GRAVEN ER, HVOR DU STÅR



  


PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Terror er fysisk eller
psykisk vold mod sagesløse
i den hensigt at skabe frygt
for at fremme et bestemt
politisk eller religiøst mål.
  – Mor, hvordan blev jeg til?
Eller:
– Far, far, Egon siger, at jeg er lavet af fars? Hvad betyder det? Fars?
Jo, jo, der var engang for rundt regnet halvtreds år siden, da de sværeste spørgsmål om livets oprindelse drejede sig om den avling, som Eva og Adam efter at have spist af kundskabens træ pludselig opdagede var syndig og skamfuld.
I dag i vores sekulariserede verden er dét spørgsmål, der kan få forældre til at vride sig ikke det om livets oprindelse i mors mave, men det om, hvad forældrene gør og har tænkt sig at gøre for at forbedre verdens tilstand. Eller ikke har gjort eller tænkt.
Om det har sociologen Rasmus Willig og filosoffen Arne Johan Vetlesen skrevet en bog, der hedder Hvad skal vi svare?
Og det svar er virkelig ikke let for en far, der ser livets mening i en bøf, og en mor, der ikke kan leve uden at holde ferie i Syden mindst én gang om året.
Jeg ved ikke, om de to lærde mænd bruger netop ovenstående eksempler, for jeg har ikke selv læst bogen, kun en anmeldelse af den i Dagbladet Information, skrevet af dets kyndige og entusiastiske miljø- og videnskabsmedarbejder Jørgen Steen Nielsen.
Mens jeg læste anmeldelsen, ærgrede jeg mig lidt, for jeg vidste egentlig alt i forvejen. Undtagen én ting: Jeg vidste ikke, og ved stadig ikke, hvorfor jeg ikke gør noget og aldrig har gjort noget – altså noget radikalt, noget, der virkelig kan skubbe verden i den rigtige retning.
Blevet vegan, for eksempel, eller i det mindste vegetar. Og ikke som nu en, der bevæger sig hid og did uden noget stabilt moralsk kompas.
Og hvad med bilen? Hvor meget behøver vi den egentlig? Og selv om vi kikkede på benzinforbruget, min kone og jeg, da vi anskaffede den, var det ikke det, der havde højeste prioritet.
To eksempler fra den daglige tilværelse fra én, der omstillingsparat bruger sin frihed til at vælge et liv, som vækstøkonomiens forbrugsmønster har lært ham er behageligt og nødvendigt –   – et øjeblik føler jeg mig ganske schizofren – hvem er denne han, hvem er dette jeg? Og hvad menes der egentlig med frasen at vælge?
Men så smelter troen på det frie valg sammen med mine to udspaltninger, ligesom de formodentlig gør det hos hovedparten af denne blogs læsere, når de konfronteres af deres børn eller andre fornuftsvæsener, som tradition, magelighed og det daglige bombardement af, at produkter skaber lykke, endnu ikke har indfanget totalt.
Men når jeg føler mig mest trængt – når jeg ikke engang med argumenter fra mit kendskab til den nye teknologi, der løser alle miljø- og klimaproblemer, kan vride mig ud af konfrontationen med en sejr for mig og miljøet, griber jeg til den endelige løsning.
Med saglig stemmeføring kører jeg de virkelig store syndere frem – dem, der ikke alene taler for den grænseløse vækst, men som også taler imod det, vi, den oplyste del af menneskeheden, møjsommeligt har lært om økologi og klimaforandringer.
På den måde finder jeg, i sand populistisk ånd, enkle løsninger på komplicerede problemer.
Hvilket for en stakket stund giver mig en tiltrængt ro i sjælen.
Behøver jeg at nævne navnet på de store synderes ypperstepræst? Den mand, som ikke alene er en værre en, men værre end den værste. Bare jeg siger clean coal, ved alle, hvem jeg tænker på.
Og nu falder det mig ind, at denne ubodfærdige i virkeligheden også er det værste af alt det, man i dag kan være: terrorist. Jo, slip ikke, hæng endnu et øjeblik fast i læsningen af bloggen og tænk på alle orkaner og skybrud! Som bliver flere og flere. Og som hans politik vil forøge i antal og forværre i styrke.
Er dette ikke en subtil måde at udøve terror på? For hvem kan benægte, at han og hans politik skaber fysisk og psykisk vold mod sagesløse? Hvilket er en del af definitionen på terror.
Men hvad er det, han vil fremme? Hvorfor vil han skræmme?
Han vil fremme sin mulighed for at bevare magten, hvilket indebærer genvalg af ham om knap tre og et halvt år.
Og hvordan hjælper orkaner ham til det? Næ, hov, det er ikke orkanerne i sig selv, det er opfattelsen af dem kogt ned til det enkle spørgsmål: Hvorfor opstår de?
Se, der deler verden sig i to lejre. Den ene holder på, at menneskeskabte klimaforandringer findes, den anden holder på, at de ikke findes. Konfrontationen mellem de to lejre er i de seneste måneder skærpet. Og jo stærkere, de to lejre står over for hinanden, desto stærkere står han, tror han, nemlig ud fra den velkendte devise del og hersk. Eller som de gamle romere sagde:

Divide et impera.

Tre små ord, der for godt et par tusind år siden mere end noget andet var med til at bygge verdens hidtil største imperium. 
Er jeg komplet sindssvag? Raser jeg med en afsindigt populistisk løsning på et brændende, aktuelt problem? Muligvis, men kun, hvis jeg ikke vil fratage mig retten til spørgsmålet:
– Skal vi have bøf i aften?
Som næsten bliver konklusionen på denne blog.
En konklusion, der er lige så mudret som den nære fortids tale om blomster og bier og storke, der kom flyvende med de små børn hængende under næbbet i en ble, når spørgsmålet: hvordan blev jeg til, kom på tapetet.
Den store forandring, der har fundet sted siden da, er ganske enkel: Nu drejer barnets spørgsmål sig ikke længere om livets opståen, nu handler det om min aktive deltagelse i livets ophør.









MERE BØRNEMAGT



MERE BØRNEMAGT


PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Ordenen nedenfor er ikke mine, de er fra et interview d. 8.10.2017 i The New York Times med republikaneren Bob Corker, formand for det amerikanske Senats Udenrigsudvalg

Det hvide Hus er blevet en voksenbørnehave.

Retorik fra det hvide hus baner vejen for den Tredje Verdenskrig.

De næste ord er heller ikke mine, de er fra en artikel i Dagbladet Information den 5.10.2017 og viderebringer nogle synspunkter fra de 10-11 årige elever i 5.E på Skødstrup Skole.

Signe Mie Daugaard Wolf, 5.E:
Jeg vil gerne sige til de voksne, at de bare skal prøve at gøre noget rigtig godt for verden. Man kan f.eks. starte med at have en uge, hvor man ikke spiser kød og køber mad, der ikke har så meget emballage.

Hans Rahbæk, 5.E:
Nogle gange bliver jeg bange, når jeg ser videoer på nettet om alt muligt, der oversvømmes, og animationer af, hvordan Jorden kommer til at se helt mærkelig ud i år 2070. Det ser skræmmende ud.

Cecilie Laursen, 5.E:
Jeg håber, der er nogle voksne, der læsere i avisen og tænker over det, vi siger, mens de drikker deres kaffe. Så skal de fortælle deres børn og børnebørn, at vi er nødt til at gøre noget sammen.

Jasmin Maudchana Bovbjerg, 5.E:
Jeg kan godt blive irriteret på de politikere, der bare siger nej, når der kommer et forslag, som er godt for naturen. Så sidder de bare og skændes som små børn. Jeg tænker bare: Hallo, er I ikke voksne eller hvad?

Naya Linton, 5.E:
Når jeg ser billeder fra Nepal, hvor alt er oversvømmet, får jeg virkelig en klump i halsen. Man kan forestille sig, hvordan det må være. Nogle gange synes vi, at vi har det hårdt med pligter og sådan noget, men det er jo ingenting.

Cajsa Dahl Emborg, 5.E:
Vi udleder alt for meget CO2 fra kraftværker og biler, spiser for meget kød og køber varer, der hentes hjem fra den anden side af kloden. Det er den livsstil, der lægger pres på kloden.
Vi kan selv gøre nogle små ting i hverdagen. Genbruge mere, spise færre bananer og mindre oksekød. Men de store ting som vindmøller og billigere elbiler, det er jo de voksne, der bestemmer det.
Jeg kan faktisk godt blive lidt vred på de voksne.
Det er jo de voksne, der bestemmer. Det er dem, der skal vise os, hvordan vi skal gøre og ikke omvendt. Vi kan ikke bare vente, til vi bliver voksne med at gøre noget.

For nylig, fortæller Information i samme artikel, talte statsminister Lars Løkke Rasmussen direkte til den helt unge generation i en tale på Ungdommens Folkemøde. Han sagde:

I er den sidste generation, som kan redde kloden fra et klimasammenbrud. Så I står med store muligheder, men også med et stort ansvar.

Det store spørgsmål er: hvorfor sagde Danmarks statsminister I, og ikke vi? Hvorfor lagde han byrden på den kommende generation i stedet for selv at påtage sig ansvaret?
Lad os tage citatet én gang til, nu lettere omskrevet:

Vi er den sidste generation, som kan redde kloden fra et klimasammenbrud. Det tager vi selvfølgelig på os.

Dette ville have været et godt bidrag til at mane klimaforandringsspøgelset i jorden. Så var kun den anden af de store dommedagsfortællinger tilbage: Atomkrigen. Den får en kommentar med på vejen af

Hans Rahbæk, 5.E:
Jeg er mest træt af Donald Trump ovre i USA. For han vil lave alle mulige mure rundt om landet. Han er bare ligeglad med alt og laver krig over det hele. Ham er jeg faktisk rigtig træt af. Han er en værre en for at sige det lige ud.

Eller for at gentage Bob Corker, formanden for det amerikanske Senats Udenrigsudvalg, nu i transskription fra interviewet i The New York Times:

And, you know, he [Donald Trump] doesn’t realize that, you know, that we could be heading towards World War III with the kinds of comments that he’s making.


ANNONCE: