ET SPØRGSMÅL OM ET PÆDAGOGISK LOS

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Det var ganske vist, han havde selv hørt det i radioen, min finlandssvenske ven, oven i købet i nyhedsudsendelsen, hele to gange, endda, og nu skulle han så lige tjekke, om jeg, vennekredsens dansker, faktisk var obs på, at humanitære organisationer i Danmark nu får bøder, hvis de bistår hjemløse udlændinge med mad, overnatning, lægehjælp og lignende.

At politiet opsøger, vækker og stresser hjemløse udlændinge, hvis de forefindes overnattende i parker.

At mennesker fra den tredje verden, som gribes i at være syge, sovende eller siddende på et gadehjørne med et papkrus foran sig, fængsles og udvises, mens EU-borgere slipper med advarsler og bøder.

På den måde, refererede han fra nyhedsudsendelserne, skulle de fremmede finde ud af, at Danmark ikke er et hotel med frit ophold, og sådan belærte rejse videre til fx Sverige og andre lande med bedre muligheder for folk som dem.

– Agurketiden, sagde jeg hånligt, – kendes på, at Dansk Folkeparti bliver mediedarling i den finlandssvenske radio. Jeres egne Sandfinlændere...

Men her afbrød min ven mig med et teatralsk ha! og fortsatte:

– Synspunkterne blev ytret af en SOCIALDEMOKRAT, som er partiets retspolitiske ordfører.

Jeg var lige på nippet til at slå fast, at han havde fået solstik, for det var en meget varm dag, og foreslå, at vi fandt et roligt sted for at slappe af med en iskold hvedeøl med højt skum. Men han så for alvorlig ud, så jeg forsøgte at falde ind i hans høje stil og svarede belærende:

– Danske socialdemokrater har i partiets hundredårige historie altid hylder retten til at arbejde sig ud af fattigdommens svøbe og hjælper dem, der trænger, uanset køn, alder og hudfarve! Gennem fællesskab og solidaritet rejste de Danmark fra et samfund, hvor hjemløshed og sygdom var hver mands eje. De rige måtte vige samtidig med, at arbejderens værdighed udsprang af hans færdighed. Derfor blev der bygget skoler og hospitaler, så dem på bunden skulle kunne komme op og ikke lide nød og få en alt for tidlig død.

– Som du kan rime, svarede min ven helt uden beundring. Desværre rimer din lille forsvarstale for nævnte parti ikke med virkeligheden. Og hvis jeg lige må have lov til at fortsætte uden, at du afbryder mig med nye klicheer, så hedder nævnte retsordfører for SOCIALDEMOKRATERNE Trine Bramsen.

– Javel, sagde jeg.

– Og, fortsatte han triumferende, – for at det ikke skal være løgn, så googlede jeg på problemet fremmede i Danmark og fandt ud af, at de østeuropæere, som nu også DANSKE SOCIALDEMOKRATER åbenbart betragter som en laverestående race, der højst duer til at samle flasker og plukke bær, faktisk tilfører den danske statskasse næsten en milliard kroner om året.

– Javel, gentog jeg. – Hvem siger så det?

– Dansk Arbejdsgiverforening. Men – , sagde han og slog mig på skulderen, – i dag er en varm dag, gamle ven, skulle vi ikke finde et sted med en iskold øl?

– Eller to, korrigerede jeg ham. For at få det sidste ord, lissom.

På vejen kom vi forbi en rumænsk tigger iklædt tørklæde og trøjer. I de fremstrakte hænder et papkrus.

Mon et ordentligt los imod papkruset – et los så stort som det, den argentinske fodboldststjerne Messi drømte om udføre mod det tyske mål i søndagens kamp om guldet – – – mon Trine Bramsen ville betragte sådan et los – udført i Danmark, förstås – som en pædagogisk handling i socialdemokratiets tjeneste?

Hverken min ven eller jeg er socialdemokrater, så vi så vi lossede ikke, vi var jo heller ikke i Danmark, men gik pænt forbi. Og – skal jeg skamme mig over det? uden at give almisse.

ANNONCE: