BOYKOT USA?

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Henry Kissinger, legendarisk amerikansk politiker og USA’s nationale sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister i 1970’erne, citeres ofte for at have spurgt, hvem i Europa man kunne ringe til i en krisesituation.  

Som den velkendte boomerang rammer spørgsmålet dagens USA . Hvem er ansvarlig? Hvem kan man betro sig til? Hvem ved, hvad der egentlig sker for eksempel

– ang. Nato?

– ang. EU?

– ang. Kina?

– ang. Ukraine?

– ang. Israel og Palæstina?

– ang. Mexico?

Var det ikke farligt for sikkerhed og fred i verden og i USA selv, ville det være meget, meget morsomt at følge med i, hvordan clean up crew’et, som man måske tør kalde Du-Ved-Hvems kabinet, forsøger at tage brodden af bajadsens udmeldinger fra Det Hvide Hus.

Således ved vi nu med sikkerhed, at udsmidningen af immigranter fra USA skal/skal ikke være ”a military operation”. Konflikten Israel-Palæstina skal/skal ikke resultere i en en-statsløsning. Nato skal/skal ikke støttes et hundrede procent af USA. EU skal/skal ikke gå i opløsning. Osv.

Så meget om Du-Ved-Hvems politik.

Om Du-Ved-Hvem himself ved vi efterhånden to ting med sikkerhed:

1: Han er uberegnelig. Det behøver næppe nærmere forklaring.

2: Han er merkantilist. Det betyder, at han repræsenterer en handelspolitisk og nationaløkonomisk retning, der opstod sammen med nationalstaterne i Europa for to-tre hundrede år siden. Merkantilismens mål var at skabe stærke, økonomisk uafhængige stater, hvor eksporten blev fremmet, men importen begrænset.

Om det har vittige hoveder sagt en del, men vid og vittigheder er tilsyneladende ikke noget, der bider på manden i Det Hvide Hus. Han er selv en meget større komiker, der vil, at vi tager det alvorligt, som andre fremfører som spøg.

Hvad kan vi så gøre, vi som ønsker, at han skal have så kort et præsidentskab som muligt?

Ikke meget.

Især ikke, hvad angår punkt 1.

Angående punkt 2 har nogle vist en vej ved forskellige former for boykot: Det har modtageren af årets Oscar for bedste udenlandske film, den iranske filminstruktør Asghar Farhadi, netop gjort ved ikke at møde op til årets Oscaruddeling. Nogle dage inden sagde Bob Harward nej tak til at overtage stillingen som sikkerhedsrådgiver efter Michael Flynn. Philip Bilden boykotter også, idet han ikke vil ikke være marineminister i Du-Ved-Hvems regering. For et par dage siden blev blandt andre The New York Times, CNN og LA Times nægtet adgang til en pressebriefing i Det Hvide Hus, hvorefter nyhedsbureauet AP og Time Magazine valgte at boykotte samme briefing. Danske Bank dropper investeringer i den planlagte oljeledning ved reservatet Standing Rock. I Mexico er der indledt en konsumentboykot af amerikanske produkter. De administrerende direktører for tekstilfirmaet Finlayson og for kæledyrskæden Musti ja Mirri har bestemt sig til, at de ikke rejser til USA under det nuværende regime.

Hvorved de alle – og mange flere kunne nævnes – følger en af dagens trends, som er, at virksomheder og privatpersoner tager moralsk stilling i økonomiske spørgsmål for dermed at påvirke den politiske udvikling.

Boykot kan tage sig mange former. Etymologisk henviser ordet til den engelske godsejer Charles Boycott, som irerne i 1880 nægtede at arbejde for. Når vi netop i dag hører ordet, tænker en del måske umiddelbart på EU’s boykot af Rusland, som har sit udspring i Ukrainekonflikten. En del husker måske boykotten af det sydafrikanske apartheidregime, og den gang kystbanesocialisterne og andet godtfolk i whiskybæltet boykottede franske oste og vine, fordi franskmændene havde udført prøvesprængninger med atomvåben ved Mururoa Atollerne.

Men boykotte USA???

Da jeg fik tanken, kom jeg umiddelbart kun på ét eneste produkt: Sun Maid rosiner fra Californien. I en skuffe i køkkenet fandt jeg en pakke med den smukke pige, som frister med de forbudne frugter. Den vil jeg naturligvis tømme, før jeg finder en ny, men uden fristerinden. Det beklager jeg, også fordi hun er fra den delstat i USA, der så vidt jeg ved fører den fornuftigste økologiske politik.

Men der findes andre produkter. For eksempel Fordbiler! Sådan en skal jeg vel vogte mig for at købe, når familiens Toyota kræver en afløser. Og når jeg passerer en MacDonalds, vil jeg vende hovedet væk. Sikkert kommer jeg hen ad vejen i tanke om andet, venner her og der vil hjælpe mig.

Hjælp til selvhjælp!

Men at det bliver svært, er sikkert, for de fleste produkter er internationale, tag for eksempel min cykel, der er sat sammen af komponenter fra tyve lande.

Effekten af min egen indsats bliver, nolens volens, til at overse, selv om den, som mental renselse, kommer til at give mig lidt bedre samvittighed.

Men også en flue, der sætter sig på Queen Mary, en af de sidste Amerikalinere, får skroget til at synke en anelse. Det påstod i hvert fald min matematiklærer, der selv havde udført nogle beregninger med et næsten uendeligt antal nuller efter kommaet.

Hvis bare min indsats, sammen med ligesindedes, kan udgøre en nok så lille splint til Du-Ved-Hvems præsidentielle ligkiste, er det umagen værd.

  Og det bedste er, at mange amerikanere, faktisk langt de fleste! og amerikaelskere med! efter nærmere eftertanke vil takke mig/os for indsatsen.

ANNONCE:

 

TRUMPOLOGI

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Min barndom var fyldt af ordene våbenkapløb og oprustning. De fremmalede et flammehav af rædsler, som vi til enhver pris skulle undgå blev gentaget.

Men hvad betød ordene helt præcist, og hvornår kom de ind i sproget? Her er ordbøger et hjælpemiddel, som ikke kan undervurderes.

VÅBENKAPLØB

I min yndlingsordbog, den historiske Ordbog over det Danske Sprog finder jeg (i bind 26, 1952) orden Vaabenkammer og Vaabenkappe. Vaabenkapløb burde stå imellem disse to ord, men nej, det er ikke registreret. Hvilket kun kan betyde, at ordforskerne, et pålideligt folkefærd, ikke har fundet det. Og at det derfor ikke findes i den danske ordskat før 1952.

Går jeg til en anden af mine trofaste følgesvende, Nye ord i dansk 1955-75, finder jeg heller ikke ordet.

Den ordbog, jeg anvender mest, bliver min redning. Det er Den danske ordbog, som viser nutidens sprog og sprogbrug fra og med omkring 1950. Den registrerer (i bind 6, 2005) ordet våbenkapløb og definerer det således:

udvikling som indebærer at to eller flere stater anskaffer sig stadig flere og større (atom)våben – bl.a. om forholdet mellem USA og Sovjetunionen efter den 2. verdenskrig indtil ca. 1990.

Det er ud fra ovenstående nærliggende at drage den følgeslutning, at ordet er opstået mellem 1952 og 1955 i sprækken mellem de to ordbøger.

OPRUSTNING

Min jagt på ordet oprustning giver fyldigere resultater. I Ordbog over det Danske Sprog (bind 15, 1934) finder jeg som ordets første betydning:

fortæres af rust.

Ordets anden betydning bestemmes som følger:

vistnok gendannet efter 1918 som modsætn. til afruste [...] forøge sin militærstyrke; forøge rustningerne.

Ordbogens eksempel på anvendelsen af opruste er fra 1933 og lyder:

Mac Donalds Forslag . . anviser de mindre og de smaa Militærmagter en Maximumsgrænse, hvortil de er berettigede til at opruste.

Opruste er selvfølgelig også med i Den danske ordbog (bind 4, 2005), der giver følgende definition:

øge antallet af våben og væbnede styrker som et land har til rådighed i tilfælde af krig.

   

Og eksemplet, fra Dagbladet Information (1992), lyder:

Hitler [benyttede] en svag og forvirret befolkning til at få en vaklende økonomi på benene ved at opruste.

I ordbøgernes behandling af opruste og våbenkapløb finder jeg anledning til at kommentere to af udsagnene.

I 1933, altså året for Hitlers magtovertagelse i Tyskland, bruges opruste om en maksimumsgrænse.  

Det får mig til at tænke på de meget omtalte to procent af BNP, som før, under og efter den internationale sikkerhedskonference i februar 2017 i München gang på gang er blevet gentaget som minimumsgrænsen for NATO-landenes ubrydelige, gensidige solidaritet.

Om denne oprustning til to procent – ordet oprustning bruges i øvrigt ikke – skal anvendes til krudt og kugler eller, som blandt andre den tyske forbundskansler mener, kan gå til fredsforebyggende sikkerhedspolitik, der har med diplomati, handel, flygtninge og meget andet at gøre, er derimod fuldstændig uklart til trods for, at efterhånden utallige kommentatorer og politikere har gjort sig kloge på det. Eller måske netop derfor.

Hvad og hvem skal man tro? Hvad er holdbart?

Den, der har oplevet den kolde krigs usikkerhed eller har forsket i den, kan let føle sig hensat til en ikke så fjern fortid, da kremlologi var et afgørende element i balancegangen mellem NATO og Warszawapagten. Hvilket var afgørende for, om der skulle være krig eller fred.

Ordet kremlologi kom ind i det danske sprog i 1960’erne og betegner læren om tolkning af det, som udgik fra Sovjetunionens magtcenter i Kreml. Intet kunne tages for pålydende, det var bullshit, fordi sandt og falsk, væsentligt og uvæsentligt var blandet sammen. Kun kremlologer kunne give en autentisk tolkning.

Den gang talte man ikke om bullshit, man talte om propaganda, og når Kreml blev citeret, brugte man ikke verbet meddeler – det var forbeholdt Washington og Det Hvide Hus – man sagde hævder og påstår, hvorefter udsagnene blev underkastet en kremlologisk tolkning.

Den rette tolkning af de omtalte to procent af BNP kræver trumpologer. Desværre er der endnu ikke udviklet en autentisk trumpologi til tolkning af det bullshit, der i den seneste måned er udgået fra Du-Ved-Hvem i USA’s magtcenter i Det Hvide Hus. Sandt og falsk, væsentligt og uvæsentligt bliver blandet sammen på en måde, som kun en videnskabeligt funderet trumpologisk tolkning kan give mening.

Manglen på trumpologi er alvorlig, idet den kan afgøre spørgsmålet om krig eller fred.

Og alligevel: måske ligger den trumpologiske løsning af to-procents-problemet lige til højrebenet for den, der omhyggeligt har læst ovenstående citater fra velfunderede, danske ordbøger.

Jeg tillader mig at gentage et citat:

Hitler [benyttede] en svag og forvirret befolkning til at få en vaklende økonomi på benene ved at opruste.

Jamen her er det jo: Oprustning er velkendt som det historisk stærkeste middel til at få en nations økonomi i sving eller op på et endnu højere omdrejningsniveau. For oprustningen skaber arbejdspladser. Frygten, som driver oprustningen, skaber et stabilt marked. Produkterne skaber tryghed og tilfredshed, og våbenhandlerne bliver de våbenproducerende nationers helte, fordi de formidler våben ud over landegrænserne, så endnu flere mennesker kan føle sig trygge ved den produktion af våben for det frie marked, som de våbenproducerende nationer ikke kan holde sig fra. Nu de alligevel er i gang.

Sådan lyder den trumpologiske tolkning af de omtalte to procent af BNP. At det drejer sig om milliarder og atter milliarder, der på den måde går ind i våbenproduktionen, behøver ingen tolkning, kun en ferm statistiker og en kraftig regnemaskine.

Og hvilket land skal få æren af at producere alle de våben?

Du-Ved-Hvems eget land, naturligvis, for her findes verdens bedste våben.

På den måde bliver fred og fremskridt sikret gennem våbenkapløb og oprustning, og Amerika bliver igen stort.

Et fromt ønske kunne være, at alle våben i verden

fortæres af rust.

Det betyder oprustning som set også.

ANNONCE: