BRITISK DØDSDRIFT

Kanagawa, Den store bølge

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Efter, at underhuset i Storbritannien har overtaget retten til at fremsætte alternative forslag til brexit og foretage vejledende afstemninger, er jeg ved at miste overblikket over den parlamentariske situation, hvor briterne i stadig højere grad optræder som deres egne værste fjender. Chancen for at få en ende på brexitprocessen, der indtil for nogle dage siden havde et præciseret antal muligheder og en afslutningsdato, har nu karakter af en dødsspiral ned i et sort hul, som man ved ender, men ikke hvor og hvornår.

At May skulle følge disse bebudede, vejledende afstemninger virker lige så utopisk som den pittbullagtige stædighed, hvormed hun har holdt fast i den ligeledes vejledende folkeafstemning for snart to år siden, er en realitet. I forhold til sidstnævnte viser hun både lydhørhed og lederskab, mens hun i forhold til alternativer er dumstædig til kanten af det forbryderiske.

Ligeledes har hundredtusindvis af demonstranter for en ny folkeafstemning tilsyneladende ladet Theresa May uberørt.

Hendes demokratiske sindelag er det således ikke let at få et klart billede af.

Set i lyset af den splendid isolation, der i imperietiden og under talrige krige har været briternes varemærke, giver den aktuelle egensindighed, der har grebet de folkevalgte, en vis mening. Ikke, fordi de ser fremad mod et brutalt styrt mod det ukendte, men fordi de skuer bagud til netop den splendid isolation, der i imperietidens glansdage og i talrige krige var Storbritanniens varemærke.

Det er denne magtfuldkomne isolation, som tog sin begyndelse  efter Vilhelm Erobrerens sejr ved Hastings i 1066, og som har trodset Spanien, Napoleons Frankrig og Hitlers Tyskland, der nu uden EU’s snærende bånd skal genopstå med frit forhandlede aftaler med alverdens stater. Her er, i en nøddeskal på de stormomsuste verdenshave med Union Jack, som kysser bølgerne, den følelsesmæssige klangbund for den britiske fornuftsstridige stædighed.

Pokker tage mig, om det ikke er på kanten til at gå galt.

Set ud fra et nationalistisk synspunkt er en nation som en enhed af individer, der samdrægtigt marcherer samme vej under paroler som et folk, et rige, en fører. Dette – i forhold til Storbritannien, lige så formastelige som forkastelige eksempel på national egensindighed, kunne forlede til at indfortolke et kendt begreb fra den freudske psykologi som en supplerende forklaring til tingenes ufattelige tilstand på de britiske øer.

Begrebet er opkaldt efter guden for den naturlige død i den græske mytologi, en mytologi, Freud gerne vendte tilbage til, når han skulle navngive fænomener inden for de psykiske grundprocesser.

Jeg finder ingen mere koncis og slående forklaring end den i Gyldendals Den store danske encyklopædi. Artiklen er forfattet af Chr. Gorm Tortzen og Ole Andkjær.

I psykoanalysen kaldes dødsdrifterne undertiden thanatos, svarende til at livsdrifterne kaldes eros. De er en hypotetisk driftsgruppe, der sigter mod alt levendes tilintetgørelse. Idet enhver drift ifølge Freud sigter mod at genoprette en tidligere tilstand, defineres dødsdrifternes mål som en genoprettelse af den uorganiske tilstand forud for livets opståen. Teorien er hos Freud udmøntet i forestillinger om biosfærens undergang i en universel økologisk katastrofe.

Lad være, at appliceringen på brexit måske halter lidt i forhold til en ortodoks freudianisme, men det er svært at se bort fra den, når den engang er gået ind i bevidstheden.

Eros er modbegrebet til Thanatos. I modsætning hertil står Eros for frembringelse og avlelyst og bygger på driften til at sætte noget nyt i verden ved at forene og opbygge.

Sammenligner man Freuds opfattelse af livsdriften Eros med dødsdriften Thanatos, kan man næsten blive besat at tanken om en determineret britisk selvdestruktivitet.

Denne destruktive drift er jeg uden sympati for. Jeg klynger mig stadig til håbet om en ny folkeafstemning – denne gang på et oplyst grundlag.

ANNONCE:

DIALOG TIL DØDEN

 PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Min nabo har en forkromet flagstang på forskærmen af sin bil. Fra den vajer en Union Jack-vimpel. Han har haft den i nogen tid, endelig i dag fik jeg mulighed for at standse ham for at spørge om, hvad i hele hule han mente.

Mens vimplen blafrede i snestormen, kikkede han med en lidt overbærende mine ud ad det halvt nedrullede vindue.

– Jeg flager for at hædre Storbritannien og især dets premierminister Theresa May, sagde han og gjorde mine til at køre videre.

– Jamen det kan du da ikke mene, sagde jeg og skuttede mig i kulden. – De er jo komplet vanvittige derovre. Helt ude af trit med tidens tand. Den rene katastrofekurs. De går ned med mand og mus. To år har de haft til at samarbejde om en løsning, og hvad er det blevet til i The House, som de siger? En skyttegravskrig, der ikke er set værre siden Første Verdenskrig. Ikke alene har May tabt alt, hvad hun kan tabe, hun nægter til og med at krybe til korset og indrømme det.

Jeg var blevet helt stakåndet af mine mange, velvalgte ord, og ånden stod som en fane ud af munden på mig helt ind i hans lune bil.

– Theresa har gjort, hvad enhver kvinde bør gøre, og en mand ikke kunne have gjort bedre, sagde min nabo og lagde hånden på gearstangen.

– What! udbrød jeg og stak min nyhentede avis halvt ind gennem vinduet. Hvis han ville flygte fra mine kloge ord med den, var det ok for mig, for i avisen stod sandheden, at May for længst burde være afgået, at The House burde afskaffe sig selv som et forum for kværulanter, og at englænderne i det hele taget burde lære at opføre sig ordentligt og finde en middelvej, der byggede på saglig oplysning i samklang med det Europa, de var en del af.

– Har du nogen sinde tænkt på, sagde han og sendte mig det overbærende smil, som jeg hader mere end noget andet smil. – Har du nogen sinde tænkt på, hvad der plejer at ske, når stater bryder ud af unioner? For eksempel, da de amerikanske sydstater forlod unionen i 1861.

– Øh, sagde jeg og bevægede avisen op og ned i håb om, at lidt lærdom ville strømme fra den og diffundere ind i hans grødhoved, så jeg kunne slippe for hans udenomssnak.

– Nej vel, sagde han blidt. Vi er, blandt andet takket være EU,  så langt inde i en periode af fred, at mange har glemt, hvad krig er, og derfor ikke anser den for en mulighed eller frygter den.

– Hvilken krig mener du? spurgte jeg.

– Præcis den krig, som opstår, når et land bryder sig ud af en union.

Jeg stak avisen helt ind og viftede kraftigt med den.

– Tænk på Kalmarunionen, foreningen af de nordiske lande, som opstod efter, at Margrethe I af Danmark og Norge vandt Sverige. I 1397, i Kalmar, lod hun sin slægtning Erik krone til konge i de tre riger, og en forfatning blev udarbejdet.

– Du taler som et leksikon, sagde jeg og mente det som en hån.

– Men svenskerne ville ikke indordne sig, som du sikkert husker, hvilket medførte ufred, oprør, krig og kaos, og som om dette ikke var nok, blev punktummet for Kalmarunionen et veritabelt blodbad i 1520. I de følgende århundreder røg de to broderlande gang på gang i totterne på hinanden.

– Jamen det er alt sammen så længe siden, indvendte jeg.

– Det er det, sagde han og skubbede min avis ud af sin bil.

Og mens han langsomt rullede vinduet i, afsluttede han:

– Hvor man før kæmpede til sidst blodsdråbe, helst de andres, når stater trådte ud af unioner, taler man sig i dag hæse for at nå en overenskomst. Derfor er Theresa min helt. Dialog til døden!

– God save the queen and her people, tænkte jeg og skyndte mig ind med min avis, mens mange tanker som sneflokke dansede rundt i hovedet på mig.

ANNONCE: