PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg
har været højskolelærer i Sverige,
leder
af Nordens Institut på Åland
og
i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet
På min indre skærm får jeg et
billede af danske jordbærmarker befolket af bøjede børn. Foran sig skubber de
kasser med fire bakker, hver rummer et halvt kilo. De mindste bær skal de
springe over, har gartneren sagt. De dårlige skal de lade hænge. De fineste må
de gerne spise. De regler forstår børn, fra de er ti-elleve år. Især den om at
spise. Men spise gør de kun i begyndelsen. For de er her jo for at tjene penge.
Så de arbejder utrætteligt. Arbejdstiden varierer efter bærrenes mængde. Det
kan blive to, fire eller flere timer pr. dag. I højsæsonen ubegrænset.
Det var den
gang.
I dag er
børnearbejde reguleret under hensyntagen til alder. Der kræves tid til hvile.
Skolegang har første prioritet. Arbejdet må ikke være tungt og ensformigt. I
dag er det ikke bærplukning eller udbringning af aviser, der bøjer børns rygge
og tager deres opmærksomhed. Men børn findes jo, og i de sidste uger har jeg
set flere, end jeg plejer. De går, cykler eller skubber sig frem på løbehjul
med næsen i en smartphone. De søger efter pokémoner i en jagt uden grænser. I
går hørte jeg om en fyr, der var støvlet ind i en fremmed lejlighed, fordi hans
kort havde vist, at her var der fangstmulighed. Damen, der beboede lejligheden,
havde givet et skrig fra sig, det gjorde han også og styrtede væk.
Lyder det
langt ude, når jeg siger, at den vigtigste
forskel mellem jordbær og pokémoner ikke
har at gøre med det niveau i virkeligheden, de befinder sig på. Jordbær er
konkrete, pokémoner hører til i den virtuelle verden. Ordet kommer fra virtualis i middelalderlatin og henviser
til en indre kraft eller mulighed. Længere tilbage i ordets historie finder vi virtus, som betyder styrke, dyd,
tapperhed. I bunden af det hele finder vi det latinske vir, der betyder mand.
Det ligger
altså i ordet, at det virtuelle har en kraft og en iboende styrke, der ikke
skal undervurderes.
Med
jordbærrene har vi noget håndgribeligt med form, farve og smag, de er konkrete,
mens de immaterielle pokémoner har indre kræfter, der kan få dem til at
materialisere sig på en skærm. På den måde bliver de lige så virkelige som en
mail fra onkel Ove, hvor han lover at passe min kat i sommerferien, eller et
billede af Astrids morgenmad, der efter sin hensigt får vandet til at løbe i
munden på mig.
Den afgørende forskel mellem jordbær og
pokémoner finder vi i deres forhold til tid og rum. Her er jordbærrene genkommende
og som sådan indgår de i et fornybart kredsløb parallelt med
jordens gang omkring solen og
årstidernes vekslen, hvilket i årtusinder har været grundlaget for menneskers
forståelse af sig selv og sine muligheder. Her hører livet til i endeligheden,
måske bedst symboliseret ved livshjulet, der viser, hvordan spædbarnet løftes
til voksenlivets højdepunkter, hvorefter alt i samme, nu nedadgående bevægelse
går mod bunden, og oldingen med stadig svagere kræfter må slippe taget for i
næste sekund at materialiseres i den nyfødte.
I det
genkommende er der orden og tryghed.
Men det er i
det grænseløse rum og i en tid, der ikke gør forskel på sommer og vinter, dag
og nat, vi finder vores pokémoner. Dette rum og denne tid kendetegner
moderniteten. Den har floreret i vores vesterlandske kultur i godt et par
hundrede år. Et ikonisk billede på den er amerikanske prærievogne, der i en
uendelig strøm bevæger sig over de grænseløse prærier.
For
The west
is the best.
Vi kan altid
komme længere frem, tjene flere penge, producere mere, blive rigere, flere,
mægtigere og forbruge løs af jordens uudtømmelige ressourcer.
Det er i denne
uendelighedens forestillingsverden, pokémonerne lever.
Gør dem, der
løber og indfanger dem, også det?
Jeg synes,
at de lever i to verdener.
Den ene af
dem er anskueliggjort ved den cirkelbevægelse, som er jordbærrets i en
årstidsbestemt bevægelse fra plante til frugt, og som peger på endeligheden i
stadig tilbagekomst. Det er livet på landet i de rigtig gamle dage, hvor man
producerede det, man havde behov for og af et minimalt overskud handlede sig
til det, man ikke selv kunne frembringe.
Den anden,
pokémonernes verden, symboliseres ved en pil, som viser ind i uendeligheden og
aldrig standser.
Men i visse
kredse i vor tid har denne opfattelse i en del år været mindre trendig. I et større
perspektiv ser vi for eksempel politiske partier, der taler for en grøn
politik. I et minimalt kan jeg nævne en fyr, jeg traf forleden til en fest. Han
strikkede karklude af bomuld. Jo, forklarede han, almindelige købekarklude
indeholder plastikfibre, som vaskes ud, når de skylles. Og de er, sagde han, i
gang med at invadere fødekæden. Hvordan hans bidrag til verdens frelse eventuelt
modvirkes af en netop planlagt tur til Andamanerne, diskuterede vi selvfølgelig
ikke. Der var jo ingen grund til at ødelægge den gode stemning.
Konklusionen:
At vi er på vej.
For det første
mod et virkelighedssyn, der ligner det før-moderne. Men først, når praksis
følger efter, rykker det.
For det
andet, at modernitetens virkelighed tager nye former. Ikke i et billede af
prærievogne, men i billedet af en masse børn, der samtidig, i den konkrete
verdens endelighed og i cyperspaces uendelige rum, styrter rundt efter
indbildte figurer, der elegant overskrider grænsen til den konkrete
virkelighed.
Med andre
ord er vi på vej ind i en verden, der forener de muligheder, der er til vores
disposition. Cirklens gentagne og pilens uendelige verden.
Foreningen
af muligheder til nye mønstre kalder vi udvikling.
Ovenstående om
plukning af bær og pokémoner faldt mig i tankerne, da jeg tidligt i morges
plyndrede vores ribsbusk. Det blev til en regulær spandfuld til gelé og saft.
I
vintermånederne fortsætter bærrene deres kredsløb.
ANNONCE:
