RUDIMENT AF EN SONET

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Formelt set er Henrik Nordbrandts digt Vuggevise, bragt første gang den 9. september 2015 på forsiden af dagbladet Politiken, et rudiment af sonetten, en af den vesterlandske litteraturs strengest opbyggede og mest velklingende lyrikformer.

Sonetten er dannet af et stramt regulerede versmål i dens to kvartetter og efterfølgende terzetter, hvis i alt fjorten linjer flettes sammen af rim mellem kvartetterne, mellem terzetterne og mellem kvartetter og terzetter. Verslinjernes rytme, som altid er dannet over et regelmæssigt skema, kan være jambisk, trokæisk, daktylisk, bygget som aleksandrinere eller følge et rimskema med for nedskrivningstiden aktuelle verstyper.

En sonet kan naturligvis fremtræde som et selvstændigt, enestående digt. Men i sin mest avancerede udgave indgår den enkelte sonet i en sonetkrans på i alt femten sonetter. Her gælder den regel, at den nærmest foregående sonets sidste linje er identisk med den nærmest efterfølgende sonets første linje. Den femtende og sidste sonet, mestersonetten, er bygget op af de fjorten foregående sonetters begyndelseslinjer.  

Men også på indholdssiden stiller sonetten strenge krav til sin digter, idet dens to formdele: kvartetterne og terzetterne, forholder sig som præmisser til konklusion – en sag fremlægges, siden finder man ud af, hvad man mener om den.

Formelt set er sonet og sonetkrans således udtryk for en gennemtænkt lovmæssighed og harmoni, hvor alt er formuleret i delvist forudbestemte rytmer og rim, der gentages og udvikler sig i bestemte mønstre, og hvor også indholdssiden afrundes, så man såvel formelt som indholdsmæssigt får et anskueligt billede af urokkelighed og fuldendt skønhed.

Hvad Henrik Nordbrandt har tænkt angående sonetten og sonettens form, da han midt i den såkaldte flygtningekrise i 2015 skrev sin Vuggevise, ved jeg ikke. Måske har han, der aldrig har gjort en dyd af at brillere som de strenge versformers mester, bevidst skabt et rudiment af sonetformen og givet dette videre som et udtryk for sammenbruddet af en lang æstetisk og humanistiske tradition, som for alvor slog igennem i renæssancen, og uden hvilken sonetten ikke kan tænkes.

Men vi hans digt, der i al sin enkelhed  fortæller om dagens inhumane forhold til andres lidelser, som med visse nuancer har karakteriseret de fleste europæiske staters håndtering af flygtningesituationen. Vi ser det hele, vi ved det hele, og derfor vil vi have det plagsomme syn bort fra vore øjne.

Den boble af skønhed og orden, sonetten traditionelt viser sin læser, er bristet. Tilbage står vi på en ruin af uorden og dehumanisering.

VUGGEVISE

Lille krigsbarn, hvor går du hen?

Mod øst eller vest?

Hvor i verden tror du

du finder en ven.

Lille krigsbarn, hvad passer dig bedst:

Et hullet tæppe?

En krydsfinerskiste?

En redningsvest?

Lille krigsbarn, hvor vil du dø:

Hvor bomberne falder

eller i åben sø?

Lille krigsbarn, hvor vil du hen?

Vælg selv. Bare vi aldrig

skal se dig igen.

***

Digtet indgår i Henrik Nordbrandts nyligt udgivne digtsamling, Den store amerikanske hævn.

SE MIN HJEMMESIDE: asgeralbjerg.fi og læs et uddrag af min kommende bog, Sfinksens datter.

ANNONCE:

GRAVEN ER, HVOR DU STÅR

  

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Terror er fysisk eller

psykisk vold mod sagesløse

i den hensigt at skabe frygt

for at fremme et bestemt

politisk eller religiøst mål.

  – Mor, hvordan blev jeg til?

Eller:

– Far, far, Egon siger, at jeg er lavet af fars? Hvad betyder det? Fars?

Jo, jo, der var engang for rundt regnet halvtreds år siden, da de sværeste spørgsmål om livets oprindelse drejede sig om den avling, som Eva og Adam efter at have spist af kundskabens træ pludselig opdagede var syndig og skamfuld.

I dag i vores sekulariserede verden er dét spørgsmål, der kan få forældre til at vride sig ikke det om livets oprindelse i mors mave, men det om, hvad forældrene gør og har tænkt sig at gøre for at forbedre verdens tilstand. Eller ikke har gjort eller tænkt.

Om det har sociologen Rasmus Willig og filosoffen Arne Johan Vetlesen skrevet en bog, der hedder Hvad skal vi svare?

Og det svar er virkelig ikke let for en far, der ser livets mening i en bøf, og en mor, der ikke kan leve uden at holde ferie i Syden mindst én gang om året.

Jeg ved ikke, om de to lærde mænd bruger netop ovenstående eksempler, for jeg har ikke selv læst bogen, kun en anmeldelse af den i Dagbladet Information, skrevet af dets kyndige og entusiastiske miljø- og videnskabsmedarbejder Jørgen Steen Nielsen.

Mens jeg læste anmeldelsen, ærgrede jeg mig lidt, for jeg vidste egentlig alt i forvejen. Undtagen én ting: Jeg vidste ikke, og ved stadig ikke, hvorfor jeg ikke gør noget og aldrig har gjort noget – altså noget radikalt, noget, der virkelig kan skubbe verden i den rigtige retning.

Blevet vegan, for eksempel, eller i det mindste vegetar. Og ikke som nu en, der bevæger sig hid og did uden noget stabilt moralsk kompas.

Og hvad med bilen? Hvor meget behøver vi den egentlig? Og selv om vi kikkede på benzinforbruget, min kone og jeg, da vi anskaffede den, var det ikke det, der havde højeste prioritet.

To eksempler fra den daglige tilværelse fra én, der omstillingsparat bruger sin frihed til at vælge et liv, som vækstøkonomiens forbrugsmønster har lært ham er behageligt og nødvendigt –  –  – et øjeblik føler jeg mig ganske schizofren – hvem er denne han, hvem er dette jeg? Og hvad menes der egentlig med frasen at vælge?

Men så smelter troen på det frie valg sammen med mine to udspaltninger, ligesom de formodentlig gør det hos hovedparten af denne blogs læsere, når de konfronteres af deres børn eller andre fornuftsvæsener, som tradition, magelighed og det daglige bombardement af, at produkter skaber lykke, endnu ikke har indfanget totalt.

Men når jeg føler mig mest trængt – når jeg ikke engang med argumenter fra mit kendskab til den nye teknologi, der løser alle miljø- og klimaproblemer, kan vride mig ud af konfrontationen med en sejr for mig og miljøet, griber jeg til den endelige løsning.

Med saglig stemmeføring kører jeg de virkelig store syndere frem – dem, der ikke alene taler for den grænseløse vækst, men som også taler imod det, vi, den oplyste del af menneskeheden, møjsommeligt har lært om økologi og klimaforandringer.

På den måde finder jeg, i sand populistisk ånd, enkle løsninger på komplicerede problemer.

Hvilket for en stakket stund giver mig en tiltrængt ro i sjælen.

Behøver jeg at nævne navnet på de store synderes ypperstepræst? Den mand, som ikke alene er en værre en, men værre end den værste. Bare jeg siger clean coal, ved alle, hvem jeg tænker på.

Og nu falder det mig ind, at denne ubodfærdige i virkeligheden også er det værste af alt det, man i dag kan være: terrorist. Jo, slip ikke, hæng endnu et øjeblik fast i læsningen af bloggen og tænk på alle orkaner og skybrud! Som bliver flere og flere. Og som hans politik vil forøge i antal og forværre i styrke.

Er dette ikke en subtil måde at udøve terror på? For hvem kan benægte, at han og hans politik skaber fysisk og psykisk vold mod sagesløse? Hvilket er en del af definitionen på terror.

Men hvad er det, han vil fremme? Hvorfor vil han skræmme?

Han vil fremme sin mulighed for at bevare magten, hvilket indebærer genvalg af ham om knap tre og et halvt år.

Og hvordan hjælper orkaner ham til det? Næ, hov, det er ikke orkanerne i sig selv, det er opfattelsen af dem kogt ned til det enkle spørgsmål: Hvorfor opstår de?

Se, der deler verden sig i to lejre. Den ene holder på, at menneskeskabte klimaforandringer findes, den anden holder på, at de ikke findes. Konfrontationen mellem de to lejre er i de seneste måneder skærpet. Og jo stærkere, de to lejre står over for hinanden, desto stærkere står han, tror han, nemlig ud fra den velkendte devise del og hersk. Eller som de gamle romere sagde:

Divide et impera.

Tre små ord, der for godt et par tusind år siden mere end noget andet var med til at bygge verdens hidtil største imperium. 

Er jeg komplet sindssvag? Raser jeg med en afsindigt populistisk løsning på et brændende, aktuelt problem? Muligvis, men kun, hvis jeg ikke vil fratage mig retten til spørgsmålet:

– Skal vi have bøf i aften?

Som næsten bliver konklusionen på denne blog.

En konklusion, der er lige så mudret som den nære fortids tale om blomster og bier og storke, der kom flyvende med de små børn hængende under næbbet i en ble, når spørgsmålet: hvordan blev jeg til, kom på tapetet.

Den store forandring, der har fundet sted siden da, er ganske enkel: Nu drejer barnets spørgsmål sig ikke længere om livets opståen, nu handler det om min aktive deltagelse i livets ophør.