TYKKE

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Hun dækker halvdelen af forsiden i en lokalavis. Hun er måske tretten år. Hun smiler meget forsigtigt. Over maven holder hun et skilt med tre linjer.

SE MIG

KLAM

SMUK

KLAM er streget over. Foran SMUK er der tegnet et hjerte.

Blev syg af mobning, står der i billedets nederste, højre hjørne. Se side 3.

Uanset kønnet fik billedet på lokalavisens forside mig til at tænke på Morten Nielsens digt om Tykke. Morten Nielsen var med i modstandsbevægelsen og blev dræbt ved en vådeskudsulykke i 1944. Digtet med titlen Skæbne kom ikke med i hans eneste digtsamling, Krigere uden Vaaben, men blev udgivet efter freden.

Skæbne

Hurtige, lyse Stemmer, der hvirvlede ud i det blaa ...

du var ulykkelig, Tykke, men det ku’ vi ikke forstaa.

Svedig og fed og dum... Helvede satte paa Spring

Og væltede dig og Cyklen. Vi stod og lo omkring.

                                                             

Du sad paa den forreste Bænk ... græd ikke, nej glo, glo, glo!

naar en bange og vittig Vikar spørger om to og to.

Vikarer i første Mellem frelste en tynd Disciplin

ved at vende det hele mod dig, der forsvarsløst blev til Grin.

Og da det omsider blev Foraar for os, der var femten Aar,

og Træerne stod og lyste over Pigernes bløde Haar,

og du kom, forsigtigt, alvorligt – da skete det værste af alt:

at den, der lo højest af os, var hende, det hele gjaldt.

Nu ta’r du Hævn! Nu gaar du med Skraarem og Støvler paa,

du løfter en Arm, og det skinner i Øjnenes blege blaa.

For Had og Haan og Trusler, det kan et Menneske ta’ –

men ikke det, nej aldrig: Det og grines a’...

Nu er du noget, Tykke! Mand og Partikammerat.

Og hvis vi en dag skal til Muren, saa er din Haand parat.

Parat til at smadre et Knojern ind i min Mund naar du slaar,

for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde Aar.

Krigen blev altså Tykkes chance for at tage hævn over dem, der hånede og latterliggjorde ham. Han kom på det forkerte hold. Om han valgte det, eller det valgte ham, er et akademisk spørgsmål. Det vigtige er, valget blev Tykkes mulighed for at komme omkring sit problem og få hævn. Samtidig er det hævet over enhver tvivl, at han er en af dem, vi skal tage afstand fra. For Hipokorpset, det tyske Gestapos Hilfspolizei, som han blev medlem af, bestod af det værste, den gode dansker kunne forestille sig – af landsforrædere.

Alligevel bliver han et problem for den selvretfærdige læser, for gennem sin evne til indlevelse i Tykkes situation har Morten Nielsen gjort Tykkes slag mod spottefuglens mund til en gengældelse, som vi naturligvis ikke kan acceptere, men som vi må forstå som et konsekvent svar på Tykkes onde år. Præcis de ord, som blev en kliché for de år, Tysklands besættelse af Danmark varede.

Dét er en ironi mod det etablerede, som det er til at tage at føle på. Og den bliver ikke mindre fremtrædende af, at versemålet, som Morten Nielsen valgte til sit digt om Tykke, er en tillempning af det heroiske over alle heroiske versemål, heksameteret.

Lige meget, hvordan man vender det, kan stemmerne i digtet ikke vride sig fri af tanken, at de selv har været med til at skabe de problemer, de håner. Det erkender digtets jeg, der som aktiv deltager i modstandskampen får sin mund smadret.

Jeg skal ikke opholde mig længe ved den såkaldte muhammedkrise, der i bund og grund også handler om mobning. Den blev startet i dag for ni år siden med Jyllands-Postens publicering af den famøse tegning af en mand med en bombe i sin turban. For lidt hån, spot og latterliggørelse, som det hed, måtte de lokale muhamedanere sgu da for satan i helvede kunne tåle. Ha-ha!

Sådan – om end lidt mere floromvundet, men med samme indhold - lød det kække, danske svar på de voldsomme reaktioner, tegningerne blev årsag til i den del af den muslimske verden, som ligger uden for Danmark. Men som Jyllands-Postens nærsynede redaktører tilsyneladende ikke anede fandtes. Og som skruede kampen mod islam i Danmark op til et højere niveau, for nu havde de jo afsløret sig, nu vidste man, hvad det var for nogle, man bekæmpede.

I dagens Danmark er det, der tager opmærksomheden, hverken den halvt glemte muhammedkrise eller de helt glemte, den gang så forhadte, sortklædte hipoer, for længst dømt ned i helvedes mørke. Ormen i danskernes paradis er unge, danske mænd, som lader sig hverve til krigere for en ekstremisme, der netop nu udspiller sig i dele af Syrien og Irak under navn af Islamisk Stat. Men samtidig med konstateringen af, at Danmark siger ja til at bekæmpe Islamisk Stat i de nævnte lande, er det nok en tanke værd, at netop Danmark er det land, hvorfra flest ekstremister har fundet vej til et liv som krigere for samme stat.

Er det den politiske holdning i Danmark, der snarere er præget af fremmedfjendtlighed og nationalisme end af internationalisme og tolerance (det sidste kaldte Natos nu netop afgående generalsekretær i sin egenskab af Danmarks statsminister ”lalleglad ligegyldighed”) - er det denne holdning, som er med til at skubbe sårbare medborgere ud i en ekstremisme, der af en stort set enig verden er blevet fordømt ved FN’s nylig afholdte generalforsamling?

Sagt på en anden måde: Er det simpelthen for umuligt for mennesker fra en anden kultur at lade sig integrere som danskere, fordi dette ikke blot kræver kendskab til sproget og overholdelse af Grundloven, men blandt meget andet forudsætter kærlighed til flæskesteg og røde pølser, et liberalt forhold til alkohol, nøgenhed i svømmehallernes bad og en overbærende indstilling til utroskab?

Har vi selv skabt det, vi bekæmper, og fået det, vi ikke forudså, nemlig et dræbende slag mod

alle de onde Aar,

som der står Morten Nielsens digt om skolekammeraten Tykke?

Det er bemærkelsesværdigt, at jegpersonen i digtet ikke tager slaget personligt forstået på den måde, at det ikke er ham selv som menneske af kød og blod, Tykke langer ud efter for at dræbe, men den spot, der er kommet ud af munden på ham.

Præcis samme afstand mellem det abstrakte udsagn og det konkrete menneske findes i Helle Thorning-Schmidts tale ved den omtalte generalforsamling i FN. Fra denne organisations talerstol, måske verdens fornemste, siger Danmarks statsminister:

ISIL represent a distorted political ideology that must be confronted, degraded and defeated by the entire international community.

Men til forskel fra Morten Nielsen slipper Helle Thorning-Schmidt ikke heldigt fra at skelne mellem sag og person, mellem de fordømmelige handlinger, og dem, der udfører dem. For Helle Thorning-Schmidt svæver som de kampfly, hun sammen med et næsten enigt dansk Folketing vil udsende, over vandene og ser ikke, som Morten Nielsen, sig selv som part i sagen og delagtig i den vold, der udspiller sig – jævnfør det morderiske mareridt med ekstremistiske guerillagrupper, der efter de vestlige luftbombardementer opstod i Libyen. Med dette udgangspunkt går hun skyldfri ind i en krig, der ikke blot skal konfrontere og besejre, men ligefrem nedværdige.

Nedværdige en ideologi, siger hun. Men ideologien bæres altså af stadig levende mennesker, som der åbenbart bliver flere af i takt med bekæmpelsen af dem.

Jeg tvivler derfor på, at bekæmpelsen af Islamisk Stat går gennem nedværdigelse, og at det gode resultat kommer som en eksplosion, der bringer lys og klarhed, skaber orden i sagerne og kan bruges i en valgkamp.

Jeg tror, at indsatsen tager længere tid, end de fleste politikere vil give sig tid til, og at den går gennem forståelse og hjælp. Her må jeg trække en tydelig streg i sandet og udgrænse Islamisk Stats blodberusede krigere og deres ledere, der lever højt på den accelererende voldsspiral, flyangrebene udløser. En såkaldt militær sejr er der et massivt beredskab til, og den er derfor mulig, ligesom den militære sejr over Saddam Hussein og hans regime var det. Men måske er den mindre ønskværdig, jævnfør Versaillesfreden efter Første Verdenskrig, der som bekendt skabte grogrund for Hitlers og andre tyskeres ønske om en ny krig til virkeliggørelse af deres drømme og hævnfølelser. 

Men hvor er beredskabet for den sejr, som ligger i at forebygge konflikter? Penge til eksplosiver er der tilsyneladende nok af, men hvor er midlerne til et ministerium for konfliktløsning, tilskyndelsen til oprettelsen af et EU-kommissariat med samme område, planerne for et pan-europæisk universitet for konfliktforskning for ikke at tale om langsigtede planer for genopbygning af krigshærgede nationer eller blot nogle håndører til inspirationen til mennesker om at tale fornuft med mennesker, før de bliver grebet af krigens galskab? De kunne være givet godt ud.

Dét ville jeg gerne have hørt statsminister Helle Thorning-Schmidt, den højeste repræsentant for et land, der bekender sig til fred, ytringsfrihed og horisontal kommunikation, uddybe fra FN’s talerstol.

Jeg er ikke blevet meget klogere af at lytte til hende. Men det blev jeg af Morten Nielsens digt om Tykke.

ANNONCE:

 

DEADLINE

 PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Dr2’s orieterings- og nyhedsproprogram Deadline blev den 15.9. 2014, dagen efter riksdagsvalget i Sverige, ledet af en som sædvanlig selvsikker og oplagt Martin Krasnik. Hans mål var tilsyneladende at bagatellisere Sverigedemokraternes politik til nordeuropæisk mainstreampolitik, fordi den findes tilsvarende i lande som Danmark, Finland, Holland, Østrig. Som ofte anført blev Sverigedemokraterne valgets absolutte vinder, idet partiet fordoblede sin stemmeandel til næsten 13 pct. af de afgivne stemmer og blev landets tredjestørste parti.

Krasnik har gjort sig kendt gennem konfrontatoriske interviews, hvor han ikke helmer, før han har fået  svar på sine spørgsmål. Målet er at afdække interviewofrets skjulte hensigter og fange det i usandheder, selvmodsigelser eller dårligt gennemtænkte synspunkter og beslutninger. Noget i den stil står der sikkert meget om i journalistikkens store lærebog, men få lykkes som Krasnik. Han giver tilskueren en opløftet følelse af at have været til stede, da sandheden endelig så dagens lys. Hvilket dog sjældent er en udelt fornøjelse, for sandheden er ikke altid hverken køn eller glædespredende.

Hele programmet kredsede om det udemokratiske ved Sverigedemokraterne. Ingen af de andre svenske partier vil tælle dette partis stemmer med, når beslutninger skal tages. På den holdning gik statsminister Fredrik Reinfeldt af, og den holdning deler den kommende statsminister, Stefan Löfven, med ham.

På denne måde har repræsentanterne for 87 procent af Sveriges vælgere sat Sverigedemokraterne uden for indflydelse.

Dette er faldet mange for brystet, dog ikke overtegnede. For jeg kan ikke se det odiøse i, at politikere samarbejder med dem, de deler vurderinger med, i stedet for at bøje sig for holdninger, der strider mod deres inderste overbevisning. Det sidste kalder man studehandler, og uviljen mod at indgå i sådanne er i mine øjne lige så prisværdig, som det er forkasteligt at regere på stemmer, der underminerer ens centrale politiske vurderinger. – Afvisning af samarbejde i det danske Folketinget med Fremskridtspartiet, et racistisk skattenægterparti, i 1970’erne er et eksempel på en vellykket udfrysning.

Så det var ikke udfrysningen af Sverigedemokraterne, der ramte mig med ubehag og efterlod mig både konfunderet og nedstemt, da jeg havde set ovennævnte udgave af Deadline.

Det var udsendelsens demonstration af det værdiskred, der har fundet sted i dansk politik i de seneste 15 år.

For at få den følgende del af udsendelsen sat i et relief, der passer til dagen, bruger Krasnik fem og et halvt minut til at interviewe to svenske politikere. Det er Carina Svensson og Pia Kinhult, der repræsenterer Sveriges to største politiske partier, Sveriges socialdemokratiska arbetareparti og Nya Moderaterna.

Spørgsmålene drejer sig i al enkelhed om, hvorvidt Sverigedemokraterne er et racistisk og antidemokratisk parti.

Af de separate interviews fremgår det glasklart, at de to politikere deler grundsyn, hvad angår menneskers lige værd, lige rettigheder og lige muligheder. Man skal derfor stille mennesker lige, ikke sammenligne dem og sætte grupper op mod grupper, diskriminere og skabe segregation. Sverige er et åbent og tolerant land, der ikke skal sige nej til indvandring og nej til at hjælpe mennesker i flugt og i nød, når de kommer til Sverige.

Den moderate politiker betoner særskilt, at Sveriges framgångssaga, altså eventyrlige succes, er en konsekvens af, at Sverige er et åbent og tolerant land. Men også de svenske socialdemokrater har som bekendt i deres regeringsperioder stået for præcis samme opfattelse.

Den tredje svensker, Krasnik interviewer, er Peter J. Olsson, politisk redaktør på Kvällsposten, en sydsvensk udgave af Expressen. Kvällsposten betegner sig som liberal og politisk uafhængig. I forhold til de to første interviews har Olsson to markante synspunkter:

–  Sverigedemokraterne er grundlagt på nynazistiske og racistiske organisationer.

–  Sverigedemokraternes politik handler i bund og grund om indvandringspolitik.

Som en rød tråd i alle interviewsene fremgår det, at vandskellet mellem Sverigedemokraternes 13 pct. af stemmerne og de øvrige svenske partiers 87 pct. går mellem det inkluderende og det ekskluderende, mellem den holdning, at mennesker er født frie og lige versus den holdning, at der er en grundlæggende forskel mellem mennesker:

Nogle er født til at køre på første klasse, andre må finde sig i at gå i vejgrøften og blive sprøjtet til.

Det totale opgør med denne holdning betegner begyndelsen til vores moderne, demokratiske historie. Det finder på europæisk grund sted med Den franske Revolution, der starter den 14. juli 1789. Opgøret var så radikalt, at stormænd en masse, ja selv kongen og dronningen, havnede på skafottet. Barbariet er til at brække sig over, men det var en markering af, at alle i staten var lige for loven. Som en arv fra den franske republiks første år er det også i dag forbudt at registrere borgernes baggrund, hvad angår etnicitet og religion.

At hverken Frankrig eller Sverige fungerer ideelt efter ovennævnte liberale retningslinjer i ordets politiske grundbetydning, er åbenbart for enhver. Alligevel gør det i mine øjne – og åbenbart også i 87 pct. af svenskernes øjne – en afgørende forskel at bekende sig til disse idealer.

Hvad gør man i Danmark?

Som en indgang til den diskussion viser Martin Krasnik i udsendelsen et klip fra en tale, den danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen holdt i Folketinget under åbningsdebatten den 7. oktober 1999.

Jeg har fundet den i sin helhed på Statsministeriets hjemmeside, og der er meget i den, der fortjener at blive citeret som et udtryk for, at den danske statsminister i oktober 1999 i lighed med 87 pct. af svenskerne i september 2014 ikke går på kompromis med humanistiske værdier som tolerance, åbenhed, ligebehandling, frisind, og at han betragter dette som universelle og umistelige værdier, som demokratiske stater er grundet på. Men jeg skal nøjes med nogle få linjer – om end lidt flere end Krasnik. Jeg citerer fra Statsministeriets hjemmeside:

For god ordens skyld skal jeg inden citatet forudskikke den bemærkning, at Dansk Folkeparti har støttet Sverigedemokraterne i deres anstrengelser for at markere sig på den politiske scene og vinde stemmer. Den, der vil, kan tage det som et udtryk for forbrødring og kalde Sverigedemokraterne og Dansk Folkeparti for søsterpartier.

For der ligger jo også i Dansk Folkepartis politik et forsøg på at bygge frygt og had op i den danske befolkning. En politik som er udansk, uacceptabel og fremmedfjendsk. Sådan er udlændinge ikke i Danmark. Sådan er danskerne heller ikke. Det går ud over en masse uskyldige mennesker. Det går ud over den palæstinenser, der er cykelsmed og god til det. Det går ud over den bosnier, der er jordbærproducent og god til det. Det går ud over den tyrkiske grønthandler, der smiler selv ud over almindelig arbejdstid, til en, når man kommer og skal have friske grønsager. Vi har brug for mennesker. Vi har brug for, at flere, der har et fremmedklingende navn som baggrund, kommer i arbejde i Danmark.

Jeg blev spurgt af fjernsynet udenfor, om jeg synes, stemningen i denne debat havde været hadsk –  det kommer an på, hvordan man ser på det: Når man diskuterer så principielle spørgsmål, som vi har diskuteret i dag om menneskesynet, om at der skulle være forskel på, hvorvidt man nu har aner tilbage fra et fremmed land, eller man ikke har, selv om man er dansk statsborger –  så kan jeg godt forstå, at der bliver sagt meget barske ting heroppe fra om Dansk Folkeparti. Jeg synes, at de alle sammen var velbegrundede.

Derfor siger jeg til Dansk Folkeparti: Uanset, hvor mange anstrengelser, man gør sig –  set med mine øjne – stuerene, det bliver I aldrig!

I stedet for hænge fast i en bagatellisering af Sverigedemokraternes politik udvikler Deadline den 15. september sig til forevisningen af det værdiskred, der har fundet sted i dansk politik fra den bredt favnende holdning, som statsministeren står for i 1999, til den ekskluderende og segregerende, der blev mainstream i totusindtallet.

Dette er udsendelsens store fortjeneste.

Som en central person i forandringen den gang stod Claus Hjort Frederiksen fra Venstre, Danmarks Liberale Parti. Gennem en lang række studehandler med Dansk Folkeparti, der usvigeligt støttede regeringen bestående af Venstre og Det Konservative Folkeparti, sikrede disse partier sig regeringsmagten i 10 år.

Ud over Claus Hjort Frederiksen har Martin Krasnik inviteret David Trads, journalist og forfatter og, blandt andet, tidligere chefredaktør for Dagbladet Information og for Nyhedsavisen.

Diskussionen imellem dem med Krasnik som for en gangs skyld venlig ordfordeler følger mønstret fra talløse tandløse diskussioner, hvor et medie vil vise sin upartiskhed ved at konfrontere to modsatrettede opfattelser. Det hele kører meget forudsigeligt som en pseudodialog mellem bekymrede mænd med spørgsmål, ikke-svar og afglidninger og påstande.

Det er alt sammen hørt før, så det vil jeg ikke trætte med. Men en passage skal noteres fra indslagets begyndelse:

Martin Krasnik:

–  David Trads, velkommen til dig, du har i dag rost de svenske politikere for at vende ryggen til Sverigedemokraterne. Claus Hjort Frederiksen, topminister i den regering, der fik selv samme Dansk Folkeparti ind i varmen fra 2001 og frem.

David Trads, du har som sagt indtaget det meget ledige standpunkt i dag i Danmark, at rose de svenske politikere i deres afvisning af Sverigedemokraterne. Hvorfor det?

David Trads:

–  Jeg tror først, det er vigtigt at sige, at det er et ledigt standpunkt muligvis i Danmark, men det er et meget normalt standpunkt i resten af verden. For det handler jo om, at man nogle gange også er nødt til at sige, at ord betyder noget i politik. Og det, som Sverigedemokraterne har sagt i Sverige, og det, som Dansk Folkeparti har sagt i mange, mange år i Danmark, det er efter min mening noget, der skubber til en ekstremisme frem for at bidrage til, at vi får et bedre samfund.

Under den følgende ordveksling om danske forhold, men med valget i Sverige som bagtæppe, sidder Claus Hjort Frederiksen for det meste tilbagelænet og forsorent smilende som den, der har bestemt historiens gang. David Trads, derimod, er fremadlænet og kommer med sine angreb på den historie, der ikke blev, som han ønskede, til at fremstå som en forsvarer af noget, der i Danmark for længst er tabt. Nemlig det synspunkt på Dansk Folkeparti, som Poul Nyrup Rasmussen udtalte i 1999:

Stuerene, det bliver I aldrig!

For synspunktet vandt ikke genklang hos majoriteten af danskerne, som åbenbart heller ikke, som Trads, synes, at det er smukt, det svenskerne gør, og at Danmark skulle have gjort det samme.

Skal man sukke ak, hvor forandret?

Er det bare at vente og se, hvad de borgere, der i Danmark bliver skubbet ud som anden rangs og danner en ny underklasse af tilsidesatte, kan finde på af vold, når fronterne trækkes endnu tydeligere op?

Skal vi begynde at afvente en deadline for den vold, der udspringer af deres status.

Eller skal vi gøre noget – som i Sverige?

ANNONCE: