ALLE TIDERS HELT

Alle tiders helt

 PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

En af de mest holdbare myter i Gamle Testamente er beretningen om David og Goliat fra Første Samuels Bog kapitel 17. Her får vi alle detaljerne om filistrenes provokationer gennem kæmpekrigeren Goliat, hebræernes frygt og den uventede sejr gennem Isajs yngste søn, fårehyrden David. I sin essens handler beretningen om en kamp mellem den lille og den store, som den lille vinder med Guds hjælp.

Skræller man den religiøse dimension af myten væk, bliver den ikke mindre usandsynlig, men bliver samtidig en endnu bedre historie for den fysisk svage og socialt magtesløse. Og hvem i dén position vil ikke gerne lytte til det indre brag i fantasien, når kæmpen falder?

Historien om den lilles sejr over den store er klassisk i folkeeventyrene, som i deres oprindelse var småkårsfolks fortællinger for småkårsfolk. Her er en straffende og retfærdig Gud fraværende, hvad det gælder om for at overvinde det onde og komme frem i verden er at handle moralsk rigtigt ved at udvise godhed mod de endnu svagere (i En slædefart) eller lægge en god portion snuhed for dagen (i Hvem der først bliver vred). Således er folkeeventyrene i deres grundsubstans sædelærende, idet de tilskynder til en indre diskussion om den rigtige måde at handle på.

Den slags interaktivitet er også et fremtrædende træk i computerspil, omend i en mindre sofistikeret form. De giver valgmuligheder mellem onde og gode handlinger og gennem deres opbygning viser de, at selv magtesløse mennesker kan vinde over ondskab og uretfærdighed.

Også i virkeligheden, altså ikke den fiktive i hvilken form den nu optræder, men i den virkelige virkelighed, er David og Goliat-myten en spillevende foreteelse. Det sidste års David par excellence er whistelbloweren Edward Snowden. Hvad tilskyndede ham til den uhørte handling af afsløre NSA’s globale overvågning, hvorved han stillede sig uden for det samfund, han var født og opvokset i, og hvor hans fremtid lå?

I den nylig udkomne Overvåget fortæller journalisten Glenn Greenwald, at en del af forklaringen ifølge Snowden selv ligger i inspirationen fra computerspil. Det satte ham i mange etiske dilemmaer, der var med til at forme hans verdenssyn og fik ham til at indse, at han ikke bare skulle tænke rigtigt, men handle derefter. I computerspillets trygge rammer fik han udviklet sin moralske sans, som siden gav ham modet til frontalangrebet på verdens stærkeste nations globale overvågning.

Ud fra forhåndsforståelsen, at David altid er bedst, var det let at fatte sympati for Snowdens handlinger. De gav ham eventyrfigurernes endimensionalitet, og på den måde er han som klassisk type blevet vor tids helt – og alle tiders.

ANNONCE:

 

FINLAND OG NATO

 Kan så mange stater tage fejl?

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Et Nordisk Neutralitetsforbund – hvordan lyder det i dag?

Tanken blev fremsat i 1952 af Finlands daværende statsminister Urho Kekkonen, og den var så  vovemodig, at han ikke bogstaveligt talt stod bag den på en talerstol, men, indlagt på et hospital for en her helt uinteressant sygdom, i stedet udgav den i skriftlig form under titlen Pyjamastalen.

Hvorom alting er: Kekkonen stod selvfølgelig bag sin tale, og dens skriftlige form hindrede langt hen, at han blev mistolket. Med til billedet hører også hans stærke betoning af, at Venskabs- og Samarbejdspagten med Sovjetunionen skulle fastholdes.

Pyjamastalen har hidtil ført en skyggetilværelse i Kekkonenforskningen, men det var faktisk her, at Finland en af de første gange efter de katastrofale krige mod Sovjetunionen stikker næsen frem for at få et internationalt samarbejde mod Vest i stand.

Mig bekendt foreligger den mest udtømmende behandling af Pyjamastalen på dansk – nemlig i en bachelorafhandling til Aarhus Universitet indleveret efterårssemestret 2013. Med til sagen hører, at det var professor Henrik Meinander, Helsingfors Universitet, der gav ideen til afhandlingen. Dens forfatter er Tove Albjerg.

Ideen og virkeliggørelsen af denne afhandling hviler således på et internationalt samarbejde, omend i beskeden form. Og netop den beskedne form var signifikant for finsk udenrigspolitik indtil Finlands forbeholdsløse medlemsskab af De Europæiske Fællesskaber (1995). Før da var den stående vittighed om denne politiks geografiske og indholdsmæssige rækkevidde en tur til Reykjavik med emnet diskussion af torskekvoter på dagsordenen.

Finske statsministres og præsidenters rejser mod øst var derimod hyppige, og statsbesøg i Helsingfors på højeste niveau fra det store naboland mod øst indgik i bestræbelserne på at pleje landenes fælles interesser: fred og samhandel.

Med et negativt ladet begreb talte man om finlandisering, hvilket står for det mindre lands realpolitiske tilpasning til det større lands krav.

Det var dén gang – og den gang føles i dag, den 20. maj 2014, som for meget, meget længe siden.

Lad mig bare tage ét eksempel, forsiden på søndagens Hufvudstadsbladet. Hovedrubrikken lyder:

SFP-hyllning till Nato.

Underrubrikken uddyber:

Finland bör gå in i Nato och det fort, krävde ett flertal delegater på SFP:s partidag.

SFP står naturligvis for Svenska Folkpartiet – Finlands bredtfavnende, svensksprogede parti, og inde i bladet kan man læse, at modstand mod Natomedlemsskab er en tilbagevenden til forne tiders finlandiseringspolitik, og at det er på tide at få opdateret landets udenrigspolitiske doktrin.

For god ordens skyld skal jeg tilføje, at det naturligvis er krisen i Ukraine, der har givet momentum til Natodebatten. Den politiske elite har længe været for, mens majoriteten af såkaldt almindelige mennesker har været skeptiske eller imod.

Helt uvidenskabeligt har jeg de sidste par dage stillet tilfældigt udvalgte personer i min bekendtskabskreds spørgsmålet:

NATOMEDLEMSSKAB ELLER EJ?

Et par stykker var for med argumenter som i ovenstående.

En argumenterede for, at Ukrainekrisen er en videreførelse af Stalintidens politik med dens russificering af nabolandene gennem deportation af russere. Ruslands argument ved annekteringen af Krim var således netop beskyttelse af russisk sprog og kultur. I de østlige provinser af Ukraine er argumentet det samme. I Estland findes tilsvarende et stort russisk mindretal. At det i den nuværende situation ikke er brugt som argument for russisk ekspansion, skyldes udelukkende estisk Natomedlemsskab.

Men de fleste af mine bekendte var skeptiske eller imod. Argumenterne kan samles som følger:

– Så dumt bare at opruste, det koster!

– Ved at bevare Finlands alliancefrihed sikres de bedste handelsmæssige relationer til det gamle Sovjet (jo, sådan lød betegnelsen for Rusland).

– Når Ukrainekrisen er ovre, vil Finland blive belønnet for sin indsats for at have bevaret status quo, det vil sige det gode forhold, til Rusland.

– Fortsat alliancefrihed giver Finland lidt større frihed til at fatte selvstændige beslutninger.

Og så det idealistiske argument:

– Med et Natomedlamsskab ophæves troen på, at gode relationer mellem lande kan skabes, opretholdes og forstærkes gennem fornuftige argumenter, der bygger på troen på fred, samarbejde og velstand som alment eftertragtede værdier. Selve Natotanken, så rigtig den eventuelt var engang, er for Finlands vedkommende begyndelsen til en negation af heraf. Og hvad kan en negation af troen på fred, samarbejde og velstand ikke føre til?

Svaret lod min kilde blæse i vinden.

ANNONCE:

 

STRØTANKER OM LØGN OG SANDHED

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Det handler ikke om Peter Adler Alberti, dansk justitsminister (1901-08), hvis karriere blev afbrudt  med en dom på 8 års fængsel for bedrageri, hvilket indbefattede bl.a. et lån på 1,5 millioner kroner fra statskassen.

 Det handler ikke om Erik Ninn-Hansen, dansk justitsminister (1982-89), der vildledte Folketinget i forbindelse med tamilske flygtninges retskrav på familiesammenføring, og derfor måtte i fængsel.

 Det handler heller ikke om Morten Bødskov, dansk justitsminister (2011-13), som måtte fratræde som justitsminister, fordi han løj over for Folketingets retsudvalg, hvad der i øvrigt ikke standsede hans politiske karriere.

 Det handler heller ikke om et par embedsmænd, en departementschef og en afdelingschef i justitsministeriet, hvis forhold tre dommere nu har gransket i forbindelse med Bødskovsagen, der førte til deres øjeblikkelige suspendering. Denne suspendering blev i afvigte uge ophævet, idet dommerne fandt embedsmændenes løgne undskyldelige og berettigede som ”nødløgne”.

 Det handler heller ikke om påståede løgne i for eksempel Rusland, Ukraine og på Krim eller et hvilket som helst andet sted i verden, hvor der er rejst diskussion om magtelitens forhold til løgnen.

 Denne tirsdags blog indeholder blot nogle helt uprætentiøse refleksioner uden konklusion over temaet løgn og sandhed. Jeg har i overensstemmelse med den ladeport, der tilsyneladende er åbnet for løgnen, forsøgt at se med overbærenhed på sandheden og mildt på løgnen, hvis momentum i dagens verden man ikke bør negligere.

Kan sandheden misbruges? Kan løgnen?

Hvorfor ikke leve på en god løgn i stedet for på en dårlig sandhed?

Fortjener en hvid løgn at blive dømt ned i det sorte helvede?

Hvad tjener det til altid at komme rendende med en ilde hørte sandhed?

Vil sandhedsfanatikeren også fordømme barmhjertige løgne?

Er det ondt at tage gode livsløgne fra mennesker?

Skal man forkaste nødløgne og altid sige sandheder?

Hvor tit har løgnen bragt lykke med sig? Hvor tit har sandheden?

Er Gud sandheden, og mennesket ikke er Gud, er løgnen så ikke et vilkår for mennesket, så mennesket ikke er sandt menneske uden løgn?

Er det lettere at tilgive en nødløgner, der bringer godt, end en sandhedsfanatiker, der bringer ondt?

Hvem tør påstå, at løgnen altid bringer ondt med sig, mens den ilde hørte sandhed er et gode?

Skal den fordømmes, der redder verden ved en løgn?

ANNONCE: