Eugène Delacroix (1830) udsnit |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i
dansk ved Helsingfors Universitet.
Siden
i søndags har der bredt sig et lettelsens suk igennem Europa. Faren er
overstået, for han vandt jo, den pro-europæiske franskmand Emmanuelle Macron. Han
tog stikket hjem. Sikrede fremtiden.
Men hvad er det egentlig, der sker, når man sukker?
Lige meget, om det er en lettelsens eller et smertens suk,
frembringes det af tre samarbejdende faktorer: stemmelæberne, udåndingsluften
og følelserne. Stemmelæberne sidder i struben, og det er dem, der frembringer
lyden til tale og sang, når de mere eller mindre spændte sættes i vibration af
udåndingsluften.
Når følelserne overmander en, og man som kultiveret vesterlænding
ikke vil bryde ud i et eller andet uartikuleret lydeksperiment, lukkes
stemmelæberne, og ingen lyd høres. Så, som gik proppen af en flaske med komprimeret
luft, åbnes de igen, og vi hører den velkendte lyd af et suk – det lydlige
bevis for, at følelserne slippes ud.
Jeg har prøvet at tage tid på mine suk, det kan enhver gøre, det
gælder bare om med fyldte lunger at lukke stemmelæberne. Først i. Siden op.
Mine suk varer fra tre til fem sekunder, og de kan gentages. Jeg kan ligefrem
frembringe serier af dem, som indgik de i en klichéfyldt roman, hvor
det
ene suk afløste det andet, mens (glædes)tårerne løb i stride strømme.
Men ingen kan sukke i en uendelighed med troværdigheden i behold,
for så ændres sukket, det være sig af sorg eller af lettelse, sig fra at have
været en spontan følelsesytring til at blive en utroværdig insisteren på
opmærksomhed eller et banalt udtryk for manglende handlekraft og dumhed.
Nu er det store spørgsmål:
Hvor længe kan EU’s gamle mænd m/k, men absolut flest mænd! udstøde disse
åbenbare lyde af lettelse og bevare troværdigheden som ledere af et EU, der går
mod en bedre fremtid?
Det præcise svar er: 14 dage.
For om 14 dage har Emmanuelle Macron gentaget sin succes og er blevet
endegyldigt valgt til Frankrigs præsident for de næste fem år. Det bliver han,
fordi han kan overbevise en majoritet af franskmænd om, at den
hypernationalistiske EU-modstander Marine Le Pen tager fejl i sin påstand om,
at vejen til fred, tryghed og velstand findes af nationer, der lukker sig
sammen om sig selv i et forsøg på at tryne alle andre for at komme først til
fadet.
I dette tidsrum på 14 dage skal EU’s højeste politiske ledelse have
hørt og forstået den bagvedliggende ansvarlighed for fællesskabet, når
Frankrigs republikanere med et suk beslutter sig til at stemme på Emmanuelle
Macron. Ligeledes, når
socialisterne lægger deres lod i samme vægtskål som deres ærkemodstandere. Og
ikke mindst skal EU’s højeste politiske ledere være på det rene med baggrunden
for Le Pen-tilhængernes fortvivlede suk, når de indser, at al deres møje for at
få deres kandidat ind i Élyséepalælet har været forgæves, og ulmende vrede, når
de på forhånd føler sig svigtet af en præsident, der ser EU som en ledestjerne.
Derfor svigter EU’s højeste politikere befolkningen i EU, hvis de
ikke har en plan, som giver de sukkende følelsen af tryghed og tro på fremtiden.
En plan, som kommer til syne gennem ændringer, der viser en levende,
tillidsskabende forbindelsen til netop disse græsrødder – til dem, der stemmer
politikere ind og ud.
Alt dette kan kun finde sted på baggrund af en forståelse af, at
Emmanuelle Macrons succes i den første valgrunde hviler på en forkastelse
–
af gamle mænd m/k’s korrumperede følelse af egen fortræffelighed,
–
af mænd m/k med rygdækning i traditioner og institutioner, der fremstår som
værende sig selv nok,
–
af verbalelvilibristiske mænd m/k med nødvendighedens politik som et
kainsmærke, men som de selv tror er en fortjenstmedalje,
–
af selvglade og tonedøve mænd som Hillary Clinton og David Cameron, der ikke
kan skille et suk fra et jubelråb.
Hvis forståelse herfor ikke findes, så fravælges, som i USA, institutionernes
gamle mænd m/k. For alle deres lokkeråb er skræmmende, fordi de handler om at
fortsætte alt på præcis samme måde, selv om resultatet er psykisk nedtur,
social fremmedgørelse og arbejdsløshed hos en væsentlig del af de medborgere,
der skal give deres politik næring og legitimitet.
Hvis forståelse for forandringernes ønskelighed ikke findes, og
troen på fremtiden ikke næres, så vælges politikere, der vil bygge grænsemure
og fremme stenalderagtig tryghed omkring lejrbålet frem for åbne fællesskaber
baseret på tillid og troværdighed.
Netop tillid og troværdighed til EU er ikke høj. Det næste
spørgsmål kan derfor forenkles til: Hvad sker der ved valget i Frankrig om fem
år, hvis der ikke har fundet forbedringer sted?
Svaret: så bliver Marine Le
Pen valgt, er for mig endnu mere skræmmende end at have galningen
Du-Ved-Hvem til at svinge fyldepennen i Det Ovale Værelse i de næste fire år.
Det store suk af lettelse, som de højeste ledere i EU udstødte
søndag aften, ændrer i sig selv intet. De har nu 14 dage til at gøre denne
trivielle, fysiologiske foreteelse troværdig ved at handle i overensstemmelse
med, at de borgere, som ikke synes om dem, og som de gerne vil overse til
fordel for de sædvanlige spytslikkere, er ansvarsbevidste i velkendte
sammenhænge som for eksempel et præsidentvalg, inden den store fortvivlelse
griber dem.
Sagt helt banalt: I stedet for at gøre suk til sovepuder, skal de
EU’s gamle mænd m/k begynde at gå til makronerne.
ANNONCE: