 |
| Fadren 1918. Jeg foretrækker Mamma Mia. |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Som en dårlig vittighed fra
Sverige kom de i halvfjerdserne i kølvandet af et seriøst ungdomsoprør, hvor maj
68 som begyndelsen havde sat Frankrig på den anden ende, og modstanden mod
Vietnamkrigen havde erobret den politiske dagsorden i USA og i resten af verden.
Imens gik forbløffende musikere og sangere som Jimi Hendrix, Janis Joblin og
Jim Morrison til grunde i sprit og narko, studenteroprøret kæmpede for at rive
professorvældet ned, hippier gik i spidsen mod forbrugssamfundet, og
kollektiver med fri kærlighed florerede.
Den dårlige
vittighed fra Sverige, der i disse år hærgede popscenen, gestaltede sig i form
af noget så dekadent som to gifte par i skræddersyede outfits, der fik ordet
glamour til at føles som en eufemisme, deres sange var sentimentale opstød om virkelighedsflugt,
og deres horisont strakte sig ikke længere end til en reaktionær, småborgerlig drømmeverden
med en indestængt fims som af glemt fiskekonserves.
Navnet var
ABBA. Siden 1906 havde det været et svensk varemærke for konserverede fisk, men
i 1972 blev det også betegnelsen for en popgruppe, der med sit hårdtslående
beat (stadig et effektivt akkompagnement for motionsgymnastik for damer) skabte
en af popverdenens mest effektive pengemaskiner.
Ovenstående efterklange
af, hvordan det var, dengang det var, skruede sig uhjælpeligt frem i min erindring,
da jeg for et par uger siden fik en invitation, jeg ikke kunne sige nej til. Selv
om jeg gerne havde villet!
Invitationen
gjaldt musikalen Mamma Mia, baseret
på sange af ABBA med de legendariske medlemmer Agnetha Fältskog, Benny
Andersson, Björn Ulvaeus og Anni-Frid Lyngstad. Aftenen kom, det var lørdag den
24. oktober, og vi havde plads på første række. Gulvhøjttalere langs
scenekanten stod så tæt på, at jeg med fremstrakt hånd kunne røre dem, og da
ouverturen bragede løs med et potpourri over ABBA-melodier, føltes lyden fysisk
i øregangene, som stod jeg i første geled foran Roskildefestivalens Orange scene.
Jeg forbandede højlydt, at jeg ikke havde medbragt ørepropper og overvejede at
søge mig bagud under henvisning til frygt for nedsat hørelse. Men blev fatalistisk
siddende, faneflugt ville ikke være velset, jeg måtte tage min skæbne på mig.
Tre timer – så var jeg igen en fri mand.
I første
scene af musikalen modstod jeg med den yderste kraftanstrengelse igen lysten
til flugt. Her trimler Sofie og hendes fjantede veninder bogstaveligt mellem
hinanden i en højt opskruet demonstration af pigefnis. Anledningen var Sofies
forestående bryllup.
Men
pludselig sker der noget. For gennem Sofies smuglæsning af moderens dagbog får
vi at vide, at det var Sofies mor, Donna, der satte den seksuelle dagsorden,
den gang Sofie blev til. Og hun sparede sig ikke, Donna, tre fantastiske mænd
står som mulig far.
Sofies
reaktion er ikke som Donnas mors en skam så dyb, at den leder til forstødelse.
Sofies reaktion er nysgerrighed. For hvad er det for mænd, hendes mor faldt for
og fik til at falde på stribe, og hvem af dem er mon hendes far? Det vil Sofie
vide, så den rette kan føre hende op ad kirkegulvet og overgive hende til
hendes egen udkårne.
Sofie tænker
på intet tidspunkt på blodtyper og dna-analyse. Hun er tvært imod overbevist om, at hun
umiddelbart vil finde sit rette ophav blandt de potentielle fædre, hun uden sin
mors viden har inviteret med til sit bryllup.
En efter en
påtager de tre meget forskellige mænd sig rollen og ansvaret som Sofies far,
men Sofie er ikke sikker. Hun vælger derfor, og det var her, jeg trods min
siddende stilling blev blød i knæene, alle tre til sin far, for hun synes så
godt om dem alle sammen. De synes også godt om Sofie og accepterer gladeligt
hendes valg.
På denne
måde springer ABBA-musikalen Mamma Mia
fra det småborgerlige standpunkt, ABBA gik i ét med i halvfjerdserne, over i
samme årtis modkultur, der dyrkede det grænseoverskridende og dermed fratog for
eksempel biologien den altafgørende betydning. Umiddelbarhed og kærlighed er,
som i Sofies valg af fædre og i fædrenes valg af Sofie som datter, de afgørende
faktorer. Her skiller Sofie sig ikke fra sin mor Donna, og det er på disse
præmisser, hun går videre i livet.
Med dette
vil jeg ikke påstå, at Mamma Mia
ender som en hyldest til en frigjorthed, som fandtes et antal tiår tilbage i
tiden. Men den er et udtryk for det samme, og som sådan udgør det et
kvantespring fra den traditionelle holdning, som Donnas mor stod for.
Det er denne
revolutionerende holdning, der bliver præsenteret ved Mamma Mias verdenspremiere i 1999 på det velrenommerede musicalteater Prince Edward Theater i London.
Siden har stykket verden over været en
kæmpesucces, også som film. Selv så jeg i Helsingfors sammen med seks hundrede
begejstrede tilskuere Svenska Teaterns to hundrede og tredivte forestilling.
Som
slutbemærkning vil jeg minde om, at August Strindbergs Fadren, et af hans hyppigst spillede dramaer og oversat til mange
sprog, giver en helt anden løsning på faderskabsproblemet. Her slår
usikkerheden over i grublerier og slagtilfælde og ender med at faderen – om han
nu er det eller ikke, bliver sindssyg og lægges i spændetrøje, mens alle gyser.
Jo, verden
har sandelig bevæget sig fremad siden Strindbergs tragedie fra 1887! Og ABBA er bedre end rygtet fra 1970’erne vil
vide.
ANNONCE:
