KNITREN AF PAPIR

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Det var muligvis i en sørøverroman, jeg stødte på det første gang: at et menneske med træben kan føle gigt i den fod, som hajerne engang åd til frokost. Jeg har aldrig efterforsket påstanden, men hvorfor skulle den ikke have sin rigtighed, når syge mennesker, behandlet med  uvirksomme kalktabletter, oplever stort set den samme positiv effekt på for eksempel smerte, træthed, kvalme og depressioner som mennesker, der behandles med såkaldt virksom medicin?

En forklaring på denne ofte beskrevne, helt irrationelle placeboeffekt er, at patienternes klippefaste tro på den ikke-virksomme medicin sætter gang i hjernens produktion af opiater, som så påvirker både humøret og oplevelsen af smerte på samme måde som den virksomme medicin.

Forklaringen ligger altså i den subjektive forventnings sfære. Troen materialiserer sig og går i kødet, hvilket man efter behag kan kalde sandhed, søforklaring, indbildning eller det rene hokuspokus.

Mit eget bidrag til ovenstående fænomener er oplevelsen af lyden af knitrende papir, specielt aviser, der bliver bladet i. Jeg hører, hvordan de åbnes og blade vendes hele vejen rundt, for at de skal tage mindre plads, derefter slås der let på dem med håndens bagside for at få bladene til at lægge sig tæt op imod hinanden, og måske med støtte på knæet foldes aviserne siden til halvformat, for til sidst, og nu garanteret med støtte fra et optrukket knæ og med en mere massiv lyd, at blive bukket endnu engang, så de uden problemer kan holdes op foran næsen fjernt fra medpassagerers intimsfære.

Medpassagerers?

Jo, for i mine ører hører lyden af knitrende papir ikke til i dagligstuen, men i tog, som tusindvis af gange har ført mig til og fra arbejde. Ved siden af mig mine medpassagerer i gang med samme papireksercits som jeg, måske på begge sider af mig, måske også over for mig, men sandsynligvis mere spredt, og alle med aviser foldet mere eller mindre ud. Man vender blad, bukker hensynsfuldt om af hensyn til omgivelserne og åbner under ny knitren igen, når man har læst. Sædvanligvis ser man ikke sine medpassagerer, men gennem blandt andet al denne lyd af papir ved man, at de er der.

Til min overraskelse oplever jeg stadig lyden, når jeg entrer et finsk lokaltog. Det er en indbildning, det ved jeg, men alligevel lige så reelt som gigten i sørøverens træben og placeboeffekten. For nu om stunder er der ingen aviser af papir i de finske tog og følgelig ingen lyd fra dem.

Undtagen i mit hoved.

Forklaringen på den virkelige knitrens forsvinden bærer, hvad alle ved, navne som Samsung, Lumia, iPhone, Huawei, BlackBerry, Sony, Asus, Motorola, Lenovo, og de indgår i et væld af andre elektroniske apparater med læse- og trykplader med tovejskommunikation og nærmest ubegrænsede muligheder for underholdning og oplysning. Også jeg er blevet en del af dette fællesskab af togbårne smartphoneejere, og også jeg afgrænser mig som hver enkelt af de øvrige passagerer gennem individuelle valg og nyder som dem min lette bagage, min egen i form af en LG Spirit på 4,5 tommer og ca. 150 gram, som giver mig flere læsemuligheder, end jeg kan overkomme i et helt liv – og jeg har jo kun små tyve minutter, før jeg skal af toget.

Men i korte øjeblikke indfinder længslen sig efter den nu ikke-eksisterende kontakt med min fysiske omverden, der opstod gennem lyden af knitrende papir og af de hensyn, udfoldelsen og sammenlægningen af aviserne medførte.

Somme tider, og i endnu kortere øjeblikke, som racer forbi mod glemslen, rammes jeg af følelsen af, at måske også andre hører samme lyde og har samme savn.

ANNONCE:

RETTEN TIL AT SLÅ BØRN

 PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Medlem af Folketinget Marie Krarup er med i et parti, Dansk Folkeparti, der stemte imod lov nr. 416 af 11. juni 1997, der handler om ophævelsen af forældres ret til at slå deres egne børn.

Med lovens ord:

Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.

Til min forskrækkelse opdager jeg, at Marie Krarup i en diskussion i TV 2 News har udtalt:

Det kan være o.k. at give sit barn en lille ørefigen eller et rap over nallerne. (Citeret efter Dagbladet Information, 20.2.16)

Hvis jeg nu udtalte – hvad jeg dog aldrig kunne drømme om, jeg skriver det udelukkende for det onde eksempels skyld og i samme let udglattende stil som Marie Krarup benytter – at en lille bombe i ny og næ under Statsadvokatens kontor da ville være et effektivt middel til at få anklagemyndigheden til at oppe sig, og jeg samtidig ydermere antydede, at jeg skam da har midlerne til det, helt på samme måde som Marie Krarup ved at gestikulere med sine hænder antyder, at hun har midlerne til at slå sit barn...

Hvis jeg altså, hvad jeg ikke gør! udtalte min godkendelse af en alvorlig forbrydelse som ovenstående og samtidig viste mig kapabel til at udføre den, ville og burde denne verbale handling så kunne gå upåtalt hen?

En alvorlig trussel mod Statsadvokaten!!! Nej! Hillemænd! Den fyr skal straffes.

Tager jeg fejl, når jeg påstår, at den opfattelse er alle i Dansk Folkeparti samt alle rettænkende mennesker enig med mig i?

Men børn, jamen Herregud, de er jo bare børn og har altid fået smæk, og det kan de da fortsætte med at få, til de lærer det!

ANNONCE:

KLARHED ELLER MYSTIFIKATION

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 Det, du formulerer klart, modbevises i en fart. Det, du maler i det dunkle, vil som visdom længe funkle.

Verselinjerne, her skrevet ud som prosa efter hukommelsen, er af den danske digter og naturvidenskabsmand Piet Hein. Hans litterære pseudonym var Kumbel Kumbell, og den epigrammatiske genre, han bemestrede og skabte tusinder af, kaldte han gruk. Betegnelsens førsteled er hentet fra ordet grin, sidsteleddet fra suk. Grukket er, som vi kan se, kort og med en fyndig, ofte satirisk pointe, der udgår fra en modsætning.

Ovenstående gruk har ofte været mig til trøst, når jeg har læst berømmede forfattere og filosoffer, hvis modsigelsesfuldhed eller kapricer jeg kun har kunnet forstå som latterligt prætentiøse og af en art, som hører hjemme i et kladdehæfte, hvorfra en seriøs forfatter ved senere lejlighed kunne tage det frem og gøre det brugbart.

Men det omvendte kan lige så vel været tilfældet, for grukket kan også blive nærværende for mig, når jeg møder en kompliceret tanke udtrykt fyldestgørende i en enfoldig form. Så standser jeg op og forsøger at holde på ordene ved at lære dem by heart, som englænderne meget betegnende benævner det, vi danskere kalder udenadslære.

En sådan mulighed tilbyder den danske tegner og forfatter Robert Storm Petersens såkaldte fluer, som han har skabt tusinder af. En flue består af en kort tekst med en enkel stregtegning. For et par dage siden blev jeg opmærksom på nedenstående, hvis blot tyve ord gav mig en slående forklaring på og et uigendriveligt alibi for den iver og glæde, hvormed jeg i de sidste par måneder har fordybet mig i oldtids- og middelalderlitteratur. Over for historieskeptikere har jeg altid haft mange og lange forklaringer for at legitimere min interesse. Den her glæder jeg mig til at bruge. Den sidder bare!

Under billedet af en mand, mere lærd end udadvendt, står de bevingede ord:

Man har ment, at oldtiden ikke  vedkommer os, men havde vi ikke haft den, havde vi heller ikke haft nutiden.

Så er den ged barberet, som man i dansk, uformelt sprog siden 1997 har kunnet sige om en sag eller et problem, der er afklaret.

Hvis den kanoniserede engelske digter T.S. Eliot hørte, at jeg brugte de samme ord om nogle af hans guddommeliggjorte linjer fra Four Quartets, ville han måske trække godkendende på smilebåndet, måske betragte mig som en illitterær plebejer uden adgang til poesiens højeloft.

Time present and time past are both perhaps present in time future. And time future contained in time past.

Hans karakteristik af mig kan jeg tåle, for jeg har haft stor glæde af hans statement, som jeg har båret med mig i jeg ved ikke hvor mange år.

Efter alt dette positive må der jo komme et antiklimaks. Noget som trods – eller måske netop på grund af sin forfatters i øvrigt højt besungne verbale formåen er og forbliver uklart. Forstået på den måde, at den klargørende forklaring, eksegesen med et ord lånt fra teologien område, kræver en umådeholdende anstrengelse af sin læser og mange stykker papir. Måske tykke bøger. Med andre ord kræver mere end godt er.

Nedenstående linjer er fra Karl Ove Knausgårds Om vinteren, en samling korte prosastykker, hvor forfatteren på præcis samme måde som det er tilfældet i mastodontværket Min kamp har held til gang på gang at forplumre det banale. Har man hang til at hensynke i mystifikationer, tilbyder der sig her en gylden lejlighed.

Stykket hedder Syttitallet, jeg citerer fra slutningen.

Lengselen etter syttitallet er ingenting annet enn lengselen etter framtiden, for den fantes da, alle visste at alt ville forandre seg, men den finnes ikke nå, når alt er forandret. Jeg tror at alle kulturens epoker er preget av disse to modiene, eksistensen av framtid og fraværet av framtid, og det merkelige er at det er som om kulturen streber mod framtidsfraværet, som om det er dens høyeste form, når lengslene er oppfylt, noe det ikke er, for da vender lengselen sig mot fortiden, eller mot noe annet tapt eller ufullført, som den gjorde i årene før den første verdenskrigen, en krig ingen ventet og ingen ville ha, drevet fram av krefter ingen så, men som på aller mest brutale vis, først én gang, så én gang til, ryddet veien for et nytt framtidsnærvær.

En anden måde at forholde sig til teksten er at man, nu efter endt læsning, ser klogt nikkende frem for sig og mumler: Jo, han kan, den Knausgård! Hvorefter man blader videre, læser næste prosastykke og lader sig fængsle. For fængslende, det er han, Karl Ove Knausgård, når han hæmningsløst katalogiserer det selvoplevede.

Om han holder som profet ud i litteraturen, hvad det ikoniske portræt af ham kunne antyde, vil tiden afgøre.

ANNONCE: