KAPITERING





  

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Den seneste store nyhed i langdansen omkring oprettelsen af Finlands nye helsesystem er kapiteringsmodellen. Dens fundament er en risikobedømmelse af hver enkelt klient (= patient) som forudsætningen for de forskellige plejeenheders tildeling af tilskud fra det offentlige.
Påstanden er, at hvis ikke de forskellige private plejeenheder kender omkostningsrisikoen ved at tage en klient, vil de for at tjene mest muligt gå efter patienter med ukomplicerede diagnoser og overlade de komplicerede tilfælde til det offentlige.
Det er der logik i.
Problemet er, at vores samfund ikke er bygget på logik. Det er bygget på menneskerettigheder, hvor frihed og lighed som de centrale komponenter indgår i et samspil med hinanden med det udgangspunkt, at mennesker uanset køn, alder, etnicitet, erhverv, arbejdsløshed, socialt tilhørsforhold, tidligere sygdomme m.v. har lige værd. Nationalt – fx med henblik på nationerne Finland og Danmark – er der et stykke vej, til målet er nået. Betragtet globalt er der set fra fx Danmark og Finland langt igen. Men menneskerettighedsdiskursen ligger latent og kommer straks i fokus, når rettighederne i lande, vi i fx Finland og Danmark ikke vil sammenligne os med, står i fare for at blive tilsidesat. Aktuelle eksempler er blandt mange andre Ungarn og Polen, Kina og Filippinerne.
Derfor er det så meget mere skammeligt, når tilsidesættelse finder sted i lande, fx i Finland, der traditionelt har et positivt forhold til udviklingen af menneskerettighederne.
At det sker under påberåbelse af at skabe valgmuligheder for patienter, der har råd til at betale til private plejeproducenter i stedet for at lade sig nøje med de kommunale plejetilbud, er i sig selv foruroligende. Værre er de muligheder, der ligger i selve rangordningen, kapiteringen, af hver enkelt patient, undskyld klient, i overensstemmelse med køn, alder, etnicitet, erhverv, arbejdsløshed, socialt tilhørsforhold, tidligere sygdomme m.v., og den frygt, der hos hver enkelt patient, der i øvrigt ikke skal have kendskab til sin placering i rangordningen, er forbundet med selve etableringen af en rangordning.
Det er langt fra den kommende helsereforms erklærede hensigt at gøre plejens omfang og kvalitet afhængig af rangordningen, men såfremt den bruges i overensstemmelse med den logik, der har skabt den, er det et forudsigeligt resultat. Hvad andet kan man lære af blandt andet den løbende FaceBook-skandale, end at persondata af indehaveren af dem – og her er der altså ikke tale om klienten selv, anvendes i indehaverens egeninteresse?
Kapiteringsmodellen er som skabt til at spare syge mennesker væk, og således dekapiterer kapiteringen det værdigrundlag, som vores velfærds og menneskerettighedssamfund bygger på. Dens overordnede mål er ikke at bidrage til folkesundheden, men at give overskud til aktionærerne i de private helsevirksomheder og karrieremuligheder til alle slags planlæggere inden for økonomi og jura, etnografi og politik, IT og kommunikation.
Fortsæt selv listen.


ANNONCE












DEM DERUDE – VI HERINDE



 
Dem derinde
 PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Taler man om nogen, der er inde i varmen, tænker man sjældent på temperaturen, der omgiver dem. Man tænker på, at de hører til dem med indflydelse på fx medier og politik, har en solid uddannelse, som de kan bruge til noget, blandt andet til at tjene penge, hvad de selvfølgelig gør.
Omvendt hører i normal sprogbrug dem ude i kulden til samfundets magtesløse med lav uddannelse og indkomst.
Udskifter man i hvert udtryk varme med kulde går sprogbrugen fra at være metaforisk til at blive konkret. Hører jeg, at en person er inde i kulden går tankerne let til et koldt rum, evt. med stærke minusgrader, måske ligefrem et fryserum af den art, som Egon Olsen fra filmene om Olsenbanden engang kom stivfrosset ud af, dog stadig med ild i cigaren. Konkret bliver det også, når man nævner, at en person er ude i varmen, som er et sted, hvor solen rigtig bager. Tag et kort fantasitrip til egne omkring ækvator og fornem, hvordan sveden perler ned ad panden.
I slægt med talemåderne om dem inde eller ude i varmen eller kulden hører udtrykket dem derude. Det anvendes typisk af personer, der føler sig inde i varmen, fx af meningsdannere og politikere i tv. Interessant nok omtaler disse ikke sig selv om os herinde, nemlig os, der ved bedre, har netværk og bestemmer.
Det er mit gæt, at de ikke gør det af beskedenhed, men af mangel på omdømme. De har, som fx Hillary Clinton under valgkampen mod Donald Trump, åbenbart den opfattelse, at masserne out there med lav uddannelse og indkomst også er magtesløse og uden netværk. Men det er de ikke, de har stemmeret og kender folk, som kender folk, som kender folk, som stemmer. Desuden kan de tale om hverdagens ønsker, drømme, rædsler og konkrete oplevelser. Fx om oplevelsen af at blive talt ned til af dem, der bevæger sig elegant rundt inde i det politiske, videnskabelige, finansielle og mediale univers.
Hvad bryder de sig om, at en af præsidentkandidaterne kløjs i syntaks og ortografi, når det, han skriver, ellers er klart og uden de skjulte forbehold, der er hjemmebane for karrierepolitikeren?
De ser verden som konkret – hvad den uimodsigeligt er. De ser en mur som en mur og et pigtrådshegn som et pigtrådshegn – for nu at tage bare to eksempler.
Ved søndagens valg i Ungarn vandt den siddende regeringsleder, repræsentant for dem derude, landsbydrengen Viktor Orbán. Af landets små ti mill. indbyggere bor et par millioner i Budapest, hovedstaden i Ungarn, hvor få byer kommer op på to hundrede tusinde indbyggere. Resten er mere eller mindre bondeland. Her tæller familiepolitik, skat og pension. Det er dér, dem derude bestemmer, hvem der skal stå i spidsen for Ungarn. Og det er nogle helt andre end dem derinde ønsker.
I Danmark har vi længe hørt tale om provinsen, udkantsdanmark eller vandkantsdanmark. Det er i senere tid i bl.a. partiet Venstres sprogbrug ændret til ude i produktionsdanmark.
Elendig new-speak! Vil man have fat i vælgerne og beholde os, skal ve tiltales som dem, vi er, og med indsigt i, hvor vi står. Såvel indenfor som udenfor hovedstadsområdet. Begge steder har Venstre tabt vælgere.
Hvem er vi så? Hvor står vi?
Som ligeværdige i et land, der udgør en helhed defineret af den stemmeret, hver og en af os har. Sådan vil vi tiltales og ikke mobbes som mindreværdige, uproduktive eller åndsformørkede af opportunistiske københavnersnuder, der excellerer i letkøbt provinspopulisme.
Her, og ikke i nedladenhed, er forudsætningen for den respektfulde samtale, som er livsnerven i den samfundsordning, dem derinde elsker at elske og holde jubilæumstaler om.
Husk det, alle opportunistiske københavnersnuder, hvor end i verden I befinder jer!
Nu talte jeg metaforisk.


ANNONCE:







SVIN, ELEFANTER, ULVE, HØNS OG HOLBERG

Har han mon en ræv bag øret?










PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Fireogtyve tusind om dagen. Jeg har svært ved at få tallet ud af hovedet. 24.000. Og det er ganske vist.
Udgangspunktet for tallet er de omkring tredive millioner svin, der produceres i Danmark. Hvert år. Fem gang så mange som der er tobenede indbyggere.
Af disse dør fireogtyve tusind hver dag. Det giver otte millioner syv hundrede og halvtreds tusind hvert år. De dør af sult, tørst eller bliver trampet ihjel.
Hovedparten af de døde er pattegrise. Så økonomisk set er det jo ikke så belastende, som hvis der havde været tale om slagtefærdige grise på et hundrede og fem kilo. Disse grise har hver i omegnen af to tredjedele kvadratmeter at bevæge sig på, og det er ikke så lidt sværere at trampe sådan nogle basser ihjel.
Det er kynisk tænkt. Ikke af mig, men af dem, der producerer. Når de tænker på grisenes trivsel, er det kun, når grisene bider hinanden i halen, fordi de ikke har det godt. For at undgå halebid, kuperes halerne. Omkring femoghalvfems procent af beboerne i danske svinestalde kuperes. Landmændene har ret til at bedøve grisene inden kuperingen. Det er en almindelig opfattelsen, at dette sker i minimalt omfang.
Hvem sagde trivsel?
Danmark er suverænt det land i  verden, der har flest svin pr. indbygger. Svineproduktion er hård business og giver kolossale importindtægter. Derfor er de danske svins velfærd ikke noget, der står højt på dagsordenen, når man i Danmark taler om dyrevelfærd.
Elefanter, derimod, de står højt i kurs. Dagbladet Information fortalte forgangen uge om Cirkus Arenas tre elefanter. De har det ikke godt, hverken psykisk eller fysisk. De skal udføre kunster, der ikke hører med til deres daglige rutine på savannen, spille bold, for eksempel, eller stå på ét ben. Og når de kommer ud af den trange cirkusvogn, er det i alt for kort lænke på en græsplet, der slet ikke kan stå mål med savannen.
Et flertal i det danske Folketinget har derfor bestemt, at det skal der gøres noget ved. Cirkus Arenas elefanter skal være de sidste vilde dyr i dansk cirkus.
Det næste skal handle om ulve. Ikke de danske, hvis antal er mindre end ti. Det skal handle om en ulv i Finland, der anden påskedag angreb en hund, der stod bundet i en løbeline ved et hus. Ulven bed hunden ihjel. Dette skete i Oravais med omkring to tusind indbyggere ude på den østerbottniske slette. To tusind mennesker er jo ikke meget, men der var jo så også bare tale om en enkelt af de hundredvis af ulve, der løber frit omkring i Finland. Til nyheden, som Österbottens Tidning var først med at bringe, hører, at der ligger en børnehave i umiddelbar nærhed af den dræbte hund.
Hvad gør man i sådan en situation? Lukker børnehaven eller skyder ulven? Ingen af delene. Det første vil bare resultere i flere frit omkringløbende børn uden voksne til at råbe ulven kommer, ulven kommer! Og det andet: skyde ulven, må man ikke ifølge en lovgivning, som beboerne i Oravais ikke sympatiserer med. Midlet mod ulven er at opspore den og skræmme den væk. Det sendte man så en større styrke jægere ud for at gøre. Hvordan dette foregår i praksis, har ingen kunnet fortælle mig, og hvorhen, den skal skræmmes, er heller ikke fuldt klart for mig. For et eller andet sted skal den jo  være, ulven, om ikke andet så i nærmeste landsby, hvis beboere også skræmmer den væk.
Det er ikke svært at få ondt af sådan en ensom ulv, og det er der mange, der har. Jeg kommer til at tænke på en dansk folketingspolitiker (af den slags findes der flere, men jeg tænker nu bare på en enkelt), som i en TV-udsendelse for et par uger siden fastholdt, at ulve var ufarlige for mennesker. Herunder børn. Alt andet var hysterisk ulvemobning. Ideen at bruge børn til at skræmme ulve væk er nærliggende og hermed lanceret. Børn larmer jo ofte meget og vil på den måde være effektive. Langt mere end jægere, hvis typiske gangart er snigende.
Et par hundrede kilometer fra Oravais ligger Träskböle. Her bor Riitta Kentala, og hun holder høns. Desuden to haner, som hedder Putin og Pater Brown. Putins høneharem består af Kaneli, Inkivääri, Paprika, Lumikki, Vanilja og Tuhkimo. Pater Brown præsiderer over Lydia, Carmen, Muskotti, Tosca, Venla, Lempi og Vieno. Navnene er ikke tilfældigt valgt,  de passer til hønsenes karakter. Æg af højeste kvalitet gør de, og kyllinger får de. Som belønning gør Riitta rent hos dem hver dag, det tager cirka tre kvarter, og hun fortæller, at hun oftere skifter gardiner foran hønsenes private rede, end hun gør det i sit eget hjem. For resten siger hun, at høns er intelligente, faktisk smartere end hunde, og at de kan lære at forstå mange kommandoer.
Hufvudstadsbladet, som jeg har oplysningerne fra, bragte her i påsken en reportage over to sider om Riitta og hendes høns. Endvidere poserer hun på to tredjedele af forsiden med favnhønen Muskotti.
Jeg har nu jeg redegjort for forskellige måder at behandle svin, elefanter, ulve og høns på.
Men hvor er fornuften? Hvor er sammenhængen i behandlingen af disse skabninger, der er følsomme, intelligente og lærevillige?
I håb om at finde et svar, konsulterede jeg Ludvig Holberg (1684-1754), en af de forfattere, der har betydet mest for den danske litteratur og den måde, danskerne tænker på. Det er store ord, men jeg står ved dem. Hvordan ser Holberg på mennesket?
I to digte, Heraclitus og Democritus og Apologie for Sangeren Tigellio, de er overleveret i en udgave fra 1722, men er formodentlig skrevet allerede i 1721, definerer Holberg mennesket. Jeg sakser nogle linjer fra begge digte:

Det er et Dyr, til Graad som Aarsag gir og Latter.
Fra en Extremitet der til en anden gaaer.
Kort, der af alle Dyr har største Skiønsomhed,
Men udaf alle Dyr den mindst at bruge veed.
Jeg definition ey bedre kan formere,
End det er Dyr, som man kand ikke definere.

Jeg skal tilføje, at Holberg genrebestemte digtene som Skiemte-Digte.


ANNONCE: