KA’ DET VÆRE SÅ SVÆRT?

Foto: Morten Langkilde

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Her på den anden side af årets 8. marts er der kun ét af de feministiske slagord, som rigtig kommer op, når jeg tænker på kvindekamp. Det er:

Lige løn for lige arbejde.

Det indebærer, at kvinder i produktionen er lige så meget værd som mænd målt i kroner og ører.

For at skære det ud i pap:

Hvis en kvindelig kranfører er lige så ferm som sin mandlige kollega til at betjene håndtagene, skal hun selvfølgelig have det samme i lønningsposen som ham. Drejer det sig om at passe børn i vuggestuen, gælder samme regel om lige løn uanset køn.

Er man ved at blive lært op i et fag, skal man efter samme regel have mindre, men med løfte om at få fuld løn, når man er udlært og derfor pr. definition kan udføre det samme arbejde som andre udlærte. På denne måde bliver lærlingene sluset ind på arbejdsmarkedet til en løn, der er passende til deres arbejdsindsats. Det er et hævdvundet princip, som der er bred enighed om bør gælde på alle områder af arbejdslivet.

Lad os tage en indvandrer og anvende samme regel:

Lige løn for lige arbejde.

Det indebærer, at indvandrere i produktionen er lige så meget værd som majoriteten af danskere målt i kroner og ører.

For at skære det ud i endnu mere pap:

Hvis en indvandret kranfører m/k er lige så ferm som sin etnisk danske kollega m/k til at betjene håndtagene, skal hun eller han selvfølgelig have det samme i lønningsposen som den etnisk danske m/k. Drejer det sig om at passe børn i vuggestuen gælder samme regel om lige løn uanset køn.

Er indvandrerne ved at blive lært op i et fag, skal hun eller han naturligvis have mindre, men med løfte om at få fuld løn, når læretiden er gennemgået. På denne måde bliver indvandrerne  sluset ind på arbejdsmarkedet til en løn, der er passende til deres arbejdsindsats.

Jeg ser ingen rimelig grund til ikke at lade dette princip vinde hævd. Derimod ser jeg, at politikere og arbejdsmarkedets parter i dag bruger forskelle i etnicitet ligesom de engang brugte korskel i køn til at spille den ene part ud mod den anden.

Lige løn for lige arbejde – ka’ det være så svært?

Åbenbart! Kvinder har det ikke. Men de kæmper stadig for det.

ANNONCE:

BRISTE ELLER BÆRE

Ikaros

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Hun gik foran mig med vuggende hofter af den slags som ville have fået en gammel pirat til at længes efter Atlantens lange dønninger. Sådan et naturfænomen er som skabt til at falde i staver over, men efter et par sekunder slog det mig, at bare det at gå efter hende, selv uden dvælende opmærksomhed, kunne opfattes som en grænseoverskridende provokation. Så jeg skridtede ud med hælene hårdt mod gågadens flisebelægning, rundede hende og tog føringen.

Hvorefter jeg fortsatte min let slentrende gang, som om ingenting var hændt. Og det var der jo heller ikke.

Kald bare mine forestillinger overdrevne. Eller vildt overdrevne. Jeg er ligeglad, for jeg ved, at de er der. Hos mig selv. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der let vælger at gå ind i sig selv af frygt for at blive misforstået, og at der bliver flere og flere af os.

Det ligner måske ordkløveri, men der er en verden til forskel mellem frygten for at blive misforstået og frygten for ikke at blive forstået. 

I sidste tilfælde vil jeg tale om en kalkuleret risiko i forbindelse med et konkret udspil. En positiv satsning, med andre ord. Jeg vil altså noget bestemt, men jeg ved, at det måske ikke er så  enkelt at nå målet. Trods det vover jeg med al mobiliseret selvtillid et øje, som man siger, og så må det briste eller bære.

Konkret kan det handle om en elevatortur i et stormagasin eller om mennesker i en togkupé.

Min yndlingshistorie her er om en ung, finsk kvinde, der for første gang kørte i tog i Danmark. Det var mellem København og Århus, og det blev en oplevelse for livet, som for hende definerede den danske mentalitet. For til forskel fra, hvad der var comme il faut i hendes hjemland, fandt der i den danske togkupe en livlig samtale sted mellem vildt fremmede mennesker.

Den gang, for fyrre år siden, blev hendes fortælling i Danmark mødt med et smil og et let skuldertræk. For på en længere togrejse småsnakkede man da selvfølgelig med sine medpassagerer. Jeg har ladet mig fortælle, at i dag gør man den slags undtagelsesvis, hvilket ifølge mine danske og finske erfaringer betyder, at man i dagens Danmark er lige så dårlig til at kommunikere med hinanden, som man var i de finske tog for fyrre år siden.

Frygten for at blive misforstået er derimod kendetegnet ved mangel på selvtillid. Fatalistisk imødeser jeg i mine tanker et uundgåeligt nederlag. I eksemplet med de vuggende hofter i bedste fald en nedladende bemærkning, der også i mine egne øjne vil gøre mig til en, der trænger mig ind på forbudt område.

At problemet kan placeres i de subjektive forventningers sfære hjælper mig ikke det mindste. Jeg er som andre bundet af min tankeverden og må derfor også tage udgangspunkt for mine handlinger i de forestillinger, jeg formoder andre nærer om mig.

Tør jeg række hånden frem, tale frit, møde andre med et åbent blik? Eller skal jeg bøje mig for dagens højt prioriterede forestillinger om den ukrænkelige privatsfære, hvor forventningen er, at man slår blikket ned, holder hånden i lommen og sylten knyttet?

Den ukrænkelige privatsfære i det offentlige rum fremtræder for eksempel i lokaltoget, hvor den private, elektroniske skærm har trængt de fælles, genkendelige aviser ud.

Jeg siger fælles, og det er lidt af en tilsnigelse, for der var i almindelighed tale om to-tre forskellige aviser. Men vi vidste alle, at vi kunne aflæse noget om de andres holdning, interesser og politiske ståsted ud fra, hvad de læste, og vi kunne derfor som minimum udveksle et indforstået blik eller en bemærkning, som angik det, vi vidste, vi var fælles om.

Der var en dør, det gik let at åbne.

Denne dør ud af det offentlige rums stillezone findes naturligvis stadig. Men at åbne den kræver endnu mere mod end tidligere til at udlevere sig selv og gå ind i en dialog, hvis forudsætning er tillid og selvtillid.

Det mod er ikke fremtrædende som et lokkende og blomstrende alternativ til den privatisering og den adskilthed, som langsomt er ved at erobre dagens offentlige rum på helt almindelige hverdage.

Småtterier?

Javist, men kun for en overfladisk betragtning, så sandt det er på en livskraftig fællesfølelse, vi har bygget vores samfund. For at se et medmenneske i den fremmede er hjertet i vores kultur.

ANNONCE: