PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Han
elsker at provokere, min finske nabo, men denne gang gik det næsten for vidt.
Vi mødtes, som sædvanlig over hækken, og det var første gang efter
den store kamp, der endte med at sende Kroatien videre til kvartfinalen.
– Hvad tror I egentlig, at I vinder på benspænd? åbnede han
konversationen. – Og på selvmål?
Jeg stod måbende.
– Det der mål i det første minut. Et kludespark, som den kroatiske
målmand fjumrede rundt med og stoppede i kasssen.
– Men det tæller!
– Det er det, der er tragedien for dagens fodbold, svarede han og
løftede den ene hånd som et tegn på, at han ikke havde talt færdigt. Med den
anden hånd trak han sin mobiltelefon op af lommen.
– Tag nu Zanka, fortsatte han, imens han tastede løs. – I kampen
mod Frankrig nedlagde han en fransk spiller, der stormede mod mål. Og hvad var
den danske kommentar? Jo, at han trak i nødbremsen, at hans tackling var heroisk og mirakuløs. Og det samme sludder
blev genbrugt om et gement benspænd, da samme Mathias Zanka Jørgensen standsede
kroaten Ante Bebic. Smeichel var udspillet, og Bebic var totalt fri på mål.
– Jamen, begyndte jeg.
– Jamen-jamen, afbrød han mig og kikkede på mobilen. – Hør lige,
hvad selveste Zanka siger om angrebet på Bebic:
–
Jeg så ikke rigtig nogen anden chance end simpelthen bare at få det til at
ligne så meget som muligt, at jeg gik efter bolden, og så måtte jeg tage ham ud
og give vores verdensklassekeeper en chance for at være helt. Det føltes ikke,
som om jeg ramte bolden i situationen.
– Tage ham ud! siger
Zanka. Tror han mon, at der er rigtig krig? Men det er altså Zankas egne ord
lige efter kampen. Hvad siger du så?
– Et mål er et mål, svarede jeg. – Og Schmeichel reddede jo det
efterfølgende straffe. Hvad er problemet, egentlig?
– Problemet er Danmarks image. Engang var Danmark kendt for sin
champagnefodbold. I vandt sjældent på den konto. Men I blev elsket. Og hyldet i
1992 som hele verdens Brasilien nummer to. Det var fodbold. Disciplineret og
kreativt. Nu er I i gang med et defensivt dødbideri. Og værre: I er destruktive
mod modstandernes spil, men omskriver det ved at tale om professionelle frispark.
– Du taler som en hengemt fodboldromantiker, bed jeg ham af. – I dagens verden drejer det sig om at vinde
eller forsvinde.
– Og det er det, I gør nu! Havde I spillet med gammel glød og
kreativitet som i Morten Olsens tid, skulle man nok have husket jer uanset
udfaldet. Men nu spørger jeg bare: Er der nogen, som vil savne Danmark? Er der?
Jeg var målløs. Danmark er jo verdens midte. Hvem kan glemme os?
Endelig fandt jeg de rigtige ord:
– Men vi kom i hvert fald ud af det med æren i behold.
– Vel gjorde I ej! Hvis vi tager det hele i helikopterperspektiv,
så brød I med alle regler for god opførsel på den internationale scene ligesom
Rusland, værtsnationen, gjorde det på Krim.
– Va-ba? Jeg var lamslået.
– De spillede ikke efter andre regler end kynismens. Og vandt.
Ikke noget med fair play her. Og hvis du ikke kan huske det, står fair play for at overholde reglerne og
vise respekt for modstanderen. Efter min opfattelse er fair play i dag en by i
Rusland! Ha-ha.
– Hvad skal jeg sige? sagde jeg for at sige noget.
– Du skal ikke sige noget, du skal råbe Heja Sverige i aften. Gerne hjemme hos mig. Jeg sætter et par
flasker champagne på køl. Gider svenskerne spille champagnebold mod Schweiz,
bliver det dobbelt champagne. Hvilken fest!
Jeg sagde tak, glæder mig,
og vi skiltes som gode naboer med en highfive.
Se min hjemmeside: asgeralbjerg.fi
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar