KLIMA, GRØNKÅL OG TYRKISK YOGHURT




PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Efter FN’s seneste klimarapport er vi blevet småt hysteriske med, hvad vi putter i munden, fruen og jeg. Muligvis var det derfor, det ikke faldt os ind at rive stokken af grønkålen, før jeg hakkede den i passende stykker. For intet må jo gå til spilde, og stokken på en grønkål kan faktisk spises, om end ikke nydes.
Min anvendelse af pronominer passer til arbejdsdelingen i køkkenet: Det er fruen, der bestemmer, os begge, der tænker og tager fejl, og mig, der hakker. Ikke, fordi jeg er særlig god med en kniv. Men fruen er endnu dårligere, fordi det endnu ikke er gået et hundrede procent ind i rygmarven på hende, at man aldrig skal have fingrene mellem æg og skærebræt.
Sådan undlader man ikke altid det, man godt ved, der medfører risiko. For eksempel, at vi skal rejse mindre, cykle mere og i det hele taget holde os fra kød. Ved ihærdig øvelse er det lykkedes os at holde os til det vegetariske omkring halvdelen af ugens dage. Det med at indskrænke rejseriet venter vi med til næste år. Der er endnu så meget, vi ikke har set.
Men så kom FN’s rapport om klimaets tilstand.
– Grønkål, sagde  fruen med eftertryk. Og da det ikke er mig, der bestemmer, med mindre den står på bøf, svinekoteletter eller frikadeller, alt sammen med brun melsovs, sagde jeg ikke noget, men vejede mine smagsløgs fremtid mod den fremtid for klimaet, som en kvartkilos bøf ville bidrage med.
Ingen af os sagde ordene fremtidige generationer, muligvis tænkte vi dem heller ikke, men vi gik i gang med rasende energi. Jeg, fordi jeg hader grønkål og ville have det overstået, hun, fordi grønkål er sundt. Meget sundt. Mere sundt end det meste. Og klimavenligt.

GRØNKÅLSTÆRTE MED BLÅSKIMMELOST
Imens ovnen varmer op til 200 grader, rulles dejen, lægges i en form, stikkes med en gaffel og bages i ca. 10 minutter.
Løgringe og den hakkede grønkål får en omgang på stegepanden, men uden, at de bliver brune. Der krydres med salt og peber. Æggestanden (3 æg, mælk, fløde, salt og peber) piskes sammen og blandes med smuldret blåskimmelost. Det hele lægges og hældes og blandes på dejen og sættes i ovnen i 20 minutter, eller til æggestanden er stivnet.
Hvor meget der præcist blev brugt af hvad, er jeg noget usikker på, men du går ikke galt i byen, hvis du komponerer efter nedenstående:

250 g tærtedej (købt går an til grønkål)
1 gult løg
1 klat smør
150 g grønkål
salt og peber

Til æggestanden:
3 dl mælk
1 dl fløde
3-4 æg
150 g blåskimmelost
salt og peber

Smagen? Den var forbløffende god – bortset fra bladstokken. Den fjerner vi næste gang. Og mætte blev vi, så der næsten ikke var plads til desserten bestående af en god klat tyrkisk yoghurt, ristede hasselnødder og pistagenødder overhældt med honning.  
Den grønne samvittighed? Helt i top!


ANNONCE:

Se min hjemmeside asgeralbjerg.fi














SÅ DANSK, SÅ DANSK





PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



I Frankrig dør poeter aldrig, sagde Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i en følelsesladet tale ved Charles Aznavours båre. Men udånde gjorde han trods alt, Aznavour, det skete den 1. oktober dette år. Han blev 94 år gammel.
Danmark tog med halvanden måneds mellemrum afsked med to poeter. Den 16. august døde Benny Andersen 88 år gammel. Den 30. september fulgte Kim Larsen efter i en alder af 72 år.
Afskeden med dem blev aldrig højstemt på samme måde som den franske. Men på ét punkt kunne de se sig i røven, de galliske frøspisere, for selv om de mindedes den franske og internationalt berømte gigant på det mest storstilede, kunne de ikke tage sig sammen til – som danskerne med Andersen og Larsen – at hylde ham som nationalskjald.
Ifølge en almindelig antagelse har vi for fredens og fordragelighedens skyld brug for den samhørighed, der skabes af fælles myter, minder og referencer. Også derfor har vi brug for digtere, hvis ord og vendinger går ind i dagligsproget og beriger det. Selv har jeg og mange med mig det sådan, at jeg gerne ser det danske landskab gennem stumper af sange, jeg har lært at kende fra mine syv år på Svendborg Statsgymnasium, hvor Højskolesangbogen leverede tekster til den daglige morgensang. Hvor smiler fager den danske kyst, Danmark, nu blunder den lyse nat, det bugter sig i bakke dal ... og det er Frejas sal, du danske, friske strand med oldtids kæmpegrave og meget mere, der alt sammen skaber et fælles grundlag af følelser og tanker.
Men at kalde dem nationalskjalde, fordi de, Johannes V. Jensen, Thøger Larsen, Adam Oehlenschläger, H.C. Andersen, i lighed med Benny Andersen og Kim Larsen har skabt nogle linjer, folk i alle egne af landet kan gå og nynne med på, er oppustet, national selvforherligelse.  
Eller tager jeg helt fejl? Ligger dagens poetiske vingesus af nationale dimensioner i vendinger som

som et strejf af en dråbe, fik vi lov til at håbe

eller i

mor jer nu godt, når jeg er borte

fordi det er noget, alle har på tungen?
     Sat på spidsen skulle det også gælde for eksempel gamle schlagere og revyviser om hvide måger, kammerherreinder og Andresens hjerte, der på denne måde, men tilbagevirkende kraft, kommer til at indgå i det danske, nationale hysteri, der som set tager sig stadig mere markante udtryk samtidig med, at frekvensen af markøren dansk i mere dagligdags skriftlige og mundtlige sammenhænge vokser.
     Set fra min computerskærm er der gået inflation i ordet dansk, der som en følge heraf, og det skal jeg være den første til at beklage, er blevet devalueret.
Et citat af de første linjer fra en side 2 klumme i Dagbladet Information illustrerer tankegangen. Skribenten er Niels Barfoed, og overskriften lyder: Kim Larsen var ikke dansk, men ægte.


Det var midt i 1970’erne, tror jeg, da en datter fik en Gasolin-plade. Det var den med: »Jeg kom til verden på 5. sal …« Nummeret kom snart på pladespilleren morgen, middag og aften, charmerende og vitalt, som det var, frækt og i godt humør, nede på jorden og både krøllet og ligetil.
Men var det ’dansk’?
Vi kunne ikke drømme om at sige, at Kim Larsen var dansk. Det ville have været platumuligt. Havde nogen sagt det, ville vi have kigget spørgende på hinanden: Undskyld, hvad snakker vi om?
Men i disse dage har det været god latin at sige: Ih, hvor var han dansk! Og alle nikker bifaldende. At være dansk er i mellemtiden gået hen og blevet noget herligt stort, allestedsnærværende og positivt, som alle kan blive enige om.

Så danskerne hygger sig nufortiden ikke i smug med deres danskhed. Der er fuldt blus på, som når 35.000 lightere lyser under en mindekoncert for Kim Larsen, den pæredanske nationalskjald – en betegnelse, han i øvrigt selv tog afstand fra, ligesom Benny Andersen ikke ville tages til indtægt for nogen form for dansk nationalisme. Har man brug for et underbyggende eksempel, kan man bare tænke på svenskeren Svante, hans vist mest kendte og elskede figur, eller digtet Skabssvenskere.
Skal vi, angående det danske, holde os til litteraturen, så finder Peter Nielsen fra førnævnte dagblad, der i øvrigt er vokset ud af Modstandsbevægelsen mod Den Tyske Besættelse af Danmark 1940-45 – så mere dansk kan det knap nok blive! at netop danske forhold er et gennemgående træk i dagens mest populære litteratur. Det gælder danske slægtsromaner og opvækstromaner, bøger om dansk familieliv og danske lokaliteter og beskrivelser af typisk danske relationer. Perlerækken af forfattere, som han nævner, ser sådan ud:
Merete Pryds Helle, Morten Pape, Ida Jessen, Knud Romer, Peter Høeg, Leonora Christina Skov. Desuden, efter popularitetsmålinger af lidt ældre dato, Jesper Wung-Sung, Helle Helle og Carsten Jensen,
Peter Nielsen slutter sin leder:

Er det så enkelt, at vi helst bare vil læse bøger om os selv, vores historie, måske med et lille gys over den armodshistorie, vi selv undslap, frem for at læse om helt andre verdener og skæbner?
Det er ikke en diskussion om litterær kvalitet, men er det ikke småt og småligt, at de bøger, vi især læser, er dem, vi umiddelbart kan spejle os i? Nationsforsnævrende? Og er det ikke i sig selv meget dansk, for er der mon andre nationer, hvor man i så udpræget grad helst bare vil læse om sig selv?

Hvad er det, der får danskerne til at krybe forskrækkede sammen om sig selv, mens de i Frankrig, stolte og værdige og på højeste plan, kan tage afsked med andengenerationsindvandreren Charles Aznavour?
Man kan sagtens være pæredansk uden hele tiden at skulle pukke på det. Kim Larsen er et eksempel til efterfølgelse.

ANNONCE:

Se min hjemmeside: asgeralbjerg.fi