PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Det var i lørdags gennem
saunavinduet. Udenfor, i toppen af et stort birketræ, sad en fugl, i modlyset
sort.
– Kråka,
sagde min kone, der taler svensk og mindst af alt er ornitolog.
– Skade,
rettede jeg. – Kan du se, at den vipper vindigt med halen?
– Vindigt? spurgte
hun og så ud. Men fuglen var fløjet.
– Sådan op
og ned, svarede jeg lidt tøvende. – Det er ikke helt almindeligt, ordet altså.
Jeg kender det faktisk kun i en enkelt sammenhæng.
– Nå?
– En sang. Grøn er vårens hæk. Den stod i Højskolesangbogen. Fra begyndelsen af
1800-hundredtallet. Jeg har sunget den masser af gange. Til morgensang. Mindst
én gang om året i syv år. Og ellers også. Når jeg cyklede, for eksempel.
Jeg så
aulaen for mig. Her stod vi, eleverne, med front mod rektor, som besteg talerstolen
og forkyndte et nummer i Danmarks næstmest udbredte digtantologi. På
balustraden over os lærerne med vagtsomme øjne og lænende sig mod gelænderet.
Vi elever var inddelt klassevis. 1. mellem, som ikke ragede så højt i vejret,
stod først, 3. g længst tilbage. Jeg så gangen ned midt gennem salen. Til højre
pigerne, til venstre drengene. Eller var det sidste bare en hallucination dér i
vores finske sauna mere end et halvt århundrede efter. Men erindringen om
fryden ved at synge er jeg sikker på.
– Ja? sagde
min kone.
Jeg tog
hendes spørgsmål som en opfordring til – ikke at synge, for dét gør man altså
ikke i en sauna i Finland, men til at fortsætte min tankegang. Med den
langsomhed, som er en naturlig følge af den høje puls, der kommer af at opholde
sig i et luftfugtigt rum med en temperatur på op mod halvfems grader, begyndte
jeg lidt famlende at citere efter hukommelsen:
Grøn er vårens hæk,
kåben kastes væk,
jomfruer sig alt på volden sole.
Luften er så smuk,
deres længselssuk
kendes let på deres silkekjole.
– Hmmm,
kommenterede hun.
Havde jeg hørt ordentligt efter hendes hmmm, burde jeg have bemærket det lidt ildevarslende i tonefaldet i
den usædvanligt korte kommentar. Men uanfægtet kørte jeg temmelig stolt over
min langtidshukommelse på med nogle af de linjer, jeg huskede bedst:
Hulde piger små,
røde, hvide, blå,
sende deres blikke rundt som
pile.
Og som krigerflag
i det kælne slag
silkebånd fra liljenakken ile.
– Bleu,
blanc, rouge, sagde min kone. – Altså Den Store Franske Revolutions farver. Er
dét mon en pointe i denne sang fra begyndelsen af 1800-hundredtallet?
– Sikkert,
svarede jeg glad over, at vi var på bølgelængde. – Frihed, lighed og...
–
Søsterskab, afbrød hun. Dog uden at standse min lyst til at citere videre:
Aftnen driver på,
mens de skønne gå,
bare de dem ikke skal forkøle.
Hvilken yndig strøm,
barmen blir så øm,
man mit hjerte kan på vesten
føle.
– Og det er
så her, det dér med vindigt og
skadens hale kommer ind?
– Jeg er
ikke helt sikker på rækkefølgen, indrømmede jeg. – Men det hele slutter i hvert
fald med, at digterjeget efter at have set på pigerne og al den frugtbarhed,
han finder omkring sig i form af storke, gæslinger og violer med et suk
konstaterer, at han må gå hjem alene.
Så havde jeg
fortalt, hvad jeg skulle, om den ting, og ingen af os sagde noget i et stykke
tid. Jeg øste vand på saunaovnens sten, og da effekten af den skoldhede damp
havde fortaget sig, og det igen var muligt at tale, fortsatte min kone:
– En tekst
med en udpræget mandlig synsvinkel. Og som sådan en del af den kanoniske danske
litteratur, forstår jeg. Hvem var det, du sagde, der havde skrevet den?
– Poul
Martin Møller. Filosof og digter, sagde jeg en smule stødt over hendes
drilagtighed. Og for at imødegå den med en virkelig trumf, tilføjede jeg med
patos, ikke på egne vegne, men på Poul Martin Møllers, naturligvis:
– Med stor
indflydelse på Søren Kierkegaard, you know.
– Javist.
Ham med Forførerens Dagbog. Et til
perfektion rendyrket udtryk for kvindeundertrykkelse, vil jeg påstå. En
potensering af den visuelle befamling af kvindekroppen, du tydeligt har
demonstreret med din sang.
Jeg øste
mere vand på stenene. Skovlfuld efter skovlfuld til huden brændte, luften
nærmest gik ud af os, og vi måtte trække vejret gennem hændernes let spredte
fingre.
– Det dér i
Köln, fortsatte hun lidt efter.
Hun er
altid den første til at få vejret og dermed ordet i sin magt, men så er hun jo
også født og opvokset i Finland med saunakultur og det hele. En anden en, der
ikke har været med fra barnsben, kommer altid håbløst efter.
– Nytårsnat,
husker du. De nordafrikanske mænds befamlinger. Det var konkret. Men i grunden
– var det kvalitativt forskellig fra det i din sang? Og de danske mænd... Ja,
du ved jo bedst selv..., afsluttede hun og så på mig med et uskyldigt smil.
Hun, som
netop havde befamlet min kære, danske sang fra min kære, danske sangskat sad
med et uskyldigt smil!
Eller også
afsluttede hun slet ikke sådan. Måske havde hun i virkeligheden slet ikke sagt
hverken det sidste eller noget af det foregående. Måske var det hele bare
udtryk for mine egne overophedede tanker sat i gang af saunaens umenneskelige
varme og af skadens vippende hale. Med andre ord en hallucinerende internalisering
af dagens politisk korrekte måde at betragte spillet mellem kønnene på. Et
spil, som i Poul Martin Mølleres aprilvise muligvis slet ikke er et spil, men
et regederligt overgreb styret af den mandlige lyst til ikke at gå hjem alene, som sangens slutord
lyder.
Da vi havde
badet færdigt, været ude og rulle os i sneen og i et stykke tid siddet med hver
sin øl, genoprettet væskebalancen og pustet ud, sneg jeg mig hen til reolen med
Ordbog over Det Danske Sprog og trak
bind 27 ud. Under vindig smuglæste
jeg, at ordet blandt andet kan betegne:
præget af (hyppige, stærke) vinde [...] som ved sin fart, lethed, mangel paa substans, tyngde osv.
minder om vinden [...] (nedsæt.) som mangler alvor, dybde, grundighed;
flygtig; overfladisk; letbenet [...] ofte om udsagn (navnlig m. (bi)bet.:
upaalidelig, usandfærdig).
Det var jo
ikke præcis mine ord om skadens hale. Så rethaverisk, som jeg er, fik jeg fat i
kommentaren til min gymnasietids danske læsebog. Her blev vindigt kort og godt forklaret med lapset, hurtigt.
Men selv om vindig altså ikke ligefrem betyder op og ned, som jeg i saunaens hede havde
for mig, er den åndelige mening den samme: der er tale om noget let, flygtigt,
upålideligt. En hurtig, lapset flirt, med andre ord. Og var det egentlig ikke essensen i Poul Martin Møllers Aprilvise?
Med dens
hjælp – og sikkert hjulpet af meget andet, som jeg ikke lige kan komme på –
blev jeg og mine kammerater under fællessangens dække for mange år siden
indoktrineret til et maskulint, for ikke at sige mandschauvinistisk syn på
kvinder. Overvåget af strenge lærere lærte vi drenge teorien. Nogle af pigerne
lærte den også. Og lærte at holde kæft og tage imod, når drengene praktiserede
det indlærte.
Sådan måtte
jeg i hvert fald konkludere, som jeg stod der foran reolen med et håndklæde om
livet og en øl i hånden.
Og nu står
vi så her i dag, vi hvide, blonde, blåøjede, og skal forestå opdragelsen til såkaldte
danske værdier af brune mænd fra Nordafrika. Nytårsnattens befamlere fra Köln
og andre storbyer.
Sådan noget
skrives der en masse om i aviserne. Hver dag. Der står om faste grænser. Og om flydende.
Om grænsebomme.
Starter vi
med at tage et spejl, bliver der sikkert grund til at feje en masse splinter
op.
ANNONCE:
