PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i
dansk ved Helsingfors Universitet.
Søndag
morgen havde jeg stadig ondt i ryggen og i røven. Det var nobelfestens skyld.
Som amen i kirken løber den af stablen hvert år den 10. december for at
højtideligholde den gamle dynamitkonge Alfred Nobels død. Og jeg havde siddet
og set det hele, lige fra prisuddelingen med fanfarer og kongens hånd i centrum
til udmarchen fra festbanketten, hvor kongens fødder førte an.
Der er ingen ende på, hvor ståtlig
den er, nobelfesten. Alt er instrueret til mindste detalje og forberedt
minutiøst, meget siden forrige 10. december. Vi får indblik i
blomsterdekorationerne, i år med indre lyssætning, i madens tilberedelse og
sammensætning ned til mindste ingrediens. Vore festklædte ciceroner fortæller
om middagens omfang med et tusind seks hundrede portioner og de hundredtallige
tjenere. Der er tale på tale med lovprisninger af kunst og videnskab, og det
uforklarlige bliver forklaret så pædagogisk, at man skulle vare et rent fæ,
hvis man ikke fattede betydningen og anede sammenhængen til det største,
menneskeheden nogen sinde har frembragt.
Det er som et rent eventyr, fastslog prismodtagere og deres børn, gang
på gang, når de interviewedes om deres oplevelse.
Men det var ikke ganske frivilligt, at jeg selv sad i mange timer
og så med, mens jeg vred mig i tv-stolen, der ikke er og ikke skal være
behagelig at sidde i. Det var fruen, som havde lokket mig. Og om hun ikke er af
anden etnisk herkomst, så har hun i hvert fald et andet modersmål end mit, og
det mål smelter forunderligt sammen med nobelfesten og med de løbende svenske
fester for barnedåb og bryllupper med svenske kongelige i hovedrollerne.
Dér har jeg dog sat grænsen.
For det er alt sammen, simpelthen! for æstetisk og for meget af
det gode. Det får mig til at miste jordforbindelsen og berøver mig tænkeevnen
samtidig med, at jeg føler et forbandet mindreværdskompleks af national
karakter. Og det er dobbelt ubehageligt, for på den måde afslører jeg mig for
mig selv som kryptonationalist, der ikke er et hår bedre end for eksempel fodboldfanatikere,
der fortrænger det æstetiske i modstanderholdets spil for i stedet at fokusere
på dets held og brutalitet.
Men selv om jeg kikker nøje efter, finder jeg intet held i
nobelfesten, langt mindre brutalitet – i andet end i udgangspunktet: dynamitten,
der har finansieret hele spektaklet. Alt er æstetiseret i en sådan grad, at
selv kongen virker som selvskrevet til at indtage sin plads som festens suveræne
hovedperson med ånd og håndelag over alle andres.
Her rabler det for mig, tankerne sortner, jeg vrider mig på stolen
og hader at være i selskab med mig selv foran tv-skærmen. Som uperfekt menneske
og del af en uperfekt nation begynder jeg at hade kunstige håropsætninger,
diademer med diamanter eller uden, men i hvert fald med sekellang historie.
Kilotunge kjoler og ordener i stribevis reduceres til viderværdige udtryk for
umanerlig forfængelighed og manglende realitetssans uden sidestykke i nutiden. For
hvem er det, der sidder med flest ordener? Idioterne! som P.A. Heiberg sang i
slutningen af 1700-tallet under stærk indflydelse af Den franske Revolution.
Og netop i det øjeblik, da jeg presses mod mit hårde sæde af
skønhedens ufattelige byrde, indser jeg, hvorfor den mest omdiskuterede
prismodtager glimrer ved sit fravær. Hvorfor den amerikanske alvorsmand med de
hjemmestrikkede melodier, enstonige
foredrag og hvæsende mundharpe ikke har kunnet formå sig selv til at
flytte sine nedtrådte støvler til æstetikkens og de verbale dybsindigheders
højborg, rådhuset i Stockholms, den 10. december dette år.
Så i stedet for prismodtageren selv, som ikke ville komme, har
nobelkomiteen indforskrevet Patti Smith, hans jævnaldrende åndsfrænde. I al den
omkringflimrende glamour bliver hun for mig et fixpunkt med sit grå hår,
usminkede ansigt og blufærdige fremtræden. Og til alt held kan hun ikke huske
ordene til sangen, hun skal synge for at ære nobelpristageren og underholde de
forsamlede notabiliteter. Hun må simpelthen give op, undskylde og begynde
forfra. I det øjeblik bliver jeg nærværende som aldrig før, i det øjeblik
bliver kunsten virkelig og verden i dens ufuldkommenhed håndgribelig.
Vi vil så gerne skønheden over alle grænser. Men når den er der,
bliver den hurtigt kedelig som Himlens harpeklang frembragt af engle på våde
skyer.
Patti Smith førte os ned på jorden mineret med dynamit. Tak til
hende og Bob Dylan.
Idet hun løfter hænderne, får nobelfesten et menneskeligt ansigt.
ANNONCE: