HEJ OG HOP, VI SES!

 PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og        og i det meste af mit arbejdsliv lektor i dansk ved   Helsingfors Universitet.

Hvis du tænker for længe på næste skridt, kommer du til at tilbringe livet på et ben,

siger et gammelt ordsprog, vistnok fra Kina.

Danmarks storleverandør af tankesprog er videnskabsmanden, matematikeren, designeren, opfinderen, forfatteren og digteren Piet Hein.

Et af dem, jeg holder mest af som grundlag for forskning og andre oplevelser, lyder:

Den kreative proces er kendetegnet ved, at man først kender spørgsmålet, når man har svaret.

Om lidt tager jeg ud på årets sommerrejse til Danmark med følgende Gruk i baghovedet:

At bryde af og rejse bort 

kan være svært og falde hårdt, 

men det er livets krav til dem, 

som holder af at komme hjem.

ANNONCE:

DEN 14. JULI

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv 

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 For et par dage siden blev det igen den 14. juli, dagen for fejringen af de store idealer frihed, lighed og broderskab. Eller som det hedder på det franske kildesprog: liberté, égalité et fraternité. Jeg tænker naturligvis på Den Store Franske Revolution, der startede i 1789 for nu to hundrede og fireogtyve år siden.

Denne dag var den franske enevoldsfyrste på jagt. Han hed Ludvig og var den sekstende i rækken. I sin dagbog noterer han for dagen ordet rien, altså intet. Hermed henviser han til jagtudbyttet. At hans undersåtter samtidig var sat i bevægelse, havde stormet statsfængslet Bastillen og sat kommandantens hoved på en stage lå ikke inden for hans horisont.

Min historielærer i gymnasiet, hr. Elmelund, gav os et mnemoteknisk middel til at huske netop denne revolution. Ikke dens dumheder og grumheder, for de bliver af sig selv hængende i unge menneskers bevidsthed, men dens årsager.

– SOFA, sagde han. – Når I kommer til eksamen, og I ikke kan huske noget som helst andet end den selvcentrerede monark og kommandantens hoved højt vajende over folkemasserne, så tænk på en S-O-F-A, som I kan sætte jer mageligt til rette i. S står for Stærke Sociale Strømninger, O står for Oplysningsfilosofferne, F står for Finanskrise og A for Amerikas eksempel. Det kan I naturligvis ikke nå at uddybe alt sammen, men bliv gode til bare en enkelt af årsagerne, læn jer mageligt tilbage i stolen og begynd straks at fortælle om det, I virkelig kan. Så slipper I for mine spørgsmål om noget, I måske er dårligst til.

Havde jeg den gang kendt til Camille Desmoulins’ indsats og rent faktisk var kommet op i denne skelsættende revolution, kunne jeg have brilleret med at fortælle om dens anledning:

Om, hvordan journalisten Camille Desmoulins bliver dens frygtløse frontløber, da han under opbrusende vrede den 12. juli 1789 springer op på et cafébord i haven til Palais Royal, som var de radikales samlingssted. Her udtrykker han følelserne hos den folkemængde, der omgiver ham. Ikke blot er masserne truet af store udenlandske troppestyrker under fransk kommando, men som en stormklokke for patrioternes Bartholomæusnat – de kan udtrykke sig, de franskmænd! – er der netop indløbet en meddelelse om, at folkets mand, favoritministeren Necker,  har fået sin afsked. Omgivet som Camille Desmoulins er af politispioner kalder han med en pistol i hver hånd og uden tanke på sin egen sikkerhed folkemængden under våben og maner alle til at bære en kokarde, farven grøn vælges, så man kan kende ven fra fjende. De følgende dage bruser masserne gennem Paris og skaffer sig med magt de våben, som den 14. juli kommer i brug under stormen på Bastillen.

I forrige måned var jeg i Paris, og i Place du Palais Royals omgivelser søgte jeg efter et monument eller bare en mindeplade for Camille Desmoulins indsats. Da jeg intet fandt, bad jeg en ældre kvinde i en Tabac om hjælp. Tjenstvillig, som franskmænd gerne er, når de bliver tiltalt på deres eget sprog af en udlænding, spurgte hun et par lokale kunder, om de kendte noget til et mindesmærke for en, hvad var det, han hed, Camilles Desmoulins?

– Hvad gjorde han Monsieur? Hvad var hans fortjeneste?

– Han tændte revolutionens gnist, Madame.

– Hvilken revolution?

– Den Store.

Jeg blev mødt af en hovedrysten.

– Tændte revolutionens gnist!? Nej, ham findes der virkelig ingen monumenter for, Monsieur.

Jeg så mig omkring for at se, om nogen, der havde hørt konversationen, skulle reagere positivt.

– Attention la police! sagde madame og lo.

Jeg lo med, bestilte kaffe og drak den, mens et par andre udløsende faktorer for historiske begivenheder i et kort nu flimrede forbi: 

– Skuddene i Sarajevo (Første Verdenskrig).

– Hitlers invasion af Polen (Anden Verdenskrig).

– Grønthandleren Mohamed Bouazizi, der hældte benzin over sig og brændte sig ihjel (Det arabiske Forår).

I bakspejlet kan man sagtens se nødvendigheden af det efterfølgende, men i det øjeblik, det skete, var konsekvenserne uforudsigelige.

Eller for at springe frem i tiden til noget helt aktuelt: Til frikendelsen forleden af en pistolbevæbnet vagtmand for mord på den sorte, 17-årige Trayvon Martin. Hvem havde forudset, at netop dette skulle rive i USA’s gamle racesår og starte en demonstrationsbølge mod racisme over det ganske USA?

I dagens verden er der mange undertrykte folkeslag eller grupperinger, der nærmest står i kø efter en udløsende faktor til et større eller mindre oprør indenfor kategorierne religion, køn og klasse. Lad mig bare tage to eksempler, der, så åbenbart forskellige de end er, kun kan forstås i deres indbyrdes sammenhæng:

På den ene side har vi de præstationsplagede studerende, hvoraf en stadig større del befolker psykologernes venteværelser. På den anden side Europas voksende hær af arbejdsløse, snart halvgamle unge, hvis eneste mulighed for en bolig er at blive boende hos mor og far. Tres procent er ungdomsarbejdsløsheden på i Spanien og i Grækenland.

  Camilles Desmoulins gjorde det: Fandt de rigtige ord på det rigtige tidspunkt. I dag behøver man ikke et cafébord og en tilstedeværende folkemængde. I dag går budskaberne gennem husmure og over landegrænser. Der er masser af årsager til oprør og revolutioner. S-O-F-A rummer stadigvæk det centrale. Kun gnisten mangler.

  Hvad siger dagens potentater?

– Rien!

ANNONCE:

 

PIRATERI OG GANGSTERMETODER

Kidnappet i La Paz?

 

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

             lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.   

Never in the field of human conflict was so much owed by so many to so few.

Eller som det oftest lyder på dansk:

Aldrig har så mange haft så få at takke for så meget.

Ordene er den engelske premiereminister Winston Churchills. De blev udtalt i Underhuset den 20. august 1940. Med de få henviste han til piloterne i Royal Air Force, der efter evakueringen af britiske og andre tropper fra Dunkerque i maj-juni 1940 og Frankrigs kapitulation den 22. juni samme år havde nøglerollen i Slaget om England. RAF tilføjede her det tyske Luftwaffe så store tab, at den planlagte invasion blev opgivet.

Med de mange sigtes der naturligvis i første række til briterne. Men enhver blandt alle andre folkeslag, der er taknemmelige for fascismens nederlag og ønsker demokrati, fredelig sameksistens og velfærd for alle Jorden over, er inkluderet i Churchills bevingede ord.

Talen er naturligvis med i den britisk-amerikanske film Into the Storm med undertitlen Churchill at War fra 2009, som jeg forleden så i finsk tv. Gennem Brendan Gleesons tolkning af den britiske statsmand fik vi et stærkt portræt af en indædt kampvilje, som var den første forudsætning for nazisternes nederlag. Mod filmens slutning, da sejren er vundet og Churchill har modtaget folkets hyldest, taber han og hans konservative parti gennem parlamentsvalget i 1945 al magt til Labour.

I sit forsmædelige nederlags stund konfronteres Churchill med den sovjetiske leder Josef Stalins opfattelse, at han da bare kunne have manipuleret valget. Men han forsværger den sovjetiske generalissimus’ totalitære praksis, for det var jo netop for at forhindre overgreb mod borgernes ret til at ytre sig, for eksempel ved valg, at Anden Verdenskrig var blevet udkæmpet.

Efter filmen sidder man tilbage med en god fornemmelse af, at verden efter uendelige lidelser var blevet et bedre sted. At respekten for borgernes frie vilje og de politikere, de vælger, fra nu af er en rodfæstet del af demokratiet, og at Stalins gangstermetoder er på vej ud.

Den seneste uges internationale politik gav skræmmende eksempler på det modsatte. På vej tilbage fra et besøg i Ruslands hovedstad Moskva blev den bolivianske præsident Evo Morales’ fly først nægtet adgang til Frankrigs, Spaniens og Portugals luftrum. Efterfølgende blev det tvunget til at lande i Østrig, hvor det blev tilbageholdt i fjorten timer for at blive inspiceret.

Hvad man søgte efter var den amerikanske efterretningsmand og whistleblower Edward Snowden. Hans ophold siden den 23. juni i Moskvas internationale lufthavn Sheremetyevo måtte naturligvis på et eller andet tidspunkt tage en ende. Og hvorfor skulle han ikke være passager i Morales’ fly? For Bolivia var et af de flere end tredive lande, han som politisk flygtning siden sin flugt fra Hawaii til Hong Kong den 20. maj havde forsøgt at få en asylordning med. Sikkert under påberåbelse af FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, i hvis artikel 14 det hedder:

Enhver har ret til i andre lande at søge og få tilstået asyl mod forfølgelse.

Den særbehandling, præsident Morales’ fly blev genstand for, er i strid med den international retspraksis, som alle demokratiske lande forventes at respektere. Man kan bruge stærkere ord end særbehandling og kalde det pirateri og gangstermetoder.

Så vidt jeg ved, foreligger der ikke noget officielt om, hvem der var årsagen til denne kriminelle handling. Et nærliggende bud er, at Storebror er USA, hvis egne kriminelle aktiviteter i form af masseovervågningsprogrammer Snowden havde givet verdensoffentligheden beviser for. At for eksempel Frankrig blandt andre EU-stater, der har protesteret skarpt mod overvågning af egne indbyggere, retter ind efter Storebror, kan fortælle to ting: Enten har landet været udsat for et enormt pres. Eller også er det indforstået.

Intet af svarene tilfredsstiller kravene til en retsstat bygget på demokratiske principper.

Lad os for et øjeblik forestille os, at Airforce One med USA’s præsident om bord var blevet tvunget ned I Bolivias administrationsby La Paz for at blive undersøgt for passagerer med kriminelle aktiviteter i bagagen. Det er en tanke med uoverskuelige konsekvenser, hvor tommetykke avisoverskrifter er det mindste, og angreb med specialstyrker for at befri præsidenten blot ville være en begyndelse.

Hvad fik Morales? Var pressen i den vestlige verden, den, der af tradition kalder sig den frie, enig om sympati og opbakning? Blev forsider ryddet og parlamenters talerstole besteget af indignerede statsministre? Nej, kritikken fra dem, der sætter menneskerettigheder i højsædet, når talen falder på fx Kina og stater, hvor islam har en fremtrædende plads, var generelt set valen under hensyntagen til USA’s ret til at forfølge sine egne forbrydere. Som om det var en given ting, at den, der afslører forbrydelser, selv er en forbryder.

USA’s demokratiske facade er sprukket. Endnu engang. Fra denne konstatering og til at begynde at råbe fascisme og andre politiske skældsord er der for mig at se et helt uoverskueligt langt stykke vej. Men hvis den slags brud på demokratisk praksis og menneskerettigheder ikke skal rubriceres og påtales af vennerne, hvem skal så gøre det på en troværdig måde, der vinder gehør? USA’s sande natur viser sig ikke i forbrydelser, og landet ledes ikke af forbrydere. Der er tale om et fåtal.

Men disse få skal altid vide, at de bliver set af de mange. 

ANNONCE:

 

FREMMEDE VOKSNE

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Jeg ser for mig, hvordan han kommer trækkende med sin cykel hen ad den smalle skovsti. Den er sort, gammeldags, og han er selv lidt oppe i årene og det, man kalder velsoigneret. Med hånden på en pind, han har klemt fast i bagagebæreren, går en pige. Hun er otte-ni år, har han vurderet. Hun småsnøfter. Han vender sig ofte og siger, at nu er der ikke langt igen, snart er de ude på den store vej, som fører til campingpladsen. Der finder de sikkert hendes mor, og hvis de ikke finder hende med det samme, lover han en stor is. Pigen smiler for første gang.

I netop dette øjeblik dukker moren op. Hun styrter hen til pigen, som straks begynder at græde.

– Hvad har han gjort ved dig, råber hun og løfter hende op.

– Han… han har lovet mig en stor is.

Manden med cyklen er min gode ven. Han cykler gerne rundt i de danske bøgeskove og ser en masse, som jeg ikke anede fandtes. På den aktuelle tur så han den omtalte pige, der stod og græd.

Det var på et hængende hår, at han slap fra episoden uden tæsk. Et øjeblik efter gensynet med moren kom faren nemlig kørende. Efter morens rapport ind ad den åbne bilrude om den udlovede is, rev han døren op og sprang hen til min ven, der stod bag sin cykel.

– Jeg synes, I skal sige tak, fordi jeg har fundet jeres pige.

– Har han rørt dig? Manden løftede næverne.

– Han sagde, jeg skulle holde fast i pinden.

– Pinden?!?

Min ven tog pinden i bagagebæreren, gav den til manden og cyklede væk.

Det er en episode, som har sat sig i mig, og som dukker op, hver gang jeg er i nærheden af fremmede børn. For eksempel, når jeg har hjulpet en mor med barnevogn ned fra lokaltoget til Helsingfors. Oftest udløser det ingen reaktion overhovedet. Får jeg et blik, er det gerne mistænksomt. De gange, jeg har indkasseret en tak og et venligt smil, kan let tælles.

Helt ærligt – når hjælpsomhed og venlighed i forbindelse med børn bliver besvaret med mistænksomhed, føler jeg mig krænket. Hvis man da ellers kan bruge dette ord om voksne i en tid, hvor det næsten synes forbeholdt børn.

Sådan var det ikke dengang, jeg voksede op. Og det er godt, at det ikke er, som det var den gang.

Den gang sad lussingerne løst, og barnets ret til at ytre sig i forhold til voksne var snævre. Barnet skulle kende sin plads, og den var på et niveau, der i bogstaveligste forstand gav begrebet op-dragelse mening.

Udviklingen mod et bedre og mere jævnbyrdigt forhold mellem børn og voksne har sat sig juridiske spor. Milepæle er her det danske forbud fra 1967 mod at revse skolebørn legenligt, De Forenede Nationers ”Konvention om Barnets Rettigheder” fra 1989 og ”Afskaffelse af revselsesretten” gennem Lov nr. 416 af 10. juni 1997, hvor følgende stadfæstes:

Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.

Jeg vil nævne, at lovforslaget blev vedtaget i Folketinget med 52 stemmer for: Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten. 51 stemte imod: Venstre, Kristeligt Folkeparti, Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne, Dansk Folkeparti og Jacob Haugaard (uden for partierne).

Forældres omklamring af deres børn i forhold til fremmede voksne har naturligvis mange årsager, der alle er aspekter af et moderne barneliv.

For eksempel opfattelsen af børn som status og en investering, der skal kaste glans over familien. Her til kommer den almindelige privatisering med dens generelle noli me tangere-syndrom. Måske er det ikke så sundt, at børn sidder hele dagen og spiller på computer, men så ved man da i det mindste, hvor de er. Børn går ikke længere gennem åbne døre ind og ud af hinandens hjem, besøg forudsætter telefonisk aftale og i mange tilfælde transport. Trafikøgningen gør det livsfarligt for børn at færdes på egen hånd. Og ja, så er der blandt meget andet naturligvis pædofilifaren, som dagens debat heldigvis har gjort synlig, men som også skræmmer voksne til overdrevne forholdsregler, jf. Søren Vinterbergs film Jagten.

I forhold til den krænkelse af en voksen, der finder sted i denne film, er de krænkelser, jeg har været udsat for, helt uanselige og fortjener næppe at blive nævnt. At jeg har gjort det skyldes kun, at de bygger på samme mekanisme, som er mistillid og deraf følgende vilje til kontrol og mulig afstraffelse.

Der er masser af penge i kontrol, mens tillid er gratis, idet der kvitteres for den med et tak! Måske er netop dét fejlen, for kan det gratis virkelig være noget værd?

ANNONCE: