FLÆSKET FORENER

Flæsk og John Mogensen lookalike

 PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet

Nu har jeg gjort det. Nu føler jeg mig som en rigtig dansker. Det var syv år siden sidst. Da blev det til syvogtredive stykker.

Stykker hvad?

Stykker flæsk. Med persillesovs. Danmarks nationalret.

Jeg husker ikke tørsten efter den gang. Men den for tre dage siden var reel. Den holdt sig i to døgn. Og så var der ikke tale om mere end tyve stykker.

Min kone så på mig med blikket. Da var jeg kommet til det femtende stykke. Det var salt. Men hvad pokker. Når man nu sidder i en af de små haver på Pile Allé, det var Krøgers, og skal have det lidt godt. På dansk manér. Ved et bord med rød- og hvidternet dug.

Da vi kom ind var orkestret ved at afslutte et John Mogensen-gig. Der er fut i fejemøget og Der er noget galt i Danmark. Folk sang med af fuld hals og blinkede til borddamen (i hvert fald mændene, dem var der flest af), og jeg følte, at nu var jeg endelig hjemme.

Hvor der er sang, slå dig ned, som min oldemor sagde. Hendes adgang til flæsk var bondekonens. På en time spiste jeg mere, end hun garanteret fik hele julen. For de andre skulle jo også have. For mig var der ingen andre. For mig var der bare mig.

Og min kone, som sagt. Og hendes blik. Og servitricen, som lagde hovedet lidt på skrå og spurgte, om det smagte? Og smagte af mere?

Så skal jeg i hvert fald have en liter øl til!

Men skulle jeg nu det? En halvfuld stodder i flæskekoma. Var det oplevelsen værd? Jeg så på min kone, at det syntes hun ikke. For sit eget vedkommende. Og sikkert også for mit.

Og for englændernes. Dem, der lige havde sagt ja til at leave EU. Jeg måtte levne noget flæsk til dem. De ville få brug for det. Danmarks eksport ville gå en strålende fremtid i møde. Ligesom efter afstemningen i 1972, da vi besluttede os til at indtræde i det, englænderne nu ville forlade. Med tilhørende flæsk fra Danmark.

Hvis danskerne skyndte sig med også at leave EU, vil flæskeeksporten blive reddet, fór det gennem mit hoved.

Så må vi have ressourcer og bugnende lagre.

Så må vi være parate med flæsket.

Lænet op ad denne økonomiske teori ofrede jeg mig og afstod fra de næste ti stykker, betalte og vandrede ud i sommernatten ivrigt støttet af min bedre halvdel.

Et nyt kapitel var begyndt. Jeg var en del af en større sag. United we stand med fuld kontrol over vore liv og lande. Med to ord:

Flæsket forener.

ANNONCE:

FARS FRIKADELLEFARS

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet

Glem alt om røremaskinen, når du skal lave frikadellefars. Den gør kødet sejt og den færdige frikadelle kompakt. Brug i stedet hænderne, når farsen skal blandes. Du får en god materialefornemmelse, når farsen presses ud mellem fingrene, og frikadellen bliver både porøs og saftig.

Og når du nu er i gang, og frikadellelugten uundgåeligt sætter sit præg på atmosfæren i lejligheden – hvorfor  ikke lave en ordentlig portion, så dybfryseren også får sit? For frikadellen er altid populær på mellemmadder, lunede til en lidt finere frokost eller en hurtigt opvarmet middagsmad.

I en stor skål lægger/hælder/drysser du

800 gram oksekød

800 gram svinekød

ca. 5 mellemstore, hakkede løg

ca. 5 æg

en sjat mælk

1 tsk. peber

1 tsk. paprika

2 spsk. mel

Mens farsen blandes, smeltes 1-2 oksekødsterninger i lidt kogende vand. Tilsættes efter afkøling. Er du så heldig at have virkelig kvalitetskød, og så er du meget heldig! kan du skippe kraftterningerne, men skal i stedet tilsættes 1-2 tsk. salt.

Hvis farsen er for fast, tilsæt mere mælk. Er den for løs, må du tilsætte lidt ekstra mel og vente. Men bland nu som før forsigtigt, ellers bliver farsen sej.

Når farsen har stuetemperatur, skal frikadellerne formes. Selv bruger jeg en barneske. Den giver den rigtige størrelse, synes jeg.

Stegning: Stærk varme i begyndelsen, derefter svagere. Tiden afhænger af størrelsen, men 4 minutter på hver side er ikke helt galt. Er du usikker, skær en frikadelle over og tjek.

Med to til tre pander på komfuret samtidigt kan stegningen godt blive så stressende, at der ikke engang er tid til at drikke en øl.

Det bedste til frikadeller er nye kartofler, smør og rårørte tyttebær. Kartoflerne skal selvfølgelig drysses med frisk dill.

Stuvet hvidkål passer i øvrigt overraskende godt, men ikke sammen med tyttebær.

Frikadellerødvin skal man holde sig fra. Gode frikadeller vil have god vin.

Eller nogle store slurke koldt øl.

For resten er postevand fremragende til det meste. Hvis man altså kan tappe det direkte fra hanen i de tusind søers land.

ANNONCE:

FRIKADELLENS FLUGT

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet

Frikadeller er god, dansk kultur. De hører også til i sydeuropæiske køkkener, hvor de også er god kultur, nemlig sydeuropæisk. Efter sigende kom de før dér end i de danske køkkener. De smager anderledes, nemlig sydeuropæisk. Men danske frikadeller smager også forskelligt. Det gælder også for svenskernes köttbullar, som er søsternationens bud på en blandet fars med løg og æg som vigtige ingredienser. De har andre vaner, svenskerne, fx vil de gerne tilsætte for lidt svinekød.

Det bliver for meget bøf for min smag, og så er de også alt for små, nærmest på størrelse med kødboller i den hønsekødssuppe, som var mine bedsteforældres festmad. Grækernes frikadeller derimod – i hvert fald de eksemplarer, jeg har tygget i mig, har været voldsomt store, mere end dobbelt så store som de danske, der på deres side er rene kæmper i forhold til svenskernes.

Eller hvordan det nu egentlig er med de danske frikadeller. For nogen nationalt autoriseret dansk frikadelleopskrift, hvad angår fars, form og omfang, kender jeg ikke.

Hvorfor ikke?

Svaret er enkelt: Også på dette område fremstår kultur, her frikadellekultur, som vaner med mange, individuelle udtryk.

Den definition, at kultur er vaner, tillægges Hartvig Frisch, filolog, kulturhistoriker og politiker, som virkede i første halvdel af forrige århundrede

Nu er der det sjove ved vaner, at de forandres i forhold til den tid, de lever i, og deres udøvere. Men ændringerne finder sted uden, at de nødvendigvis bliver genstand for opmærksomhed, endsige opstandelse. Engang imellem får de et lille skub: Flæskestegen bliver til juleand, gåsen fra Peters Jul bliver forkastet til fordel for kalkun, og hvem begynder nu om dage med risengrød som i samme julefortælling? Nej vel, for ingen vil spise sig halvt mæt i grød før kødretten. I Finland var lutfisken engang en nærmest hellig julespise, indgangen til selve julestemningen. I dag foragtes den af de fleste som – uspiselig.

Det julebord, jeg for det meste bænker mig ved i Finland, er uden ovennævnte kødretter, vi får skinke, oftest af en dansk gris, og altid med kogte svesker, rødkål og brunede kartofler, hvilket er totalt ufinsk.

Sådan kunne jeg blive ved, både hvad angår julevaner og andre kulturelle ytringer. Ting fletter sig ind i hinanden og ændres fra det dog kenkendelige til uigenkendelighed. Tænk for eksempel på lerkruset og den tørre kage, som Grundtvig besynger i julesalmen ”Velkommen igen Guds Engle små”, som julesalmesyngende danskere har i rygmarven. Eller på juletræet eller julemanden, hvis tilstedeværelse som festligt midtpunkt i julen kun udgør nogle få procent af julens historie.

Som slutning på denne blog vil jeg gerne gøre opmærksom på anledningen til den. Den er, hvad angår trivialitet, på linje med ovenstående, men som andet trivielt er den værd at tage under nærmere overvejelse. Dens ubetingede fordel er, at den er kort formuleret.

Vi er midt i DR2’s Deadline den 6.6.2016. Forfatteren Jens Christian Grøndahl bliver interviewet. Anledningen er en ny bog, Europas ambassade, om flygtningekrisen og vore forventninger til fremtiden.

Grøndahl fortæller, at han i en samtale med en italiensk forfatter nævner, at danskerne er regulært bange. De frygter kultursammenstød.

Jamen, siger hans italienske kollega,

kulturer støder ikke sammen, de blander sig.

Jep, sådan er det. Italieneren har ret. Men uden lidt tålmodighed, nysgerrighed og en positiv holdning går det ikke. Tænk på frikadellen!

Selvtilstrækkelighed derimod - dette at være sig selv nok, må man nok lade ligge hjemme i kommodeskuffen.

For at mit synspunkt ikke skal fordunste i ren åndelighed, skal jeg i næste uge give min frikadelleopskrift, Fars Frikadellefars, fra mig.

ANNONCE: