PILFINGEREN I KONTROLTÅRNET










Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



– Det er egentlig ikke på grund af hans løse fingre, begyndte min nabo.
– Hvem? Hvad mener du? svarede jeg. Jeg stod godt tildækket af min gamle poncho fra et amerikansk overskudslager og var næsten færdig med at lappe forhjulet på min cykel. Mine fingre var valne og stive i novemberregnen. Havde vejret været normalt for årstiden, ville de have været stivfrosne – eller rettere: jeg havde ikke lappet cyklen før til foråret, for man skal være mere tosset end selv en dansker har lov til at være i Finland for at sætte liv og helbred på spil på isglatte veje. Hvad der for resten har været ret svært i de sidste vintre, hvor det har regnet mere end sneet.
– Jeg mener ham, du godt ved, svarede min nabo og afbrød mine tanker om regn og kulde i vinterhalvåret.
– Nåe, sagde jeg og ledte efter en undskyldning, så jeg i en fart kunne komme ind og derved slippe for at lægge øre til det sludder, der sikkert om lidt ville vælte ud af munden på ham. Men jeg fandt ingen undskyldning. Så jeg trak hænderne ind under ponchoen og forsøgte at gnide dem tørre mod min lodne sweater. Den var dejlig at røre ved, men uld tager som bekendt ikke mod væde.
– Altså jeg hentyder ikke til den der velkendte grab them by their piiib–udtalelse, sagde han og forsøgte at imitere et amerikansk fjernsynsprogram, hvor såkaldte obskøne ord blev erstattet af en kort hyletone. – Løse hænder og kløen i fingrene har ethvert ordentligt mandfolk engang imellem. Og det er som bekendt ikke bare deres fejl, at de havner de forkerte steder, kvinder har sgu da også en slags ansvar.
– Nåe, gentog jeg og trak hurtigt mine egne hænder ud af ponchoens ærmegab. Demonstrativt slog jeg spidserne mod hinanden for at få liv i dem, inden jeg pressede det sidste af dækket under kanten af fælgen, skruede ventilgummiet fast og pumpede slangen op. Made in China, havde jeg set, at der stod på den.
– Næ du, det er ikke sexaben, jeg tænker på. Det er heller ikke først og fremmest det, at han sidder i det der hvide hus med en masse røde knapper og opfører sig like a 12–year–old boy in an air traffic control tower, som en eller anden har skrevet.
– Nåe, sagde jeg for tredje gang og indså, at jeg ikke slap væk, med mindre jeg ville virke uhøflig.
– Det farlige er alt det hykleri, han nyder godt af og bogstaveligt talt overlever på.
– Det var som! udbrød jeg. Men da jeg ikke vidste, hvad det var som, holdt jeg inde og fortrød, at jeg ikke for fjerde gang bare havde sagt nåe.
– Nemlig. Tag for eksempel ham der – hvad hedder han nu, IS-kaliffen, der blev aflivet.
– Abu Bakr al-Baghdadi, indflettede jeg.
– Ja, sådan noget lignende. Han var helt sikkert en forbryder ud over det almindelige med meget forfærdeligt på samvittigheden. Men var han i grunden ikke også en latterlig stakkel, der ikke havde magt, som han havde agt?
– Hvad mener du?
– At al hans ondskab ikke kom videre end til enkeltpersoner og sådan – altså, jeg vil jo ikke forklejne ham og hans hjælpere.
– Det synes jeg virkelig heller ikke, at du skal, sagde jeg bestemt.
– Næ, nej, men alligevel, det jeg mener er, at han aldrig har været en trussel mod verdensfreden og menneskeheden og alt det der. Som en af ørkenens sønner levede og døde han i sin ørken. Totalt opblæst.
– Ok, men hvor vil du egentlig hen?
– Jeg vil præcis derhen, hvor – . Min nabo så usikker hen mod sin bil, som han egentlig havde været på vej hen til.
– Jo, forstår du, fortsatte han lavmælt, – jeg så i aftes et program i tv, hvor kloge folk sad og glædede sig over ham kaliffens død, og at det var godt, at Trump havde aflivet ham, så at sige, og at verden nu var et bedre sted. Men det er jo ikke andet end løgn og forbandet hykleri. Og det ved de godt. Det er ikke kaliffen, der var en fare for verdensfred og klimaforandringer, det er ikke ham, der sidder med atombomber og løse fingre og handelskrige, han tænder og slukker for, som om han sad ved kontrolpanelet til en elektrisk togbane i legeværelset. Det, han gør, kommer til at gøre mere ondt på flere mennesker, end kaliffen nogensinde havde kunnet drømme om. Det er jo ...
Jeg løftede hånden med cykelpumpen. Den er sort og ligner lidt en politistav. Han så forskrækket på mig og holdt inde.
– Her skal der ikke aflives flere, hverken i ord eller i handling, sagde jeg oprigtig fortørnet. Vi lever i et retssamfund. Med lov og dom.
– Du har ret, sagde han. – Lad os bare vente. – Verden er jo ikke gået under siden Syndfloden, og det gør den nok heller ikke i denne omgang. Trods hyklere og pilfingre. Eller også gør den, netop på grund af hykleriet.
Jeg lod ham få det sidste ord, mens jeg i mine gummistøvler plaskede hen til postkassen efter dagens avis. Der stod sikkert ikke noget opmuntrende i den. Hverken om de levende eller de endnu ikke døde.


ANNONCE:


 



 

 
















NOVEMBER GANGE TO




Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


– Nu skal du bare se, hvad jeg har fundet, sagde min finske nabo, idet han dukkede op bag hækken. Jeg løftede blikket fra kosten, som jeg netop havde brugt til at feje den første sne væk.
(Inden jeg går videre, skal jeg indskyde til ære for den læser, der måske ikke lige er opdateret på min nabo, at han er finne og bor i Finland – hvad jeg også selv gør).
– Nå, sagde jeg og sendte en sky af hvid ånde fra mig. Som en taleboble. Den stod på minus et par stykker, og jeg var blevet lidt forpustet af fejearbejdet.
– Ja, fortsatte han ivrigt. – Når du nu om lidt sætter dig og skriver din sædvanlige din blog om november ...
– Hvad? afbrød jeg ham, totalt overrasket over, at han åbenbart ikke alene viste, at jeg har en ugentlig blog, som jeg fodrer med dit og dat og somme tider med hans dumheder, som han selv anser for visdom. Men også, at jeg hver november så sikkert som amen i kirken bringer Henrik Nordbrandts digt om netop denne måned.
– Det er et dårligt digt, kørte han på, der sker ikke noget i det overhovedet. Og så er det løgn, året har jo ikke seksten måneder. Fake news. Ha!
Jeg stod målløs og åndeløs. Den hvide sky, der før havde stået foran mig som en taleboble uden ord, var helt forsvundet.
– Der fik jeg dig nok til at miste mælet. Han rakte mig en lap papir, der var revet ud af en avis. – Sådan skal et digt være. Med rim og rytme, noget der kan genkendes, og noget, der er lidt mystisk. Det sku du ta og bringe i stedet for dit sædvanlige, elendige. Det her, det er slidstærkt, holder år efter år.
Jeg tog lappen, foldede den sammen og stak den i lommen på min parkacoat.
– Tak skal du ha’, sagde jeg og forsøgte at få min stemme til at lyde ironisk, men opdagede, at den snarere lød ydmyg.
– Det var så lidt. Han svingede rundt med bilnøglerne på en strakt pegefinger. – Du må ha en god dag, nabo.
Jeg nikkede og gik ind, læste digtet i min magelige lænestol og blev enig med mig selv om, at denne november skulle fejres med to digte. Hvilket der er bedst, vil jeg lade læseren afgøre. Selv vil jeg bare sige, at det åbenbart er langt sværere at skrive et godt digt om november, end man skulle tro.

NOVEMBER
Stampa och hoppa i pölar som krasar
minns att det en gång var viktigt
Hör vinden rista i vassen som frasar
dra efter andan försiktigt
Värm kalla fingrar och näsor som fnasar
med ylle och tekopp på riktigt
Ta in det vilsamma gråa som basar
för allting prosaiskt liksom diktigt
Anagrinn, Hufvudstadsbladet 4.11.2019

Og her Nordbrandts novemberdigt:

ÅRET HAR 16 MÅNEDER
Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.
Henrik Nordbrandt: Håndens skælven i november, 1986

Mens jeg har skrevet, er vejret slået om, og det regner let. Det gik så hurtigt, som var vi i april. Det er vi desværre ikke. Vi er i november. Alt går den forkerte vej.


ANNONCE: