ALGOT FECIT











PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Har man ikke et sted, man kan stille sin støvsuger (nederst til venstre i billedet) eller gemme sin kuffert væk (øverst), er Algot et godt alternativ.
Systemet er oven i købet så fleksibelt, at det kan tilpasses en helt umulig niche med en indbygget kasse (under den grønne plade). Men kassen er nødvendig, for den giver på den anden side af væggen plads til en opvaskemaskine, en vaske-tørremaskine, der sammen med køl-frys, mikro, keramisk kogeplade, ovn og vask med rindende vand, hvilket sidste i slutningen af 1800’tallet var køkkenets eneste luksus, gør livet lettere og bidrager til velværet.
Luftkasteller? Man ser jo kun Algot!
Nej, kære læser. Men for et år siden, ganske præcist, da jeg slog hul i væggen, fjernede døre, der ikke kunne lukkes, bankede puds ned, spartlede (og spartlede og spartlede og spartlede), filtede vægge, rensede stuk, sleb gulve og malede, var det en drøm. Når Algot kommer, tænkte jeg, så er der styr på tingene.
Nu er Algot her. Endelig!
Nu skal der stort set bare ryddes op. Sådan bliver der orden af kaos.
Fecit!
Eller fes i’et, som Holberg et sted lader en af sine let frivole komediefigurer sige. Det kan jeg da for resten også, nemlig i et herligt nyt lokum. For halvandet hundrede år siden skulle de ned i gården.
Men det er en helt anden historie.


ANNONCE:

Se min hjemmeside asgeralbjerg.fi













DER ER NOGET I LUFTEN

Peter Nicolai Arbo, Asgårdsreien, 1872

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Ved juletide er julemanden ikke den eneste, der befærder lufthavet over os. Lige så elsket og med længsel imødeset han er, lige så frygtet og frastødende er midvinterens dæmoner og gespenster, som jager over nattehimlen og skræmmer mennesker fra vid og sans. Men mens julemanden med sine rensdyr og kanen fuldt pakket med gaver er en sen – man fristes næsten til at sige postkristen opfindelse, så hører folketroens rædselsridt til førkristne mytologier og har været udbredt i den nordlige og centrale del af Europa så langt, man kan komme tilbage i tiden.  
På engelsk taler man om the Wild Huntsman, i nordiske sprog hedder fænomenet asgårdsreien eller oskoreien. Det var den norske digter J.S. Welhaven (1807-73), der med digtet Asgaardsreien genopvakte folketroens forestillinger om Odin, som på sin ottebenede hest Sleipner sprængte af sted i natten gennem dale og skove med horder af trolde og jætter og krigsguden Thor med hammeren, lynild og rædsomt bulder som følge.
Alt dette er er måske kun en fantasme, men det er spået i kaffegrums i Åbo Slots kasematter, at julemanden fra Korvatuntturi netop dette år skal støde sammen med Asgårdsrejen, hvis han vover sig ud over den Botniske Bugt på vej mod Sverige. Hans røde kappe vil blive flænget, hans falske skæg revet i tusinde stykker og de sorte kanestøvler smidt ned til skarvene, som skider dem fulde.  
Alt dette lyder utroligt. Men lige så usandsynligt lyder det, der siges om nylig afdøde præsident George H.W. Bush:
Han anså, at dyd og personlig værdighed var hans samfundspligt som præsident, og med Global Change Research Act og Clean Air Act Amendments fra 1990 skabte han instrumenter til at udforske klimaforandringer og deres årsager og modvirke dem.
Udgangspunktet, i hvilket han inkluderede ikke blot alle borgere i USA, men hele verdens befolkning, udtrykker han i en tale fra samme år således:

Vi ved alle, at menneskelig aktivitet ændrer klimaet på en uventet og uhørt måde.

Hans opfattelse af indvandring til USA er, nøgternt betragtet, mindst lige så eventyrlig:

Indvandring er ikke blot et led til Amerikas fortid, det er også en bro til Amerikas fremtid.

Det ville jo mutatis mutandis svare til, at Asgårdsrejens krigsgud Thor gav den falske julemand fra Finland kørelejlighed, og at Odin med den ottebenede hest hjalp ham med gaveuddelingen.
Men dette vil ikke ske.

PS
Lidt julemusik som akkompagnement til ovenstående, se You Tube, Oskoreien ved Transencence.



ANNONCE:

se min hjemmeside: asgeralbjerg.fi

















DE VILDE BRITER









PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Der var engang, da alle folkeslag faldt på røven for briterne, når de kom sejlende med deres stolte skibe, skød hul i indiske oprørere tøjret til kanonmundinger, trynede kineserne i Opiumskrigen, stod i spidsen for de mest forvovne opdagelsesrejser, støvsugede besiddelserne i Afrika for alle slags kolonialvarer inklusive guld, elfenben og diamanter,  
dirigerede verdensøkonomien fra London og fragtede rigdomme af et omfang til moderlandet, så man ikke kan fatte det.
I 1900-tallet smuldrede det britiske verdensherredømme, og De Britiske Øer ophørte med at være navet i det system, verdenshandelen kredsede om. Men mens den materielle magtudøvelse fadede ud, blev det engelske sprog hængende, også i det USA, englænderne blev smidt ud af, og som tiden gik, blev engelsk verdenssproget på samme måde, som latin engang havde været det.
Det var den gang – for et og to og tre århundreder siden, da det gav mening for englænderne at synge

Rule, Britannia! Britannia, rule the waves!
Britons never, never, never skall be slaves.

Det er det ikke i dag. I dag er briterne, en god del af dem i hvert fald, slaver af tvangstanken om, at det gamle britiske imperium kan genopstå af det gamles aske og som en anden Fugl Fønix svinge sig op og overskygge sine gamle partnere i EU ved at gøre Great Britain Great Again under devisen Great Britain First.   
Der var også engang, da det gav danskerne mening at trøste sig med nogle linjer fra en sang fra 1850 af H.C. Andersen. De handler om, at danskerne engang ikke blot var herrer i hele Norden, men til og med bød over England, hvilket i grove tal dateres tilbage til Vikingetiden, der strakte sig over et par århundreder og ophørte for tusind år siden.
Det var den gang, de vilde vikinger tugtede verden med snildhed, tapperhed, brutalitet og disciplin, men også drev handel, var håndværkere og bønder og bosatte sig, i England især i Danelagen, og i væsentlig grad berigede englændernes sprog med nordiske gloser for vindue, himmel og sky, vi og de, dem, deres og mange, mange flere, som englænderne så sidenhen sørgede for indgik i det senere verdenssprog.
I Danmark genfødes for tiden forestillingen om vikingerne som forfængelige, smukke og højst attraktive mænd og kvinder i en meget omskrevet udstilling på Nationalmuseet. Så vidt jeg forstår det (jeg har ikke selv set udstillingen) får drømmen om danernes storhedstid et æstetik touch, som ligger langt fra de gængse fortællinger om arrede og hærgende vikinger med vilde blikke, håret som høstakke og våben dryppende af fjendens blod. Derimod forstår man af vikingernes fysiske skønhed, at de blev vilde efter at få efterkommere, der meget vel kan være dem, der flere end tusind år efter deres død står og kikker på afbildningen af dem i Nationalmuseets montrer.
Genfødslen om drømmen om vikingerne ligger inden for fantasiens rammer og kan genskabes som her i et museum, men også i vikingespil, vikingeklubber, vikingefilm med mere.
Genfødslen af drømmen om Great Britain First foregår derimod i virkelighedens verden. Det er det, der gør den til et så fascinerende drama, hvor heltenes længsler og drømme, had, kærlighed og forræderi, storhed, overmod og fald sættes på spidsen og på den måde spejler livet i de masser, der gennem elektroniske medier som aldrig før kan følge med i deres heltes mindste skridt og fejltrin.  
Men genfødslen af drømmen om Great Britain First er samtidig livsfarlig for drømmen om fred og fordragelighed nationerne imellem. Den er en vigtig del af grundlaget for ikke blot EU, men for hele verdenssamfundet, hvis kraft til at hænge sammen bygger på realisme og tillid til den opfattelse, at uden et målrettet arbejde for samhørighed nationerne imellem vil verden henfalde til ufred og ødelæggelser af et omfang, som ingen kan fatte.
Dagligdagen, som de fleste oplever den i den rige del af verden, er måske lidt kedelig, men er alternativet storhed og fald – måske helt uden storhed først, vil de fleste, psykopater fraregnet, nok foretrække den.


ANNONCE:

SE MIN HJEMMESIDE: asgeralbjerg.fi