QUI BONO?

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Broer og buer forbinder. Det var ideen bag motivet på eurosedlerne, som fra 2002 blev det gangbare fysiske betalingsmiddel i 12 af EU’s medlemslande. Siden har endnu 6 lande forenet sig med kredsen af eurobrugere.

Tanken bag euroen og den symbolske betydning af billederne på sedlerne er smuk. Det handler, ligesom hele ideologien fra Kul- og Stålunionens tid over Romtraktaten og EF til EU, om fredeligt samarbejde over landegrænserne.

Indlemmelsen af en lang række tidligere Öststater efter den kolde krigs afslutning styrkede i en periode fredstanken. Jo længere mod øst, EU voksede, des stærkere blev freden sikret, tænkte man. Det gjorde i hvert fald jeg.

At Fællesmarkedet var skabt for og havde haft held til at afholde Tyskland og Frankrig fra at bekrige hinanden med militære midler forekom mig at være en lidt patetisk påstand. Åndsarbejdet bag imponerede ikke. Men at lande fra Warszawapagten, skabt som et kommunistisk modværn til det kapitalistiske NATO, trådte ind i EU, gjorde mig glad og tryg. I mange år havde jeg faktisk et avisudklip med et kort af EU før og efter østudvidelsen hængende over mit skrivebord, og jeg må tilstå, at mine varme følelser for EU som fredsprojekt voksede ikke så lidt.

Den gang indså jeg ikke, og mange med mig, at freden efter den kolde krigs afslutning burde være fulgt af en form for grænsedragning eller af en internationalt stadfæstet konstatering af, at grænsen mellem Øst og Vest i og med kommunismens fald var ophævet. I stedet skete der det, at Vest uden åbenbare principielle overvejelser flyttede mod Øst, efter at Øst var holdt op med at være Øst og i og med den tilstræbte overgang til et vestligt økonomisk system havde tilsluttet sig Vest.

Således blev grænsen mellem Øst og Vest ophævet som i et drømmesyn.

Men på et tidspunkt, og det tidspunkt kom så efter den olympiske fred i Sochi, måtte opvågningen ske og det stolte Rusland føle sig trådt over tæerne af EU’s og NATO’s fremmarch mod øst. Det blev et vågent mareridt. Anledningen var som bekendt nogle stupide love, de var den nye Kievregerings første, der begrænsede de etniske russeres rettigheder på halvøen Krim.

Derefter gik det som bekendt slag i slag efter en agenda, der ikke var EU’s, NATO’s, USA’s og da slet ikke Kievs.

Ruslands effektive indlemmelse af halvøen i Rusland har ”rystet det sikkerhedspolitiske verdensbillede” for at citere NATO’s generalsekretær. Pressen flyder over med udsagn af denne art, sanktioner og handelskrig vedtages. Og modsanktioner, naturligvis. Hvis ikke det  var så alvorligt, kunne det sammenlignes med optrapningen til et børneslagsmål i en sandkasse, inden den voksnes stemme siger:

Hej! Ta’ nu li’ og opfør jer ordentligt og leg sammen igen, I ved, hvad jeg mener.

Hvor blev den smukke tanke om fredeligt samarbejde over landegrænserne af? Hvor var EU’s udstrakte hånd mod Rusland, da konflikten fik et ansigt i og med EU’s og Ruslands forskellige tilbud til Ukraine?

Det havde ikke været let at nå resultater, men det blev ikke engang forsøgt! Hvor var det topmøde, der tog initiativet til det?

Med andre ord: Hvorfor viste EU ikke rettidig omhu? Det er ikke, fordi de er dumme i EU. Eller i NATO. Eller i USA. Eller mangler erfaring.

Qui bono? spørger jeg. Til hvis fordel? På nuværende tidspunkt har jeg ikke andet svar, end at det er den mest afskyelige af alle industrier, våbenindustrien, der kommer til at tjene på konflikten, der dag for dag bliver talt op.

Og jeg spørger igen: Er konflikten og den deraf følgende oprustning et kalkuleret middel til at redde den skrantende vestlige økonomi? Er konflikten det eftertragtede middel til at samle EU i et stærkt forsvarssamarbejde og i en enig udenrigspolitik? Som bekendt findes der ikke noget, der forener bedre end en rask lille krig, men også trusler om krig kan have en kolossal effekt på at få folk til at finde sammen.

Storpolitik er ikke hensigtsløs, og dumme i EU, det er de ikke!

Så hvorfor ikke komme med et tilbud om samarbejde, som Rusland ikke kan modstå? Det ville være i overensstemmelse med EU’s hele idégrundlag. Var det ikke det - med resultaterne fred og velfærd, som var meningen?

***

Set fra et dansk synspunkt er det ekstra beskæmmende, at den, der førte ordet under EU’s østudvidelse, Anders Fogh Rasmussen, er en af dem, der på højeste niveau er med til at sætte dagsordenen for en nedkøling af den vilje til fred og velstand, som denne udvidelse satte på Europas dagsorden.

ANNONCE:

KOMMENTAR TIL VEJRET OG VERDENSSITUATIONEN

 

  

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Ouverture

Det er hvidt herude:

Kyndelmisse slaaer sin Knude

Overmaade hvas og haard –

Hvidt forneden, hvidt foroven,

Puddret tykt staaer Træ i Skoven,

Som udi min Abildgaard.

Det er tyst herude:

Kun med sagte Pik paa Rude

Mælder sig den smaa Musvit.

Der er ingen fugl, som synger;

Finken kun paa Kvisten gynger,

Seer sig om og hvipper lidt.

Det er koldt herude:

Ravne skrige, Ugler tude,

Søge Føde, søge Læ.

Kragen spanker om med Skaden

Højt paa Rygningen af Laden,

Skele til det tamme Kræ.

Hanen sig opsvinger

Paa en Snemand; sine Vinger

Klaskende han sammenslaaer.

Krummer Halsen stolt og galer –

Hvad monstroe han vil den Praler?

Hvis endda om Tø han spaaer!

Inderlig jeg længes

Efter Vaar, men Vintren strænges;

atter Vinden om til Nord!

Kom Sydvest, som Frosten tvinger!

Kom med dine Taagevinger!

Kom og løs den bundne Jord!

Vi skriver den 18. marts 2014. Folkeafstemningen på Krim er netop overstået. Måtte det langsigtede resultat blive, at mindretal rundt om i Verden bliver bedre behandlet.

Hvad vejret angår, gik vi her i Sydfinland fra plus 10 og snefrit til minus 10 med 10 cm sne. Men solen er kommet tilbage, og den står højere på himlen.

Steen Steensens Blichers digt Ouverture er fra Trækfuglene, Naturconcert (1838). Her forener Blicher naturbeskrivelser med et drømmende og forventningsfuldt jeg.

ANNONCE:

 

DIPLOMATER OG GADEDRENGE

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 

Da jeg gik i skole, var der engang et kæmpeslagsmål i skolegården. De indblandede blev naturligvis straffet behørigt med lussinger, eftersidninger og et hundrede ganges afskrivning af sætningen: Jeg må ikke slås i skolegården. Med skønskrift.

Alligevel, eller måske netop derfor, syntes vores lærer i historie, at han for at forebygge lignende kamphandlinger med kedelige resultater i form af næseblod, knækkede brillestel og sæbeøjne, måtte undervise os i forskellen mellem en diplomat og en gadedreng.

En diplomat, fortalte han os, var et meget klogt menneske, som vidste alt om den stat, han var diplomat for. Derfor var han blevet udset til at handle på sin stats vegne, og var der noget, der gik galt for ham, så var nederlaget også hans personlige.

Her holdt vores lærer hånden mod sit hjerte for at illustrere de nederdrægtige følelser, der overmandede en diplomat, som ikke forstod sit embede.

Men en diplomat var ikke diplomat sådan lige ud i luften. Han var altid diplomat i forhold til andre stater. Og nu blev det svært. For ligesom diplomaten skulle kende sin egen stat, var det også hans arbejde at kende den stat, han skulle arbejde i som diplomat. Heri indgik selvfølgelig, at han skulle vide, hvor mange kanoner, krigsskibe eller soldater staten rådede over. Eller med henblik på fredeligt samarbejde have kendskab til hvor meget korn, olie eller kaffe, det andet land producerede og gerne ville sælge. Og hvor mange æg og flæskesider, det ville importere.

Netop dette var, sagde læreren, vejen til fred og velstand. For jo mere staterne involverede sig i hinanden og blev gensidigt afhængige, jo flere aftaler og alliancer, der blev indgået, jo mindre var de interesseret i at komme op at slås. For så ville alt det gode, de havde skabt sammen, jo blive brudt ned på et øjeblik. Og i stedet ville der opstå en elendighed, som ingen almindelige mennesker ville være tjent med. Og i et demokrati er det jo de almindelige mennesker, der bestemmer, tilføjede han strengt.

Vigtigst af alt, men også som det sværeste! skulle diplomaten lære den fremmede stats ledere at kende. Han skulle vise dem respekt, og de skulle lære at respektere ham og hans stat.

Gensidig respekt! kaldte min lærer det. Med udråbstegn.

Måske kunne diplomaten i virkeligheden ikke lide de fremmede herskere, fordi de elskede at prale med deres egne kræfter og slå om sig med provokationer. Derfor gjaldt det først og fremmest om at finde de områder, hvor man kunne tale fornuft med dem.

Startede diplomaten som en anden gadedreng med at sige:

Du er dum!

og svaret var:

Det kan du selv være!

var man i færd med at tale en konflikt op, og så kunne slagsmåleet være der i løbet af nul komme fem. Eller krigen.

I stedet for at stå og vise de muskler, som den anden alligevel vidste, at man havde, skulle man bruge tiden til at tale pænt til hinanden om de fælles interesser og udviklingen af dem.

Dog: Helt nede på bunden af en konflikt lå der ofte et reelt indhold. Som for eksempel i forholdet mellem Finland og Sovjetunionen før Vinterkrigen startede. Sovjet syntes, at det var i deres legitime interesse, at den fælles grænse blev flyttet mod vest, fordi den lå alt, alt for tæt ved Leningrad. Der havde den ganske vist ligget i mange år, men i og med Finlands nære og varme forhold til det nazistiske Tyskland frygtede Sovjetunionen, at grænseområdet kunne blive et område for opmarch for tyske tropper.

Var frygten velbegrundet? Sandsynligvis, sagde læreren og fortsatte med at fortælle, at man i Finland ikke ville høre tale om at afstå noget som helst. Og var Sovjetunionen dum nok til at angribe, så var man i Finland helt sikker på, at Sverige, England og sikkert også USA ville ile landet til undsætning.

Enden på den diplomatiske konflikt, der snart blev til en krig uden hjælp fra de nævnte stater, var et ærefuldt nederlag. Af helt samme slags som dem, vi danskere plejer at lune os ved.

For eksempel efter krigene i 1801 og 1807, hvor vi forsvarede os heltemodigt mod den engelske overmagt, men hvor resultatet trods alt blev det sørgelige, at Danmark mistede sin status som en stormagt på de syv have, fordi englænderne helt enkelt tog vores flåde.

Eller tag krigen i 1864 mod Preussen og Østrig, som resulterede i, at Danmark blev formindsket med en tredjedel. Årsagen til krigen lå i den såkaldte Novemberforfatning, der, efter Preussens mening, ikke tog det fornødne hensyn til det tyske mindretal i hertugdømmerne Slesvig-Holsten.

Men et ærefuldt nederlag blev det, også det! for vi forsvarede os tappert, også uden for eksempel en svensk hjælpeekspedition på 20.000 mand, som man havde håbet på, og der blev udgydt meget blod.

Den gang led diplomatiet nederlag, sagde læreren, fordi lederne levede i en drømmeverden og tænkte i modsætninger og ikke i de sammenhænge, som de snilde diplomater arbejdede på at få i stand.

Man opførte sig kort sagt som gadedrenge, der begynder slagsmål efter måske indbildte fornærmelser og uden at tænke på konsekvenserne. Dem måtte gadedrengene så selv stå for i form af blå mærker og brækkede næser, mens dem, der bar følgerne af dårlige diplomaters og magtgale lederes skældsord mod hinanden, var almindelige mennesker.

Her sluttede hans forelæsning, men i dagens anledning, nu, da Ukraine og Krim er på alles læber med EU-ekstremister i Kiev, som tror på, at EU vil give dem guld og grønne skove, og Ruslands-ekstremister på Krim, som tror på, at Rusland vil give dem guld og grønne skove, er det svært ikke at henvise til, hvordan Finland efter dyre lærepenge fandt sin plads mellem øst og vest:

Det kan siges kort:

I forhold til øst er der ingen institutionelle konflikter, hvilket ikke står i vejen for et intimt samarbejde med vest, der med tiden er blevet udbygget. Grundlaget for det hele er gensidig respekt og forståelse. Og indadtil, det hører med, var dagens menu i mange år slid og afsavn.

Jeg vil gerne tilføje, at også på mindretalsområdet kan Finland tjene som eksempel. Jeg tænker her ikke først og fremmest på Finlands svensktalende mindretal, hvis status som sprogligt mindretal er grundlovssikret. Stjerneeksemplet er Åland, der i 1917 ønskede løsrivelse fra Finland, Riket, som det blev kaldt derovre, men som efter en plan udarbejdet af Nationernes Forbund, en forløber for FN, blev en autonom del af Finland med uindskrænket ret til at beholde sprog, kultur og sædvaner.

Dette blev ordnet i mindelighed og uden, at et skud blev løsnet. Og, så vidt jeg erindrer, uden trusler og skældsord. Men det indebar ikke, at man i bibelsk forstand vendte den anden kind til. Man stod på sin ret og fik et kompromis, man kunne leve med. 

ANNONCE: