FORARGELSE

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Forargelse er kilde til meget godt.

I denne blog henter den sin næring i afvigte søndags Hufvudstadsbladet, familiens finlandssvenske husorgan. På ledersiden har chefredaktør Jens Berg en klumme, hvor han lovpriser det statslige eksportprogram Finland Care, der markedsfører finlandsk specialistbehandling og sundhedsteknologi. Efter rublens bratte fald er rige russere ude af billedet som kunder, men nye findes i blandt andet De Forenede Arabiske Emirater og i Singapore.

Men Finland Care beskæftiger sig ikke blot med eksport, på programmet står også import af utländska patienter i nöd, som der står. Hvilket i denne sammenhæng er alt andet end pengenød. Importideen har vakt interesse ikke blot i Arbejds- og beskæftigelsesministeriet, også kapitalstærke investorer ser mulighederne i finsk sundhedsbusiness med patienter fra for eksempel Sverige.

Jens Berg taler om både millioner og milliarder. Euro, naturligvis, for vi er i Finland. Og om stordriftsfordele i de privatiserede lægemodtagelser og skatteplanlægning via skatteparadiset Jersey.

Jo tak, tænker jeg forarget, her er klassesamfundet virkelig slået igennem. Og fri Danmark, mit fædreland, fra at nå så vidt. Er man i Finland en almindelig patient uden en arbejdsgiver, der betaler lægeregningen, og heller ikke har en stor indkomst eller en betydelig formue og ser stort på, at et privat lægebesøg koster små tusind kroner, er det bare at stille sig bagest i køen og vente. Selv stod jeg der sidst i godt en måned, fordi sygeplejersken i den anden ende af telefonen vurderede, at mit tilfælde hverken var livstruende eller akut.

Elitens velbeslåedes værdifællesskab længe leve! lyder som en passende konklusion på Jens Bergs klumme. Han ser bort fra de faktiske forhold og burde skamme sig!

På modstående side i samme nummer af Hufvudstadsbladet skriver Ebba Witt-Brattström, svensk statsborger og professor i litteratur ved Helsingfors Universitet, en klumme med den forjættende titel Kom och köp konserverad gröt. Hun starter med at referere elitært sniksnak om branding og afslutter med et selvkritisk perspektiv, idet hun fortæller, om de faktiske forhold.

I centrum står det svenske Udenrigsministeriums dekret om, at Sveriges ambassader rundt om i verden skal bedrive feministisk udenrigspolitik som et stærkt svensk brand. For den svenske ambassadør i Ungarn kom Ebba Witt-Brattströms deltagelse i en konference på universitetet i Budapest meget belejligt. Som kendt feminist blev hun indbudt som æresgæst ved en middag, hvor hun skulle promovere den svenske vidtberømte ligestilling mellem mænd og kvinder. Så de kunne få noget at tænke på i Ungarn, hvor som bekendt blot ni procent af den lovgivende forsamlings medlemmer er kvinder, feminisme et fyord og så videre i den dur.

Det er her, den konserverede grød kommer ind i billedet. For det var lige det, som den svenske feminist leverede i læssevis til modløse kvindelige politikere på den svenske ambassade i Budapest. Det handlede om taktik, hemmelige netværk og smarte mediestrategier for at ændre magtbalancen mellem mænd og kvinder i regering og rigsdag.

Men inden desserten kom sandhedens time. For da begyndte de ungarske tilhørere at stille spørgsmål om de faktiske forhold angående lønforskelle mellem mænd og kvinder i Sverige.

Bara 14 procent pep jag. Va? I Ungern är den 17 procent, sa de, men kanske är ni på väg att avskaffa den helt? Nej, sedan 1994 har vi bara lyckats få ner orättvisan med 2 procent, erkände jag. Vad har ni alla era kvinnliga politiker till, sa den ungerska regeringsens jämställdhetsexpert vasst. Ni vill ha en feministisk utrikespolitik men har ingen feministisk inrikespolitik. Tänker kvinnor som män i nordisk politik?

Uheldigt nok for det svenske eksportfremstød var det ikke mangel på ungarsk ligestilling, men svensk elitefeminisme, der endte som genstand for forargelse blandt de ungarske middagsgæster på den svenske ambassaden i Budapest. Og Ebba Witt-Brattström, indkaldt svensk-feministisk æresgæst, havde ikke en muselkvindes chance for at forsvare den.

For eliten har sat sig tungt på feminismen uden at interessere sig for fundamentals i enhver kamp for lighed, som er at udjævne forskelle med hensyn til løn og goder. Det gælder for eksempel også på begge sider af Den Botniske Bugt og handler om mænd, kvinder, klasser – og nationer.

Mit gæt er, at det har lange udsigter med ligheden, så længe EU er underlagt et liberalistisk værdifællesskab.

ANNONCE: 

SKAB DANMARK!

 

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

En af de bibelske fortællinger, der siden folkeskolens religionsundervisning har siddet i mit hoved, er den om Lots hustru, som blev til en saltstøtte.

Fortællingen foregår på en tid, da Gud Jahve og hans engle vandrede rundt på jorden og indlod sig i samtale med de dødelige. For eksempel med Abraham, der ikke kunne bære over sit hjerte, at Sodoma og Gomorra skulle slettes fra jordens overflade. Samtalen starter med Abrahams bøn om, at Herren skåner byerne, hvis der findes så meget som halvtreds retfærdige i dem. Gennem en dramatisk nedtælling havner de på ti, hvilket som bekendt var ni for mange, idet kun Lot blev befundet retfærdig.

Ham vil Jahve dog skåne og udsender derfor engle forklædte som mænd. De befaler Lot at drage bort med sin hustru og to døtre. Da han tøver, griber englene dem ved hånden.

Og idet de førte dem uden for Byen, sagde de: ”Det gælder dit Liv! Se sig ikke tilbage [...] Men hans Hustru, som gik efter ham, saa sig tilbage og blev til en Saltstøtte.

Den første del af historien var forholdsvis triviel for et barn, der var vokset op med alle slags romaner, eventyr og skrøner om helte og skurke, hjælpere og nødstedte. Slutningen, derimod, var isnende, for den var uden den forklaring, som et barn, opvokset i de løse øretævers tidsalder, krævede for at godkende en afstraffelse. Så grundigt havde demokrati og forestillingen om ethvert menneskes naturlige rettigheder nået ad æde sig ind i barnesjælen, at alle udtryk for magtfuldkommenhed blev betragtet som afskyelig.

Der skulle være orden i sagerne, menneskelig orden!

Svaret, at den guddommelige orden overgik den menneskelige forstand, var naturligvis uacceptabelt – også set i lyset af andre fortællinger i samme Bibel, der handlede om, at Gud elskede menneskene og derfor antog en menneskeskikkelse i form af sin søn.

På denne måde er det let at fortsætte diskussionen uden at komme gåden om Lots hustru et hanefjed nærmere, så den lukker jeg hermed.

Kernen i spørgsmålet angående Lots hustru var for mig: Hvad var det, der drev hende til at se sig tilbage, når fremtiden bogstavelig talt lå et hundrede og firs grader i den modsatte retning?

Og hvilken betydning har det, at hun blev netop en saltstøtte?

Hvad jeg tænkte den gang, har jeg ingen anelse om i dag. Hvad jeg tænker i dag kan samles i begreberne nostalgi og livsangst.

Lots hustru var ikke i vores betydning af ordet et individ. Hun og døtrene, men også andre, som Lot uden held forsøgte at redde, havde status som medlemmer af Lots husstand. Det var ham, som Gud talte, og som derfor talte. Det var ham, som i samråd med Gud udstak vejen. Men at hustru og døtre af den grund skulle være frataget en menneskelighed, anerkender hverken jeg eller Første Mosebog, kapitel 19. At nedskrive hendes venden-sig-om til slet og ret ulydighed er uacceptabelt, for også ulydighed har som bekendt en årsag. I dette tilfælde det, der var, men nu gik under.

Det, der var, kan vi kalde slægt, venner, socialt netværk, håb for fremtiden og drømme, bolig, tryghed, gaden, torvet, brønden og hvad ved jeg. Men jeg ved, at der må have været noget, ellers ville hun ikke have set sig tilbage. Trods opstår ikke i et abstrakt rum, trods er en reaktion på noget konkret. Det ved enhver dreng.

Før sin død havde Lots hustru ingen egenskaber, der udmærkede hende i forhold til mængden. Men det får hun i og med, at hun vender sig og bliver til salt. Salt i mængder. Og det ved ethvert barn er giftigt.

Skal jeg derfor opsummere, bliver Lots hustru – hvilket stemmer med fortællingen i Gamle Testamente - et billede på GIFTIG NOSTALGI.

Det var præcis de ord, der ramte mig med store bogstaver, da jeg læste Socialdemokraternes nye slogan

Det Danmark du kender.

Og så vidt jeg kan se, er hensigten med det præcis den samme, som da Dansk Folkeparti tilegnede sig rapperen Natasjas

Gi’ mig Danmark tilbage

og ladede ordene med en gold længsel mod det forgangne, som ikke rimede med Natasjas rap, der handler om fornyelse

Med de to slogans vender partierne, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, sig mod fortiden. De vil standse tiden og udtrykker hermed en livsangst, som de gør til grundlag for deres politik. Det er i denne angst for det, der skal komme, de vil finde deres vælgere. Og fastholder dem som husstandsmedlemmer  uden indflydelse på fremtiden. Med andre ord:

Som stemmekvæg.

Historisk set har Danmark altid været i støbeskeen. Nostalgi udtrykker grædekonementalitet og bagstræb. Og er som sådan giftig.

ANNONCE:

SAUNA

 

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Min første saunalærer var finlandssvensker, og lektionen foregik i en badstue højt mod nord i Sverige tæt ved den norske grænse. Vi var en blandet flok danske studerende fra samme kollegiegang på ferietur i det nordsvenske, og naturligvis var der sauna i vores feriehytte.

– Grundregeln är, sagde han, att man skall vara naken och bada så länge och så hett att man känner att det är skönt.

– Og så?

– Då skall man slappna av och ta det lugnt.

Kønsopdeling fik vi ingen instruks i, og selv om der var særskilte omklædningsrum for tjejer og killar, samledes vi, natural born danes som vi jo var, i badstuen og pressede os ned ved siden af hinanden. Hjemme på kollegiegangen var brusebad i samme rum utænkeligt, selv om en plakat på døren annoncerede

 Save water, shower with a friend.

Men i saunaer er man frigjort, som bekendt. Måske derfor slog finsk saunabad aldrig an i Danmark.

Jeg husker ikke detaljerne i den nordsvenske oplevelse, men mon ikke vi har brugt vores medbragte danske frigjorthed til, midt i varmen, som steg i takt med vanddampen fra ovnens hede sten, gennem øjenkrogene at sidde og bage på hinanden. Hvilket naturligvis var alt andet end afslappende.

Vi springer nogle år i tid. Jeg er på mit første besøg hos min finlandssvenske kæreste. Højt oppe i Finland for mig, i virkeligheden langt under midten af det aflange land. Det er Midsommar eller Johanne, som Sankt Hans kaldes, og hendes forældre skal, traditionen tro, besøge et par gode venner, og, traditionen tro, skal de starte med att bada – altså gå i sauna.

– Jeg troede ikke, at dine forældre var så frigjorte, sagde jeg til hende, da vi selv sad i husets sauna med sveden trillende ned ad kroppene. For også vi skulle naturligvis have vores midsommarbad.

– Vad tror du? sagde hun forarget og smed en slev vand på ovnens brandvarme sten.

Det sagde jeg ikke højt, i stede skyndte jeg mig at tro om igen.

Hvordan det i virkeligheden forholdt sig, ved jeg ikke den dag i dag, og jeg har aldrig spurgt i forvisning om, at jeg ikke ville få andet svar end dette:

Enten bader herrerne for sig og damerne for sig – eller også bader hvert par for sig.  – Har man børn med, bader man familievis, indtil børnene ikke længere gider.

Køn og familie altså. Det er det, der er fundamentet i saunabadets forretningsorden. Alt andet er brud på etiketten og ødelæggende for den sjælens ro, som ingen får, der lader sig eksponere for interesserede blikke. Det være sig idealkroppen, der vil beundres, eller den laskede fedtbunke, der trods sin volumen helst vil gemme sig. Og alt midt imellem.

Når mand sidder balle ved balle med mand, mens bølgen af hed luft, löylö, rammer huden og temperatur og fugtighed stiger, er kroppen som form uden interesse. Det gælder også blandt kvinder, har jeg hørt. I stedet synker man ind i sig selv, glemmer alt om politik, skrantende økonomi, ægteskabelige bekymringer, skrigende unger, dårlige kammerater, mislykkede projekter, den elendige tid i det sidste halvmaraton, ugravede haver, ulæste bøger, den nye bil, den velturnerede replik til chefen, yndlingsfilmen, lottogevinsten næste lørdag, kampen med havørreden på næsten syv kilo og andet uvæsentligt.

Hvad man har i hovedet, kan man ikke huske bagefter. Det er som hos sejleren, der for en frisk vind styrer mod det åbne hav, eller hos motorcyklisten, der æder sig gennem landskabet med fartvinden i ansigtet og sjælen i maskinens cylindre.

Naturligvis kan man lavmælt samtale om, hvorhen man styrer på sin livsrejse. Kontemplation, filosofiske betragtninger eller slet og ret tavshed hører saunaen til. Den livlige konversation, derimod, kan man tage, når man sidder med håndklædet om livet, gerne på en badebro, og nyder en iskold Karhu, mens man ser solen, der næsten ikke kan tage sig sammen til at gå ned under horisonten.

Hvis man altså gider.

Man kan også læse bøger om badstuen og badstuebadet, dets historie, udstyr, tradition med videre. Dem er der efterhånden mange af.

Men hvorfor skulle man? Man har jo saunaen lige ved hånden – i hvert fald i Finland.

ANNONCE: