 |
| Van
Gogh, Den barmhjertige Sameritaner |
PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
Vi
var kommet tilbage til vores hotel og sad på et af værelserne, da ordene fra
vores kontorchef faldt således: "Hvis det her holder i nævnet, så er der
lønforhøjelse, drenge."
(Fra
Eritrearapportens tilblivelse)
I
rammefortællingen til Ny Testamentes lignelsen
om Den barmhjertige Sameritaner optræder der en lovkyndig. Han vil sætte Jesus
på prøve, men bliver selv sat grundigt på plads med en enkel fortælling om en
mand, der hjælper en udplyndret og svært tilskadekommet rejsende. Selv et barn
kan forstå, at den barmhjertige mand er den nødlidendes næste, og at han ifølge
loven har pligt til at vise ham omsorg. Eller elske, som der faktisk står.
Det
er selve enkelheden i fortællingen, som sætter den lovkyndige rigtigt på plads.
For han ville jo fremtræde som usædvanligt dum, hvis han ikke forstod meningen,
og dum er det sidste, en lovkyndig vil mistænkes for at være.
Den
ligefremme forståelse af ordet sameritaner som en person, der uselvisk hjælper
sin næste, et tilfældigt menneske i nød, vandt fremme blandt kristne. Det viser
sig i det afledte ord samarit, der er
en person, som er uddannet til at yde førstehjælp. Jeg vil påstå, at
forestillingen om at træde til og hjælpe som en anden sameritaner har været en
del af dansk kulturarv – også længe før Dansk Røde Kors’ første
samaritterkursus i 1883. Argumentet herfor finder jeg i selve ordet. Det
tilkendegiver en folkelig forforståelse af, hvad samarittens arbejde går ud på.
Samtidig gør det opmærksom på det uegennyttige i handlingen, som ikke giver
gevinst i form af guld og grønne skove.
På
den måde blev ordet, for nu at tale nytestamentligt, kød og tog bolig iblandt
mennesker. I dette tilfælde danskerne. Man kan forske og skændes længe om kristendommens
indflydelse på danskernes tankeverden, herunder begreber som tolerance og
menneskerettigheder, som også vores
grundlov er bygget over. Her skal det bare konstateres, at den
medmenneskelighed, som den nytestamentelige samarit udviste, indgår som et
væsentligt element i ovennævnte humanistiske idealer om en verden, hvor
mennesket uforbeholdent respekteres, fordi det er menneske.
Dette
var i begyndelsen. Men så kom teologien og med den teologen Søren Krarup, som
påpeger, at det græske ord plèsíos,
som oversættes til det danske næste,
betegner en, der er nær eller i nærheden af nogen. Konkret og geografisk. Ikke
noget med at blande udlændinge ind her, tak! Det gælder landsmænd, man er i
nærmeste kontakt med.
Lad
Søren Krarup selv få ordet, nemlig i et læserbrev i Dagbladet Information. Indlægget er et svar til Peter Kemp, som
også er teolog, men som ikke bifalder Krarups
tolkning af begrebet om næsten:
Tro på Gud og kærlighed til næsten – det er kristendommens fordring til mennesket,
men fordi troen på Gud bestemmer kærligheden til næsten, er der ikke tale om en
politisk eller social bestræbelse. Der er tale om øjeblikkets gerning, som ikke
ved af sig selv, fordi den tillige er troens gerning. Og der er tale om
øjeblikkets gerning i forhold til ham eller hende, du her og nu er nærmest,
ikke en menneskehed, du opsøger som genstand for din selvoptagethed. Efter min
mening er kristendommens forvandling til humanisme eller humanitær ideologi det
værste, der er sket os – både fordi det
forfalsker kristendommen og fordi det prisgiver menneskelivet til dæmonisk
selvretfærdighed og falskhed.
Ovenstående linjer er
et minimalt pluk fra et omfangsrigt forfatterskab. Men de indeholder des
bærende søjler med det åndelige og verdslige regimente, hvor sidstnævntes
humanisme optræder med dæmonisk selvretfærdighed og dermed prisgiver
menneskelivet. Til hvad andet end fortabelse?
Det er præcis her,
Søren Krarup som debattør og mangeårigt folketingsmedlem for Dansk Folkeparti
har haft en afgørende indflydelse på det åndelige klima i Danmark. I nullerne bliver
den umisforståeligt enkle og ligefremme tolkning af lignelsen om Den
barmhjertige Sameritaner ændret til at gælde danskere i Danmark, som den
næstekærlighedsudøvende dansker har nærkontakt med. Hvad der ligger udenfor udråbes
af Krarup og hans fæller som godhedsindustri
eller betegnet med andre hånlige udtryk.
Resultatet er, at stort
set enhver politisk ytring eller diskussion i Danmark, der rækker ud over
finansieringen af en nuværende statsministerkandidats boxershorts (et p.t. kært
diskussionsemne), som grundlæggende udgangspunkt har en nationalisme, der er en
udvikling af Søren Krarups begreb om næsten. Et visuelt udtryk for det er hans
partis, Dansk Folkepartis, forestilling om afspærring af Danmark med gammeldags
grænsebomme, så forstyrrende elementer kan holdes ude.
Jo mere nok, vi danskere kan være os selv, desto
bedre. Det er til at tage og føle på.
I samme kategori, men
i et større internationalt perspektiv, har vi dagens voksende politiske
skandale om vurderingen af Eritrea som et trygt land for flygtede asylsøgende at
blive hjemsendt til.
I centrum står en
rapport om sikkerhedssituationen i Eritrea. En fact finding-mission fra
Udlændingestyrelsen havde, jf. de sidste par ugers skandaløse nyheder, åbenbart
forstået opgaven som et bestillingsarbejde, der skulle tjene som legitimt
grundlag til at skaffe sig af med et antal asylsøgende i Danmark og afskrække
nye fra at ankomme. På denne måde skulle ministeren og i sidste instans
vælgerne pleases efter samme opskrift som statsminister Helle Thorning-Schmidt i
sin åbningstale for Folketinget i oktober ville please den ny-danske
hyggenationalisme ved at hindre flygtende syriske familiefædre retten til
sammenføring med den øvrige familie. For hvad vedkommer den slags udenlandskere
og deres lidelser os danske i Danmark, hvor en tillempet udgave af Krarups
næstekærlighedsbegreb står som politisk, ideologisk og teologisk garant for, at
vi trygt kan fortsætte med at være os selv nok.
Jo, Søren Krarup har
virkelig haft betydning, hans tanker er slået igennem med uhørt kraft og været
med til at sætte dagsordenen i kongeriget.
Og jo, Dagbladet
Politikens kulturredaktør Rune Lykkeberg har uden tvivl ret, når han i sin
anmeldelse af
Michael Jalvigs nyudkomne biografi om Søren Krarup kalder ham
det største hoved til højre og udtaler, at han
er den intellektuelle, der har betydet
mest for næste generation af konservative tænkere og kulturkritikere i Danmark.
En enorm præstation med et minimalt udgangspunkt ikke blot til skade for
Danmarks omdømme i verden, men tillige med afsmittende virkning på egofikserethed
og et retshaveri for det danske, som graver grøfter mennesker imellem og er
uden kærlighedens samlende kraft.
Hvem talte om tonen i debatten og
om den selvfølgelige hjælpsomhed mand og mand imellem?
Så enormt gennemgribende er Søren Krarups præstation, at der i dag næppe
findes større udfordring til debattører og analytikere, af hvilken slags de nu
er, men mest til politikere, der uden bagtanker og skjulte dagsordener tør tro
på og tale for helt almindelig anstændighed i et åbent og inkluderende Danmark.
ANNONCE:
