PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Josva
anfaldt Jerikos mure
med
trompetskrald.
De
sank i grus.
Det
er en bibelsk sandhed,
som
ingen arkæolog
trods
store anstrengelser
har
kunnet bevise.
I
samme bog fastslås det,
at
israelitterne i fyrre år
havde
været på ørkenvandring
uden
mål og med,
men
da de havde gået syv gange omkring Jeriko
og
blæste murene et stykke,
–
nogle vil måske sige en lang march,
faldt
de med et brag,
der
ændrede historien
og
stadig giver genlyd.
Erobringen
af Jeriko
og
nedslagtningen af indbyggerne
har
hverken årstal eller dato.
Men
arkæologerne mener,
at
det kan være sket
halvandet
årtusind før vor tidsregning,
altså
for cirka tre tusind fem hundrede år siden.
For
blodt et par hundrede år siden
kæmpede
soldater med forladegeværer.
Det
gav nogle gode brag
og
en masse røg.
Når
forladegeværernes skud var fyret af,
skulle
de lades.
Det
skete stående.
Først
skulle krudtet hældes i,
derefter
kuglen,
der
blev slået i bund med en ladestok.
Til
allersidst skulle det papir,
som
krudtladningen havde været pakket ind i
stampes
fast for at sikre,
at
kuglen ikke trillede ud,
så
soldaten ikke fyrede med løst krudt.
Der
fandtes naturligvis flere måder at lade på,
men
fælles for dem var,
at
det skete stående
og
krævede omkring et halvt minut
for
den veltrænede.
En
halvautomatisk riffel,
for
eksempel en AR-15,
kan
skyde så hurtigt,
man
kan trække af.
Ét
skud i sekundet
eller
flere, hvis man er hurtig på fingeren.
En
sådan riffel blev brugt ved skoleskyderiet
på Marjory Stoneman Douglas High School
i
Parkland, Florida, USA.
Dette
skete et par hundrede år efter,
at
borgerne i landet fik ret til at bære
forladegeværer.
Brag
af geværer
og
skrald af trompeter
har
skabt historie.
Israels.
USAs.
Men
kan stilhed?
Jeg
hørte den lørdag den 24. marts 2018
om
aftenen.
Den
blev båret frem af Emma Gonzales,
som
overlevede massakren i Florida.
Konfronteret
med en halv million demonstranter
var
hun tavs i fire minutter og femogtyve sekunder,
mens
tårerne trillede ned ad hendes kinder.
Se
det for dig, og se det igen:
Teenageren
Emma står over for en halv million mennesker
mellem
Det hvide Hus og Capitolium.
Alle
kikker op på hende og forventer,
at
hun skal sige noget.
Hele
tiden.
For
det gør man i USA.
Men
det gør hun ikke.
Hun
tier, mens tårerne triller ned ad hendes kinder.
Lydløst.
Hun
står der bare.
Krammer
manuskriptet uden lyd.
Venter
tiden ud.
Da
hun igen tog ordet,
havde
hun stået bag talerstolen
i
seks minutter og tyve sekunder
–
det samme tidsrum,
gerningsmanden
brugte til at dræbe sytten mennesker
på
hendes skole.
Jeg
så hende flere gange,
hørte
stilheden,
og
så hende med sikre skridt gå ud af billedet,
inden
jeg slukkede for min ipad.
Men
hun er der stadig.
Sammen
med alle de andre.
Uigendrivelig.
Se min hjemmeside: asgeralbjerg.fi
Annonce: