STRANDHUG ELLER STRANDHUGG

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 For tredje år i træk har jeg forbedret vores gamle kano. Ikke, at der var noget i vejen med den. Hverken med formen, der er som taget ud af en fortælling om indianere på de store søer mellem USA og Canada, eller med materialet, bygget som den er af amerikansk letvægtsaluminium af samme type som den, der ved slutningen af Anden Verdenskrig blev anvendt til konstruktion af flyvemaskiner. Bortset fra nogle minimale buler var den efter seksogtredive år så god som ny. På den måde gav den et perspektiv af evig ungdom oven i købet med mulighed for fornyelse. Hvilket utvivlsomt udgjorde en afgørende årsag til min drøm om at udvikle den til et fartøj, der ikke blot med stor lethed kunne padles, men også sejles.

Havde jeg haft bare den mindste anelse om det endeløse besvær, mit nyindkøbte sejlkit ville føre med sig, havde jeg nok mere end tøvet. Jeg var aldrig gået i gang. Men selve firmanavnet Grumman, der også lagde navn til den fremragende kano, støttede den fejlagtige opfattelse, at her fik jeg til en overkommelig pris et fuldendt sæt med sejl, mast, mastefod, ror og køl samt tre reb og nogle bolte, alle naturligvis med amerikansk gevind.

Det er stadig dette, fraset boltene med det omtalte gevind, der udgør grundelementerne i kanoens transformering. Men til disse grundlæggende enheder, omkring femogtyve i antal, har jeg nu på tredje sommer i træk føjet i alt seks hundrede og seksogtres nyerhvervede dele. Alt anskaffet successivt som jeg fandt ud af, at denne eller hin dims, som jeg vidste måtte findes, men ofte ikke kendte navnet på og ved enkelte tilfælde end ikke eksistensen af, var uundværlig.

Til dette medregner jeg ikke flaget Dannebrog med flagstang, der i sig selv består af ti dele.

Fæstet for selve stangen, otteogtres centimeter af en hvid gardinstang indkøbt i IKEA, er skåret ud af et stykke teaktræ til noget, der i hvert fald i min forestillingsverden ligner et stiliseret dragehoved på en lang hals. Med lidt fantasi kan man se, at kæften bider sig fast i bagbords side af rorholderen, der er savet i form af en luftsejlende albatros.

At der er tale om en illusion, ved ingen bedre end jeg, for her er hverken dragetænder eller fuglefjer, men rustfrie bolte, spændeskiver og møtrikker. Jeg nævner det bare for at give et indtryk af det, der har drevet mine drømme og fået hænderne i sving. Inklusive den tvangsforestilling, at det altid er sjovest at gøre det umulige.

Og mon ikke disse og lignende forestillinger har drevet mange andres, hovedsagelig mænds drømme om at skabe let transportable, vindbårne sejlere? Googling på sailing canoe synes at give syn for sagn.

I går fik jeg så endelig testet sommerens konstruktioner i form af to pontoner – eller amaer, som det hedder i Mikronesien. Kernen i dem er plader af Finnfoam, et polystyrenmateriale til isolering af huse. Med opstanderne af eg, som er boltet fast til skabelonen af krydsfiner, er hver af dem sat sammen af i alt otteogtredive dele. Hvortil kommer glasfiber, epoxy og maling.

Afprøvningen af amaerne på Bodom Träsk, en pænt stor finsk sø med et par småøer, blev desværre alt for kort, for et tordenvejr trak ubønhørligt op. Men sejladsen varede trods alt længe nok til konstateringen af, at amaernes forgængere, at par fendere, møjsommeligt surret til udliggerne, og forgængerens forgængere, et par et hundrede og seks-millimeters kloakrør af plastik med en træprop i hver ende, aldrig mere skulle i brug. For hvor de gled gennem søen, de nye amaer! Hvilken balance! Og ophængningen viste sig at have den rette fleksibilitet, hvilket i denne sammenhæng ikke blot er en styrke, men også sikrer den perfekte vinkel til vandspejlet, som de uden besvær smuttede hen over og ved større belastning kløvede med fart.

Dertil er de smukke i også andres øjne, forstod jeg af et forbipasserende  ungt par, hvis interesse ellers var et helt andet sted. De holdt en pause fra deres egen verden og iagttog tilrigningen af kanoen og bad bagefter om lov til at fotografere. Silja Line, sagde de og pegede på amaernes blåhvide farver. Det var ikke så lidt i overkanten, syntes jeg, men tonefaldet var venligt, så jeg tog det som en uforbeholden ros.

Hvad er så meningen med de utalte timers arbejde og den linde strøm af småbeløb, der helt uden forestillinger om totalsummen er lækket fra min pengepung?

Nøgleordet er strandhug eller strandhugg, ord hvis betydninger besværer mig ikke så lidt.

Det vil jeg på næste tirsdag fortælle mere om, lige nu har jeg ikke tid, jeg skal ud og sejle.

ANNONCE:

 

LÅT DEM KOMMA!

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Staffan Bruun leverede for præcis en uge siden i Hufvudstadsbladet et af de få virkeligt konstruktive bidrag til debatten om flygtningene, der rundt omkring i Europa optager sindene langt mere, end de optages som ligeværdige medborgere i de nationale fællesskaber. Fra Danmark, hvor jeg har tilbragt den forløbne uge, er jeg ikke stødt på ytringer eller konkrete forslag, der tilnærmelsesvis matcher Bruuns.

Jeg citerer in extenso i den gode sags tjeneste:

De vandrar omkring längs Kos stränder och parker, skrämda och osäkra på framtiden, de som en gång utgjorde eliten i Syrien.

De är välutbildade, de flesta förmögna, och det var en gång de som styrde och ställde i Syrien. De är professorer och elektriker, chaufförer och ekonomer, läkare och snickare.

Gemensamt för dem är att de inte såg någon framtid i Syrien utan satsade allting på en riskfylld och dyr emigration till Europa.

Gemensamt för dem är också att åtminstone de flesta, exakt uppfyller kraven på vilken form av inflyttning Finlands rådande regering prioriterar. Akademiskt utbildade, kunniga immigranter välkomnar också Sannfinländarna i sitt partiprogram.

Nu finns chansen att göra jackpot och bjuda in dem till Finland. En etnisk koloni ska bestå av minst sextusen, helst tiotusen invånare, för att framgångsrikt etablera sig.

Tiotusen syrier skulle inte bara hjälpa och sysselsätta varandra, de skulle också utgöra en välkommen ny injektion i Finlands skadskjutna näringsliv.

Tiotusen syrier, vana vid framgång, skulle föra med sig nya idéer, nya visioner och nya företag och nya jobb. Tiotusen syrier skulle med en gång göra Finland spännande och intressant. Syrierna kunde bli vårt nya Nokia.

Så bästa Sipilä, Soini och Stubb, slå en signal till borgmästare Giorgos Kyritsis på Kos och meddela att Finland välkomnar rubbet av flyktingar på ön. Alla är välkomna. Flyktingarna på Kos råkar nämligen vara en idealisk mängd på mellan sex- och tiotusen.

Finland kommer plötsligt att framstå som Europas stora humanist. Men i själva verket är det helt tvärtom. Vi skummar grädden av Medelhavsflyktingarna och tar av rent egoistiska skäl hand om de mest åtråvärda invandrarna.

Det enda krav vi ställer är att syrierna förbinder sig vid att följa finländsk lag och garantera alla barn, oberoende av kön, samma rätt till utbildning och frihet att själva få bestämma om framtid, klädsel, umgänge, tro och fritidssysselsättning.

Sipilä, ta telefonen redan i dag och bjud in syrierna innan något annat land hinner före.

Låt dem komma!

Det er klart, at en sådan invasion af veluddannede, velbeslåede og fremadstræbende mennesker også i Danmark vil være en udfordring. Og er det ikke netop det, regeringen Rasmussen efterlyser?

ANNONCE:

 

DAGS DATO – ELLER MORGENDAGENS

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

  

For at få et førstehåndskendskab til de forhold, flygtninge lever under, er den danske integrationsminister Inger Støjberg på rejse til Jordan. I en facebook-opdatering rapporterer hun, at hun har fundet landets bedste shawarmabar. Velunderrettede kilder i den jordanske kødindustri dementerer på det kraftigste,  at kødet stammer fra tøndebombede syriske børn.

Dansk Folkeparti er i dag parat til at påtage sig et ansvar... Nemlig for at tøjle udviklingen i det danske sprog. Til det formål vil det udstede en sprogcheck til Dansk Sprognævn på et par håndfulde millioner fra Kulturministeriets pulje for internationale kulturaktiviteter.

Hvilket vil give både dem i det internationale og os i det danske forøgede muligheder for at passe os selv.

At det fremmede forurener, og at vi samtidig med stormskridt er på vej bort fra den H.C. Andersenske intersproglige idyl, da storken kunne gå frit rundt i de grønne, danske enge og på lange, røde ben snakke egyptisk, for det sprog havde han lært af sin moder, står ikke længere til diskussion.

Den finske finansminister Alexander Stubb, som skal have sine otte timer på øjet før vigtige beslutninger om hjælpepakker til Grækenland træffes, er uden for søvnens rige nået frem til et epokeskabende statement, som han ved en pressekonference for et cyklende team af journalister og fotografer presented i tre punkter:

–  For det første skal  det beløb i hjælpepakken, der går tilbage til långiverne i form af renter og afdrag, udregnes i procent og offentliggøres.

–  For det andet skal det beløb i hjælpepakken, det herefter er muligt at lade gå ind i den græske økonomi i form af produktivitetsskabende investeringer, udregnes i procent og offentliggøres.

–  For det tredje skal de lande, der modtager højt kvalificerede græske indvandrere på flugt fra den hjemlige elendighed, kompensere den græske stat med et beløb, der svarer til udgifterne til de pågældendes opvækst, skolegang og højere uddannelse.

Direkte adspurgt om den procentandel, der i og med modtagelsen af hjælpepakken går ind i den græske økonomi, meddelte minister Stubb, at han selv havde regnet sig frem til 8,75 procent, men at han imødeser de officielle tal fra EU-kommissionen. Hvorefter ministeren vekslede til højeste gear og forsvandt i en sky af brændt gummi.

Fra det danske Ministeriet for børn, ligestilling, integration og sociale forhold forlyder det, at kravet til verdens svageste flygtninge, de såkaldte kvoteflygtninge, skal skærpes. Et forslag lige til højrebenet er, at flygtninge med posttraumatisk stresssyndrom på forhånd udelukkes.

Begrundelsen? At udgiftskvoten til behandling af denne lidelse er forbeholdt danske veteraner fra missionerne i Kroatien, Bosnien-Herzegovina, Kosovo, Afghanistan og Irak. Engagementet med bombningerne mod Islamisk Stat kan forventes at forværre problemet. Således står et antal flymekanikere, der uden fagforeningsmæssigt fastlagte hvilepauser har arbejdet med at holde bombeflyene missionsklare, allerede på trapperne.

Det kan ikke udelukkes, at der i samme ministerium arbejdes med at udvikle en intelligens- og personlighedstest, som mandlige kandidater til modtagelse af asyl i Danmark skal igennem. Målet er at frasortere dem, der må formodes ikke at have kompetence til at beklæde posten som formand for Folketinget.

Her er med eneret for bloggen midtialt et forslag til et af de afgørende spørgsmål:

–  Vil du straffe din datter med voldtægt, hvis hun har spist en shawarma med en dansk yngling på en bænk i Kongens Have? Vælg Ja eller Nej.

Pointen er, at spørgsmålet, som udtrykker dansk ironi og kynisme, ikke er et enten-eller spørgsmål, men at rigtigt svar kræver kryds ved både Ja og Nej.

Hvis elementer i ovenstående ikke stemmer med dagens virkelighed, er der, med forbehold for Alexander Stubbs helt fiktive udtalelser, grund til at formode, at de kan blive en del af morgendagens.

 ANNONCE: