 |
| Ordløs kommunikation |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Ind
under jul boblede en absurd pseudodebat op, som mange, lige fra Danmarks statsminister
til den yngste højskoleelev, gik og nynnede med på.
Men hey! En debat kan ikke nynnes, og da slet ikke boble, det er
vel noget, der er forbeholdt helholdsvis sangkor og kogekunst!
Kogekunst?
Nej, selvfølgelig ikke selve kogekunsten, men det, den handler om,
for eksempel gryderetter, de kan boble op og gør det gerne, når de er ved at
være færdige.
Med disse ord er vi allerede fra starten af denne blog havnet i en
diskussion om ords betydning og den måde, vi forstår dem på. Men det er bare
begyndelsen.
Jeg
kalder en skovl en skovl og en spade en spade,
har
jeg hørt en politiker sige. Og det var ikke, fordi han talte om graveredskaber,
han talte om indkomstforskelle. Men med henvisningen til skovl og spade ønskede
han at sætte en fed streg under påstanden om, at indkomstforskellene i Danmark
er øget, siden finansboblen brast i slutningen af nullerne, hører til den
skinbarlige virkelighed helt på samme måde som skovle og spader.
Sådan klæder politikere og debattører ofte deres meninger i ord,
der slet ikke henviser til det, de normalt betyder. Selvfølgelig kan man også udtrykke
sin mening ordløst for eksempel ved at hamre sin sko i bordet, som generalsekretæren
i Sovjetunionens kommunistiske parti, Nikita Khrusjtjov, gjorde under FN’s
generalforsamling i 1960.
Alt dette er så banalt, som det er sagt, og til daglig gider ingen
tænke over det. Vi snakker løs og bliver forstået, selv om de ord, vi bruger,
ikke nødvendigvis henviser til deres grundbetydning eller skal forstås konkret.
Det er alt sammen lige ud ad landevejen, fordi vi i vores opvækst som en del af
kulturarven har lært at forstå i billeder.
Men man kan også sætte ord sammen, så de skaber overraskelser.
Dette er ikke noget, som digtere har forret til, men det er deres specialitet,
og når det lykkes for dem, kan der skabes billeder og tanker, som man ikke lige
gik og havde i hovedet, før billedet blev serveret.
Tænk for eksempel på en gammel traver som Frejas sal, som er slutordene i nationalsangens første vers. Sagt
med lidt andre ord er Danmark i Adam Oehlenschlägers digt (fra 1819) at ligne
ved den nordiske kærlighedsgudindes sovekammer. Men for, at vi ikke skal blive
alt for optændte af kærlighedshunger og blødsødenhed, fortsætter digteren
straks med at fremmale nogle harniskklædte
kæmper, som har drevet landets fjender på flugt. Måske kan man uden alt for
megen dristighed forestille sig, at de som hjemvendende krigere får en del af
deres belønning for vel udført arbejde i netop Frejas sal til fornøjelse og
sikring af slægten.
Måske er der nogen, hvis fædrelandskærlighed herved får en tand
(tand?) til, måske er der en og anden krænket, der råber vagt i gevær (gevær?
vagt??) over, at nationalsangen giver anledning til den slags
kvindeundertrykkende forestillinger og kræver den afskaffet som sexistisk. Set
fra en anden vinkel rummer digterens formuleringer en historisk uigendrivelig
sandhed, idet det ikke var kvinderne, men mændene, der med deres større
råstyrke påtog sig hvervet som fædrelandets forsvarere.
Og så videre, og så videre.
Her er der virkelig noget at gribe fat i og slås om i alle
tænkelige kønskonstellationer. Jeg for mit vedkommende må tilstå, at jeg synes
bedre om at færdes i Frejas sal end blandt harniskklædte kæmper, men begge dele
tilhører den historie om fædrelandet, i dette tilfælde Danmark, som enhver
nationalsang næsten pr. definition skal udtrykke. Og hermed er en masse personligt
fnidder i diskussionen, inklusive mine egne præferencer, lagt død som
uvedkommende.
Under læsning af poesi sker der ofte det, at et digts billedsprog
glider læseren af hænde (af hænde?). Der sidder eller står man så uden at ane, hvad
man skal mene. Men hvorfor skal man absolut altid det? Frejas sal lyder først og fremmest fint og ses let i sammenhæng med
bøgeskovens stammer i anden linje, der står som ranke søjler med brede kroner
over sig. På denne måde blandes forskellige områder af virkeligheden sammen på
en uventet måde og sød musik opstår i sindet.
Eller det modsatte.
Netop det modsatte opstod hos en – von hørensagen – yngre kvindelig forsker af afghansk
oprindelse på Copenhagen School Of Business for et par år siden. Det var
under fællessangen ved åbningen af et møde hun faldt over (faldt over – måske
snare blev overfaldet af for selv siden at overfalde) indledningslinjen til en
af de bedst kendte og mest elskede sange i Folkehøjskolernes sangbog. Enhver,
der har fulgt med i debatten anført af dem, der blev krænket over kvindens
krænkethed, har for længst gættet, at det drejer sig om linjen:
Den
danske sang er en ung, blond pige.
Som krænket indhøstede forskeren kort tid efter en undskyldning
fra en ledende medarbejder ved CBS. Og
præcis dette var der, som netop sagt, mange, der for i harnisk (harnisk?) over.
Havde det været mig, den krænkede havde klaget til, ville jeg have
gjort et af to:
– skældt hende huden fuld som en røv syg ordfundamentalist, der
ikke kan skille skæg fra kanel i sin bogstavelighedsforståelse af ordene,
– tilbudt hende et lynkursus i poesiforståelse.
Det første springer jeg over af hensyn til læserens velbefindende.
Det sidste kunne lyde omtrent sådan her:
I digte sker der ofte det, at to sfærer støder sammen, så noget
uventet opstår. I nationalsangens idealiserede billede af fædrelandet knalder
kvinder og mænd, så det ryger, men for sædelighedens skyld finder dette sted i to
fra hinanden adskilte vers samt ikke mindst i et mytologisk-historisk regi. I
Kai Hoffmanns digt om den danske sang fra 1924 bliver der gennem præsens af
verbet være sat lighedstegn mellem den danske sang og en ung, blond pige.
Denne sammensætning af to sfærer er jo noget åbenbart sludder, for
en sang – dansk, engelsk eller på hvilket som helst sprog – kan ikke være en
pige, lige meget om hun er ung eller gammel, sort- eller gråhåret, blond eller brunette.
Men mærkeligt nok har danske kvinder, og det betyder her kvinder, der regner
sig selv som danske, uden indsigelse sunget med siden 1926, da digtet blev sat
i musik af Carl Nielsen. Og det virkelig mærkelige er, at også mænd, drenge og
oldinge ikke har haft noget imod, at sangen er femininum, og at dette ikke har
givet dem anledning til at føle, at sangen ikke er deres. – Dens enorme
popularitet under besættelsestidens alsang i protest mod nazismen, der
bogstaveligt fremavlede blonde kvinder – såvel som mænd, turde være et overvældende
vidnesbyrd om hårfarvens manglende relevans i en nation, hvis fleste kvinder
har kommunefarvet hår. Andre, for eksempel jeg selv, der under helt andre
omstændigheder har sunget med på den i mindst et par menneskealdre, kan vidne
om det samme.
Det sjove ved Kai Hoffmanns formulering er, at det konkrete i ung, dansk pige går fløjten (fløjten??),
når der synges med sans for poesiens ret til at skabe sine egne billeder. Det,
der er tilbage, er noget livskraftigt, frugtbart, om man vil, og smukt, som i
og for sig lige så godt kan have brune øjne og sort hår og med rødder i
Afghanistan. For det blonde og kønnet er ikke hovedsagen.
Jo, for ordfundamentalisten, der opsøger krænkelser, er det.
Så, kære sangelsker, der er ikke noget at skamme sig over. Knap
nok at diskutere og slet ikke at føle sig krænket over. Den danske sang er en ung, blond pige handler om og henvender sig
til hver og en, der føler sig dansk, har sans for sproget og passion for fædrelandet,
af hvilket køn, hud- eller hårfarve og alder hun eller han ellers måtte være.
Og det gælder samtlige køn, skal jeg skynde mig at tilføje for ikke at give
anledning til nye krænkelser.
PS
Jeg
har læst et forslag om, at førstelinjen Den
danske sang er en ung, blond pige for at kunne overleve i nutiden burde
skrives om til
Den
danske sang er en dejlig dame.
Dette
forslag overlader jeg trygt til læserens egen bedømmelse.
(fortsættes)
ANNONCE:
se
min hjemmeside asgeralbjerg.fi
