FERIE

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Ordet ferie kommer fra det latinske feriae. Det er pluralis og betyder hviledage, altså den tid, hvor man har fri, fred og ro.  I Romertiden henviste feriae til religiøse festdage, hvor forretningerne hvilede. Ordet er beslægtet med fejre og fyraften. Sidstnævnte er afledt af plattysk firabend, der igen henviser til feriae.

Altså:

–  Fri!

–  Fest!

–  Fred!

–  Fejring!

–  Fyraften!

Perfekt.

Det prøver jeg.

ANNONCE: 

 

LÆS NATUREN

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Hvis jeg ikke havde stået i en aula med ovenlys i syv år og sunget efter Højskolesangbogen hver morgen, havde jeg ikke anet, hvordan den danske natur så ud.

Synspunktet var sat lidt på spidsen, men han gav mig ret. Han var biolog, vi var jævnaldrende, kendte ikke stort til hinanden, men vi havde en fælles interesse i at køre fra Roskilde til Lejre for at se på stenaldermuseet og siden fortsætte nordpå langs Isefjord til Orø.  

Den danske mark i en bølgen går som åndedræt af en venlig kvinde. Sagde han.

Sødt gynger byggen sit silkehår. Sagde jeg - nogle måneder for tidligt, men vi kunne jo begge se den for os, bygmarken med de lange vipper på aksene.

Hist hvor vejen slår en bugt. Sagde han, da vi kørte igennem et af de mange sving.

Vi sletternes sønner. Svarede jeg, når landskabet lidt efter bredte sig ud.

Vi så de bøgelyse øer. Den fagert smilende kyst. Havet omkring Danmark. De brede bøge. De grønne lunde. Det yndige land, der dukker af disen med alle de små blomster, hylde, der dufter i stuen ind og hele tiden havet omkring Danmark, der bugter sig i bakke, dal.

Vi fandt hinanden under det lange, verbale potpourri med versestumper fra den danske sangskat om det landskab, der passerede. Vi så det igennem dem, og siden den biltur har ingen af os sluppet taget i den anden.

Baggrunden for de naturlyriske udbrud var Højskolesangbogen og dens daglige brug i de skoler, vi havde gået i for mange år siden. Det meste af det, vi havde siddet i klasselokalerne og lært, var glemt. Men fællessangen hver morgen mellemskolen og gymnasiet igennem havde sat sig fast og gav os en fællesfølelse. Vi aflæste naturen gennem det, vi havde sunget om den, og det er ikke en dårlig måde at gøre det på. Hverken for en biolog eller humanist.

Vrissent kan man kalde sådan et forhold til naturlyrik for nationalisme og fordømme den opståede følelse af samhørighed. Det synes jeg ikke, at man skal. For både sangbogen og landskabet er hver dag en åben invitation til at deltage på lige fod med alle andre.

Den, der vil med, hæng på,

nu skal min båt-bil gå,

som det hedder i en gammel børnesang.

Endnu mere vrissent kan man kritisere mig for, at jeg ser bort fra folks musikalitet, sans for lyrik, deres sociale segment, etnicitet med meget mere.

Ja, og hvad så? svarer jeg lidt irriteret, for der findes mange måder at være med i en nations fællesskab på. Og alle er gode! Undtagen de ekskluderende og aggressive!! Kærlighed er i mine øjne inkluderende. Det gælder også kærlighed til fædrelandet.

Anledningen til ovenstående er en kampagne, Danmark læser, som kulturminister Marianne Jelved netop har skudt i gang.

Dens udgangspunkt er, at skønlitteratur skaber en fælles referenceramme. For litteratur, i særdeleshed den episke, handler om relationer mellem mennesker, og den bidrager til, at vi bedre kan forstå hinanden og det, der foregår omkring os. Og er den rigtig god, har den både et samfundsperspektiv og en historisk og international dimension.

Der er afsat sølle 20 millioner til kampagnen, altså færre end fire kroner pr. dansker. Men måske er det nok til at den kan give resultater. Forandre verden, som Marianne Jelved siger. Det gør man ikke bare gennem prestigeprojekter, fx halvtreds procent mere i filmstøtte. Forandre verden gør man gennem at sætte en udvikling i gang. Det gør man ved at engagere mennesker. Og den holder, fordi folk selv har været med i den.

Kort sagt: Tillid til folket. Det er klar tale af en kulturminister i Grundtvigs fædreland.

ANNONCE:

 

LIVSLYST OG IQ

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

I maritim sprogbrug betyder falde af at ændre et sejlskibs retning, så det taber fremdrift. Når et menneske begynder at falde af på den, fungerer det dårligere end før, farten er gået af det, livslysten er på lavt blus eller måske helt forsvundet.

I de dårlige, gamle dage var især den kvindelige ægtefælles død efter et livslangt ægteskab en forvarsel om, at også mandens livsgnist snart skulle slukkes. Et år til kunne man regne med. Kvinderne, derimod, som ikke blot i klicheernes verden var mere snakkesaligt anlagte end mænd og derfor mere sociale, klarede sig oftest i længere tid.

Jeg kender ingen videnskabelig undersøgelse af fænomenet, men den såkaldt sunde fornuft fortæller mig, at livets længde bestemmes af meget andet end af kroppens tilstand. Fortsat liv kræver lyst, og lyst kan vækkes af stimulering. Det ved vi fra mange sammenhænge. Lad mig bare nævne madlysten eller appetitten, som den lille aperitif kalder frem.

Er man nysgerrig, og det er et menneske med normal livslyst, så ikke blot spiser man maden, man smager på den, man udforsker den, man taler om den. På den måde bliver man klogere.

Men hvis man er mellem 0 og 20 år, bliver man ikke blot klogere af den stimulerende samtale, også intelligensen påvirkes positivt. I de fem første leveår er påvirkningen størst, i de fem sidste før tyve mindst. Synspunktet har jeg fra en artikel i weekendens udgave af Dagbladet Information, som i hvert fald jeg blev klogere af. Ikke mere intelligent, for det er jeg for gammel til.

Hovedsynspunktet dækkes fint af overskriften på avisens førsteside:

Det ældste barn er mere intelligent end sine søskende.

Intelligens forstået som en mental evne til at

ræsonnere, planlægge, løse problemer, tænke abstrakt, forstå komplekse ideer, lære hurtigt og lære gennem oplevelser

er således ikke blot nedarvet og medfødt. Intelligens udvikles hos barnet og den unge, når forældrene, pædagogerne og lærerne stimulerer det sprogligt. Undersøgelser godtgør, hvad overskriften påstår, at den førstefødtes intelligensniveau generelt er højere end de senere tilkomne søskendes. Den overdosis af opmærksomhed, som den førstefødte vises, aftager i forhold til yngre søskende. Statistisk set.

En anden vigtig ting for udviklingen af intelligens, men med negative fortegn, er forurening, især i form af bly og kviksølv. Den menneskelige hjerne er dyrerigets mest komplicerede og sårbare. De processer, der sættes i gang for at udvikle den optimalt, kan bremses eller afkobles af især tungmetaller.

Sagt med tre ord bestemmes et menneskes intelligens af biologi, kemi og socialitet. Statistisk set er intelligente forældres første barn, som stimuleres sprogligt og socialt og ikke udsættes for tung forurening en sikker vinder, når det drejer sig at komme op i samfundet og tjene mange penge. Overført på en nation og dennes økonomi i form af bruttonationalprodukt er et rent miljø og en inspirerende skolegang den sikre vej til velstand.

Artiklen, som følges op af en leder i gårsdagens Information, er skrevet af Kristian Villesen. Den indeholder en del økonomiske beregninger, blandt andet den, at en nations forhøjelse på 10 IQ-point vil fordoble bruttonationalproduktet. De beregninger vil jeg lade ligge, men de er sikkert guf for politikere, der kæmper for et renere miljø og en sjovere skole. Og jeg mener sjovere, for intet dræber så effektivt hjerne og udvikling som kedsomhed.

Vil man være med i legen, både den globale og den lokale, skal man ikke falde af på den. Hverken som ung eller som gammel. For så mister man fart med fare for at gå rent i stå.

For resten kan man også stresse sig ihjel. Men det er en helt anden historie.

ANNONCE:

 

TERRORISME I FINLAND

Terrorisme. Men da ikke i Finland!!!

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Som en hjælp ved idømmelse af den rigtige straf sætter retssamfundet en etikette på enhver forbrydelse. Er det tyveri, mord, drab, voldtægt eller hvad? Desuden er etiketteringen vigtig for den retsfølelse, som den enkelte udvikler livet igennem. Når man kender forbrydelsens art og hører dommen, ved man, hvad man skal forholde sig til og give sin billigelse eller misbilligelse.

Den tryghed, som konsensus i forbindelse med en retshandling udløser, er en af grundpillerne i retssamfundet.

En af de forbrydelser, som siden angrebet den 11. september 2001 på Twin Towers i New York har været fremtrædende og dermed er kommet i mediernes fokus, er terrorisme. I sin grundform indebærer den anvendelse af terror, dvs. voldshandlinger eller trusler om voldshandlinger. Dens hensigt er at sprede skræk i en befolkning for at fremme et bestemt oftest politisk, religiøst eller ideologisk mål.

Terrorisme kan være nationalt afgrænset, men lige så vel udspille sig internationalt eller globalt. En følge af den er for eksempel kontrollen af flypassagerer, som er skærpet radikalt i totusindtallet.

I og med, at terrorisme kan ramme hvem som helst når som helst, har begrebet fået en ekstrem værdiladning, der gør det til en effektiv debatstopper. Kan en handling stemples som terror, er den uigenkaldeligt bedømt som en forbrydelse af værste skuffe. Det er næppe heller for meget sagt, at terrorister i almindelighed betragtes med større afsky end de fleste andre forbrydere.

En særlig kategori blandt terrorudøvere er netterrorister. I stedet for at anvende gammelkendte distributionskanaler som postvæsenet til at viderebringe trusselsbreve møjsommeligt anonymiseret gennem sammenklistrede ord klippet ud af velkendte publikationer, spreder de deres hadefulde udsagn og trusler om vold og mord via internettet. Også dette kræver tekniske færdigheder om end af en helt anden art. Desværre har særlige afdelinger inden for politiet endnu ikke fundet ud af at afsløre dem.

Netop denne manglende færdig blev i den forgangne uge aktualiseret i forbindelse med mordtrusler mod en kendt tv-journalist i Finland og hendes familie. Hendes navn er Bettina Sågbom, og ved at nævne hendes navn røber jeg ikke noget, som ikke er alment kendt, idet hun selv har gjort opmærksom på mailtruslerne. Lignende trusler har ramt andre medieprofiler i Finland.

Fælles for de truede, som i denne omgang har været aktuelle i medierne, er, at de enten er finlandssvenskere (finske statsborger med svensk som modersmål) eller finner (finske statsborgere med finsk som modersmål), som aktivt har forsvaret det svenske sprogs ligestilling med finsk (hvad det i øvrigt er iflg. Finlands Grundlov).

Det er desuden bemærkelsesværdigt, at den overvejende del af de truede er kvinder.

Truslernes hensigtl er tydeligvis at skræmme svensktalende til at holde kæft eller forlade landet. Det har flere allerede gjort. Strategiens mål er et ensproget og monokulturelt Finland, hvad Finland i øvrigt aldrig har været. Den bagvedliggende ny-nationalisme er velkendt i dagens EU, der som bekendt blev skabt for at inddæmme netop den nationalisme, der havde været en vigtig drivkraft i de to verdenskrige.

I de små fyrre år, jeg har boet i Finland, er finlandssvenskere i stadig højere grad blevet chikaneret. Engang var det  fortrinsvis fulderikker ved pølsevognen sent om aftenen, i dag er de suppleret med et segment af finske ny-nationalister, også højtuddannede er med i koret. Om de med Sandfinlænderne (med nitten pct. af de afgivne stemmer ved sidste valg) har fået deres eget parti, skal jeg lade være usagt. Men det kan da bemærkes, at Sandfinlænderne ikke har meldt sig på banen med den skarpest mulige fordømmelse af mordtruslerne.

Det har derimod nogle af de truede og deres sympatisører gjort ved at afholde en demonstration i Helsingfors.

Og den forhenværende statsminister Paavo Lipponen, der mener, at vi endnu kun har set toppen af isbjerget, har som ofte før beklaget,

– at politikerne ikke har grebet ind i tide mod diskriminering af minoriteter,

– at det var et svineheld, at Finland engang blev en del af Sverige,

– at to sprog er en rigdom, og

– at en svækkelse af det svenske sprogs stilling vil skade Finland alvorligt med regression og isolering til følge.

Hans opfattelse deles heldigvis af den altovervejende majoritet af finsktalendes finlændere.

Men passivt, desværre.

Og der skal nok mere til, hvis dagens pågående terrorisme mod friheden til inden for lovens grænser at ytre sig på det sprog, man vil, og om det, man vil, skal tilbagevises.

For at sige det helt præcist: Livsnerven i demokratiet er ytringsfriheden. Er den truet af terrorister, og det er den i dagens Finland, er demokratiet i fare.

ANNONCE: