PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Jeg
synes selv, at hosstående billede blev ret vellykket. I hvert fald når jeg
tænker på den mængde fotos, jeg kasserede, fordi bien var uskarp eller halvt dækket
af klaserne i spiræaen, som den kravlede rundt i - flittigt, tør man vel sige, når det nu drejer sig om en bi.
Én bi. Ikke flere. At den havde det godt, var jeg ikke i tvivl om
i de minutter, jeg fulgte den med mit kamera. For den væltede sig bogstavelig
talt i den samme mængde honningstøv, som i et par uger før og efter St. Hans på
samme spiræa udgør et eldorado for mindst et halvt hundrede bier.
Orgiet foregår for enden af vores terrasse, der slutter med en
lille jordplet og en klippevæg. Selv halvdøve kan høre deres brummesummen, har
jeg erfaret. Og halvblinde ser dem på flere meters afstand som en bølgen i
naturen. Bierne giver et liv og et velvære, der smitter af på menneskene i
nærheden.
Hvor de flyver hen efter endt arbejde, ved jeg ikke. Jeg ved kun,
at bier er vise, hvad der findes mængder af litteratur om. Måske endnu visere
end myren, som omtales i Salomons
Ordsprog med en formaning om, at man skal studere den for selv at få
visdom.
Men nu gik det galt! Jeg talte om bier, altså i flertal. Og det er forkert. For der var kun én bi. Hvor
var de andre? Én bi gør ingen sommer, som man plejer at anføre om svalen, hvis
den optræder alene på et tidspunkt, hvor der skulle være så og så mange af den.
Og af lærker. Men nu letter lærkerne i ental, ikke fulgt af tusinde, og at bierne har det godt, som en anden digter
sang i forrige århundrede, er bare løgn.
Bien har det godt. Dét
passer. I hvert fald min brumbasse-humlebi, som er foreviget på billedet. Jeg har
læst, at den som andre i familien er et rodehoved, ikke som sin fætter,
honningbien, en systematiker, men deri ligger måske dens egentlige visdom: Den afleverer
ikke sin honning, så det er let at stjæle den, og tyvenes udbyttet bliver
beskedent.
Måske er det om den, følgende historie handler. Pointen er kort,
og det er dens fortjeneste. Jeg har den fra min mor, der er fra Vestjylland.
Desværre kan jeg ikke fortælle den på vestjysk, kun slutbemærkningen skal jeg
forsøge at gengive i lydskrift.
Det var en kone, der havde bedt naboens dreng om at gå til byen
efter en sæk mel. Som løn for sin møje havde han betinget sig en honningmad.
Da han efter et par timer var tilbage med sækken, gik konen ind i
køkkenet, hvorfra hun et øjeblik efter kom med en rundtenom. Drengen kikkede
længe på den, hist og her glinsede der honning frem af det grove brød.
Han så op på konen og sagde:
I hår måske kuns jen bi?
Jeg skal ikke udlægge historien, bare sige, at den er god at have
med sig, når man møder gerrige mennesker, der ikke vil give løn som forskyldt.
Jeg skal heller ikke udlægge, hvad det betyder for balancen i
naturen, at vi i år kun har én bi i vores spiræa. Det er der en masse andre,
der skriver om.
Perspektivet er hver gang dystert.
ANNONCE:
