LYKKENS SMEDE

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Er man sin egen lykkes smed, har man langt til naboen. Han er også smed, og alle i landsbyen, jeg bor i, er smede. Vi står mellem essen og den åbne dør og hamrer på vores jern. Vi hører, naboen er der, men vi vil ikke kikke ud og se ham og hans gnister fyge, for han skal ikke tro, at han er noget, og at nogen bryder sig om ham.

Klokken tolv sætter vi os med ryggen mod døren og spiser leverpostejmadder med agurk. Vi får også en pilsner, som vi løfter mod essen og siger skål, gamle dreng, det går jo godt, inden vi skyller den ned i ét drag.

Så slår vi igen gnister af vores jern. Når det bliver fyraften,  går vi hjem og spiser middag. En stor bøf. Den har vi fortjent, og den har vi råd til. Nogle få steger den selv, men de fleste af os har en kone, der også er smed. Så skiftes vi. Det er varmt at stege bøf, så vi tager en pilsner til og siger skål til bøffen.

Vi har det godt med vores bøf og pilsner. Vi smeder, mens jernet er varmt, og høster anerkendelse så meget, vi orker.

– Du er edderma’me go’, siger vi til os sig selv og kikker i spejlet.

Så ser vi lidt til venstre og til højre og så til venstre igen for at være sikre på, at der ikke er nogen på vej mellem os og spejlet. I baghånden holder vi smedehammeren.

Så de ka’ lære det, hvis de kommer. Og de kommer. Det ved vi. De er allerede på vej. Hemmeligt. Men når de er der.

Så!

ANNONCE: 

NAR

PROFIL

Asger Albjerg  

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

  

Narren er en betydningsfuld figur – lad dét være slået fast fra starten.

Men narren er ingen nar uden et publikum, som med skrækblandet fryd og beundring iagttager, hvordan narren ude at grine gør sig selv og andre til latter. Han er iført en genkendelig dragt. Den klassiske er flerfarvet med narrehue og bjælder. Den giver ham et komisk skær og viser, hvem han er.

Men der er flere varianter.

Det vigtigste er, at han straks kan identificeres på sin klædedragt og øvrige udseende, så vi ved, hvad vi har at gøre med.

Det er dog hans gestusser og frisprog over for autoriteterne og skånselsløse angreb på de vedtagne sandheder, der virkelig definerer ham som nar.

Den klassiske nars tilholdssted er det øverste samfundslag, for eksempel middelalderens hof. Hans frækheder og uforskammetheder mod magteliten er overrumplende og ustandselige. Samtidig er han selv urørlig, og han ved, at det ligger i hans rolle ikke at blive draget til ansvar.

Ingen forventer, at narren egentlig udretter noget, selv om han påstår det modsatte. Hans funktion er at underholde, og hans gebærder og grimasser er i sig selv et underholdende element ved hans fremtræden. Men det afgørende er, at den latter, han fremkalder, og det gys, der er følgen af hans uberegnelighed, skaber indsigt hos hans publikum.

Lige så lidt, som han selv er vis, lige så meget er han katalysator for andres livsvisdom, som han dog intet lærer af, fordi han hele tiden er på vej med nye indfald, som stiller verden på hovedet, men ikke giver ham selv mindste tid til eftertanke.

Netop ved at stille verden på den anden ende, bliver narren en risiko for den etablerede orden. Men kun temporært. For når latteren har lagt sig, skal publikum nok genfinde et ståsted, som dog ikke nødvendigvis er identisk med det foregående. Og der står det så med alle sine talenter og ved hverken ud eller ind.

Dette er højdepunktet for narren. Her er det tætteste, han kan komme på at synke ind i sig selv og føle tilfredshed. Men straks bliver han grebet af stor uro, for hans embede er netop at holde kaos kørende, og han ved, at publikum, der har været på den anden ende, snart igen finder sine ben at stå på.

I bekræftelsen af den etablerede orden som den bedste og eneste mulige, ligger den største fare for narrens fortsatte eksistens som nar. For tænk, hvis publikum skulle blive træt af ham og glemme ham! Derfor må han gennem nye narrestreger skabe et umætteligt behov for sin specielle måde at underholde på, koste, hvad det vil! Og her tænker han ikke på omkostninger for sig selv. For han er fredhellig og tjener fedt på sit virke. Det er andre, der må betale prisen.

Det yderste mål for narrens adfærd bliver således at holde sig selv ved magten. Derfor skifter han bestandig positioner, så hans publikum hver morgen vågner med et sug efter nye narrerier.

Man holder vejret. Tænk, hvor han kan! Hvad mod der bliver det næste?

Narren har gjort sig uundværlig som hovedperson i sin egen sæbeopera.

ANNONCE:

RUSSISK ROULETTE

PROFIL

Asger Albjerg                     

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Russisk roulette er et hasardspil med livet som indsatsen. I den klassiske version kræver det tromlerevolver og én patron. Der kan også spilles med to revolvere og to patroner. Vil man forhøje indsatsen, kan man sætte op til fem patroner i tromlen.

Med seks patroner er det ikke længere hasardspil. Det er selvmord. Eller mord. Måske dobbeltmord.

Massemord er også en mulighed.  Herom senere.

I sin stupide enkelhed spilles russisk roulette ved, at tromlen snurres rundt, spilleren sætter mundingen mod hovedet og trykker af. Risikoen – eller chancen, vælg selv! for at skuddet går af i etskuds-versionen er 17 pct. Sagt på en anden måde er muligheden for lyden af et klik 83 procent. Skuddet høres muligvis ikke - ingen er endnu vendt tilbage fra dødsriget for at fortælle om dét. Klikket, derimod, som de fleste hasardspillere formodentlig lytter efter, er et tegn på overlevelse.

Denne gang.

Indtil jeg fordybede mig i emnet, var jeg overbevist om, at russisk roulette  i virkeligheden var et amerikansk påfund, som bare signalerede en russisk connection. Det er der så meget, der gør, specielt nufortiden. Årsagen var naturligvis min stopfodring med westerns om gunslingers, Dirty Harry-film og andet af samme type, for her er det seksløberen med den rullende tromle, der taler.

Men efter lidt søgning på nettet opdagede jeg, at det var fake news. Det dræbende hasardspil er af russisk proveniens. Om det var bønder bragt til tiggerstaven eller til døden frustrerede soldater, der opfandt det, får her stå hen i det uvisse. Faktum er, at det er blevet spillet, og at vinderne, dvs. dem, der har trykket af uden at få en kugle i hovedet, har delt den dødes ejendom imellem sig.

Har man spillet alene og overlevet, har man givet sig selv endnu en stund på jorden, inden spillelidenskaben igen sætter ind.

Og vil man have et virkelig kick, når revolveren siger klik, er der som sagt en mulighed for at prøve med 5 patroner i tromlen. Da er den statistisk gennemsnitlige overlevelsesprocent 17.

Jeg skrev indledningsvis, at russisk roulette kan spilles af to personer. Den mentale tilstand hos disse to spillere kan, som i ovenstående, være dødsdrift eller dødsforagt. Hvad der konkret er på færde kræver et klart psykologisk billede af de to kontrahenter. Men bortset fra det er det åbenbart, at vi har at gøre med personer, der har malet sig selv så meget op i et hjørne, at konflikten må løses med skarpe våben.

I amerikanske film – og her er jeg sikker på, at amerikansk er velanbragt, kan to brushaner løse konflikten gennem et play chicken-opgør. Det foregår typisk ved, at de to sætter sig i hver sin bil. På den lange, lige strækning, der er imellem dem, trykker de speederen i bund og styrer mod den modkørende. Den, der drejer af, har tabt. Støder brushanerne sammen, har de begge vundet. Måske er de begge døde, men hvad betyder det sat imod, at æren er reddet?

Forskellen mellem play chicken og russisk roulette for to personer er, at play chicken-opgørets resultat efterlader begge i live, hvis blot den ene af selvmordskandidaterne ønsker det og viser det ved at dreje af. Ved russisk roulette for to personer vinder ingen af parterne ved at undlade at trykke af.

Og så kommer gåden:

Hvem i dagens storpolitik varmer op til russisk roulette for to personer?

PS For mig ville det være fint, hvis det bare gik ud over disse to. Men i den storpolitiske russiske roulette er der så mange flere involveret.

De kan tælles i millioner. I milliarder. Og så er der ikke tale om en tragedie, men om statistik,  som Josef Stalin nok ville have sagt.

  

 

 ANNONCE: