SOMMERGRILL

Dog ikke HK-bleu.

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Når det er sommer i Finland, er pølserne altid optimalt grillede.

De var det min første sommer. Det var på en græsplæne i Österbotten. De har været det lige siden.

Den gang lugtede de lange, lune aftener altid af grillvæske fra balkoner og haver. Her stod grillmesteren bag sin kuglegrill og brankede pølser.

Han havde altid en øl ved hånden. For en sikkerheds skyld. Hvis nu ilden skulle tage overhånd. Og et par stykker i reserve, som var gode mod halsbrand.

Jeg har aldrig set en kvindelig grillmester, og jeg har aldrig spurgt hvorfor. Heller ikke om, hvorfor øl løber nedad.

Pølserne kaldtes HK-bleu efter den blå tekst på indpakningen. Det franske ord for blå tilførte dem forventninger om noget fint og velsmagende.

I hver pakke var der to pølser, der sammen dannede en tilspidset ellipse. De var lange og tykke. Når de havde fået den velkendte sorte skorpe, var de færdige. Med sennep og ketchup smagte de som noget midt imellem ristet franskbrød og kartoffelmos.

Derfor var brød og kartofler non grata. HK-bleu var all in one.

Pølsen blev ofte serveret på paptallerkener. Det sparede opvask, og hvem gad vaske op efter at have proppet sig fuld af pølser med ketchup som glidecreme og tre øl og en snaps for at løsne tungen og løfte humøret?

Min første finske sommers første finske ord var makkara, pølse. Jeg forbinder det altid med HK-bleu, og tro mig, en branket, finsk HK-bleu ved en sø efter sauna er en ophøjet oplevelse, ingen fransk middag kommer i nærheden af.

I dag har gasgrillen afløst kuglegrillen. Der lugter ikke længere af grillvæske ude i Finlands haver, gløden kontrolleres ved at dreje på en gashane, og pølserne hedder Wurst eller mere sofistikeret saucisser. Det lokale supermarked har mindst tyve forskellige slags, dem får børnene et passende udvalg af, mens de voksne serveres saftdryppende kød i hele stykker, kvinder svaler sig med hvidvin, mændene tapper rød papvin fra hanen, og der tales så dæmpet i sommernatten, at man kan høre myggene nærme sig.

Skulle der endelig ske noget uforudset med gasgrillen, er der en godkendt skumslukker lige ved hånden.

Men efter alt, hvad jeg har set af udfoldet feminisme, trodser manden stadig kvindens ret til glød, røg og en plads bag grillen. 

ANNONCE:

FORVIRRING

 PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Jeg er forvirret.

Men jeg er ikke sikker på, om jeg er det, fordi min evne til at begribe ordenen i det mangfoldige er mangelfuld. Eller om jeg er det, fordi min tro på denne orden kun er en fantasme for, at denne orden findes (hvad den så ikke gør!), og vil skjule min forvirring i forholdet til en uorden, jeg ikke kan udholde. I begge tilfælde rammes jeg i nakken af den rationalitet, som har præget vores syn på verdens gang siden Oplysningstiden.

Konklusionen på min forvirrethed er i al sin irrationelle klarhed, at det er tilfældighederne, som styrer, også i det omfang, det faktisk er muligt at give ord til en rationel begrundelse for det indtrufne.

Hermed er alting vendt på hovedet fra at være begribbart i en dialektik, som en tysk filosof satte i system med begreber som tese, antitese og syntese, til et kaos styret af impulser uden fornuftens kontrol og overjegets godkendelse – for at referere til en psykolog, der også udtrykte sig i det tyske sprog. Hegel og Freud er navnene på disse to af 18 og 1900-tallets tænkere, som bedre end de fleste har grebet og forstået det, der rørte sig i tiden og i psyken.

I kort begreb beskrev de en udvikling med specifikke årsager i et fornuftige forhold til hinanden. Ofte kompliceret med et utal af faktorer. Et virvar for den uindviede, men med et resultat som en klar struktur i kærlighed og i krig og i politik, for eksempel.

I vores moderne verden hænger de to sidste uløseligt sammen, i den præmoderne verden, hvor enevældige, narcissistiske psykopater med titler af konge og fyrste selv skabte loven, gav det lettere mening at sætte sin lid til Gud og Forsynet og ægteskabelige alliancers holdbarhed end at forsøge at forstå.

Men i det 21. århundredes politiske verden er Gud og Forsyn og en himmelfalden måben ikke gangbar mønt. Metafysikken er for længst død som forklaringsmodel, forvirringen og det utrolige skal rationaliseres og kanaliseres ind i strukturer og mønstre, så vi kan læne os trygt tilbage i vores intellektuelle lænestole, klappe i hænderne af vore analytiske evner og få masser af likes for den brillans, hvormed vi skaber orden. Hver dag leverer journalister, bloggere, kommentatorer og historikere et væld af produkter, men uden forudsigelsens og foregribelsens nådegave.

Den storpolitiske disruption, den til splinter sprængte orden af kontinuitet, diplomati, pålidelighed, tillid, medmenneskelighed og tolerance, som vi time for time bevidner på den globale skueplads, giver daglige påmindelser om nødvendigheden af et frontalt opgør med den forvirrethed, som én mand, Du-Ved-Hvem, mere end nogen anden i vor tid skaber og hvirvler op. Han har magt til at starte et forløb af hændelser, men ingen evne til at kontrollere og standse.

Den lov, der blev født af troen på fornuften og medmenneskeligheden, er det eneste legitime middel til at genskabe en orden, hvor ikke indskydelser efter recepten La-loi-c’est-moi, som enevoldsfyrster som Ludvig den XIV lænede sig mod, sætter den konkrete verden i bevægelse mod et kaos, som allerede nu findes som den logiske udgang i mange forvirrede hjerner.

Hvor er oprøret for at få loven tilbage?

ANNONCE:

ÆREFULDE NEDERLAG

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Mens Finland våndede sig under udsigten til at gå bag af dansen og forsvinde ud af årets ishockey-VM allerede inden kvartfinalen, indkasserede dansk ishockey et nederlag, der sendte nationen ud af konkurrencen.

Men mens Finlands nederlag som tommelfingerregel føles som svidende, er Danmarks for det meste ærefulde.

Læs bare mandagens overskrift i morgenudgaven af Danmarks Radios hjemmeside:

Danmark er færdig ved VM efter ærefuldt nederlag til Sverige.

Nedenunder et billede af en klappende kronprins, Kongeriget Danmarks vordende overhoved.

I den efterfølgende tekst læser vi blandt andet:

Det var en kamp, der i bund og grund var et billede af Danmarks VM som helhed: Periodevist flot spil, gode tendenser, men med ineffektivt powerplay og med visse scoringsproblemer.

Er det for meget sagt, at kronprinsen på en uheldig måde med sin prestige sponsorerer et dansk nederlag? Oven i købet mod Sverige! Arvefjenden over alle arvefjender! som i en snes krige og væbnede konflikter fra middelalderen til 1800-tallet gang på gang sejrede over Danmark og gjorde det mindre for siden, i den kolde krigs dage, at tilføje danskerne det ene smertefulde nederlag efter det andet i fodbold.

På den måde set lægger DR’s holdning til den udeblevne sejr i ishochey sig i slipstrømmen af en sentkommen opfattelse af, at Danmarks historie siden Vikingetiden er en nederlagets og formindskelsens historie, der, ligesom andet, klogeligt er blevet taget med både fatalisme og godt humør.

Hvilket for eksempel er resulteret i, at Danmark som velkendt er ligger u-truet i teten på internationale lykkemålinger. Og tvivler man på tendensen til at kalde danske nederlag ærefulde, går det at google på det. Jeg fik næsten 8.000 hits på ærefuldt nederlag, mens forsmædeligt nederlag gav halvdelen.

Med et bredt greb i Historiens store pose er det let at anskueliggøre formindskelsen fra Vikingetidens danske kongedømme på begge sider af Vesterhavet og langs Østersøens kyster til tabet af herredømmet over Sverige i begyndelsen af 1500-tallet til tabet af Skånelandende i midten af 1600-tallet til tabet flåden og adskillelsen fra Norge i begyndelsen af 1800-tallet for ikke at tale om afståelsen af en trediedel af det det tilbageværende landområde, Sønderjylland, til Preussen i midten af samme århundrede.

Hertil kommer den lidet ærefulde kapitulation efter nogle kvarters skudveksling med det angribende Tyskland den 9. april 1940.

Men hvor end jeg vender øjet hen, ser jeg en kærneægte dansk tyrkertro på, at nederlagene og formindskelserne i virkeligheden var stærkt ønskværdige:

Tag som eksempel England, som kong Knud bød over – man sku’ da være mere end almindelig idiot for at tro, at England, denne den mest sprælske nation i EU, skulle ville lade sig regere fra København eller fra Lejre eller hvor som helst fra i Danmark.

Eller tag Sverige og svenskerne, som taler gebrokkent dansk og er så ømskindede i sjælene og slebne i kæften, at man på flere planer umuligt kan forstå dem.

Derimod var tabet af flåden i 1807, verden næststørste handelsflåde, der blandt andet havde gjort Danmark til en af verdens største eksportører af slaver fra Afrika til Den Nye Verden på den anden side af Atlanten og bragt uhyrlige rigdomme til København – tabet af flåden er det svært at se fordelen ved, medmindre man ser selve Slaget på Reden mod den overmægtige engelske armada som en kærkommen anledning for danske søfolk til at demonstrere deres spidskompetence: mod og mandshjerte.

Ligesom, ikke at forglemme, Slaget ved Dybbøl i 1864 var det. Men da var det landsoldater, som var i ilden. Bogstavelig talt.

Samt kapitulationen til Hitlertyskland den 9. april 1940: Jamen var det ikke bare klogt at undlade at kæmpe til sidste mand og sidste patron for at slippe for at blive udraderet til absolut ingen nytte?

Alle står først i rækken af Danmarks mest ærefulde nederlag.

Efter denne korte eksposé over vigtige hændelser i Danmarkshistorien kan jeg konkludere, at danskerne er både modige og kløgtige ud over det normale, og at nederlag, rigtigt forstået, er ærefulde og giver en følelse af lykke.

Men at man skal kalde dét et ærefuldt nederlag, som skyldes manglende kraft i slagene, fumlende spil og dårlig strategi som ovenfor beskrevet på DR’s hjemmeside, det går over min forstand.

Vådt krudt er uden ære!

Så foretrækker jeg næsten finnernes surhed over tabte kampe og indædte løfte om, at nok er slaget tabt, men der er tid til at vinde et nyt. Det udtrykker muligvis uforstand, men sproget er i det mindste ikke korrumperet.

ANNONCE: