PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Det var fantastiske kampe. Med
ryggen mod muren og et fortrinlig sammenspil ondulerede Finland først Sverige, så
Rusland og til sidst Canada.
For
nogen tid siden anskaffede vi en afløser for vores gamle tv, et B&O 21
tommers fra 1992. Trods digi-boxe og andet kunne det ikke længere tilpasses de
ændrede signaler.
Fordelene ved en ny og langt større skærm blev åbenbare i
forbindelse med det netop afviklede VM i ishockey. Vi kunne nemlig nu se
pucken, hvis fart over isen på vores tidligere skærm hovedsagelig blev markeret
gennem spillernes halsbrækkende manøvrer. Nu fik opbremsninger, vendinger,
temposkift og sving med stokkene pludselig mening, og vi forstod de talløse
sammenstød spiller mod spiller og mod banden omkring banen.
I tre åndeløse kampe – først mod Sverige, siden mod Rusland og til
sidst i guldkampen mod Canada var vi vidne til, hvordan et ungt, finsk
landshold uden stjernespillere fra de store internationale ligaer bankede
stjernespækkede landshold efter noder. Og det var åbenbart hvorfor. Sveriges,
Ruslands og Canadas mandskaber spillede som amatører, mens finnerne spillede
professionelt.
Jeg vil anskueliggøre synspunktet med en lille digression, der er
mit bedste eksempel på et sammenspil mellem professionelle uden
professionalitet. Jeg har det fra
violinisten Peder Elbæk, grundlægger af Carl Nielsen-kvartetten, koncertmester
i Radiosymfoniorkestret, professor ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium,
medlem af juryen for Den Internationale Carl Nielsen Konkurrence og meget mere.
Alt sammen fine titler og gøremål for en mand, der samtidig elskede at
undervise unge, ambitiøse amatører og kunne få dem til at spille sammen på en
måde, som de aldrig havde troet mulig.
Det var på Åland under et sådant kursus for strygere, at Peter
Elbæk fortalte følgende anekdote om den verdensberømte, sovjetiske komponist
Dmitrij Sjostakovitj. Hans tresårsdag i 1966 blev højtideligholdt med en række
koncerter, der skulle vise bredden i hans virke. Alverdens stjernemusikere var
indbudt som solister, og blandt meget andet skulle en af hans femten
strygekvartetter opføres.
Jeg husker ikke hvilken, men jeg kan stadig tydeligt høre den
entusiasme, hvormed Peder Elbæk opregnede ad hoc-kvartettens fire musikere,
hentet ind fra verdens førende strygekvartetter. Navnene på dem er ikke vigtig
i denne sammenhæng, det er derimod Sjostakovitjs reaktion. Stadig mere
krumbøjet og med øjnene stift rettet mod sine sko sad han og huggede med
kroppen, mens han mellem tænderne gentog sin inappellable dom over musikerne og
opførelsen. Den lød:
Amatører,
amatører, amatører.
For nok kunne de fire stjernemusikere spille i den forstand, at de
kunne ramme de rigtige toner. De kunne bare ikke spille sammen, men ville hver
for sig vise deres egen brillans.
Det
drejer sig om at lytte til hinanden og spille på musikkens præmisser,
var
Peder Elbæks enkle budskab til amatørmusikerne på Åland.
Og så tilbage til det finske ishockeylandsholds sejre. Der var på
ingen måde tale om en nedtromling af Sverige, Rusland og Canada. Tvært imod
forsøgte disse nationers hold at tromle det finske med deres større samlede
erfaring, men uden at kunne bringe den i sammenspil, så den kunne trænge
igennem de sammenspillede finlændere, hvad enten de kæmpede med ryggen mod
deres eget mål eller stormede frem mod modstandernes og fuldt ud udnyttede
deres relativt få chancer.
Finlands hold bestod ikke af stjerner, da verdensmesterskaberne
startede. Det bestod af dygtige holdspillere, der viste verden, at vil man sammen, selv om man står med
ryggen mod muren, så kan man somme tider skabe det enestående.
Og er der noget, Finlands historie i rigt mål viser – ikke bare i
Vinterkrigen og i Fortsættelseskrigen mod Rusland og i Laplandskrigen mod
Tyskland, så er det netop det.
ANNONCE:
