PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Danske børn er truede. Af en
fremtidsvision. Den indebærer, at alle lærere i 2020 skal have linjekompetence
i de fag, de underviser i. Og så sker det værst tænkelige. I løbet af en
skoledag vil børnene møde et virvar af forskellige lærere.
Trygheden er
dermed gået fløjten. Den tryghed, som er så karakteristisk for dagens
folkeskole. Og som ligger i at begrænse antallet af lærere pr. klasse mest
muligt.
Hvis
ovenstående lyder fjollet, er det ikke min skyld. Det er i al sin korthuggethed
et referat af en kritik, som skolenetværk, embedsfolk, elever, lærere og
forskere har rettet mod regeringens reform af Folkeskolen. Den er kaldt den
mest omfattende reform af Folkeskolen nogensinde og er i disse dage til
behandling i Folketinget.
Alternativet
til regeringens fremtidsvision om linjefagskompetence i alle
undervisningstimerne er at fastholde det velprøvede princip om, at eleverne
møder så få lærere som muligt i løbet af en skoledag. Med andre ord forsvarer alternativet
den generalistmodel, der hidtil har været fremherskende. Med et tvetydigt
udtryk kunne man også kalde den generalistmodellen.
Denne model
indebærer blandt andet, at lærere daglig underviser i fag, hvor kompetencen
tilegnes i løbet af undervisningsforløbet. I den bedste af alle verdener
fungerer modellen udmærket, og jeg er overbevist om, at den på et tidligere
tidspunkt i undervisningens historie har været fuldt berettiget. Men i dagens
undervisningsverden? Her kræver en løbende tilegnelse af kundskabsmængden og af
didaktikken i et nyt fag et kolossalt overskud af en lærer med fuldt timetal.
Eller sagt
på en anden måde: Seminariernes linjefagsundervisning ville være rent til grin,
hvis generalister som en del af deres daglige arbejde kunne undervise med samme
kompetence som en lærer med linjefag.
I en
nøddeskal handler det om relationen mellem elev og lærer. Den skal være god, og
den frygter man vil fordufte med det væld af lærere, der følger af reformen.
– Fornærmer
jeg nogen, når jeg påstår, at en god relation lærer og elev imellem bygger på
gensidig tillid-selvtillid?
– Fornærmer
jeg nogen, når jeg påstår, at gensidig tillid-selvtillid er forudsætningen for
motivation og den deraf følgende koncentration?
– Fornærmer
jeg nogen, når jeg påstår, at godt humør i en undervisningssituation hænger
uløseligt sammen med, at lærere og elever har tillid til hinanden, og at denne
tillid mere end noget andet motiverer eleverne og lærerne til at fokusere og
koncentrere sig?
Om hvad? Om
emnet, for pokker! Om det faglige. Det er det, der definerer relationen mellem
elev og lærer. Det er det, der gør skolen til en arbejdsplads. Også for
eleverne. Og til en god arbejdsplads, hvis eleverne føler, at de lærer noget,
og lærerne indser det samme.
Dårlig
undervisning skaber uro i klassen og er spild af både lærernes og elevernes tid.
Og når uro og følelsen af meningsløshed opstår, så har vi begyndelsen til et
socialt problem. Sådanne sociale problemer er der masser af i dagens skole. Men
de hører lige så lidt hjemme her som lærerens kompetence til at løse sociale
problemer.
Lærernes
kompetence består i at bringe deres faglige kundskaber i spil på en sådan måde,
at eleverne bliver grebet og føler sig trygge i arbejdet med dem.
Sagt med
store ord skal der oparbejdes kærlighed til faget. Det kan tage tid og kan være
svært. Sværere for nogle end for andre.
Lad os for
et øjeblik vende påstanden på hovedet og spørge, hvad had og frygt i skolen
fører til? Lærer eleverne noget med en pisk over nakken? Det er absolut muligt.
Bedre end nogen anden har. Hans Scherfig beskrevet netop dette i romanen Det forsømte forår.
Og, spørger
jeg så, hvad får man så ud af det, man har lært af frygt? Personlige problemer,
for eksempel. Dårlige sociale relationer. Et liv i rædsel for egen
utilstrækkelighed. Stress. Manglende positive føleler for det, man beskæftiger
sig med.
Kundskaber i
alle slags nyttige fag læres i vore dage over alt på kloden. Denne spredning af
kundskaber er vokset frem i det 20. århundrede, og det er kun glædeligt. Men
for et lille land som Danmark giver den globale konkurrence, som udspringer
heraf, problemer med at hævde sig og overleve med høj levestandard. Det hører
og læser vi om nærmest hver dag. Hvad er der at gøre ved det?
Ned med
lønnen, siger nogle.
Jeg siger:
Frem med kærligheden i og til undervisningen. Det kræver faglig kompetence hos
lærerne, og det skaber det samme hos eleverne. Men foregår undervisningen efter
disse retningslinjer, skaber den en merværdi ud over de nøgne kundskaber: Den
lyst til at gå videre, som kan udtrykke sig i kreativitet.
Dette er
Danmarks chance. Hvis den ikke forfølges, er børnene virkelig truede. Det er i
den nye skole, den skal blive til virkelighed.
PS Når det drejer sig om lærernes
faglige kompetence, skulle jeg hilse og sige, at skolelærerne i Finland er
akademisk uddannede. At dette har givet høj score i Pisaundersøgelserne, har
ingen betvivlet. Så kan man i øvrigt mene om dem, hvad man vil.
ANNONCE:
