KRIG 3

Atomhygge 1962










PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.






Verdens mangel på stabilitet blev sat på spidsen for en uge siden, da I-Vid-Hvem (Donald Trump) inden for samme døgn udtrykte sig fjendtligt mod Justin Trudeau og bogstavelig talt omfavnede formand Kim Jong-un. Den første premierminister i Canada, der så længe nogen kan huske har været USA’s allierede, mens sidstnævnte er en af verdens grummeste nulevende diktatorer, som I-Ved-Hvem tidligere har truet med bål og brand og atomkrig, men nu kalder en flink fyr, der elsker sit folk.
Det er blevet så groft, at også Carl Bildt, tidligere statsminister og udenrigsminister i Sverige, regner ham blandt de uberegnelige. Et prædikat, som Bildt ellers med forkærlighed anvender om Rusland. Og ikke overraskende taler han, som så mange andre, for en styrkelse af EU’s forsvarsdimension. Ligesom han er af den opfattelse, at Sveriges forsvarsevne skal styrkes.
Et andet tiltag, der hænger sammen med denne stadig tydeligere frygt for krig – hvem der nu vil vise sig at være fjenden – er en netop udgivet brochure, der skal forberede den svenske befolkning på krig. Den svenske beredsskabsstyrelse, Myndigheten för samhällsskydd och beredskap, opfordrer således borgerne til at samle forråd og finde ud af, hvor der er beskyttelsesrum. Brochuren er trykt i små fem millioner eksemplarer og er en opdateret version af tidligere brochurer, den senest foregående fra 1961 under den kolde krigs periode.
Ifølge Om kriget eller krisen kommer, som brochuren hedder, vil syv af Sveriges ti millioner indbyggere få plads i et af de femogtres tusinde beskyttelsesrum, der findes spredt ud over landet. De skal selv medbringe nødforsyninger i form af vand, mad, tæpper med mere.
En lignende brochure blev også husstandsomdelt i Danmark. Det var i 1962. Jeg husker den tydeligt, især for to ting:
For det første for den transistorradio, der varmt blev anbefalet som en del af den bagage, man skulle tage med i beskyttelsesrummet. Det var den anbefaling, der endelig fik mine forældre til at tage sig sammen og anskaffe en – til stor glæde for deres teenagebørn. Minutkød og andet, det blev anbefalet at have på lager, overvejede de aldrig at købe.
Det anden er et digt af Jesper Jensen. Med musik af Erik Moseholm indgik det i Studenterforeningens nytårskomedie fra 1962. Gris på gaflen, hed den.
I en fandenivoldsk satire opsummerer Jesper Jensen absurditeten i hele beredskabsprojektet som et værn mod den atomkrig, som alle vidste ingen ville overleve.

Hvis krigen kommer
hvis krigen kommer
så tar vi op til onkel Ole i Springforbi
med toget nul ti
hvis krigen kommer
hvis krigen kommer
så telefonerer vi til nærmeste meldecentral
og sir den er gal
og så rykker brandsprøjten ud med
forbindskasser, plaster og vat
vi er parat
og håber nu bare at
krigen ku ta og begynde om lidt
for vi har købt lokum, minutkød og fedt.

Hvis krigen kommer
hvis krigen kommer
så tar vi malkekoen og putter i plasticsæk
og gemmer den væk
hvis krigen kommer
hvis krigen kommer
så skal vi bare lukke øjnene lissom vi plejer
mens varmen den steger
og så blive liggende og vente
besked fra hr. general Kragh
om at de røde
røg sig en tur me'et brag
krigen må gerne begynde om lidt
for vi har købt lokum, minutkød og fedt.

Hvis krigen kommer
hvis krigen kommer
så går vi bare ned i kældren og får os en bajer
og venter på sejr
hvis krigen kommer
hvis krigen kommer
så har vi kørekort, policer og fødselsattest
og helulden vest
nu hvor man ved hvo'n det blir er
man ikke neurotisk og sart
vi tar det roligt
vi har det hele klart
krigen må gerne begynde om lidt
for vi har købt lokum, minutkød og fedt.

BUM!


ANNONCE:











KRIG 2







PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Den regelbaserede verdensorden grundlagt på international ret tog et kæmpe skridt fremad i 16 og 1700-tallet med værker af blandt andet retslærde tænkere som hollænderen Hugo Grotius (1583-1645) og tyskeren Samuel Pufendorf (1632-1694). Vores egen Ludvig Holberg (1684-1754) fulgte trop med sin Introduction til Naturens og Folkerettens Kundskab (1715), der i hans levetid blev hans mest læste værk.
Det overordnede mål for bl.a. disse forfattere var at opstille regler for fredeligt samvær og fredelig handel over landegrænserne. På den måde skulle nationerne blomstre og konflikter, som førte til krig og armod, undgås. Tidspunktet for det ønskværdige i arbejdet med at finde og fremme sådanne regler hænger naturligt sammen med en øget produktivitet i Europa, og at verden efter 14 og 1500-tallets store opdagelser var åben som aldrig før og fyldt med rigdomme, der skulle udveksles.
Tanken om en åben og fredelig verden har siden lidt talløse skibbrud, hvor nationer har forarmet og ødelagt hinanden til uigenkendelighed. Sidst og mest omfattende fra et vestligt perspektiv var Verdenskrigen 1914-45.
For at sikre freden blev bl.a. FN oprettet og et utal af handelsaftaler og andre aftaler blev indgået på tværs af landegrænser. På den måde fjernede man sig fra Ludvig XVI’s
og andre eneherskeres opfattelse af, at le loi, c’est moi – med andre ord, at loven udspringer af min mavefornemmelse og lyst.
Den nye, internationale verdensorden blev bygget af et Europa, der kæmpede sig op af ruinerne, og et USA, hvis blomstrende produktionsapparat ikke var blevet ramt af en eneste bombe. Med klogskab og generøsitet hjalp USA ikke blot sine allierede, men også sine tidligere fjender på fode.
Det skabte alliancer og aftaler på tværs af Atlanterhavet, som alle nød godt af. Ikke mindst USA, som ubetvivleligt blev verdens leder. Men fred og enighed i verden blev truet af en massiv oprustning i både USSR og i USA og en aggressiv udenrigspolitik, som forsøgte at sprede de respektive stormagters ideologi og økonomiske system til en lang række stater i og uden for Europa. Imens forblev sammenholdet mellem den vestlige verdens stater ubrydeligt. Grunden var en fælles tro på, at samarbejde i frihed om fælles interesser bragte fred og velstand.
Hvilket i det store hele har vist sig at passe.
Om dette samarbejdes fortsættelse er der i det sidste halvandet år efter Donald Trumps indsættelse som præsident i USA opstået begrundet tvivl. Den regelbaserede verdensorden er ikke alene udfordret, den er regulært truet. Truslen kommer fra USA.
– Begyndelsen blev taget, da USA meldte sig ud af klimaaftalen indgået i Paris den 12. december 2015. Derefter måtte resten af verden tage sig af klimaet.
– USA’s udtræde oprørte mange. Men kun få er bekendt med, at trumpadministrationen systematisk har forhindret, at verdenshandelsorganisationen WTO har fået udnævnt nye dommere, der skal løse handelskonflikter. Hvilket på temmelig kort sigt vil smadre den måde, der i dag drives international handel på.
– USA’s brud med Iran-aftalen optrappede konflikten mellem USA og den øvrige verden yderligere. For USA trak sig ikke bare ud! USA truede virksomheder, der vedblev at handle med Iran med sanktioner. På den måde gik USA fra at holde sig udenfor i passivitet, til direkte fjendtlige handlinger mod dem, der ville redde atomaftalen.
– Så kom der told på stål og aluminium fra Europa og Canada under påberåbelse af, at fri import af disse produkter truede USA’s sikkerhed – en, sagt forsigtigt, meget utraditionel opfattelse af USA’s nærmeste allierede.
Udviklingen mellem USA og dets allierede er dramatisk. Dette sættes i relief af en handling, som i sig selv er uden stor betydning, men som har en symbolværdi, der kan få nakkehårene til at rejse sig. Jeg tænker her på, at Trump forleden under sin rejse til Singapore meddelte verden, at han trak sin tilslutning til den slutdeklaration, som USA sammen med de øvrige G-7 lande netop havde vedtaget, og som blandt andet handlede om det gode ved en regelbaseret verdensorden. Han følte sig personligt fornærmet og ville ikke være med længere.
(Jeg kan måske her minde om, at USA var G-7’s primære grundlægger og garant).
I Singapore skulle USA’s og Nordkoreas præsidenter så mødes for at tale om at fremme fred og forsoning, hvilket fremgik af slutdeklarationen.
Da jeg hørte om den, kom jeg umiddelbart til at tænke på en plakat med et billede af den republikanske præsidentkandidat Richard Nixon og teksten

Would YOU buy a used car from this man?

som blev brugt i valgkampen i USA i 1960.
Nixon tabte til demokraten John F. Kennedy.


ANNONCE: