 |
| Hjorteskræmsel under konstruktion |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Man
skal kende sin besøgelsestid, man skal udvise snusfornuft, man skal finde
middelvejen og følge den. Venskab er vejen frem, god opførsel og gæstfrihed sømmer
sig og lønner sig, lidt magt er bedre end afmagt, og ved at navigere med omtanke
og indsigt når man målet.
Livsvisdommen er fra den ældste nordiske selvhjælpsbog med henblik
på en livsstil, der sikrer fysisk og åndelig wellness. Den findes i Den ældre Eddas digte, der blev
nedskrevet omkring 1200 i Island, og den bygger på en formodentlig flere
hundred år gammel tradition. De praktiske leveregler går under betegnelsen Hávamál, på dansk Den højes ord. Den høje er Odin, overguden i den nordiske mytologi.
Hávamál var
obligatorisk læsestof, da jeg gik i gymnasiet. Og da jeg havde nemme for at
lære udenad, gik nogle af versene rent ind i hukommelsen. For eksempel den med Kvinders ord skal ingen tro, ej hvad er mælt
af mø. På hvirvlende hjul blev dem hjerner skabt, letsind i bryst dem lagt.
Når ordene stadig sidder fast, er det nok, fordi de svarer til en
genkommende erfaring. Hvis mine kvindelige gymnasiekammerrater har bidt mærke i
følgende ord, har de nok også haft deres grunde: Klart jeg nu taler, kender dem begge: falsk er mands hug mod mø.
Fagrest er talt, når falskest tænkt. Sligt snærer ædles sind. [snærer =
piner]
Lad være, at denne indsigt og selvindsigt ikke umiddelbart fremmer
et moderne, harmonisk forhold mellem kønnene, der bygger på gensidig
fortrolighed. Men som udgangspunkt for at nå så langt, er de ikke helt tossede, fordi de maner til omtanke og
forsigtighed for den, der vil opbygge noget stabilt.
Jeg kom til at tænke på Den
højes ord for et par dage siden, dog ikke på ovenstående vers. Anledningen
var et besøg i haven af rimeligvis en eller flere hvidhalede hjorte. De er
ganske almindelige i de omkringliggende skove, og en enkelt gang har jeg spottet
en flok på fire hinder på naboens grund, hvad der var et meget tiltalende syn.
Men i nattens mulm og mørke havde de ikke alene overskredet alle
grænser for god opførsel ved at invadere vores have, de var også forsvundet som
dug for morgensolen, da jeg opdagede deres misgerninger. Tulipanbedet, havens
største pryd om foråret, var raseret, og sporene viste, at det var hjorte. De
havde mættet sig på de fine skud, der netop havde banet sig vej op af den før
så frosne vinterjord.
Løgene var indkøbt under et besøg i Amsterdam for et par år siden,
og som en del ved, og som dem, der har set filmen Tulipanfeber fra 2017 ved bedre end andre, har Amsterdam siden 1600-tallet
været stedet for handel med løg til denne fantastiske blomst.
Men for at vende tilbage til verset om hjortene i Den højes ord, denne blogs anledning. Det
var på det tidspunkt, jeg lærte det by
heart, ikke så interessant på grund af hjortene, som det forekom at være nyttig
vejledning for en ung mands forhold til promillevand.
Hjortene
ved,
når
hjem de skal,
og
går af græsgang da.
Men
uklog mand
han
aldrig ved
på
sin mave mål.
Mens jeg stod og sendte en strøm af forbandelser over hjortene,
der klogeligt, næsten som belært af Odins tale, havde forladt gerningsstedet,
kom jeg til at tænke på en kvindelig forsker, som jeg hørte i radioen for et
årstid siden. Hun ville have alle hjorte skudt.
Bum!
Bum!
Bum!
Simpelthen!
Ikke som et pludseligt indfald udsprunget af et akut raseri mod
hjorte, men fordi hjorte ifølge videnskabelig forskning mere end noget andet
dyr bærer og spreder flåten, Finlands og for den sags skyld også Danmarks og
mange andre landes absolut farligste dyr, og på den måde er med til at udbrede
borrelia.
Mens mine tænder løb i vand efter hjortesteg – jeg så den for mit
indre blik drivende af saft blive serveret med de mandelkartofler, jeg netop
havde sat, og hvoraf til alt held intet endnu syntes over jorden, indså jeg, at
en god gerning som bekæmpelse af borrelia og et sundt, økologisk måltid gik op
i en højere treenhed med min hævntørst.
Endnu en vigtigt foranstaltning i min afværgelse af yderligere
angreb på havens spæde spirer skal jeg anføre. Det er et hjorteskræmsel, som
jeg netop har hørt om, og som jeg straks er begyndt at bygge. Det består i al
enkelhed af et T-kors af lister med tømte øldåser og cd’ere hængende ved siden
af hinanden.
Dåserne klinger og cd’erne blinker.
Jeg gik i gang for et øjeblik siden. På billedet ser man det
foreløbige resultat.
Resten af dagen skal jeg, helt uanset Odins formaninger, for fuld
musik arbejde hårdt på at øge mit hjorteskræmsels velklang med flere øldåser.
Alt for tulipanerne!
ANNONCE:
