DE VILDE BRITER









PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Der var engang, da alle folkeslag faldt på røven for briterne, når de kom sejlende med deres stolte skibe, skød hul i indiske oprørere tøjret til kanonmundinger, trynede kineserne i Opiumskrigen, stod i spidsen for de mest forvovne opdagelsesrejser, støvsugede besiddelserne i Afrika for alle slags kolonialvarer inklusive guld, elfenben og diamanter,  
dirigerede verdensøkonomien fra London og fragtede rigdomme af et omfang til moderlandet, så man ikke kan fatte det.
I 1900-tallet smuldrede det britiske verdensherredømme, og De Britiske Øer ophørte med at være navet i det system, verdenshandelen kredsede om. Men mens den materielle magtudøvelse fadede ud, blev det engelske sprog hængende, også i det USA, englænderne blev smidt ud af, og som tiden gik, blev engelsk verdenssproget på samme måde, som latin engang havde været det.
Det var den gang – for et og to og tre århundreder siden, da det gav mening for englænderne at synge

Rule, Britannia! Britannia, rule the waves!
Britons never, never, never skall be slaves.

Det er det ikke i dag. I dag er briterne, en god del af dem i hvert fald, slaver af tvangstanken om, at det gamle britiske imperium kan genopstå af det gamles aske og som en anden Fugl Fønix svinge sig op og overskygge sine gamle partnere i EU ved at gøre Great Britain Great Again under devisen Great Britain First.   
Der var også engang, da det gav danskerne mening at trøste sig med nogle linjer fra en sang fra 1850 af H.C. Andersen. De handler om, at danskerne engang ikke blot var herrer i hele Norden, men til og med bød over England, hvilket i grove tal dateres tilbage til Vikingetiden, der strakte sig over et par århundreder og ophørte for tusind år siden.
Det var den gang, de vilde vikinger tugtede verden med snildhed, tapperhed, brutalitet og disciplin, men også drev handel, var håndværkere og bønder og bosatte sig, i England især i Danelagen, og i væsentlig grad berigede englændernes sprog med nordiske gloser for vindue, himmel og sky, vi og de, dem, deres og mange, mange flere, som englænderne så sidenhen sørgede for indgik i det senere verdenssprog.
I Danmark genfødes for tiden forestillingen om vikingerne som forfængelige, smukke og højst attraktive mænd og kvinder i en meget omskrevet udstilling på Nationalmuseet. Så vidt jeg forstår det (jeg har ikke selv set udstillingen) får drømmen om danernes storhedstid et æstetik touch, som ligger langt fra de gængse fortællinger om arrede og hærgende vikinger med vilde blikke, håret som høstakke og våben dryppende af fjendens blod. Derimod forstår man af vikingernes fysiske skønhed, at de blev vilde efter at få efterkommere, der meget vel kan være dem, der flere end tusind år efter deres død står og kikker på afbildningen af dem i Nationalmuseets montrer.
Genfødslen om drømmen om vikingerne ligger inden for fantasiens rammer og kan genskabes som her i et museum, men også i vikingespil, vikingeklubber, vikingefilm med mere.
Genfødslen af drømmen om Great Britain First foregår derimod i virkelighedens verden. Det er det, der gør den til et så fascinerende drama, hvor heltenes længsler og drømme, had, kærlighed og forræderi, storhed, overmod og fald sættes på spidsen og på den måde spejler livet i de masser, der gennem elektroniske medier som aldrig før kan følge med i deres heltes mindste skridt og fejltrin.  
Men genfødslen af drømmen om Great Britain First er samtidig livsfarlig for drømmen om fred og fordragelighed nationerne imellem. Den er en vigtig del af grundlaget for ikke blot EU, men for hele verdenssamfundet, hvis kraft til at hænge sammen bygger på realisme og tillid til den opfattelse, at uden et målrettet arbejde for samhørighed nationerne imellem vil verden henfalde til ufred og ødelæggelser af et omfang, som ingen kan fatte.
Dagligdagen, som de fleste oplever den i den rige del af verden, er måske lidt kedelig, men er alternativet storhed og fald – måske helt uden storhed først, vil de fleste, psykopater fraregnet, nok foretrække den.


ANNONCE:

SE MIN HJEMMESIDE: asgeralbjerg.fi













 












JULEMANDEN FLYTTER RUNDT













PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Ind under jul for et årstid siden blev jeg ramt af den chokerende nyhed, at Grønlands turistorganisation havde opgivet Julemanden og meddelt, at Finland gerne måtte få ham. Begrundelsen var, at der ikke var penge i ham.
Hvilken kynisme! Som om Julemandens eksistens var et spørgsmål om penge. Den er et spørgsmål om tro, og sand tro kommer fra hjertet.
Derfor blev jeg så meget gladere, da jeg forleden læste om den alvor, man på Grønland igen behandler Julemanden med, og den ærbødighed, man viser ham. Det ses af den nylige flytning af hans flere meter høje postkasse. I 1992 blev den opstillet i Grønlands hovedstad Nuuk. Siden blev den fragtet til Ilulissat, hvor den stod i syv år.
Men i denne måned bliver den, noget ramponeret, sendt med årets sidste fragtskib endnu længere nordpå til Uummannaq, hvor Danmarks Radios Julekalender 1984, Nissebanden i Grønland, blev optaget. I denne lille by på 1.300 indbyggere sidder de større elever på Edvard Kruses Skole parat til at hjælpe Julemanden med at besvare brevene, som børn fra hele verden sender til ham. Omgivelserne er beskedne, men storslåede, også for Julemandens egen lille grønne hytte, der ligger et par timers vandring uden for byen.
Helt anderledes er det i Finland.
I lufthavnen i Rovaniemi lander julemandsflyene tæt i nærheden af Santa Claus Village og Santa Park Arctic World, der nås på kun 15 minutter med Santa’s Express Bus. Her venter diplomer fra alfeskoler, billetter til elvershows, besøg i isprinsessens kolde slot, en tur med Magic Train i fortryllede verdener osv. osv. Julestemningen kører på de høje nagler fra før løvfald til godt ind i januar, og som et højdepunkt kan børn såvel som voksne hviske deres hedeste juleønsker i Joulupukkis højst personlige øre.
Egentlig bor han ikke selv midt i halløjet, der er som et Disneyshow i minusgrader, hans egentlige opholdssted er i det utilgængelige fjeld Korvatunturi midt i Lappland mod grænsen til Rusland, men for den gode sags skyld ofrer han sig i de måneder, japaneres, englænderes og andet godtfolks julebesøg varer.
I Korvatunturi lader han sig aldrig se.
Mens finnernes bestræbelser for at erobre Den Sande Julemand har fundet sted, har tyrkiske arkæologer fundet en grav, der, siges det, med sikkerhed er Sankt Nikolais, børnenes ven og beskytter, der virkede i trehundredtallet i Europas sydøstligste hjørne mellem Grækenland og Tyrkiet.
Denne helgen og Ur-julemand er, sammen med den nordiske overgud Odin med det lange, hvide skæg, den engelske Father Christmas, Sinterklaas fra Holland, der lagde gaver i børnenes sko, den tyske Weihnachtsmann, den italienske Babbo Natale med flere en del af en kolossal julemandsmytologi, som finnerne inden for de sidste årtier har kommercialiseret med vanlig stædig ihærdighed (egenskaber, som bærer honnørsordet sisu), Fingerspitzgefühl og en god portion held.
Så den kommercielle Julemands opholdssted for tiden er uden tvivl i Finland.
Men er han den rigtige?



ANNONCE:

se min hjemmeside: asgeralbjerg.fi