOP OG SOCIALDEMOKRATERNE ∙ IDENTITET, VÅBEN OG TOBAK ∙ HAVES: POPULISME. ØNSKES: PARADIGMESKIFTE ∙ KLIMAKATASTROFE? ∙ PASSWORD ∙ FANDEN, FITNESS OG FACEBOOK ∙ OLYMPIADE I KØBENHAVN ELLER I…? ∙ DANS ∙ ROMEO OG JULIE ∙ ÆBLEKAGE ∙ ISEN SMELTER ∙ EU ELLER KAOS ∙ BROK ∙ VORES INDRE RASMUS KLUMP ∙ I FORM ∙ HUSK AT HUSKE ∙ FARMORS KARBONADER ∙ KØDET I ESTLAND ∙ KØDETS LYST ∙ EUROPÆISKE KOLDKÆFTBOLSJER ∙ LYS OG LATIN I NOVEMBER  

  ANNONCE:

LYS OG LATIN I NOVEMBER

   

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

  

Novembermørket giver anfald af tristesse. Det er en velkendt floskel. Men lad det være nok så meget en floskel. Det passer. Igen. Igen. Hvert år.

At lyset stråler fra den latinske guldalders prosa fra for rundt regnet to tusind og halvtreds år siden og gør verden forunderligt tydelig er et lige så banalt og forslidt udtryk. Men karakteren af kliché gør det ikke mindre sandt.

Hvorom alting er. November og latinske guldalderskrifter passer som fod i hose til hinanden, hvis man vil adspredes og komme til et sted, hvor verden fremstår gennemskuet og klar i stedet for som her i november, hvor alting mister konturerne i melankoli og livstræthed.

Ad Herennium, en lærebog i retorik, som er stilet til en vis Gaius Herennius, er en sikker vej ud af novembermørket. Værket er formodentlig skrevet 86-82 f.Kr., forfatteren er ukendt. Det er den ældst bevarede systematisering af romersk retorik og tydeligt influeret af græsk tradition. Lærebogen nød betydelig anseelse i samtiden, og ikke mindst i middelalderen og i renæssancen havde den stor gennemslagskraft.

I den europæiske kulturtradition er Ad Herennium faktisk en af de mest læste bøger og måske en af de vigtigste, fordi den formidler et paneuropæisk sprogligt fællesskab i en retorisk tradition, som er beundret og benyttet fra Bosporus til Thule og fra Vladivostok og hele den lange vej over Europa og Atlanten til San Fransisco. Lyt for eksempel til Barak Obama, han kan traditionen, og det er ikke i USA, at den er opfundet.

At sproget, som retorikken forstås og udtrykker sig i, i de sidste par hundrede år ikke er latin, men en lang række nationalsprog, kan man i forbifarten notere som en gevinst. For nationalsprogene tilgodeser som bekendt samtlige sine borgere, mens latinen efter Romerrigets fald var og blev de lærdes omgangssprog.

Ad Herenniums fysike omfang er beskedent. Værket er inddelt i fire bøger med fra syvogtyve til niogtres mindre afsnit på oftest under en side. I den svenske udgave fra 2009, omhyggeligt oversat og kommenteret af den store svenske latinist Birger Berg, er omfanget af selve teksten på små et hundrede og halvtreds sider.

Men man skal ikke lade sig narre. Vil man tilegne sig det fornødne teoretiske og praktiske kendskab til de tre taletyper, der behandles, er der, uden overdrivelse, studier nok til et halvt liv. Ikke fordi teksten er svært tilgængelig på grund af en dialektisk kompleksitet, der fortaber sig i et begebsfilosofisk mørke. Den er svær, fordi den i al sin enkelhed lægger moment til moment i sin udtømmende redegørelse for de tre taletyper:

– rettergangstalen (genus iudiciale),

– den politiske tale (genus deliberativum),

– den lovprisende eller panegyriske tale (genus demonstrativum).

Som uprætentiøs illustration til forståelse af strukturen i hver enkelt taletype kan man holde sig opbygningen af et godt gammeldags tov for øje. Det er, som sikkert de færreste nu for tiden ved, slået af tre eller fire reb, såkaldte kordeler. Kordelerne er klappet sammen af dugter, dugterne tvundet af snore, der, som navnet siger, er snoede, nemlig af fibre. Jo tykkere og mere solidt tovet er, desto flere enkeltelementer indgår der i kordeler, dugter, snore og fibre.

Rebslagerens faglige termer er overskuelige, og praksis i rebslagergaden er at gå med rumpen først, mens man slår de oprindelige fibre sammen til et tov, hvis enkeltdele på forhånd er blevet snoet, tvundet og klappet sammen i indbyrdes modsat retning.

Det færdige tov røber ikke umiddelbart det tankearbejde og den erfaring, der er nedlagt i det. Det er der bare som en funktionel helhed – helt som den måde som for eksempel rettergangstalen ifølge Ad Herennium skal fremstå på. For, som forfatteren gang på gang påpeger, så skal den retoriske tale fremføres som udtrykte den stundens indgivelse, ikke som noget, der giver indtryk af at være udformet efter en bestemt plan, viser retorisk begavelse og praler af en god hukommelse  – sådant kunne jo opvække tilhørernes mistænksomhed for at blive udsat for en planlagt manipulation.

Men for at kunne beherske denne det umiddelbare udtryks teknik kæves der netop systematisk indlæring af en samling regler, efterligning af forbilleder samt daglig øvelse.

Den første, nødvendige forudsætning for talen er at udtænke argumenter, disponere stoffet, finde en behagelig sproglig udformning, memorere det hele for til sidst at give det en til situationen passende fremførelse. På latin kaldes disse fem grundpiller i retorikken inventio, dispositio, elocutio, memoria og actio.

Udformningen af talens argumentation berører alle de seks dele, en tale er opbygget af, nemlig indledning, fremstilling af selve sagen, præcisering af talerens standpunkt, beviser, modbeviser samt afslutning. I den i særklasse sværeste taletype, rettergangstalen, er afprøvning af fakta gennem formulering af spørgsmål et gennemgående træk i alle talens dele. I sammenhæng hermed forbindelse skal seks forskellige faktorer tilgodeses, nemlig sandsynlighed (probabile), udelukkelse (conlatio), tegn (signum), indicium (argumentum), efterfølgende adfærd (consecutio) og sammenfatning af beviserne (adprobatio).

Af disse vil jeg gå lidt videre med det tredje moment, signum – eller tegn på, at der er stræbt efter en passende lejlighed til at udføre den skændige gerning, der er centrum for rettergangen. Dette moment inddeles i tidspunkt, tidsrum, belejligt øjeblik, håb om at det skal lykkes at udføre gerningen og håb om at undgå opdagelse.

Hermed er jeg slet ikke færdig med alle de regler, der bør iaggtages i rettergangstalen, langt mindre har jeg berørt værkets mange eksempler fra skønlitteraturen og tidligere rettergange, som illustrerer reglerne. Hvad jeg med ovenstående har ønsket er blot at give en smagsprøve på Ad Herenniums grundlæggende stræben efter at opstille et heldækkende og udtømmende regelsæt i den ene af de tre behandlede taletyper. Ligeledes bør jeg for god ordens skyld nævne, at perspektivet i fremstillingen af reglerne for rettergangstalen altid er dobbelt, idet sagen ses fra såvel anklagerens som forsvarerens standpunkt.

Hvordan man for et par tusind år siden, da noter, manuskripter og andet skriftligt huskemateriale ikke fandtes, kunne forventes at holde orden i den flodbølge af regler, Ad Herennium lader skylle ind over læseren, giver værket også et bud på. Læseren undervises kort sagt i en memoreringsteknik, som nutidens hukommelsesatleter har taget til sig. Men disse anvisninger på systematisk træning af den menneskelige hukommelse skal jeg ikke her gå i dybden med. Jeg skal nøjes med at påpege, at et grundlæggende udgangspunkt er at forbinde de dagligdags og velkendte begreber og hændelser, der let glemmes og sammenblandes, i en systematisk orden med steder (loci) og billeder (imagines), som er prægnante og usædvanlige for at de derved kan huskes.

Og kan man nu alle ovennævnte regler og fremgangsmåder plus de syv gange syvoghalvfjerds, som jeg har sprunget over, så er man endelig kommet til talens femte grundpille actio, nemlig dens fremførelse. At den også bestemmes af et væld af regler, behøver jeg næppe at nævne.

Ingen tvivl om, at Ad Herennium er en fremragende bog om retorik, som alle, der vil udtrykke sig prægnant og overbevisende både privat og offentligt, burde terpe og tilegne sig. Samtidig er den, som så meget andet skriftligt fra den tidsalder, så fikseret i sit regeltyranni, at det er til at brække sig over. Det gjorde jeg ikke, da jeg for snart en del år siden bestod studentereksamen med blandt andet et helt rimeligt resultat af den mundtlige eksamen i latin.

Jeg gik i stedet sammen med en åndsfælle ned i skolens læskur og brændte mine latinbøger. Blad for blad. Italia terra est. Nauta sum. Pyramus et Tisbe. Cæsar. Cicero og hele balladen gik op i luer. Det var selvfølgelig dumt. Alligevel kan jeg, her midt i november, lune mig lidt ved erindringen om ilden i de medbragte bradepander fra gasovnen derhjemme. Det var min tidlige begyndelse til et oprør, ungdomsoprøret, der for en tid bragte meget godt gennem frigørelse fra gamle mønstre med sig.

PS. Billedet er fra Knopar till sjöss. Snoningen af snorene i dugterne til højre og i midten går i øvrigt den forkerte vej.

ANNONCE: