HIGHLIGHTS FROM PARIS

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Det sker, mens jeg sidder ud til flyets midtergang tæt pakket med finner, som står i kø for at tømme maven før ankomsten til l’Aéroport Charles-de-Gaulle, Paris, Frankrig. Madens og vinens store fædreland.

Det sker, mens jeg kører forbi gamle sveller i bunker, udrangerede togvogne, stationshuse med tomme ruder og graffiti op til taget. Små lodsepladser mellem de rustne elmaster.

Det sker, mens jeg går op ad trappen fra Metroen og støder hovedet direkte ind i Notre Dame, som får sig en ordentlig bule.

Det sker, da jeg drejer til venstre efter Pont au Double og ser bogstaderne langs Seinen, grønne som andemad og med hver deres bogelsker, som aldrig sælger en bog, men selv står og læser dem.

Det sker, da jeg har sat mig på Les Gourmands de Notre Dame, tygger en Boeuf Bourguignon  med øjenbrynene og drikker et glas vin til.

Det sker, da jeg forlader Seinens venstre bred og går over Pont des Arts med dens ti tusind gyldentgult glimtende hængelåse hægtet i trådnettet mod floden og ti tusind nøgler på bunden under det strømmende vand.

Det sker, mens jeg skrår over kongsgården Louvre med glaspyramiden og ser tre betjente på rulleskøjter, og en ung mand med sko uden snørebånd går forbi med et digt tatoveret på armen.

Det sker, da jeg søger efter den stol i Palais Royal, som Camille Desmoulins sprang op på dagen før Den Store Revolution, og lytter til hans brandtale, som satte masserne i bevægelse mod Bastillen.

Det sker, da jeg mæt af dagen spiste mig propmæt i souvlaki på l’Acropole og drikker retsina for at komme væk fra Paris, men uden at det lykkes.

Og det begynder igen næste dag, da jeg ser hende sætte foden frem.

Hun står midt under Triumfbuen med blikket mod obelisken på Place de la Concorde og ser guldets glans på spidsen af den, hendes vrist er strakt, da hun bliver overhalet af Napoleon og Hitler til hest, og da sålen på hendes sko slår ned i brostenene, forsvinder de i historien. Men hun holder hovedet højt og er allerede lidt nærmere målet.

Som på et billede af Chagall svæver hun under Sacre Coeurs hvælving, inden hun svinger benet over tusind kinesiske Eiffeltårne på Place du Tertre, og idet hun sætter sig i van Goghs halmstol for at blive malet, dukker Picasso op og tegner hende med kulkridt, mens Salvador Dalí ser misbilligende til, fordi det ligner for meget.

I Jardin des Plantes beundrer hun flamingoen med et hoved i hver ende og bliver fotograferet til Le Monde Diplomatique, mens hun lægger sit eneste hoved i gabet på en flodhest og i en grøn pavillon spiser om kap med en orangutang fra Borneo. Hun taber stort, men vinder større i et tremeterløb med kæmpeskildpadden Kiki fra Seychellerne, som dør af anstrengelsen et hundrede og seks og fyrre år gammel og får en nekrolog i Le Parisien.

Hun indtager Centre Pompidou efter en time i silende regn, men længes allerede i  rørposten  til syvende etage tilbage til Place de Vosges, hvor en harpespiller fik englene til at danse i søjlegangene.

Efter en vild cancan på Moulin Rouge sætter hun sig endelig sammen med mig på Le Restaurant i L’Hotel på 13 Rue des Beaux Arts, hvor vi bestiller elleve retter, og mens hun opmærksomt fører gaflen mod munden, hvor et lille stykke foi gras om et øjeblik skal blande sig med eftersmagen af champagnen, ser jeg betydningen af, at det sker.

Og det sker også nu, da vi er gået forbi gaden til Hotel de Notre Dame og danser vals tilbage til lirekassemandens musik om livet under broerne i Paris.

Det sker hele tiden.

ANNONCE:

DEN DANSKE FAMILIELÆGE

Æskulapslangen symboliserer en livsfornyende kraft

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Danmarks praktiserende læge er en familielæge.

Familiekundskaber giver bedre diagnose, siger familielægen.

Der er tre tusind seks hundrede af dem.

Hvert år tjener hver af dem over en million kroner.

Den løn får de for en og fyrre millioner konsultationer.

I de sidste fem år er udgifterne til dem steget med tyve procent.

Det alt sammen betaler samfundet med små ti milliarder kroner.

Men nu vil samfundet altså til at bestemme over lægernes private butik.

- Samarbejde mellem familielægen, sygehuset og hjemmesygeplejen skal styrkes.

- Patienterne skal sikres samme høje behandling overalt.

- Lægen skal findes nær patientens bopæl.

- Åbningstiderne skal tilpasses patientens behov.

- Samfundet skal have bedre indsigt i lægens behandling af patienten.

Det vil familielægen ikke være med til.

Derfor vil familielægen opsige aftalen med samfundet.

Derfor vil familielægen rejse til udkantsområder og vikariere.

Eller vikariere for en familielæge og tjene otte hundrede tusind på et halvt år.

Så bliver den danske familielæges danske patient grebet af angst.

Angst er visheden om fortabelse efter døden, siger Kirkegaard.

Men han er to hundrede år gammel og lidt gammeldags.

I dag er angsten knyttet til fortabelsen af livet.

Den holder familielægen liv i med sine trusler.

Ingen blindtarmsbetændelsesdiagnose uden familiekundskab.

Halsbetændelse og influenza kan nedarves.

Diagnosen af mæslinger og ørepine er familieafhængig.

Den danske familielæge skyr blodprøver og andre moderne påfund.

Den danske familielæge tage familietemperaturen.

Det skaber tryghed i de danske familier.

Så længe det varer.

Og det varer ikke så længe.

For danskerne dør tidligere end folk i lande, vi normalt sammenligner os med.

 ANNONCE:

FORÅR

Digte blir sået

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

   

Blomster på eng og i potte.

Banket blir mangen en måtte.

Plæner blir slået

og digte forstået

for nu er det forår i Danmark.

Dette vers om foråret afslutter digtet Årstiderne (i den endelige version) af Benny Andersen.

Jeg kom til at tænke på det i morges, da jeg gik til postkassen over min finske græsplænen.

For tre uger siden kunne jeg stå på ski, når jeg hentede posten.

Nu var græsset grønt, der går ikke mange dage, før det skal slås.

Det vil sige: Før jeg skal slå det.

I digtet er det anderledes. Her foregår det alt sammen i passiv.

Helt uafhængigt af sådan en som mig, der altid banker, slår og forstår mig på.

Foråret er komme.

Jeg gider ikke at spørge meteorologerne om hvorfor.

Det er der, det er nok.

ANNONCE:

 

REGNEARK OG HELLIGÅND

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

For tanken er det, som kristendommen prædiker om jomfrufødsel og Helligåndens nedstigning i form af en due, noget pladder. Men det er det ikke for troen. Den har det særlige privilegium, at den ikke kan prøves ved andet end sin egen kraft. Tror man, så tror man, og den tro kan bære gennem ild og vand og gøre til døden pinte mennesker til helgener.

I de fleste andre forhold har fornuften siden Oplysningstiden været vejleder for menneskers opfattelse af, hvad der er sandt og falsk. I vore dage i den grad, at pålideligheden i alt, hvad der nedfældes på regneark eller skrives i disputatser, vurderes højere end det, almindelige mennesker kan nå frem til ved at tænke sig om.  

For eksempel inden for det område, der hedder økonomi. At økonomi ikke er en eksakt videnskab som fx matematik og fysik er en ting, det er let at glemme, når vi lytter til eksperter inden for området.

I virkeligheden er økonomi lige så ineksakt som meteorologi: Vi kender de faktorer, der påvirker vejret: varme og vind, højtryk og lavtryk, havstrømme osv., men hvordan de optræder præcis på et givet tidspunkt, og hvilket vejr, dette resulterer i på specifikke geografiske områder, kan ikke forudsiges med et hundrede procents sikkerhed. Somme tider passer det, men engang imellem rammer meteorologerne helt ved siden af, som da de profeterede, at temperaturen i Finland på Valborgsmesseaften den 30. april skulle nå 20 grader. Mandag den 6. maj kl. 7 lovede vejrprofeterne op til 17 grader, klokken 13 op til 16…

Den meget omtalte økonomiske krise har også sine profeter. Deres trosbekendelse udgår for tiden fra et begreb om en global økonomisk nødvendighed med direkte indflydelse på økonomiske fællesskaber som EU, nationaløkonomier som fx den græske lige ned til min egen lille privatøkonomi, der forgrener sig til økonomierne i Danmark, Sverige og Finland, og kan aflæses på min bankkonto. For mig, som for de allerfleste i disse lande, er prognosen stabil.

Prognosen for mange af mine medmenneskers økonomi i snart sagt alle sydlige EU-lande er også stabil. Nemlig stabilt nedadgående. I Grækenland, læser jeg, har en voksende andel af befolkningen ikke længere råd til at begrave deres døde.

I et eller flere år er hestekuren for disse lande gået ud på, at de skulle spare sig gennem krisen ved hjælp af nedskæringer, arbejdsløshed, nedsatte pensioner osv. for så at komme ud på den anden side med øget vækst som det givne resultat. I de seneste uger har en videnskabelig begrundelse herfor fundet vej til avisernes spalter. Jeg tænker på harvardforskerne Reinhardts og Rogoffs påvisning af, at en statsgæld på 90 pct. eller mere af BNP hæmmer den økonomiske vækst.

At disse beregninger netop nu er blevet aktualiserede skyldes alene, at en studerende har påvist elementære regnefejl i dem, samt at Reinhardt og Rogoff desuden på en uheldig måde har været selektive i deres valg af de faktorer, de har medtaget i deres beregningsgrundlag. Desværre lyttede blandt andre EU’s økonomikommissær Olli Rehn til disse, som han udtrykker det, seriøse, akademiske forskere. Men som altså nu er afslørede som falske profeter. Hermed er tæppet revet væk under retfærdiggørelsen af de drakoniske nedskæringer i fx Spanien, hvor arbejdsløsheden er voksende.  

Jeg har forsøgt at forstå Reinhardts og Rogoffs beregninger og argumenterne imod dem og disses modargumenter. Det eneste, jeg er sikker på, er, at højt begavede økonomer er uenige. På samme måde som højt begavede teologer i kristenheden i 1600’tallet var så uenige om transsubstantionslæren, at der måtte udkæmpes en Trediveårskrig med videre, før gemytterne faldt nogenlunde til ro.

Men for lige igen at komme ned på jorden og skære det ud i pap: Den økonomiske hanekamp drejer sig grundlæggende om den påstand, at flere arbejdsløse skaber økonomisk vækst.

Med andre ord: Det rene pladder.

Og nu, vi er ved pladderet, så lad mig lige trække dogmet over alle økonomiske dogmer frem. Det, der handler om økonomisk vækst som forudsætning for en stabil økonomi. Helt elementært er der, for så vidt stabil kommer af stare = stå, tale om en contradictio in adjecto.

I øvrigt er dogmet af relativ ny dato, idet det er vokset frem med 1900-tallets historisk set enorme vækst.

Store dele af verden sukker efter et politisk og et økonomisk opgør med denne trosartikel. I nævnte rækkefølge. Økologer mener, at Jorden også gør det.

Det opgør kunne befri os fra dagens pseudoreligiøse snak om nødvendighed. Og som led i en anderledes globaliseringsbølge få os til at betragte hinanden som medmennesker i stedet for som konkurrenter på liv og død.

Man kunne starte med at tænke vækst som øget holdbarhed. Det går at fatte uden regneark og Helligåndens medvirken.

ANNONCE: