STORA SYSTER ZILLE


 PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Mens trykkeriet Nordprint i Helsingfors har kørt for fuld kraft og trykt min første billedbog, har jeg holdt fuldstændigt fri. Drukket lidt kaffe. Cyklet rundt i sommersolen. Drukket en del vand. Snakket med venner. Fået nye bekendte. Slappet af med familien. Erstattet en grim krog i køkkenet med en af messing. Klippet negle og børstet tænderne ekstra grundigt, de har jo godt af lys og luft, og i dag har de fået masser af det.
Bogen hedder Stora syster Zille og bliver udgivet på forlaget Litorale.
Billederne er af Magdalena Åberg. Det er dem, der gør bogen fantastisk.
Billedet til bloggen (det er et udsnit af en større scene) viser, hvordan katten Emil forestiller sig en tur i vaskemaskinen. Som det ses, slipper han ud om 3 timer og 45 minutter og bliver hængt til tørre.
I løbet af de næste par år kommer der 4 billedbøger til i samme serie. 

PS Billedet af Emil er et skærmfoto af, desværre! middelmådig teknisk kvalitet.
 



ANNONCE: 







   


















JEG FØRST ELLER RUNDKREDSPÆDAGOGIKMODELLEN








PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


 
Det virker somme tider, som om Danmarks nyvalgte politikere ført af journalister ikke har noget højere mål end at genoplive gamle riddertidsidealer. Sådanne idealer kan genopfriskes i folkevisen om rivalerne hr. Lave og hr. Jon med strofe 9’s og strofe 17’s punchlinjer

Jeg først, sagde Jon

og

Lig dér, sagde Jon

som emblematiske for den holdning, der kendetegner uforsonlige antagonister. De skal ud til siden og ned med nakken, skal de.
Det var den gang, magten sad i spydstagen.
Den ydmyghed, som hører demokratiet til, og som kommer af, at magten kun er til låns og skal udøves i samarbejde mellem vinderne og i respekt for taberne, virker i dagene efter valget d 5. juni som blæst bort. Ord som ultimativ, kamp til stregen, iskold nervekrig, de radikales nåde er i mine skriftlige og mundtlige kilder fra den politiske verden gangbar mønt for at købe sig vej til magten.
I Storbritanniens parlament med en flere hundrede år gammel tradition bag sig er de antagonistiske modsætninger mellem højre og venstre kørt fast i en farce med verbale bråvallaslag, som har knust enhver fornuft. Det samme sker i USA. Det danske demokrati er yngre, men godt på vej til at gøre ikke konsensus, men kanøfleri til sit varemærke.  
Modbilledet for mig er fuldstændig konkret – nemlig et billede af glade finske toppolitikere på vej i en sporvogn til Ode, Helsingfors’ spritnye centrumbibliotek, hvis arkitektoniske status i den finske hovedstad ligger op ad det berømte operahus i Sidney.
Hvad skal de – formænd og forkvinder for Venstreforbundet, Socialdemokratiet, Miljøpartiet, Svenska folkpartiet og Centerpartiet? Såmænd ikke andet end med godt humør (og i finsk politik er godt humør normalt en frygtelig mangelvare) præsentere det grundlag, Finland skal regeres på i de næste fire år. Spændet går fra det yderste venstre til en klassisk konservatisme med rod i bondebevægelsen. Eller med en rimelig oversættelse til danske forhold: Fra Enhedslisten til Venstre, Danmarks liberale parti.
Kunne man tænke sig et regeringsgrundlag i Danmark byggende på en lignende alliance?
Mine damer og herrer! Næsten inden ordene er udtalt, går samtalen op i en spids med navnene Mette og Lars som konkurrenter til statsministerposten. Og så er den ikke længere, fordi politik nu ikke handler om ideer, men om personer.
Lars eller Mette?
Det er en feudal, og ikke en demokratisk holdning, der her stikker næsen frem i dronningeriget Danmark, hvor selveste dronningen er en rest (om end en elsket) af en svunden tids magthierarki.
Sådan må det for mig gerne forblive i fremtiden, det er staffage, det gør mennesker lykkelige, og det er uden væsentlig betydning for måden at regere landet på. Men personpræferencer i stedet for faglige diskussioner er et fortidslevn, der i de senere år har indtaget den danske, politiske virkelighed.
Mette eller Lars? Sidstnævnte talte på valgnatten smukt om sine fine ideer og vred dem sådan, at de næsten lød socialdemokratiske. Og som den ældste, klogeste og mest erfarne skulle det naturligvis være ham, der sad ved rorpinden.
Men han ku’ ha’ det, for Mette ville ikke lege med ham til højre, men med dem til venstre.
Stemningen i Folketingssalen mellem partilederne på valgnatten var forsonlig. Men dagene efter blev i presseomtalen uenighederne personificeret og kørt op i en spids med de vigtigste emner først, og så var grøftegraveriet i fuld sving.
Jamen hvad ellers, sådan er det jo bare!
Nix, der findes flere veje til magten.
Den finske model ved regeringsdannelsen, som fra starten virkede umulig, men som efter nogle få uger lykkedes og skabte glade miner, er rundkredspædagogikmodellen.
Den går i sin rørende enkelhed ud på, at lavere rangerende partimedlemmer fra de forskellige partier suppleret med kyndige embedsmænd bliver sat i gang med at finde løsninger på lavere rangerende problemer. Med disse løsninger i bagagen går man til et højere niveau og så fremdeles, indtil man kommer til de virkelige knaster, der i dagens Danmark vil handle om økonomien i grøn omstilling, hvilket er et reelt problem, og indvandring.
Hvis Mette Frederiksen for eksempel ringer til Antti Rinne, også han socialdemokrat, og spørger, hvor lang tid det tog at løse de sidste, afgørende problemer og få et par gode råd med på vejen, ville hun få et svar, som handlede om alt andet end at slå med navne, bruge pressen som våben eller bure sig inde i et sort tårn.


ANNONCE: