PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
Dette er en
blog i tre dele og et tillæg, som kan læses hver for sig.
I:
For nogen tid
siden gav jeg en god ven en slibesten. Min tanke var, at han selv skulle holde
sine knive skarpe, så de svarede til hans talent i køkkenet. Han værdsatte højlydt
gaven, men da jeg senest besøgte ham, fik jeg en tilståelse: Han vidste ikke
rigtigt, hvordan stenen skulle bruges. Derfor gav jeg ham et hurtigt kursus,
han var en god elev og forstod grundprincipperne.
Men
håndelaget manglede fatalt.
Han
spurgte, hvornår jeg havde lært at slibe en kniv, og jeg svarede, at det har
jeg da kunnet så længe, jeg kan huske. Og det var næsten sandt.
Jeg
var seks år den gang, og min mor havde lovet mig en rigtig dolk, hvis jeg i et
halvt år ville lade være med at falde, slå hul på bukserne og knæene til blods.
Jeg holdt min del af aftalen, det var sikkert ikke let, for den gang faldt rigtige
drenge meget, når de legede. Men jeg ville også være en rigtig dreng med en
rigtig dolk, og da der var gået et halvt år, fik jeg penge af min mor, stak dem
i lommen og gik de to kilometer ned til isenkræmmer Kaufmann på torvet i
Svendborg. Det var her, Peter Most fra drengebøgerne havde købt sin svanekniv,
inden han stod til søs som skibsdreng.
Men
jeg skulle ikke have en svanekniv, jeg skulle have en rigtig dolk. Mens jeg
stod og valgte med lidt mere end næsen over diskens kant, blev jeg iagttaget af
nogle håndværkere. De billigede mit valg og klappede mig på skulderen, så jeg straks
voksede med nogle centimeter.
Da
jeg havde betalt og fået penge tilbage, gik jeg hjem med kniven i bæltet på den
side af vejen, jeg havde fået besked på. Eller – nej, jeg er sikker på, at jeg
løb.
Efter
søndagsmiddagen hos farmor, synede farfar dolken, men misbilligede æggen. Den er jutte skarp, sagde han. Hvorefter
han ikke blot gav mig mit første kursus i at slibe en kniv, men også en lille
slibesten. Karborundum, hed den. Og lovning på en skiffersten, som krævede
spyt, men så blev æggen også så skarp, at den kunne kløve et hårstrå i modvind.
Det
husker jeg nu ikke, at jeg gjorde. Men jeg snittede kæppe og skar flotte
mønstre i dem. Julegaver i form af skeer. En del af kæppene blev til spyd, og
jeg udviklede en kasteteknik, som jeg siden fik nytte af i Svendborg Idræts
Forening.
II:
Jævnlig
interviewes jægere, friluftsfolk, campister eller mennesker, der i al
almindelighed er praktiske. Mange er frustrerede, andre er rasende, en del forvirrede,
fordi deres dolke, lommeknive og hobbyknive iflg. knivloven er våben, der gør
dem fortjent til en tur i spjældet. Der er vel at mærke ikke tale om
dobbeltslebne stiletter, men om praktisk værktøj med et væld af anvendelsesmuligheder
og fast plads i bukselommen. Især foldeknive, der med lidt fingerfærdighed kan
åbnes med én hånd, og knive med låsbart blad anses for farlige for den
offentlige orden. Af dårlig erfaring ved jeg, at knive med løst blad er farlige
for især brugerens højre pegefinger.
III:
Denne tirsdag
morgen hører jeg i radionyhederne, at det russiske luftvåben i dag indleder en
øvelse i det nordlige del af Rusland med deltagelse af 250 fly og 12.000 mand.
Øvelsen betegnes som en overraskelsesinspektion og skal kontrollere det russiske
kampberedskab. I går mandag gik en anden stor, luftbåren militærøvelse i gang,
Arctic Challenge. Det er en Nato-øvelse med Norge, Sverige og Finland som
værtslande. 100 kampfly og 4.000 mand skulle deltage. I går blev denne øvelse
kaldt årets største.
***
Jeg føler mig
ikke truet af praktisk værktøj, som fredeligt folk går rundt med i lommerne, og
jeg er sikker på, at ufredelige smågangstere altid finder en udvej til at
effektuere dødelige trusler. Politikere, der optrapper ufreden med øvelser som
Arctic Challenge, og sender svar, som jeg hører om denne tirsdag morgen, er
ikke smågangstere uden våbentilladelse.
ANNONCE:
