MØRKETS KRÆFTER

PROFIL

Asger Albjerg       

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor det er så sørens demokratisk at tegne profeten Muhammed som en hund?

Ja, ikke sandt, formuleringen er genial, for i et glimt ser vi, at hundetegning ikke blot er en rettighed, men at hundetegning også skal have en meningsfuld plads inden for det demokrati, der muliggør den. Det drejer sig med andre ord om at kunne forklare, så andre kan forstå, hvilket kræver indsigt, ansvar og omdømme hos de berørte.

Spørgsmålet er Birthe Rønn Hornbechs. Hun har i et langt liv været medlem af partiet Venstre, Danmarks Liberale Parti, og er tidligere integrationsminister. Med sit spørgsmål viser hun sig som et sandt barn af de statsomvæltninger i 17- og 18-hundredetallets oplysningstid, der gjorde ytringsfriheden til en af grundstenene i den demokratiske samfundsbygning.

Og læg venligst mærke til, at Birthe Rønn Hornbechs ytring er formuleret som et spørgsmål, som den enkelte må tage til sig og forvalte. Havde den været formuleret som et krav, havde det tangeret censur og andre forebyggende forholdsregler, og sådant kan iflg. Grundloven ingensinde på ny indføres.

Birthe Rønn Hornbechs spørgsmål har således et alment perspektiv, men specifikt er det en kommentar til sidste uges terrormord i København.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt har også fra sin post som regeringsleder kommenteret. Hun siger

Danmark og danskerne skal stå sammen mod de mørke kræfter, der vil os det ondt.

Sammenholdet, som hun opfordrer til, er og bliver en grundtanke i den socialdemokratiske ideologi. At hun specifikt henvender sig til danskerne – oven i købet med en tautologi for rigtig at understrege det nationale, er forståeligt i den givne situation, selv om terrorisme jo almindeligvis betragtes som et internationalt fænomen, der skal bekæmpes internationalt.

Helle Thorning-Schmidt er socialdemokrat, men (og skam få mig, hvis jeg tager fejl!) sidste del af ovennævnte udsagn er som taget ud af munden på Dansk Folkepartis nationalt-kristelige ideologer, hvor fx far- & datterpræsterne Søren og Marie Krarup kan stå som repræsentanter. I en socialdemokrats mund må ord som mørke kræfter og vil os det ondt i almindelighed anses for fremmede, mens de i den alvorlige situation, der affødte dem, må bedømmes som utilstedelige.

Som socialdemokrat med rødder i det samme demokrati og med de samme grundlæggende frihedsidealer, som Birthe Rønn Hornbech hylder, har Helle Thorning-Schmidt pligt til ikke at springe analysen over. I stedet for henfalder hun til religiøse metaforer, der forkynder, at her er ingen forståelse mulig.

Dansk Folkeparti vil ikke forstå sin fjende, det vil frygte ham og udrydde ham, og det profiterer Dansk Folkeparti af politisk. I sin appel om vælgertilslutning er Helle Thorning-Schmidt inde på helt samme linje.

Det er hendes demokratiske pligt at forklare, og kan hun ikke selv finde forklaringen, har hun hjælpere.

Den bedste forklaring, jeg til dato har fundet på Omar Abdel Hamid El-Husseins fremfart, findes på  

http://politiken.dk/tv/danmark_tv/ECE2552094/direkte---bandeekspert-moedte-gerningsmand-omar-og-hans-venner-var-klar-til-at-give-mig-taesk/

Den bliver givet af sociologen og forfatteren Aydin Soei. Både navn og udsende tyder på, at han ikke er dansker i 18. led, hvad der dog ikke hindrer ham i at hylde de samme grundværdier som Birthe Rønn Hornbech.

Trænger man derimod til et gys, sort som ISILs faner, kan jeg anbefale sognepræst ved Jesuskirken i Valby Sørine Gotfredsens klumme i Berlingske, http://www.b.dk/kommentarer/afsked-med-barnedroemmen hvor hun lamenterer over, at John Lennons Imagine blev spillet til den store mindehøjtidelighed i København. Den passede hende ikke, for den handler jo ikke om mørkets kræfter, men om fred og forsoning.

ANNONCE:

DAGEN DERPÅ

PROFIL

Asger Albjerg       

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 Har en Anders Fogh Rasmussen, en Flemming Rose, en Kurt Westergaard eller en  Lars Vilks fremmet ytringsfriheden ved at sætte den under angreb?

Jeg spørger dagen efter, at Danmark flagede på halv stang for terrormordene på to uskyldige den 14. februar 2015.

ANNONCE:

 

KARAKTERRÆS

PROFIL

Asger Albjerg       

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Blandt min skolegangs traumatiske oplevelser står karaktergivningen. Det var ikke det, at min karakterbog var faretruende dårlig, eller at jeg blev påduttet, at den ved lidt mere anstrengelse burde blive bedre – som de flestes, vel.

Det var først og fremmest det, at mine lærere, af hvilke jeg dog oplevede nogle som helt menneskelige, som en del af uddannelsesritualet bøjede nakken for Systemets impertinente påbud om at trække en vurdering i form af en uimodsigelig, objektiv formel ned over mig.

Det var som at blive rullet ind i et kondom med åndenød, nedsat bevægelsesfrihed og tab af værdighed som resultat.

Jeg oplevede det som en reduktion af mig selv som et individ med skjulte ressourcer og muligheder i alle retninger. Dog ikke i matematik, hvilket fag jeg på grund af et usandsynligt held og mod alle odds afsluttede med en absolut uretfærdig topkarakter. Men i hvert fald i dansk stil, som jeg til gengæld til studentereksamen afsluttede med en regederlig dumpekarakter.

Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at de to karakterer er og bliver mit livs store triumf over Systemet.

Hvad matematikken angår, kan jeg nævne, at jeg uanset karaktergivningen altid har været i stand til at kende forskel på plus og minus, og at jeg med denne færdighed har kunnet regne og måle mig til holdbare resultater indenfor både håndværk, offentlig administration og privatøkonomi.

I samme åndedrag vil jeg gøre opmærksom på, at der på mit eksamensbevis for afsluttet magisterkonferens i Moderne og sammenlignende litteraturhistorie fra Aarhus Universitet står ét ord: Bestået. Konferensen blev i øvrigt afsluttet med en bog om Ludvig Holberg, som betegnede et nybrud i Holbergforskningen og stadig læses og bruges ved de højere læreanstalter.

Den triumf havde jeg selvfølgelig til gode, da mine lærere i min skoletid etiketterede mig og på den måde som en embedspligt ville vise sig selv og omverdenen, at de duede til deres embede.

Gennem karaktersystemet lærte de børnene at leve op til nogle forventninger i stedet for at hjælpe dem til at udfolde sig. Det drejede sig ikke om fordybelse og erkendelse, men om at finde det rigtige svar og blive færdig. Retten til at stille spørgsmål var ikke børnenes, det var lærernes. Genlæs for eksempel billedbogen Spørge Jørgen og oplev, hvordan det fungerede.

Jeg har altid vidst, at lærerne ikke havde noget på. Men den gang gik det jo ikke an for en skoledreng at pege på dem med den slags konstateringer. Sådant hørte eventyrerne til.

Når jeg, trods det traumatiserende i Systemet, ikke bare overlevede mentalt, men også bevarede mit gode humør, skyldtes det et trick, som jeg aldrig forsøgte at holde hemmeligt, men som i dagens perverterede konkurrencesamfund ikke har en kinamands chance. For her trues børn og hver mand som bekendt med, at netop kineserne kommer og ta’r os, hvis ikke præstationerne er i verdensklasse.

Tricket gik i al sin enkelhed ud på at sigte efter middelmådighed i mit karaktergennemsnit. Mit mål efter H.C. Ørsteds karakterskala fra 1833 var følgelig mg = meget godt med en talværdi på 7. Efter 13-skalaen fra 1963 var det 8, hvilket ifølge definitionen stod for den middelgode præstation og skulle svare til landsgennemsnittet for samtlige afgivne karakterer. Min studentereksamen 8,2 udtrykte derfor næsten hårfint det bedst tænkelige resultat.

Som en del af mine senere erfaringer på området vil jeg nævne, at jeg engang opgav en fast stilling ved en svensk folkehøjskole, fordi et forstanderskift tvang mig til at deltage i tildelingen af det såkaldte omdöme med en skala fra 1-4. Det resulterede hvert år ved afslutningen i megen gråd og vrede blandt eleverne, der var kommet til skolen for at lære og opleve og ikke for at blive bedømt.

I de efterfølgende år har jeg fortløbende kunnet iagttage, hvordan Systemets præstationsforventninger er blevet øget ved i stadig højere grad at presse ikke blot børn og unge, men alle i den erhvervsaktive alder. Resultatet er en rangordning i mentale, rigide strukturer, som fører tankerne tilbage til de sociale hierarkier i feudalismens glansperiode.

Det er deprimerende. Og tragisk, når man betænker, at selvmordsraten blandt karakterjagende børn i danske politikeres undervisningyndlingsland, Pisatopscoreren Sydkorea, er stigende.

En gang imellem får jeg dog anledning til et glædesudbrud, når denne eller hin skribent påviser karaktergivningens fordærvende indflydelse på skoleelever. Hermed lægger skribenten – han eller hun - som en anden terrorist en bombe under vor tids intensiverede ritualisering af objektgørelsen af værgeløse mennesker. Og det er ikke som et forsøg på at gøre mennesker klogere og verden bedre, at denne objektgørelse finder sted. Den omsiggribende gennemevaluering er et stadig stærkere udtryk for Systemets trang til selvretfærdiggørelse, hvorved originalitet og foretagsomhed som bekendt kvæles til fordel for det velafprøvede og sikre.

For det skævtgroede duer ikke i en strømlinjeformet verden.

Årsagen til mit seneste glædesudbrud på karaktergivningsfronten findes i Dagbladet Information fra den 26. januar dette år. Forfatteren er Christian Bennike, og artiklen konstaterer allerede i overskriften med dræbende selvfølgelighed, at

Grisen bliver jo ikke tungere af at blive vejet.

Den fortsætter:

Intet tyder på, at karakterer gavner folkeskoleelevers læring. Tværtimod gør de små tal de fleste elever pressede og umotiverede, og en ny undersøgelse peger på, at børn fra karakterfri skoler klarer sig lige så godt som andre elever. Alligevel er karakterer mere i fokus end nogensinde.

Mere citat, nu af Jens Dolin, Leder af Institut for Naurfagenes Didaktik på Københavns Universitet, der siger følgende om de små tal med den store betydning:

De elever, der er svagt præsterende, får det psykisk dårligt, og det mindsker deres selvværd. Og man ved, at hvis man har dårligt selvværd, så klarer man sig dårligere.

Karaktergivning resulterer med andre ord i en nedadgående spiral.

Om ranglistningen af eleverne, en af karaktergivningens konsekvenser, siger Malene Georgi Sloth, lærere ved Middelfart Friskole, som aldrig bedømmer eleverne med et tal:

Hvis en elev, der har det rigtig svært, udvikler sig og gør det bedste, han kan, så kan han jo ikke gøre det bedre. Hvorfor så sammenligne ham med andre?

Christian Bennikes artikel lader ikke svaret blæse i vinden. Det er, at ranglistning demotiverer de svage, og at de ganske få, som karakterer motiverer, kan motiveres på anden måde.

Jeg lader Jens Dolin få de sidste ord:

Der er et krav og et ønske fra systemet om at have et stempel på dem, der kommer ud, og i øjeblikket er det karakteren. Derfor ville det være verdensfjernt af sige, at de skulle afskaffes.

På spørgsmålet, om det ville være bedre, hvis der slet ikke var karakterer i folkeskolen, svarer han:

Ja, det ville det. Eleverne ville lære mere, og undervisningen ville blive mere frigjort.

ANNONCE: