PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Det var for et par dage siden.
Solen skinnede, og jeg var på vej til Helsingfors for at spise frokost med en
god ven. Rundt omkring mig i S-toget sad folk som sædvanlig med næsen i deres
skærme, men jeg så ikke så meget som skyggen af en af de tusindvis af
migranter, som i mediernes løbende rapporter var på vej mod centrum for at lade
sig registrere og få status som...
I det samme
slog spørgsmålet ned i mig:
– Hvad med
dig selv, lille mand, hvad med din egen status?
– Min status?
tænkte jeg overrasket. – Min status er, at jeg er her og...
– Det
fremgår, sagde stemmen knastørt. – Men hvorfor?
– Hej, er
det her et forhør?
– Her er det
mig, der stiller spørgsmålene.
Stemmen var
kommet tættere på, og jeg havde let ved at forestille mig, at den tilhørte en
finsk strisser i kampuniform.
– Fordi jeg
var forelsket, sagde jeg! Ellers havde jeg da ikke blaffet tværs over Sverige.
Og jeg var lovet arbejde!
– Er du klar
over hvor mange arbejdsløse, der var den gang?
– Jamen jeg
var selv en af dem. Det var helt håbløst i Danmark. Ingen fremtid. Men i
Finland fik jeg chancen for at undervise i dansk sprog og sådan.
– Du havde
altså eksamen i dansk sprog? Og sådan?
– Egentlig
ikke, mit emne var europæisk litteraturhistorie. Men jeg var magister!
– Så du
snød?
– Ikke det
mindste, jeg tog det meget seriøst, anskaffede den relevante litteratur...
– Svar på
mit spørgsmål! Snød du med din eksamen?
– I min eksamen
indgik, at jeg kunne studere selvstændigt og blive dygtig til hvad som helst.
Og dansk er jo mit modersmål! Og dansk kultur...
– Hvad med
kulturen i Finland? Og sprogene, finsk og svensk?
– Finsk
betragtede jeg som – – – det viste sig jo at – – – at det tog så lang tid at
lære det – – – i forhold til nytten. Og svensk og dansk ligner jo hinanden.
– Du taler svensk?
– Egentlig
ikke, jeg klarer mig for det meste med dansk. Så på den måde har jeg næsten
gjort dansk til Finlands tredje officielle sprog, hvis du forstår.
– Jeg kan
altså konkludere –, stemmen var nu så nær mit øre, at jeg kunne mærke den varme
ånde, – at du flygtede fra arbejdsløshed og et liv uden fremtid. Halvt til fods
og halvt hjulpet af venlige mennesker ankom du til Finland for uden den
nødvendige formelle kompetence at udbrede dit sprog og din kultur. Samtidig
snuppede du en af vores piger.
– Øh-jae.
Men...
– Angående
din status som migrant og dine fremtidsudsigter er der kun én ting at bemærke:
Din ankomst som bekvemmelighedsflygtning med en udtalt destruktiv hensigt i forhold
til finsk sprog og kultur medfører udvisning til dit hjemland med øjeblikkelig
virkning.
I det
øjeblik nåede S-toget hovedbanegården i hjertet af Helsingfors. Ikke så lidt
omtumlet stod jeg af og gik ud i solskinnet. Hvilket held, at det ikke var i
dag, jeg ankom med det, jeg den gang, for mere end en menneskealder siden,
havde i bagagen. For så havde jeg aldrig fået lov til at vise, at jeg, trods
mit anderledes udgangspunkt, kunne blive en duelig borger, fylde min plads,
leve i gensidig respekt med mine medmennesker og overholde lovene.
Ikke noget
at prale med, egentlig, men tilstrækkeligt til at få et liv så godt, som jeg
havde drømt om, da jeg gik langs Sveriges landeveje og håbede på, at nogen
ville tage mig op og køre mig nærmere det forjættede land.
ANNONCE: